Höstsonaten på Malmö Opera

Bergman dekonstrueret

Anmeldt af Kim Reich

******

Nogle skal grave dybt i erindringen for at genkalde sig Ingmar Bergmans ”Höstsonaten”. Andre har den måske i frisk erindring, selvom filmen blev lavet tilbage i 1978. Alle husker nok især Ingrid Bergman i rollen som moderen Charlotte over for Liv Ullmann som datteren Eva. Der er så mange elementer i spil i den store, svenske filminstruktørs manuskript, men også i spillet mellem den svenske Hollywood-stjerne og hendes yngre, norske pendant – sublimt i udtryk og indre spil,hvis jeg må bruge det udtryk, dvs. det, der i nærbilleder ofte bliver sagt mellem linjerne. Det store skel mellem mor og datter, der her især bliver forklaret med moderens, den store koncertpianists professionelle karriere og liv som kontrast til de forsømmelser, som det har ført med sig over for både Eva og hendes søster Helena, der ovenikøbet er alvorligt syg nu, hvor vi kommer ind i handlingen.
Charlotte kommer endelig på besøg efter syv lange år ude i verden. Eva lever – som mange i Ingmar Bergmans univers – i et landsbymiljø, hvor skyld og uskyld går hånd i hånd med Guds vilje og dårlig samvittighed. Eva tager sig nu af den syge søster med god hjælp frasin mand Victor, der på afstand og alligevel med forsøg på at blande sig oplever det dramatiske gensyn mellem mor og datter, som er dramaets alt andet end forløsende højdepunkt. ”Höstsonaten” er som mange af Bergmans filmiske fortællinger et kammerspil, hvor dialog og indre reflektion skaber dramaet. Dette er komponisten bag operaen, der havde svensk premiere på Malmö Opera fredag den 13. september 2019, helt på det rene med. Sebastian Fagerlund har nemlig valgt at tilføre kammerspillet elementer til fortællingen, som operagenren muliggør: Vi hører ikke bare om Charlottes afdøde elsker, vi oplever ham i en monolog over dødsøjeblikket eller i en kommentar til familiens reaktion på Helenas sygdom. Vi møder hendes publikum i skikkelse af operakoret, som ikke bare applauderer verdensstjernen, men også kræver af hende at hun står til tjeneste og som hun synger til allersidst: ”Jeg har aldrig meldt afbud en eneste gang”.

De svære valg
Denne binding til karrieren frem for familien er en klassiker i den professionelle verden, hvor der kan være store ofre undervejs. Kolliderer den med en mor, der selv har været udsat for en følelseskold barndom, går det naturligvis mere end galt og det er her, Ingmar Bergman er en mester i at dissekere relationerne mellem mennesker og de ydre rammer, der får stærke sind til at gå i opløsning i en blanding af had til den anden, selvforagt og ofte altså også dårlig samvittighed. De to, Charlotte og Eva, når aldrig hinanden. Moderen vender tilbage til sin verden af ingenting og alting, mens datteren igen forsøger sig med et kærligt brev – jamen, jeg elsker dig og er ked af, hvad jeg udsatte dig for under dit besøg. Også moderen elsker hende nok inderst inde og helt sikkert på sin egen måde. Hun ved og får endelig fortalt i en af operaens smukkeste og mest klare øjeblikke, hvad der er den dybere årsag til den tilsyneladende følelseskulde hun har udsat datteren for, men fortrængningen trives ved koncertflyglet og i samspillet med det beundrende publikum. Helena skriger sin afmagt ud inde fra værelset ved siden af, mindes senere i en genopstandelse den gode ferie på Bornholm, hvor alle var glade, og så er det selvfølgelig ikke Bergman uden at Eva og Viktor har mistet deres 4-årige søn ved en ulykke. Det får moderen forklaret, for hun har ikke været i nærheden af dette drama i dramaet, ligesom hun undrer sig højlydt over, at Eva har valgt at tage sig af sin søster og få hende hjem. Det var da bedre om hun var død!

En serie statements
Alt dette fanger operaen, der har libretto af Gunilla Hemming, på fineste vis om end dialogen i lange passager mere har karakter af klangfulde og ofte lidende statements. Partiturets stemme, der veksler fra det melodisk klangfulde til skingre crescendi, hvor dramaet mellem parterne er på sit højeste eller den indre uro i de plagede mennesker for voldsom, understøtter på moderne og alligevel overkommelig vis for det mere klassisk-nydende øre, hvad vi oplever på scenen. Moderen, pianistinden Charlotte Andergast, synges af Charlotte Hellekant, Eva af Erika Sunnegårdh, Viktor af Fredrik Zetterström, Helena af Helena Juntunen og Leonardo af Nicholas Söderlund. Malmö Operaorkester dirigeres af Patrik Ringborg og så er der naturligvis Malmö Operakör samt den lille dreng, som vi i et kort tilbageglimt ser lege med sin mor. Scenografien, der på fremragende vis blænder koncertsalsmiljøet ind i det lille Folkhem, er lavet af  Stéphane Braunschweig. Operaen, der havde premiere i 2017, er produceret af Finlands Nationalopera og ballet.
Til værkets proveniens hører, at Ingmar Bergman fra 1952 til 1958 var ansat ved det, der dengang hed Malmö Stadsteater. Teaterchef Michael Bojesen fortæller på Facebook, hvordan orkesteret i 1957 øver på Store Scene. Det er på Beethovens Klaverkoncert under ledelse af dirigenten Gunnar Staern og den kvindelige pianosolist er estisk-fødte Käbi Laretei.
”Under prøven sniger teatrets dramatiske chef, Ingmar Bergman sig ind. Han bliver dybt fascineret og tiltrukket af solisten, og beder dirigenten om at præsentere sig for hende. Det er ingen problem for Gunnar Staern idet han glad kan oplyse, at det nemlig er hans kone! Ingmar Bergman og Käbi Laretei indleder herefter et kærlighedsforhold – i første omgang hemmeligt -, de bliver skilt fra deres respektive – de har begge små børn – og bliver gift i 1959. De får et barn sammen, bliver skilt i 1969 men bevarer hele livet igennem en stærk venskabelig relation”.
Alle ved vi, at Ingmar Bergman havde en stor libido og en mangefacetteret personlighed. Præstesønnen blev en af de allerstørste inden for sit fag og havde med sig i livets bagage en god portion kærlighed til kvinder, en stor ydmyghed over for deres sårbarhed og en forståelse for, hvad der gør mænd til mænd selv når kvinder hader dem.

Fremragende udført
I Höstsonaten er det dramaet mellem to kvinder fanget i et klassisk rollemønster med et utal af krisemuligheder, der fascinerer. Det er fremragende udført omend den talte dialog i starten af 2. akt, som er et skænderi mellem mor og datter, virker som et alvorligt brud på den skønhed og brutalitet, der er i det sanglige. Det er som om vi lige skal have et glimt af essensen i filmmanuskriptet, en legitimation i selve skuespillet om man vil. Det går an i Mozart, men det du’r ikke her. Selv de bedste sangere (og det er de her) formår ikke at slippe igennem en længere sekvens med tale. Hverken på den ene eller den anden måde giver det mening, ligesom slutningen, hvor alt er som før – Charlotte er tilbage på verdensscenen og datteren er ved at skrive brev til hende igen-igen – skaber en unødig trivialitet, hvor det havde været bedre at tage cuttet i scenen lige før, hvor musikken også havde lagt op til den helt store finish. Moderen er taget afsted. Datteren har lagt sig i sengen. Ingen ord, kun denne blottelse af det indre i fortællingen. Afmagtens nøgenhed udtrykt på hver sin måde.
Som vi lige har overværet, er det Victor, der må fortælle Helena, at hendes mor er taget afsted.
”Vi ville ikke vække dig”, synger han.
Og hun, der havde glædet sig sådan over moderens besøg!
Med andre ord endnu et element af den misforståede godhed, der er en anden side af historien.