Elisabeth Strid (Isolde) og Bryan Register (Tristan). Foto: Miklos Szabo / DKT

DET UUDSIGELIGES TRAGEDIE

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Tristan og Isolde er altid en udfordring for et operahus. Der skal fem fremragende sangere til at løfte hovedrollerne; orkestret skal trimmes til at udføre Wagners ’uendelige melodi’, så den føles vedkommende og meningsfuld, og instruktør med team skal forholde sig til et dramatisk og musikalsk univers, som byder på mange udfordringer og gåder: Hvordan skal vi forstå Tristans vaklen mellem ære og kærlighed? Hvordan skal vi forstå det natterige, som Tristan og Isolde lever og dør sammen i? Kan man dø af kærlighed, og rækker kærlighedens kraft udover døden? Der er skrevet mange kloge ord om disse spørgsmål og værkets sammenhæng med Wagners eget liv og hans samtids litteratur og filosofi. Det skal jeg lade ligge her.

Psykologisk realisme

Den svenske instruktør Sofia Adrian Jupither og hendes nordiske team – Erlend Birkeland, Maria Geber, Ellen Ruge og Katarina Sörenson – har valgt at lade de store spørgsmål træde tydeligt frem, men uden at give svar på dem eller problematisere dem. Man mærker instruktørens erfaringer med dramaer af store nordiske forfattere som Strindberg og Norén.

Der fokuseres på de psykologiske traumer og tilbøjeligheder, der får personerne til at handle, som de gør: Isoldes hævntørst og vrede over at være blevet svigtet af sin elskede – efterfulgt af den totale overgivelse til kærlighedens strøm, Tristans barndomstraumer og store skyldfølelse over at have svigtet både kærligheden og venskabet – med dødslængsel til følge, Melots jalousi – der udløser hele det ydre drama og Markes afgrundsdybe sorg over at tro sig forrådt og svigtet af sin bedste ven. Bedrag og selvbedrag. Skam og skyld. Sorg og smerte. Og under det hele den dybe kærlighedslængsel, der ikke er plads til i samfundets og familiens hverdagslys. Wagner vidste besked om de stærke strømme i det ubevidste længe før Freud og Jung begyndte at afdække dem analytisk.

Her får vi altså i høj grad ”Wagner for pålydende” i en stram og stiliseret scenografi plus kostumer, der respekterer de af Wagner angivne ’steder’: skibet i 1. akt, slotshaven i 2. og Tristans gamle borg i 3. akt. Men samtidig er de løftet ud af det rent historiske og almengjort via en stor kvadratisk spilleflade, der i 1. akt kan bevæge sig à la skib (personerne er på gyngende grund) og  med en skråtstillet ’lysvæg’, der med god vilje kan ses som sejl. I 2. akt er fladen en skråtstillet have med blomstrende frugttræer i den sorte nat. I 3. akt er kvadratet væk; scenen er næsten helt sort og fyldt med bunker af store sten. Den mægtige væg står nu lodret, men helt uden lys frem til slutscenen, hvor den skaber smuk transcendens omkring Isoldes såkaldte ”Liebestod”. Det fungerer aldeles glimrende.

Vokalt overskud

Wagner kaldte selv værket en ”Handling” og det er paradoksalt, fordi der er så lidt ydre handling at forholde sig til – i alle tre akter koncentreret i slutningen. Til gengæld er der masser af indre handling, fordi alle personer som nævnt er styret mere eller mindre ubevidst og uudtalt af stærke drifter og dunkle motiver. Men det meste af det indre drama formidles grundlæggende i orkestret – mere end på scenen.

Sangerholdet byder på præstationer fra solid international klasse til det mesterlige. Operakorets herrer gør god fyldest som sømændene fra Cornwall, der håner den irske prinsesse og her bliver førstehåndsvidner til dramaet med kærlighedsdrikken, der ellers normalt foregår ’under dæk’. I de mindre og mellemstore roller oplever vi nogle af kompagniets egne fine sangere: Niels Jørgen Riis som ’skurken’ Melot, fint gengivet som den stakkel, han egentlig er; Jacob Skov Andersen ved smuk stemme både som den unge sømand og som hyrden i Kareol. Jens Søndergaard er en klippe af vellyd og loyalitet som væbneren Kurwenal, og Hanne Fischer er ideel i partiet som Brangäne, splittet mellem sin pligthengivenhed og sin skyld over at have genoplivet hovedpersonernes kærlighed. Verdensstjernen Stephen Milling gæster sit gamle kompagni som Kong Marke. Atter fylder han scenen med sit sceniske nærvær og sin store stemme, hvor hver eneste sætning rummer stærkt udtryksfulde nuancer. Man kan næsten ærgre sig over, at Marke kun er med i to scener.

Alle de nævnte figurer hører hjemme i det dagunivers, der repræsenterer fornuft, orden og velkendte regler, og som Wagner har forsynet med en tilsvarende ’normal’ musik hjemmehørende i den ydre verden. Fra slutningen af 1. akt befinder Tristan og Isolde sig i nattens helt anderledes univers, hvor Wagners avancerede og dybt fascinerende ’nye musik’ hersker. To gæster udfylder hovedrollerne. Som Tristan hører vi den erfarne amerikanske heltetenor Bryan Register. Han har en smuk stemme og stamina til den lange smertensnat i 3. akt, som han gør aldeles glimrende. Han kan dog ikke løbe fra sin alder og drøjde, som gør 2. akt til en lidt blandet visuel oplevelse, da Tristan og Isoldes kærlighedsmøde er noget mere fysisk betonet end man ofte ser. Svenske Elisabet Strid er en storslået Isolde med en prægtig dramatisk sopranstemme og et stærkt spil: klassisk hævnende tragedienne i 1. akt, uforbeholden elskende kvinde i 2. akt og tranceagtigt transcendent i 3. akt.

Fortællingen fra graven

Det mest mesterlige i den nye opsætning er dog den musik, der strømmer fra orkestergraven under maestro Paolo Carignanis taktstok. Hos Wagner er det orkestret, der fortæller den dybere historie, ofte uudsigelig i de ord, der ledsager musikken fra scenen. Det er en oplevelse at lytte til det virkeligt velklingende kapel, hvis ’sætninger’ og ’udsagn’ er fulde af liv helt ned i den mindste detalje. Der er fornemt solospil undervejs – ikke mindst af Rixon Thomas i den store skalmeje/engelskhorn-solo i 3. akt, som han har spillet i Bayreuth de seneste to somre, og som han fortalte så fint om i det seneste nummer af Ascolta. Men det er den samlede, strømmende orkesterfortælling, der gør denne opsætning forunderlig og frydefuld. Selv i voldsomt forte bliver sangerne ikke overdøvet, og den kontinuerlige dialog mellem scene og grav er forbilledligt disponeret og udført.

Denne anmelder har set og hørt mange forskellige udgaver af Wagners mesterværk. I de senere år har de fleste produktioner budt på forskellige former for aktualiseringer eller problematiseringer. Ofte kommer disse fortolkninger til at skygge for værkets reelle storhed og dybde, dets nærmest ahistoriske aktualitet. Det er ikke tilfældet med denne nye produktion på Operaen. Musikken får lov til at strømme uden forstyrrende visuelt kontrapunkt, så værkets gådefulde, mytisk-filosofiske univers kan påvirke os til medleven og stillingtagen, uden pegefingre af nogen art. Det er glimrende gjort.

”Denne ”Tristan” bliver til noget frygteligt! Kun middelmådige opsætninger kan redde mig! De fuldkomne vil drive folk til vanvid”, skrev Wagner til Mathilde Wesendonck. Denne opsætning er ikke middelmådig. Så nu er du advaret!

 Tristan og Isolde

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 18 maj 2024

Tekst og musik: Richard Wagner

Dirigent: Paolo Carignani

Instruktør: Sofia Adrian Jupither

Scenografi: Erlend Birkeland

Kostumer: Maria Geber

Lys: Ellen Ruge

Bevægelsesdesign: Katarina Sörenson

Tristan: Bryan Register

Isolde: Elisabet Strid

Kong Marke: Stephen Milling

Brangäne: Hanne Fischer

Kurwenal: Jens Søndergaard

Melot: Niels Jørgen Riis

Hyrden/En ung sømand: Jacob Skov Andersen

Styrmanden: Johannes Sejersted Bødtker.

Det Kongelige Operakor – herrer

Det Kongelige Kapel