Margaux de Valensart, Gert Henning-Jensen, Sine Bundgaard og Niels Jørgen Riis i Idomeneo på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo / DKT.

Overbevisende og aktuel

******

Anmeldt af Pia Fossheim

En 239 år gammel opera, der handler om guder og sagnhelte og er skrevet til et karneval, iscenesættes som en af vor tids største humanitære katastrofer, nemlig flygtningestrømmen mod Europa, strandet på en græsk ø i 2015.
Det kommer der en forestilling ud af, der fejer alle argumenter om, at klassiske operaer ikke kan spilles i moderne regi af banen, for Idomeneo, som havde premiere den 29. februar, er en af de mest overbevisende og aktuelle opførelser, der længe er set på Operaen i København.
Mozart var 24 år, da han fik opgaven med at skrive en opera til karnevallet i München 1781, og han gik til opgaven med store ambitioner, delvist med ønsket om at skaffe sig en fast stilling ved hoffet. Det lykkedes ikke, men derimod lykkedes han med at forny operagenren opera seria, hvis form på det tidspunkt fremstod mekanisk og konform. Mozart skabte med personerne i Idomeneo mennesker af kød og blod, ikke stivnede og utilnærmelige figurer som hidtil i genren.
Det er rigtige mennesker, vi møder ved operaens begyndelse. De står bag et hegn på en sandstrand. Foran hegnet er en rand af bevæbnede soldater, det uendelige hav og himlen fuld af truende skyer. De er fanger, og de er udmattede af, hvad krigen har gjort ved dem.
Også sejrherrerne er udmattede efter 10 års krig mod Troja, og kærligheden imellem dem har svære vilkår. Det unge par Idamante og Ilias kærlighed, en sejrherre og en krigsfanges, synes umulig. Elektra, præget af dysfunktionelle familieforhold skabt af krigen, er hævngerrig og besiddende. Og forholdet mellem Idomeneo og sønnen Idamante belastes af faderens fravær og det svære valg, som Idomeneo traf stående over for døden.
Vi kender disse historier og konflikter, de er aktuelle i dag, som de var det for tusinder af år siden, da den trojanske krig rasede.
Med stor dramatisk og psykologisk sans skrev Mozart en opera med musik, der rummer alle følelserne i dramaet – fra Ilias blide og håbefulde arier over Idomeneos fortvivlelse og Elektras raseri til de storslåede og voldsomme kor, der spejler naturens og havguden Neptuns magt og vælde.

På bedste måde
Ved premieren klarede sangerne i de 4 hovedroller de udfordrende arier på bedste måde. Niels Jørgen Riis var en plaget Idomeneo. Som hans søn Idamante brillerede Gert Henning-Jensen både sangligt og scenisk. Margaux de Valensart forløste fint konflikten mellem pligt mod sin døde familie og de nye vilkår, hun er sat i. Elektras rolle er den mest komplekse og den med de bedste arier. Dem fortolkede Sine Bundgaard på fremragende vis.
Mozart-eksperten Julia Jones, som dirigerede Det Kongelige Kapel, betonede de symfoniske elementer i orkesterpartituret, og orkesteret spillede med virtuos intensitet.
Mozart gav koret en stor rolle i Idomeneo, både musikalsk og dramatisk. Dette var ligeledes en fornyelse i tidens opera seria. Og i denne forestilling er det netop Det Kongelige Operakor og de 90 statister, som personificerer de billeder, vi kender så godt: ofre liggende i gaderne i sønderskudte byer, forhutlede mennesker på flugt og bevæbnede soldater i uniformer; alle scenerne med det store antal medvirkende er perfekt koreograferede af Marco Berriel.
Operaen er en co-produktion med Teatro Real de Madrid, Teatro dell’Opera di Roma og Canadian Opera Company. Den er iscenesat af Robert Carsen ved Maria Lamont.
Robert Carsen står også for scenografien sammen med Luis. F. Carvalho. Den er enkel, men virkningsfuld: et bagtæppe hvorpå der projiceres billeder, i 1. og 2. akt af hav og skiftende skyformationer, i 3. akt en gade med sønderskudte huse samt en helligdom, hvor Idamante skal ofres. Rekvisitterne er få, en stor bunke røde redningsveste på stranden og nogle tarvelige borde og bænke.
Kostumerne står Luis F. Carvalho og Petra Reinhardt for. Videodesignet er ved Will Duke.
Alt sammen er det billeder, vi har set før, men de har fået en ny betydning, de er blevet ikoner, som man ikke kan ryste af sig med det samme.
Handlingen i operaen ender godt. Havguden Neptun griber ind og redder Idamante fra hans skæbne og vender handlingen i håbefuld retning, som det var sædvane i tidens opera seria. Hvordan nutidens drama ender, kan vi ikke vide, men vi kan insistere på og glæde os over at kunstværker som dette stadig kan opføres.
Forestillingen fik fortjent stående ovationer og får 5 store stjerner ud af 6.