Jens Søndergaard (tv), Niels Jørgen Riis og Det Kongelige Operakor i Peter Grimes. Foto: Camilla Winther / DKT

Storm over havet og i sindet

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Genopsætningen af instruktøren David Radoks udgave af Brittens Peter Grimes er meget vellykket, musikalsk såvel som scenisk. Selvom opsætningen har 30 år på bagen, har den – i  Kim Amberlas udgave – ikke mistet noget i relevans eller skarphed. Den nærmest evige tragedie om outsideren, der udskammes og til sidst knuses af lokalsamfundets intolerance og selvtilstrækkelighed, taler med Brittens mesterlige musik til os – henover historiens og kulturens grænser. Ikke mindst når de kunstneriske kræfter leverer en indsats af første klasse.

Historien udspiller sig i 1800-tallet i en fattig engelsk fiskerby (modelleret efter Aldeburgh, som Britten kendte så godt). Et lige så fordomsfuldt og forandringsresistent samfund som vores hjemlige Korsbæk – med sine toneangivende og dominerende personligheder, hvis eneste fællestræk er, at de hader alt hvad der er anderledes og ikke-eftergivende, hvilket i historien personificeres af fiskeren Peter Grimes. Hans ’forbrydelse’ er ikke bare, at han ikke kan tage vare på sine læredrenge – faktisk frikendes han i operaens prolog for at være skyld i en af disses død. Nej, han er først og fremmest anderledes, fordi han er en drømmer og en fantast, der ikke vil bøje sig for lillebyens moral – uanset om den repræsenteres af den selvhøjtidelige sagfører, den sværmeriske præst, den ildsprudende og drikfældige lægprædikant, den rige pillemisbrugende enke, den gæve krokone som vil være alle tilpas, kvaksalverapotekeren eller de mange fiskerfamilier.

 

For stor og aparte

Grimes er for stor og aparte og skal derfor kanøfles, som vi ved det fra H. C. Andersen; og han er skæbneramt, som vi kender det fra de græske tragedier. I løbet af de få dage, historien udspiller sig i, oplever vi Grimes som både træmand, poet, klodsmajor, brutal arbejdsgiver og dumstædig drømmer. Hans plan er at fiske sig rig, så han kan gifte sig med lærerinden Ellen Orford og skabe et smukt og roligt hjem med lokalsamfundets anerkendelse. Dog er det slet ikke nødvendigt, for Ellen elsker ham oprigtigt og kræver ikke andet end godhed og tålmodighed. Også Peters (eneste) ven, kaptajn Balstrode, prøver at få ham til droppe stoltheden og ærgerrigheden. Men han kan ikke, måske fordi han selv har været et lige så forsømt og vanrøgtet barn som de drenge, han behandler så ukærligt. Det skal jo gå galt, og det gør det også. Da den nye læredreng John dør på grund af Peters uopmærksomhed, falder landsbyens endelige og uomstødelige dom. Ellen kan intet gøre, og Balstrode forkynder skæbnens bestemmelse: Peter må ro sin båd ud på havet og sænke den.

Den egentlige ’hovedperson’ i Brittens opera er havet. Havet er ikke bare eksistensgrundlag for det lille samfund, men også dets enevældige regent. Det høres så fantastisk tydeligt i Brittens musik, ikke mindst de storslåede og berømte mellemspil eller ”Sea Interludes”, som bygger bro mellem handlingsoptrinnene, og som viser sig i al slags vind og vejr. Det stormer udenfor i mange optrin, men det stormer sandelig også indenfor i personernes sind – ikke mindst Peters.

På den anden side har alle dramaets personer et behov for at blive fysisk og psykisk berørt. Ellen og Peter kommer det ikke nærmere end to hænders forsigtige møde i 1. akt. Men for flere af de andre lykkes det faktisk; hvordan skal ikke røbes her, for det er en del af forestillingens subtile humor.

Et smukt og stærkt scenebillede

Havet er konstant til stede i scenebilledet – som fiskerbådenes master, der dybt i scenens baggrund duver efter de skiftende vinde, og hos os i tilskuerrummet, som lillebyens borgere konstant vender sig imod, når de beskriver eller forholder sig til havets kraft. Farverne er for det mest i mange nuancer af sort, hvidt, gråt, sølv og blåt. Lyssætning og hav/himmel-projektioner er meget effektive og suggererende. Scenografien er meget enkel, med helt åbne skift under mellemspillene, og kostumerne (begge dele af Tazeena Firth) understreger – sammen med musikken – personernes karakter, så vi ikke har besvær med at skelne mellem de mange bipersoner. En fin lille detalje er den konkylie, som læredrengen John leger med, og som senere både Ellen og Peter griber som et simpelt symbol på det spinkle håb. Personinstruktionen er glimrende, og operakoret har en virkelig stor aften, også dramatisk, godt hjulpet af fine statister i alle aldre.

Det store musikalske udtræk

Det er imponerende og ind imellem ganske overvældende at høre de mange solister, det store kor og det rigt udstyrede orkester sætte sejl i dette hav-skæbnedrama. Og lasten – dette forunderlige mesterværk – kommer sikkert i havn.

De tre hovedpartier er glimrende besat med kræfter fra operaens eget ensemble. Sine Bundgaard er perfekt som Ellen Orford; både musikalsk og scenisk fylder hun denne operas eneste lyriske figur med nobelt nærvær og tragisk tyngde, og hun inkarnerer medfølelse og empati i et ellers intolerant og ukærligt samfund. Jens Søndergaard har et enormt vokalt og dramatisk overskud og samler energien om sig, hver gang han åbner munden og med verdensmandens erfaring forsøger at dele sol og vind lige – desværre sjældent med varigt held. Niels Jørgen Riis synger titelpartiet for første gang i sin lange karriere, og det er en imponerende præstation. Peters største fejl er hans ’dumstædighed’. Den forhindrer ham i at overgive sig til Ellens kærlighed (hvilket måske kunne have reddet ham) og i at tage imod gode råd fra Balstrode, fx at tage hyre på et handelsskib. Nej, Peter er født her og mener han har ret til at være her, uanset voksenmobning. Rigdom og flid skal føre til anerkendelse, ikke medlidenhed (”not by pity”). Den konstante vaklen mellem drøm, frustration, vrede, håbløshed og tvivl gør Riis fint rede for, og man mærker hurtigt, at drømmen er umulig. Peters musik er meget anderledes end de andre personers, og typisk for ham kan han heller ikke falde ind, da gæsterne i kroen finder sammen og kaster sig ud i en skæv kanon, mens de afventer stormens hendøen. Fortidens spøgelser – især de døde læredrenge – plager i stigende grad Peter, og hans afsluttende vanvidsarie gestalter Riis meget bevægende.

Også de mindre partier er virkelig godt castede – med Gert Henning-Jensen som den højtråbende og dobbeltmoralske metodist, Hanne Fischer som den godmodige og pragmatiske kromutter, Morten Staugaards selvhøjtidelige sagfører, Susan Bickleys sladdertante (svær at høre i det dybe register), de letlevende ’niecer’ Fflur Wyn og Fanny Soyer, Jens Chr. Tvilums sødladne præst, Kyungil Kos tungsindige Hobson og Tomi Punkeris anløbne apoteker.

 

Brittens sikre hånd

Først og sidst forbløffes man af komponistens sikre hånd. Musikken er måske ikke ’nem’ og kan lyde fremmedartet, for den falder stort set aldrig på plads i en enkelt toneart. Til gengæld er den opdelt i overskuelige numre og stramt komponerede scener, hvor skiftende stemninger, stilarter, rytmer og klangfarver sættes sammen og kontrasterer på en dramaturgisk overbevisende måde. Et enkelt eksempel fra 2. akt kan være forløbet, som starter med en trio, hvor Auntie, Mrs. Sedley, og Need Keene sætter rygtet om Grimes’ mishandling af John i omløb. ”Rygte-temaet” (”Grimes is at his excercise”) forplanter sig til det store kor – borgerne der kommer fra gudstjenestens ord om Guds barmhjertighed, men som hurtigt slår om i en hævntørstens march, hvormed byens mænd bevæger sig mod Grimes’ hytte. Tilbage står fire kvinder og begræder mændenes kortsynethed og kærlighedens elendige vilkår i et mandsdomineret samfund. Den smukke kvartet akkompagneres bl.a. af to fløjter, der i lille sekund-afstand (altså stærkt dissonerende) inkarnerer kvinders tårer over mænds dårskab til alle tider.

Unison (énstemmig) sang er et meget stærkt virkemiddel, som Britten bruger uhyre bevidst. Når Ellen og Peter i 1. akt synger unisont i deres duet, er det et udtryk for det stærke følelsesmæssige bånd, der binder dem til hinanden. Men når byens borgere synger énstemmigt, er det et udtryk for den stærke, trygge fordomsfuldhed, der forener små mennesker i modstanden mod det anderledes.

Dirigenten Stuart Stratford har et sikkert greb om både det store vokaludbud og kæmpeorkestret.

Ikke mindst derfor virker det alt sammen meget stærkt og sørgeligt aktuelt. Der er kun fem opførelser frem til 1. juni. Hvis dine ører er åbne nok til at rumme musik, som – udelukkende i sagens tjeneste – bruger mange usædvanlige midler, vil jeg stærkt anbefale en tur i operaen.

Peter Grimes

Benjamin Britten/Mantague Slater

Set til (re)premieren 13. maj 2023

Instruktør: David Radok

Genopsætningsinstruktør: Kim Amberla

Scenograf: Tazeena Firth

Kostumedesign: Tazeena Firth

Lysdesign: Kimmo Ruskela

Dirigent: Stuart Stratford

Assisterende dirigent: Robert Houssart

Peter Grimes: Niels Jørgen Riis

Ellen Orford: Sine Bundgaard

Balstrode: Jens Søndergaard

Auntie: Hanne Fischer

Bob Boles: Gert Henning-Jensen

Niece 1: Fflur Wyn

Niece 2: Fanny Soyer

Swallow: Morten Staugaard

Mrs. Sedley: Susan Bickley

Ned Keene: Tomi Punkeri

Horace Adams: Jens Christian Tvilum

Hobson: Kyungil Ko

John (Grimes’ lærling): Otto Kristian Sabro Hartung/Micelangelo Facchini

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel