Klemt Verdi sat flot på plads

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Simon Boccanegra benævnes i Det Kongelige Teaters foromtale som en opera om magtens tunge ansvar og den ensomhed og tvivl der er magtens følgesvend. Det er ord, der måske vækker genklang hos mange i nutidige, magtfulde positioner og dermed en øjenåbner om tilværelsen på magtens tinder for os tilskuere. Det lægger op til, at vi nok skal forvente os en almengyldig fremstilling af Simon Boccanegra, manden med magten og hans nærmeste i omgangskredsen. Med andre ord at det magtspil, der var det historiske udgangspunkt på dogepaladset i Genua ca. 700 år tilbage, rummer lignende konfliktstof såvel på Verdis tid som det også kan genfindes her og nu.
Det var lidt af en tung opgave Francesco Piave som tekstforfatter 1857 satte Verdi overfor. Verdi var klar over det og heller ikke tilfreds med resultatet og reviderede flere år senere sin opera til den skikkelse, som vi hører den i vore dage, hvor der er opnået bedre sammenhæng fra et dystert indtryk fra skumle mandsroller til nu et ungt pars lykke med tydeligere fokus på sopranpartiets Amalie – oprindelig Boccanegras forsvundne datter Maria nu genfundet i smuk musikalsk harmoni med sin fader.
Men i denne grumme historie blev det ydermere hæderkronede Boccanegras tunge lod at trækkes med forvekslinger, mistolkninger, rænker og politisk ufred trods forsøg med fredsmægling. Det er et handlingsforløb, der på ca. 700 års afstand rummer meget af det konfliktstof Verdi og hans samtid, og bestemt også vores tid, er vidne til. Denne sammenhæng fra før til nu tydeliggør David Hermann i sin opsætning med en liberal vekslen af de agerendes iklædning, der med flashbacks blander 1360-tallets mode med nutidens – dog således at Simon Boccanegra konsekvent optræder civilklædt med jakkesæt og slips. Såvel som når der udveksles andre tidsaldres klædedragt, åbner det samtidig for frihed til afbalancering af psykologiske normer.
Det scenografiske rum fremstilles som en elegant genskabning af et forestillet dogepalads med rådssal, kamre, kontor for dogen og sågar hustelefoner indlagt i væggene. Dette og meget mere, der rummer en tilsyneladende kompleksitet, synes at have det formål at forenkle og omfortolke et alt for indviklet handlingsforløb med mange uløste spørgsmål. Hermanns revision, som han kalder en politisk thriller, er en behjertet anvisning på at skære igennem og føje nye brikker til afklaring af et indviklet puslespil – som eksempler ved at afdøde Maria står fysisk frem, konspirationer synliggøres ved telefonopkald og den kliniske tilberedning på rullebordet af giftdrikken mm.

Musikken er det overordnede
Trods alle gode hensigter er handlingen her underordnet musikken. Der ydes aldeles fremragende præstationer fra orkestret, sangerholdet og koret, der i denne opera på kvinde- og mandssiden har betydelige opgaver.
Fiesco melder sig i prologen sorgtynget og vredladen over forføreren Boccanegra, tabet af datteren og ”frugten af deres syndige kærlighed”. Det er her en meget udtryksfuld Gianluca Buratto med en pragtfuld bas, der allerede nu lægger den vokale standard som Kiril Manolov følger op med barytonal styrke og den værdighed og patos, som karakteriserer Boccanegras rolle. Partiet får i Manolovs fremstilling den troværdighed, der harmonerer med hans vokale og fysiske tyngde. Han og Buratto er de to bærende hovedkræfter i operaens dominans af dybe mandsstemmer. Det giver ikke helt samme plads til konspiratoriske adelsfolk eller til det tenorparti Verdi ikke gav samme muligheder som i Trubaduren, Rigoletto og La Traviata. Men Adorno får hos Gert Henning-Jensen passende kompensation i hans adrætte vokale medvirken i ensemblerne. Gisela Stille indleder 1. akt i Grimaldis hus med sin klokkeklare lysende arie og bryder dermed prologens dystre stemning og deltager i den efterfølgende scene med Manolov i det gribende følelsesladede højdepunkt hvor de to, far og datter, efter 25 år mødes og forenes. Andre højdepunkter udover de nævnte er Boccanegras store arie overfor det samlede paladsråd og den afsluttende scene med den nu døende doge. Som nævnt har orkestret, ledet af Paolo Carignani, sparet sammen til en stor aften med alt hvad et så righoldigt operaensemble i forening kan præstere. Dermed blev en dejlig premiereaften trukket frem til flot beskuelse fra den dvaletilstand, der i lang tid har været Verdis Simon Boccanegras skæbne. Må en lignende dvaleskæbne, nu corona inspireret, og tør vi håbe, blive manet langt, langt væk.
Verdi: Simon Boccanegra

Det Kongelige Teater/Operaen
Premiere 23. oktober 2020

Musikalsk ledelse:                   Paolo Carignani
Iscenesættelse:                       David Hermann
Instruktør (genopsætning):  Ludivine Françoise Petit
Scenografi:                                Christoph Hetzer
Dramaturg:                                Luc Joosten
Lysdesign:                                 Fabrice Kebour

Simon Boccanegra:                 Kiril Manolov
Jacopo Fiesco:                         Gianluca Buratto
Paolo:                                         Jens Søndergaard
Pietro:                                         Kyungil Ko
Maria/Amelia:                               Gisela Stille
Gabriele Adorno:                      Gert Henning-Jensen
Pige hos Amelia:                       Line Juul Andersen

Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor