Vild opstandelse på bordellet. Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera

Grydeklar for Komische

Anmeldt af Kim Reich

 ******

I materialet til Inkognito Royal spørger operachef og librettist Philipp Kochheim om opera altid skal være så alvorlig, at man ikke kan le undervejs?
”Efter to verdenskrige og flere atombomber synes følgende regel entydigt at gælde: Jo vanskeligere forlæg, jo mere komplekst emne, jo mere gådefulde personer, desto større er chancen for, at operaen bliver opført og taget alvorligt i kulturspalterne. Sjov, satire og humor skal man helst søge i teateret eller biografen! Men skal det nødvendigvis være sådan? Kan man ikke også i latteren nå til erkendelse?”
Jo, det kan man, og derfor finder man da også i operalitteraturen en række eksempler på, at humoren går hånd i hånd med alvoren – bl.a. i den komiske form opera buffa og i operettegenren, der gerne laver spøg med os. I den tunge ende kan man pege på Verdis Falstaff, der dog ikke er en rendyrket farce, og György Ligetis Le Grand Macabre, der er mere tæt på det fjollede. Og så er der naturligvis de mange iscenesættere, der med større eller mindre held går nye veje med det klassiske repertoire. Lettest er det selvfølgelig med de sjove af dem som i tilfældet Barrie Kosky med Mozarts Tryllefløjten oprindeligt konciperet på Komische Oper i Berlin eller vores egen Martin Lyngbos herlige bud på Rossinis Barberen i Sevilla på Det Kongelige Teater.

Noget helt nyt
Philipp Kochheim har sammen med komponisten Karsten Fundal begået et i sin samlede form helt nyt værk, der ved sit virtuose miks af genrer givet vil udfordre nogen og helt sikkert begejstre andre. I 2015 stod komponisten sammen med indie-bandet Efterklang og teatergruppen Sort/Hvid bag Leaves, the colour of falling, som havde premiere på Copenhagen Opera Festival. Musikken til værket er både poetisk og minimalistisk rytmisk, dramatisk, melankolsk, bevægende og stemningsskabende, som Anne Holm beskrev det i sin artikel i augustudgaven af Ascolta, og præcist sådan opleves partituret til Inkognito Royal, som Aarhus Symfoniorkester under ledelse af musikchef Christopher Lichtenstein fører os igennem med stor lidenskab.
Karsten Fundal færdes hjemmevant i operagenren om end med sit helt eget tonesprog, der i mange træk er beslægtet med Ligeti også hvad humoren angår. Inkognito Royal foregår i en række billeder, hvor de tikkende ure fra orkestret i andet billede skildrer hotelfoyeren, hvor kongen bor, og med underskønne og meget enkle tonestrejf bringer mindelser frem om Hans Abrahamsens Snedronningen på DKT. Såre stemningsfuldt uanset at figurerne på scenen går fra almindelig hoteldrift til det rene kaos.
Undervejs gennem operaen får vi hele udtrækket fra disse mest lyriske passager til det voldsomme crescendo under sopranens klagesang til funky New Yorker-jazz og ikke mindst det første billede fra byens lighus, der jo vitterlig er en makaber dans omkring den afdøde. På et tidspunkt bliver det dog for voldsomt for de andre døde, der rejser sig op på deres briks for at bede om ro inden de mod slutningen simpelthen udvandrer. Sopranen Susanne Elmarks klage går på, at musikken overdøver hende og at hun i det hele taget slet ikke burde være her i Aarhus, når hun har sunget de største partier og også på The Met, og faktisk burde være i Bayreuth. Her krakelerer hendes portræt af en opstyltet dronning Lovisa, der givet vis er så fjernt fra forbilledet som tænkes kan al den stund den svenskfødte dronning var tæt knyttet til indre mission.
Hendes mand, Frederik 8. er hovedpersonen i Inkognito Royal. Operaer bevæger sig ofte på historisk grund, men er også en fri, dramatisk gendigtning af nogle begivenheder i samtiden eller som oftest lidt før, så man ikke får al for megen ballade. Ingen tager formentlig anstød af det billede, som Puccini tegner af politichefen Scarpia i Tosca, men må man godt lave grin med Dronning Margrethes oldefar, der døde under mystiske omstændigheder en aften i Hamburg i 1912?
”Denne Trappe vil i Fremtiden blive en Seværdighed for Turister”, skrev en avis et par dage efter at kongen var fundet død efter angiveligt at have hvilet et øjeblik på trappestenen ved Gänsemarkt nr. 51.

Myten om kongens død
Fortællingens bærende element er myten om, at kongen døde i en luders arme. Uheldigvis var det sådan, at der i kvarteret, hvor han faldt om, lå et fornemt bordel på den tid, men det kan jo være Fake News. Alle synes nemlig at have glemt, at majestæten godt kunne lide at gå en tur sådan helt for sig selv, ligesom han på grund af et skrantende helbred faktisk var på vej hjem fra et fire uger langt kurophold i Sydfrankrig, så mon ikke han bare lige trængte til en mundfuld frisk luft?
Vi kender Frederik 8. som en besindig mand, der engagerende sig i almenvellet og ikke var så konform som sin fader i det politiske. Philipp Kochheim tegner da også et på sin vis gribende portræt af denne mand, der i hans opsætning hellere vil snakke med den prostituerede om end ingen af dem ved, hvad de skal snakke om. Og som på hotellet har sagt til sin hustru, at han begærer hende og dog gerne vil se et tegn på, at hun også godt kan lide ham.
Det er en melankolsk konge, der fornemt og med stor fysisk lighed gestaltes af Andreas Daum. Han kan både synge og sige replikker, og hans stepdans på lighuset er med garanti ikke set før. Det er sublimt. Her i døden føler han sig frigjort, for vi aner at det at være konge er som at være fange i sit eget bur, selvom han i den 43 år lange ventetid har forberedt sig på kongegerningen. Han deler jo skæbne med Edward 7., der ligeledes ventede i årevis på kroningen og heller ikke kom til at sidde ret længe, men han var trods giftermålet med den smukke, danske Alexandra ikke så tro mod sin dronning, som den stilfærdige hædersmand hjemme i Danmark nok var, når det kommer til stykket.
Bordelmutter synges og ageres af Johanne Bock, der – No Offense – er som skabt til rollen. Ligeså er Laura Scherwitzl, der ømt og kærligt forsøger at gøre sit bedste for majestæten og i perioder gør det i ren slapstick. Det er sjovt og rørende på en gang, og de øvrige piger på etablissementet får også lejlighed til at fortælle lidt om dem selv undervejs inklusive kontratenoren Morten Grove Frandsen, der kaster sig ud i en stjernebirolle som ingen anden end glædespigen Froufrou. Hvilken kvinde!
Inden da er vi i det allerførste billede til stede i lighuset, hvortil en ældre mand er indbragt til nærmere undersøgelse. En assistent er i gang med en stor saks, så han kan få fat i en død sømands fingerring, men han hjælper også lægen i tøjet, da han ankommer i Trond Halstein Moes febrile skikkelse og med hår som Marty Feldman i ”Frankenstein junior”. Både han og assistenten, der synges af Martin Lechleitner, gnider sig i hænderne ved tanken om, hvad der venter, for det er tilsyneladende en fin herre, der er kommet, men det er altså før afdøde kaster sig ud i en omgang forrygende stepdans. Senere møder både direktøren fra det hotel, hvor kongen boede under sit korte ophold i byen, to fjollede betjente og glubske journalister op – med hvert deres ærinde og egentlig uden at der kommer andet ud af det til sidst end at de andre døde beder om ro for larmen og dronningen til sidst møder op for blot at konstatere, at det slet ikke er hendes mand, der ligger der. Grebet i det formodede bedrageri stikker ’den døde’ af ud blandt publikum i salen og det er så der, at den planlagte forestilling går helt i skuddermudder. Til sidst giver obducenten sit besyv med på klingende norsk, mens hans assistent får skældud af instruktøren for ikke at synge det han skal med den rigtige betoning.
Her mod slutningen møder hele holdet under en stort anlagt demonstration op med et stort banner ”Aldrig mere operette!” De synger om, hvor vidunderlig tolvtonemusikken er inklusive hyldestreferencer til blandt andre Per Nørgaard og Stockhausen.

Den røde tråd
Vi har set det før i komedier som Mel Brooks’ ”Forår for Hitler”, Peter Fristrups aldrende ”Svend, Knud og Valdemar” på Alléscenen og ikke mindst med Nikolaj Cederholms udgave på DKT af Michael Frayns festlige komedie om sig selv, der på dansk kom til at ”Koks i Kulissen”, men det er nyt at vi får så komplekst et værk som Inkognito Royal, der både blander genrer og på mere klassisk vis gør grin med sig selv ved mod slutningen og ganske overrumplende at adressere de medvirkende kunstneres glæder og frustrationer, hvor instruktørens lod åbenbart er at kæmpe med tosserne på scenen, der ikke forstår, hvor han vil hen, og hvor komponisten heller ikke er tilfreds. Partituret bliver ikke forløst, som han gerne vil have det, så han vælger naturligvis at skyde på dirigenten og som vi ved går det ofte budbringeren ilde.
I Inkognito Royal tager den gennemgående figur, konferencieren, ansvaret og afbryder forestillingen, da der til sidst hverken er hoved eller hale på det hele. Amerikanske Randy Diamond er diabolsk velsyngende og slibrigt underholdende undervejs. Han er en nysgerrig bisidder, men præsenterer os også i en herlig scene for de fire journalister, hvoraf den ene om tyve år – kære publikum – vil være brunskjorte og nazist. Han kæmper næsten forgæves med at få ordet ”Truth”, der betyder sandhed, over sin læber, og han ender med at dirigere et ultrakort, men let genkedeligt uddrag fra La Traviata, da dirigenten er ude af stand til at forløse værket og så er der kun den gamle klassiker tilbage. Der går et suk af velvære gennem publikum, da vi også i et kort øjeblik får et glimt af Le Grand Opera! Konferencierens nærmeste forbilleder må være The Master of Ceremonies på Kit Kat Club i Cabaret eller Mephistofiguren i Terry Gilliam’s dristige fortolkning af Berlioz’ Faust, men også hans rolle er et genialt træk, for hvor får man ellers det hele til at hænge sammen?
Operachefen og hans komponist har selv peget på, at man ved at blande de mystiske omstændigheder ved kongens død med den aktuelle debat om Fake News har villet forsøge at genopfinde operette-genren i et nyt værk, hvor man sammen med et cast af internationale opera- og musicalstjerner vil give et friskt bud på dette oversete kapitel i dansk historie og ja, man taler om Frederik 8. som den glemte konge.
Inkognito Royal er nok det mest morsomme værk uden genre, som noget operahus nogensinde har budt på. Det her trækker på mange forbilleder, men eksisterer fuldt i sin egen ret som et operafagligt grundforskningsprojekt, som en fusion mellem alt inklusive sorg og glæde, men vi må nok huske kongens valgsprog, som var: ”Herren er min hjælper!”
Eller som der står på et protestskilt undervejs: ”Make Denmark great again!”
Jep, den er vi med på – skabt af en tysk-dansk forløsning af den slags vi lige stod og trængte til efter et laaangt år uden kost og mask. Det er en omrejsende myte, at tyskerne ikke ejer humor, for det gør de faktisk i overmål, og med tyskfødte Kochheims genistreg af en libretto og af en iscenesættelse, afliver han sammen med Karsten Fundal alt, hvad du tror at vide om opera, operette, musical, syngespil, skuespil og farce. Inkognito Royal er alt andet end anonym. Hvis den er noget ud over helt sin egen og dermed unik, så er den en klar eksportartikel og første opsætning uden for landets grænser må være på Komische Oper.

PS: Så mangler vi bare en opera om den eneste anden konge, der nogensinde er gået bort i udlandet. Det var Erik Ejegod, der døde på Cypern i juli 1103. 

Inkognito Royal
Den Jyske Opera
Set den 21. august 2021

Musik: Karsten Fundal
Libretto: Philipp Kochheim
Instruktør: Philipp Kochheim
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Scenograf: Emily Bates
Kostumedesigner: Mathilde Grebot
Lysdesigner: Anders Poll

Medvirkende
Kong Frederik VIII: Andreas Daum
Dronning Lovisa: Susanne Elmark
Konferencier: Randy Diamond
Læge: Trond Halstein Moe
Fanny: Laura Scherwitzl
Madame Rosa: Johanne Bock
Læge/journalist: Martin Lechleitner
Hoteldirektør/journalist: Daniel Szeili
Loulou/showgirl: Linnéa Sjösvärd
Sissy/hofdame: Ksenia Antonova
Froufrou: Morten Grove Frandsen
Vagtmester Schmock: Thomas Christian Sigh
Konstabel Konietzke: Jens Jagd
Livlæge/journalist: Jens Bové
Hofmarskal/vicevært: Andreas Winther
Instruktør: Erik Viinberg
Gammel kunde: Stefan Ostertag
Journalist: Erik Bekker Hansen
Ikke-levende: Carsten Gottholt Hansen
Ikke-levende: Bolette Bruno Hansen
Ikke-levende: Annette Dahl
Et barn/showgirl: Inger Margrethe Holt Povlse
Showgirl: Marie Borup
Komponist: Morten Wang
En kongelig gæst: Eline Denice Risager

Den Jyske Operas Kor
TalentU
Aarhus Symfoniorkester