Scenen er sat i Helsingør. Foto:Henrik Schurmann / HK

Store følelser på lille scene

******

Anmeldt af Sanne Caft

Scenen var sat i Helsingør Teaters fine teaterrum til Pietro Mascagnis Cavalleria Rusticana og Ruggiero Leoncavallos I Pagliacci på Helsingør Kammeropera. Det blev en destilleret opera i en vellykket opsætning og med de store følelser på den lille scene.

Scenograf Catia Hauberg havde valgt en fotostat af en pittoresk siciliansk kirke til at pryde bagvæggen og på scenen et rislende springvand samt et par stole foran en tønde. Vupti, så var vi i Italien til Mascagnis enakter Cavalleria Rusticana. Efter pausen skiftede træstolene til plastic, og tønden blev erstattet af et neonskilt under afdækningsplast. Enkle virkemidler, der flyttede handlingen 150 år frem i tiden til nutiden og til Leoncavallos I Pagliacci.

Kostumerne skiftede fra lange kjoler og skødefrakker i Mascagnis opera til træningsbukser og t-shirt med print. I slutningen af Leoncavallos ditto, hvor karaktererne opfører en munter pantomime på en bund af smerte og frustration, var sangerne iført pink nylonparykker, posede bukser og strutskørt og fik den på papiret umulige sammensætning til at fungere.

Nyt var koret Skt. Olai Vokalensemble, der syngende indtog teatrets balkon som katolske præster, der i alvorsfuld procession sang den velkendte og uendeligt smukke påskehymne, mens Philippa Cold som Santuzza stemte i og skabte et gribende højdepunkt i en dobbeltforestilling, der var fyldt med højdepunkter. Philippa Colds stemme var smuk, fuldtonet og sikker, og hun førte an i et sangerhold, hvor der ikke var nogle svage punkter. I den mindre rolle som Mamma Lucia klingede Simone Rønns fuldtonede alt, der føjede sig til, og alene det faktum, at musikken fortsatte uden pause, forhindrede salen i at applaudere.

Knyttet sammen

Begge en-akteres tematikker var knyttet sammen: Kærlighed, svigt, ægteskab og elskere. Kunsten var i centrum, men skæbner forgår på smertelig vis i ’virkeligheden’, og Canio dræber kone og elsker – inspireret af en virkelig hændelse, som komponisten Leoncavallos advokatfar havde ført og ifølge kapelmester Leif Greibe, der stod for de detaljerede og tørt fremførte introduktioner til salens moro.

Tine Topsøes instruktion var fyldt med detaljer, som sangerne formidlede på fineste vis. I Cavalleria Rusticana kastede Anders Kampmann som Turiddu et blik tilbage på Santuzza, mens hans fokus alligevel blev trukket mod Camilla Illeborgs æggende Lola. Santuzza lagde uendelig kort Turiddus hånd på sin mave i duetten, hvor hun bønfaldt og gik i stykker, mens han valgte hende fra, og hun i rasende afmagt forbandede ham på pladsen foran kirken. Og forbandelser i operaer har det med at gå i opfyldelse og således også her.

I I Pagliacci talte Camilla Illeborgs Neddas halvt krydsede arme og forbeholdne blik med store bogstaver, mens Canio med Anders Kampmanns sikre vokal formidlede både smerte, afmagt og voldsparathed. Publikumsbaskeren ”Vesti la giubba” sad lige i skabet. I denne opera vader Nedda i mænd, og Silvio alias Lucas Bruun de Neergaards store, fyldige stemme og stærke scenenærvær sværmede om Lola som et møl om en pære i nattemørket. I Pagliacci er fyldt med en række duetter mellem Nedda og de mænd, der på en og samme gang elsker og hader og elsker igen i kærlighedens foranderlige konstant.

Begge operaer varede omkring en time og formåede at tegne et musikalsk og menneskeligt drama på den relativt korte tid. Cavalleria Rusticanas indsmigrende melodier blev sunget og spillet inderligt og tempofyldt, og svingede fra højlydte deklamationer om svigt og hævn til dybtfølte passager, hvor musikernes ekvilibristiske håndtering af det af Leif Greibes tilpassede partitur holdt salen tryllebundet.

I slutningen af I Pagliacci opfører den lille teatertrup en pantomime, og her brillerede sangerne med komisk timing og rytme. Camilla Illeborgs strutskørt-svansende Columbine og Petter Moens Peppes umusikalske klimpren på en trekantet lut og hjerte-smerte fremførte sikre vokal, fik den lille scene-i-scenen til at stråle af komik som sublim kontrast til hovedhandlingens sorgfyldte fortælling.

Gribende var også scenen mellem Nedda og Canio, hvor grænsen mellem dramaet på operaens lille scene og operaens (lidt større) scene viskedes ud. I det øjeblik viskedes også grænsen til publikum ud, og flere fældede en tåre, da tæppet faldt og skjulte de faldne.

Cavalleria Rusticana / I Pagliacci

Helsingør kammeropera

Set den 9. marts 2024

Musik: Pietro Mascagni / Ruggiero Leoncavallo

Libretto: Giovanni Targioni-Tozzetti, Guido Menasci /Ruggiero Leoncavallo

Kapelmester: Leif Greibe

Iscenesættelse: Tine Topsøe

Scenografi: Catia Hauberg

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen

Santuzza: Philippa Cold

Turiddu/Canio: Anders Kampmann

Alfio/Tonio: Teit Kanstrup

Mamma Lucia: Simone Rønn

Lola/Nedda: Camilla Illeborg

Silvio: Lucas Bruun de Neergaard

Peppe: Petter Moen

Musikere fra Det Kongelige Kapel

Skt. Olai Vokalensemble