Noa Beinart og Terrence Chin-Loy. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / DKT

En fremmed fugl er landet

Griselda på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

For første gang nogensinde kan man nu høre en Vivaldi-opera på Det Kongelige Teater. Man kan vel ikke sige, at vi har ventet utålmodigt på det, men det giver bestemt god mening at få ham med i den årlige række af barokoperaer (eller det, der ligner).

”Den røde præst” i Venedig komponerede omkring 40 operaer, hvoraf ca. halvdelen nu er blevet gravet frem af glemslen. Valget er faldet på Griselda fra 1735, og det må være af musikalske grunde. For dramaturgisk og emnemæssigt er det en vanskelig sag at håndtere.

Det dramaturgiske først: Griselda er en typisk barokopera med en nærmest endeløs kæde af da capo-arier og recitativer. Al handling foregår i de ikke altid spændende recitativer, mens arierne fortæller os om hovedpersonernes følelsesmæssige reaktioner på handlingen – med metaforiske tekster som nok ikke taler specielt klart til moderne mennesker. Der er nogle få arioso-afsnit, en enkelt – kort og meget smuk – trio i 2. del og en afsluttende kvartet (egentlig et kor, men koret er sparet væk). Men ellers er det virkelig ’old school’ operadramaturgi. I sin introduktion opfordrede operaformidler Jørgen Hansen da også publikum til at læne sig meditativt tilbage under de mange gentagelser og nyde sangernes virtuose udsmykninger af samme. Det er et godt råd, som jeg gerne videregiver.

En misbrugt Askepot

Emnemæssigt er Griselda også en svær sag at sluge – også selvom det er en historie med rødder i Boccaccios klassiker Decameron (og gentaget i mangfoldige versioner, også i Danske Folkebøger fra det 16. og 17. århundrede). Griselda er en uskyldig hyrdinde, som bliver røvet af kongen Gualtiero, der falder for hendes skønhed og rene sind. Altså en begyndelse à la Askepot, men intriger og misundelse ved hoffet får kongen til den ene gang efter den anden at udsætte sin dronning for ”prøvelser”, som skal dokumentere hendes kærlighed og menneskelige kvalitet.

Under ouverturen får vi forhistorien: en moderne ung pige læser på sin iPad ”eventyret om Griselda”, og vi erfarer bl.a., at kongen sender parrets førstefødte datter Costanza bort og lyver hende død. Som publikum følger vi med på en fortæppe-projektion, og da fortæppet går op – måske 10 år senere – vil Gualtiero igen teste Griselda og denne gang ved at sende hende bort, så han (på skrømt) kan gifte sig med en yngre kvinde. Igen er det altså en test – iscenesat af kongen i ledtog med den ret gådefulde adelsmand Corrado. Den ’planlagte’ unge brud er nemlig ingen anden end Costanza, der selvfølgelig lever i uvidenhed om sit ophav og i øvrigt er forelsket i Corrados bror Roberto. En ekstra prøvelse er det, at Griselda har en uønsket og skrupelløs tilbeder, adelsmanden Ottone. Han truer først den modvillige Griselda med at myrde kongeparrets søn Everardo, uden held. Senere giver kong Gualtiero, som en sidste prøvelse, Ottone muligheden for at få Griselda, hvis hun altså ikke vælger døden som alternativ. Men det gør hun, trofast som altid og det er en beslutning, som får hele det mærkelige korthus til at styrte sammen, og som sender kongen ud i en form for sindssyge.

Denne handling er såmænd ikke værre end i så megen anden opera før Mozart. Vi kan også leve med, at der blandt de seks rollehavere er én bukserolle og to kontratenorer (oprindeligt kastrater). Nej, det store problem for moderne iscenesættere er Griseldas ufattelige og helt urimelige trofasthed og overbærenhed. Hun finder sig i alt, og bliver lige til det sidste ved med at elske Gualtiero, selvom han – sagt i mere moderne sprogbrug – er både psykopat og psykisk voldsmand. Fra Vivaldis og tekstforfatteren Goldinis side ender det hele lykkeligt. Griselda består den sidste prøve og genforenes med sin mand under folkets jubel. Hvabe’har!

Stilisering og Verfremdung

Instruktøren Béatrice Lachaussée har truffet nogle radikale valg med den hensigt at befri publikum for at sluge denne i dag både bitre og uacceptable pille. Jeg vil ikke her afsløre, hvad hun har gjort med operaens slutning, for her er der tale om et kunstnerisk valg, der lægger op til publikums refleksion. Det har jeg stor respekt for.

Personinstruktionen er nuanceret og vellykket, og jeg vil nævne en lille perle af en ”feje-ballet”, hvor det grå tjenerpersonale koster Griselda rytmisk rundt. Anja Vang Kraghs kostumer er fantastisk flotte fantasier over renaissance-pragtdragter: Opulente herskerkostumer i stærke farver med glitter som kontrast til grå tjener-uniformer. Scenografien af Amber Vandenhoeck er yderst stiliseret. Det meste af handlingen foregår i nogle monumentale buegange, der både kan lede tanken hen på gamle italienske paladser og mussolinisk fascist-arkitektur. Der flyttes rundt på mure, skulpturer, træer, klipper og rekvisitter for åbent tæppe, på klassisk Verfremdungs-vis. Glen D’haenens lysdesign er stramt og klart. Alt i alt markerer det, at vi er i en på alle måder kunstig verden, og at det hele er teater.

Barok musikfest

Alle urimelighederne og uspiselighederne til trods må man simpelthen bøje sig for Vivaldis frodige musikalske fantasi, som her viser sig i den brede stemnings- og følelsesmæssige palet, som arierne udgør. Der er melodiske perler iblandt, og der stilles store, ofte virtuose krav til sangerne. Og det hele virker selvfølgelig kun, hvis orkester og dirigent kan levendegøre det ekstremt stiliserede følelsesunivers, vi befinder os i. Ja, Goldoni gjorde op med commedia dell-arte-typerne, men hans ’mennesker’ er stadig fanget i periodens musikalske typologisering. hvor arierne kan tegne nuancerede billeder af deres følelsestilstand, men dramaturgien ikke tillader dem at interagere musikalsk. Orkestret skal også understøtte sangerne på meget forskellige måder: dels få talesangen (recitativerne) til at fungere som andet og mere end et musikalsk replik-stillads, dels give sangerne mulighed for at udfolde deres virtuositet især i variationerne af alle de gentagne afsnit.

Det lykkes – som forventeligt og over al måde for Concerto Copenhagen og deres formidable dirigent Lars Ulrik Mortensen – at skabe et musikalsk forløb uden kedelige afsnit; tværtimod med herlig energi og klanglig afveksling og endda velanbragte mislyde og dissonanser, som næppe står i Vivaldis partitur. Jeg kunne godt have ønsket mig klangfarver fra nogle skønne solo-træblæsere undervejs, men dem havde Vivaldi nok ikke til rådighed? Til gengæld var det herligt, når to horn i enkelte arier brød den strygerdominerende klangfarve med stålsat og heroisk bravur.

Og så er der selvfølgelig sangerne. En Vivaldi-opera kræver virkelig fremragende sangere for at komme i mål. De er til rådighed her. Alle seks solister var tydeligvis specialister og henrykkede ofte publikum med deres kunnen. Jeg vil især fremhæve de to koloratursopraner og de to kontratenorer. Norske Mari Eriksmoen klarede det hundesvære parti som Costanza med vokal bravur og scenisk autoritet. Efter operaens mest kendte arie ”Agitata da due venti” modtog hun nok aftenens største bifald. I bukserollen som Ottone fik Marlene Metzger fra Operaens Young Artist Programme et veritabelt gennembrud: sprudlende sangkunst kombineret med frisk, ungdommelig spilenergi. Som de to brødre Roberto og Corrado hørtes kontratenorerne Christopher Lowrey og Ray Chenez, begge med imponerende kontrol over de store krav, Vivaldi oprindelig stillede til kastraterne. I titelrollen blev alten Noa Beinart af og til næsten overdøvet af orkestret i det dybe leje, men hun sang meget smukt og skabte en fængslende, tragisk-stolt figur af den voldsramte dronning. Lidt skuffende var tenoren Terence Chin-Loy som kong Gualtiero. Hans stemme klang smukt i de langsomme arier, men intonationen var ikke helt stabil, og hans sceniske fremtoning var ret unuanceret. Hans afsluttende ”vanvidsarie” var mere mystificerende end bevægende. Samlet set er der tale om en musikalsk dybt tilfredsstillende forestilling.

Som Ibsens Nora

Hvor gik Griselda hen, da hun gik ud? Béatrice Lachaussée og hendes team har valgt at se Griselda som en kvinde, der udsættes for endog meget grov partnervold. Som Ibsens Nora bliver hun holdt fast i et ægteskab med alt materielt på plads, men med følelsesmæssigt bedrag. Nora går ud, da hun erkender sandheden – og der er blevet givet mange bud på hvorhen. Griselda går ingen steder – eller gør hun? Det spørgsmål står åbent efter næsten tre timers barokopera. Men at holdet bag forestillingen ønsker at Griselda bryder ud understreges af, at der i Gamle Scenes balkonfoyer er skabt plads til Dannerhusets udstilling ”Red min søster”, hvor fem kvindelige overlevere af partnervold fortæller deres historie og om vejen til et nyt liv. Det står klart, at vi ikke bare kan nyde Vivaldis toner, men må reflektere over konsekvenserne af at bo i ”et gyldent bur”, som så mange kvindelige operahovedpersoner og så uendeligt mange rigtige kvinder har måttet opleve gennem århundrederne.

En fremmed fugl er landet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Og hvor synger den smukt.

Griselda

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 4. maj 2025

Komponist: Antonio Vivaldi

Librettist: Apostolo Zeno

Libretto: Carlo Goldoni

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Iscenesættelse: Béatrice Lachaussée

Scenografi: Amber Vandenhoeck

Kostumedesign: Anja Vang Kragh

Lysdesign: Glen D’haenens

Griselda: Noa Beinart

Gualtiero: Terrence Chin-Loy

Costanza: Mari Eriksmoen

Roberto: Christopher Lowrey

Ottone: Marlene Metzger

Corrado: Ray Chenez

Concerto Copenhagen