Intet på Det Kongelige Teater er i mere end én betydning en stærk forestilling. Foto: Miklos Szabo / DKT

Ingenting betyder noget

Anmeldt af Pia Fossheim

******

Historien i David Bruces opera Intet er baseret på en prisvindende ungdomsroman af Janne Teller fra 2000, med libretto af Glyn Maxwell. Den handler om, hvor galt det kan gå, når man opfatter alting som uden betydning, og den kan tolkes som en symbolladet allegori på kampen for at fylde tilværelsen med mening.
I første scene bevæger en gruppe unge mennesker sig rundt mellem hinanden i mørket, kun oplyst af deres mobiltelefoner. De bærer alle mundbind, så vi befinder os i nutiden, i corona-tiden; men problematikken i Intet har været et tilbagevendende spørgsmål for mennesker i alle aldre og til alle tider: hvem er vi, og hvorfor er vi her?
En skoleklasse, 7. D, vender tilbage til skolen efter sommerferien, de er vel en 14-15 år. De beretter om alle de fede oplevelser, de har haft. De har rejst, dyrket sport, hygget sig, en dreng har brugt tiden på at sætte sig ind i fællesskabets og demokratiets betydning for et samfund.
Kun én elev deltager ikke i snakken. Det er en dreng ved navn Pierre. Han går i stedet ud og sætter sig i et blommetræ, idet han hævder, at alt er intet. Han vil ikke gøre andet end at spise blommer, for når intet har mening, er det nytteløst at gøre noget.
Hvem er han? Har han haft en traumatiserende oplevelse i ferien? Eller er han blevet eksistentiel nihilist af overbevisning? En misantrop, der ikke kan se nogen udvikling for menneskeheden? Det får vi ikke at vide.

Mening med livet
Hans klassekammerater forsøger at bringe mening ind i hans liv. De samler en bunke af nogle af de ting, der betyder mest for dem, og som det smerter dem at tage afsked med – f.eks. en kasket fra en vigtig fodboldkamp, eller et armbånd som er et symbol på en miljøorganisation. De lægger bunken foran Pierre, men han afviser deres gestus og hævder stadig, at ingenting betyder noget.
Klassen går så videre i forsøget på at skabe mening for Pierre. De udpeger efter tur en fra klassen, der tvinges til at bringe et virkeligt offer, og nu begynder det absurde og ukontrollable at indfinde sig. Alt, hvad der har symbolsk og emotionel betydning i de unges liv, ofres på bunken: det bliver mere og mere grænseoverskridende – fra en fletning til en finger; fra et dødt kæledyr til en elsket afdød lillebror, hvis kiste graves op. Flaget og korset bæres også til dyngen, og to af de unge tvinges til at have sex for første gang.
Imens eskalerer gruppens reaktioner fra frustration til vildt had, og med det følger kaos og ønsket om hævn. Så da Pierre endelig kommer ned fra træet og stadig hævder, at alt er intet, overfalder de ham, dræber ham og brænder ham med resten af bunken.
I det øjeblik forfærdes de over det skete, men bagefter fralægger de sig ansvaret: ”Vi har hørt om det, vi kender ikke noget til det. Vi lå derhjemme og sov”.
Flere år senere mødes klassen igen. De kan ikke glemme Pierre og forstår nu, at det problem han rejste er vigtigt og kræver en eksistentiel stillingtagen.
David Bruces musik er melodisk og tonal, med mange referencer til klassisk musik, kirkemusik og musik fra det 20. århundrede, især korene giver associationer til Bernsteins West Side Story.
Koret, som spiller klassekammeraterne, synger med friske stemmer og agerer med imponerende engagement.
De fem solister er, på trods af librettoens mangel på karaktertegning, alle troværdige som ganske unge mennesker, og de har alle fem stemmer, som vi må håbe på at høre mere til i fremtiden.
Orkesteret består dels af musikere fra Det Kongelige Kapel, dels af musikskoleelever, de spiller side by side, dirigeret overbevisende af Robert Houssart.
Scenografien er enkel. Der gøres flittig brug af drejescenen med en skærm, som dels bruges til overteksterne, af og til med emojis i bedste sms-stil, og dels til projektioner af nærbilleder af sangerne, som til en rockkoncert. Det virker ungt og rigtigt.
Intet er fra 2016 og har allerede flere opførelser bag sig, og det fortjener den. Den er med sit relevante emne et godt bud på en opera for unge, og musikalsk et bud på en nutidig opera, som ikke skræmmer et uvant operapublikum væk.
DKT har med Intet begået en flot forestilling, der får fem flotte stjerner.

Intet: Det Kongelige Teater
Premiere 14.11.2020 på Operaen

Musik: David Bruce
Libretto: Glyn Maxwell
Romanforlæg: Janne Teller
Dirigent: Robert Houssart
Scenografi: Steffen Aarfing
Instruktør: Martin Lyngbo
Kostumedesign: Nathalie Mellbye
Koreograf: Jannik Elkær
Lysdesign: Lee Curran
Agnes: Kari Dahl Nielsen
Pierre: Jacob Skov Andersen
Johan: Morten Grove Frandsen
Karl: Tomi Punkeri
Ursula: Sophie Haagen
 

DR JuniorKoret
Sankt Annæ Gymnasiums Juniormandskor
Roskilde Domkirkes Drengekor
Det Kongelige Kapel samt unge musikere