Sex sælger

Anmeldt af Sanne Caft

******

Siden uropførelsen i 1787 har Mozarts sidste opera Don Giovanni holdt sig på repertoiret på alverdens operascener og hører til en af de mest opførte operaer nogensinde. Måske skyldes det perleraden af iørefaldende arier, duetter og ensembler, der med Mozarts sikre hånd er drysset ud over den på en gang kringlede og enkle handling, som mesteren Lorenzo da Ponte er skaber af med afsæt i fortællinger om forføreren, der strækker sig tilbage til 1400-tallet.

Sex sælger og har gjort det til alle tider. I Don Juan er forførelsen, attråen og flirten i centrum. I klassiske opsætninger er det libertineren og adelsmanden Don Juan, der jagter tre kvinder, der på forskellig vis tiltrækkes og frastødes og tiltrækkes og forarges og fortryder (lidt) og længes. I Kammeroperaens opsætning er spejlet vendt, og kvinderne jagter og længes og fortryder (lidt), mens Don Juan er genstanden for deres fantasi, og mændene i deres egne liv langt mindre attråværdige – indtil fantasien ophører, det florlette sorte slør bogstaveligt talt trækkes væk, og realismen trænger sig på.

Sex sælger, men ironisk nok når adelsmanden aldrig at føje flere til sin liste over utallige erobringer, som Leporello remser op i operaens kendte listearie, herunder 1.003 erobringer alene i Spanien. Don Juan jager uden succes kvinderne, inden han – trodsig til det sidste – trækkes ned i helvedes flammer af Hans Lawaetz’ kommandant / stengæst. I denne opsætning ender Don Juan halvt opsprættet hen over festbordet, og tilbage står de øvrige med hvert sit skålpund flæsk i form af plastickoteletter og mere eller mindre væmmelsesfyldte ansigtsudtryk. Måske et udtryk for, at fantasien har ringe kår i en realistisk verden i form af en sønderbrudt genstand for andres begær.

Morten Frank Larsen fra Wiener Staatsoper sang titelpartiet med stilsikker tyngde og en volumen, der næsten sprængte det lille scenerum og al sølvrævens selvfedhed. Han er en alfahan, og han ved det. De øvrige herrer må underkaste sig, både Asmus Hankes dirrende Masetto og stakkes Don Ottavio, der gør alt det rigtige og alligevel vælges fra af Philippa Colds statuariske Donna Anna, der rækker ham ringen tilbage, da fantasien er slut, og virkeligheden trænger sig på. Joel Kyhles Leporello var scenisk perfekt i presset mellem Don Juans urimelige kommandoer og hans egen selvstændige holdning, fastfrosset i den uflyttelige rolle som tjener for en egoistisk, nydelsesfuld herre. Stemmemæssigt var han varm og sikker, og i det hele taget var sangerholdet en fornøjelse med blandt andre en ekvilibristisk indlevet Johanne Højlund som Donna Elvira, og en knibsk Zerlina i skikkelse af Camilla Illeborg, der undervejs kastede sig over Don Juan frem for den klassiske, modsatte rollefordeling.

Fine detaljer

Scenisk var der arbejdet med detaljerne. Da Zerlina tager et reb fra udvalget af sexlegetøj i et åbent skab på bagscenen, veg Masetto tilbage, og hun trak på skuldrene og rettede blikket mod Don Juan. Søjlerne på den lille scene var en fin spejling af søjlerne i salen i Helsingør gamle teater, og der var tænkt ind i boksen i den enkle primært statiske scenografi af Catia Hauberg, der lod de mange forviklinger og relationelle konstellationer træde frem. Instruktør og scenograf skabte i sidste sæson Cavalleria Rusticana og I Pagliaccipå Kammeroperaen, som vi anmeldte til seks stjerner i Ascolta.

Operaen blev sunget på italiensk og er arrangeret for et kammerensemble med musikere fra Det Kongelige Kapel bestående af violin, cello, klarinet og klaver under ledelse af kapelmester Leif Greibe, der formåede at give musikken fylde, tempo og inderlighed. Med en spilletid på to en halv time er der skåret hist og pist, og tilbage stod en fin perle uden nævneværdige recitativer og med en klar tråd i den komplekse handling. Sådan kan man godt høre Don Juan og gå fra forestillingen nynnende på Mozarts vidunderlige musik.

Don Juan

Helsingør Kammeropera

Set ved premieren den 27. november 2024

Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart

Libretto: Lorenzo da Ponte

Kapelmester: Leif Greibe

Instruktion: Tine Topsøe

Scenografi: Catia Hauberg

Don Juan: Morten Frank Larsen

Donna Anna: Philippa Cold

Donna Elvira: Johanne Højlund

Zerlina: Camilla Illeborg

Leporello: Joel Kyhle

Don Ottavio: Jonathan Koppel

Masetto: Asmus Hanke

Kommandanten: Hans Lawaetz

Musikere fra Det Kongelige Kapel