Gisela Stille og Morten Grove Frandsen. Foto: Miklos Szabo / DKT

Ekspressionistisk  mesterværk

Written on Skin på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Den engelske komponist, dirigent og pianist George Benjamin (f. 1960) er et af tidens hotteste navne inden for partiturmusikken, og den anden af hans i alt fire operaer, den prisbelønnede Written on Skin fra 2012, er allerede blev opført på mange store operascener verden over. Nu er den nået til København i en version, som er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og fire andre europæiske kompagnier.

Og tak for det! Vi får her muligheden for at opleve et stensikkert bud på moderne musikdramatik, der både rummer stærke følelser på personplanet, store tanker på det eksistentielle plan og æstetiske tanker om kunstens rolle i vores egen tid. Både komponist og tekstforfatter er erfarne mestre i at kombinere toner og ord, og selvom den dramaturgiske konstruktion er kompliceret, er der ikke noget, der knirker.

Historien først

George Benjamin og hans tekstforfatter Martin Crimp har taget udgangspunkt i et middelalderligt trekantsdrama, der bl.a. kendes fra Boccaccios ”Decameron”. En velhavende herremand ’med hang til renhed og vold’ er gift med den unge Agnès, som har svævende drømme om en anden kærlighed i en anden slags liv. Herremanden inviterer en ung illustrator – Drengen – til at skabe en bog, som naturligvis skal være en forskønnet fremstilling af herremandens liv, indrammet som Paradis og Helvede. Den unge kvinde og drengen finder sammen, og det ender naturligvis tragisk – og dog! For samtidig fortælles der en historie om Agnès’ udvikling til en følende, lidenskabelig og handlende kvinde, der er mere nutidig end middelalderlig. Drengen er desuden den ene af tre engle, som sætter hele historien i scene fra både et nutidigt og et fremtidigt perspektiv, hvor man kan dykke ned i menneskets historie efter forgodtbefindende.

Flere planer

Enhedsscenografien afspejler perfekt den dramaturgiske idé med flere tids- og fortælleplaner. Scenerummet er opdelt i fire mindre rum, to på hver sin etage. I venstre side er der øverst et rum, som ligner en blanding af et arkiv og et laboratorium, hvor medarbejderne (englemedhjælpere?) det meste af tiden bevæger sig i slowmotion. Nederst er der en garderobe, hvor de tre aktive (chef?)engle bestemmer sig for at genopføre middelalderhistorien på stedet, hvor der i dag ligger et indkøbscenter. De klæder også selv om for at deltage i spillet, når der brug for det. Dette foregår i nederste højre rum, som det meste af tiden er beskytterens og Agnès’ hjem samt af og til Drengens arbejdsrum, men yderst til højre med en antydet skov af træstammer. Træerne folder sig ud med grene og blade på etagen ovenover, som jeg vil kalde ’drømmenes rum’. Her kan både Drengen og Agnès transcendere den kvælende og begrænsende hverdag. Scenografien passer også godt til den anti-naturalistiske æstetik, hvor alle scene- og kostumeskift foregår for åbent tæppe, og hvor personerne skiftevis taler i 1. person og om sig selv i 3. person. Det er ikke bare klassisk Verfremdungsteknik; det er en demonstrativt, konstant påmindelse om, at ”dette her er Teater med musik og sang”. ”Tænk over, hvad det er, I ser og hører!”

Vokalt mesterskab

I de tre bærende roller – Herremanden/Beskytteren, Agnès og Drengen – viser en baryton, en sopran og en kontratenor helt imponerende vokale og dramatiske færdigheder. Canadieren Daniel Okulitch har en meget flot og udtryksfuld stemme med fuld vokal dækning for alle sider af Beskytterens karakter: den brovtende besidder, den tvetydigt elskende, den jaloux ægtemand og den rasende hævner. Det er skønt at høre Gisela Stille folde sig ud i et parti, der passer perfekt til hendes store lyrisk-dramatiske sopran. Den lidt forsagte Agnès vækkes erotisk af Drengen og bliver til en stærk, selvbevidst kvinde – alt sammen spejlet i et imponerende vokalt portræt. Som Drengen (der egentlig er en Engel) må man beundre Morten Grove Frandsens kontrolleret-nuancerede fortolkning af dobbeltfiguren: englen, der lever sig ind i rollen som en stor kunstner, men som til sidst bukker under for sit eget mesterskab.

I to mindre roller klinger Jacob Skov Andersens tenor med flot autoritet og Mathilda Sidén Silfver fra DKT’s Young Artist Programme med en løfterig sopran. Alle – også de medvirkende statister – er sikkert instrueret af Katie Mitchell og her ved genopsætningen ved Robin Tebbutt og kostumeret af Vicki Mortimer, der også står for den velfungerende scenografi.

Nyskabende partitur

George Benjamins musik er et kapitel for sig. ”Det er svært at skrive opera i det 21. århundrede”, citeres han for i forestillingens program. Og det er det selvfølgelig, hvis man hverken vil komponere filmmusiklignende, illustrerende akkompagnement til handlingen eller kildre publikums øren på behagelig vis. Jeg hører resultatet som vellykket neoekspressionisme. Sangernes partier er vokalt udfordrende, men egentlig altid vokalt meningsfulde og personlige – og med klare markeringer af regi-bemærkningerne, typisk: ’sagde hun/han’. Orkestersatsen er formgivet i de mindste detaljer: skiftevis voldsom, spraglet, ekstrem, fantasifuld, dissonantisk, kontrastrig, med middelaldertouch – der kunne tilføjes mange andre adjektiver og træk.

Der er aldrig tale om en egentlig orkestermelodi, højst nogle korte, genkendelige motiver. Til gengæld farver orkestret det sceniske forløb helt utroligt varieret og med usædvanlige instrumenter som mandolin, viola da gamba og ikke mindst glasharmonika; ikke bare for at krydre klangen, men også for at skabe musikalsk fremmedgørelse. Den amerikanske præsident Benjamin Franklin opfandt ikke bare lynaflederen; han forbedrede også glasharmonikaen, som havde sin storhedstid samtidig med Mozart. Her ses instrumentet i en loge i damesiden på Gamle Scene – med udsigt til orkestergraven med de mange slagtøjsinstrumenter. Og dette instrument med den overjordisk svævende klang spiller en hovedrolle i operaens sidste scene, hvor Agnès gør sig fri.

Der er mange korte instrumentale mellemspil mellem de tre deles i alt 15 scener. Længst og stærkest er orkestrets overledning mellem herremandens mord på Drengen og hans servering af Drengens hjerte på et sølvfad foran Agnès. Benjamin behersker såvel klassisk ekspressionisme som modernisme og postmodernisme. Det er imponerende effektivt og Det Kongelige Kapel spiller det svære partitur med stort overskud under sikker musikalsk ledelse af den tysk-amerikanske dirigent Evan Rogister.

Hvad er meningen?

Der er mange lag og temaer i Written on Skin. Kernen i operaen er den middelalderlige, men arketypiske jalousihistorie. Uden om den er der en mere moderne historie om (tidløs) patriarkalsk undertrykkelse, begær og kvindelig frigørelse. Og i endnu et lag uden om er der en fabel om kunstens frigørende, men også forførende og farlige kraft. Rammen tilføjer så et fjerde lag: Et fremtidigt/fremmedgørende blik på mennesket, der har så ’mange sære ting for’ –  englenes blik.

Ja, englene – hvad er det egentlig for nogle størrelser? De omtales som sådan, men vi ser dem aldrig med vinger på (måske hænger der nogle på bøjle i garderoben?) med undtagelse af tatoverede vinger på den nøgne ryg af en laboratorie-statist i slutscenen. De er som regel klædt i neutralt, nutidigt tøj og bevæger sig frit mellem tre af de fire spillerum: laboratoriet, garderoben og middelalderstuen. Det er ikke kun Drengen, der går ind i fortællingen, det gør de to andre engle også som henholdsvis Agnès’ søster Marie og hendes mand John, skiftevis middelalderlige og nutidige. Det er altså ikke engle som i Wim Wenders klassiske film ”Himlen over Berlin”, der er tilskuere og drømmer om at gå ind i fortællingen. Det er snarere som Ato Vari, fremtidsarkæologen i Svend Åge Madsens Aarhus-roman og -operatrilogi ”Tugt og utugt i mellemtiden”. Fra et punkt i fremtiden, hvor alt håb for menneskeheden synes ude, studeres vor tids og vores fortids menneskers liv. Som så alligevel viser sig at være spændende og lokkende nok til kalde på et engagement.

Englenes replikker er krasse. Deres alternative skabelsesberetning er vrængende negativ og deres syn på mennesket, såvel mand som kvinde, er totalt desillusioneret. Længe ligner det en parallel til Thomas Adès’ Bunuel-inspirerede The exterminating angel, men hos George Benjamin/Martin Crimp lykkes det den i begyndelsen undertrykte, men senere selvstændigt handlende Agnès at undslippe både sin tyranniske ægtemand og de observerende/manipulerende engle. Det er smukt og stærkt, og jeg forstår det som en kunstens triumf over prosaisk liv og magtpolitik.

Forbavsende. Fascinerende. Foruroligende. Fornemt formidlet. Written on Skin er alt, hvad man kan ønske sig af et kunstværk, uanset genre: fortællingen er frigørende, men også forførende og farlig. Benyt lejligheden til at opleve et ægte moderne mesterværk, en stjernestund på Gamle Scene.

Written on Skin

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 14. september 2025

Komponist: George Benjamin

Original tekst: Martin Crimp

Dirigent: Evan Rogister

Iscenesættelse: Katie Mitchell

Scenografi og kostumedesign: Vicki Mortimer

Lysdesign: Jon Clark

Beskytteren: Daniel Okulitch

Agnès: Gisela Stille

Første engel/Drengen: Morten Grove Frandsen

Anden engel/Marie: Mathilda Sidén Silfver

Tredje engel/John: Jacob Skov Andersen

Det Kongelige Kapel

Opsætningen er et samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Dutch National Opera, Opéra National du Capitole de Toulouse og Royal Opera House Covent Garden.