Trappescenografien med korsangere i Operation:Orfeo. Foto: Roberto Fortuna

Orfeo – ind til benet?

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Mange Ascolta-læsere har uden tvivl hørt eller læst om Operation:Orfeo, men det er nok langt færre der har oplevet den live. Instruktøren Kirsten Dehlholm og hendes kompagni Hotel Pro Forma skabte denne nærmest legendariske forestilling for næsten 30 år siden, i 1993, og den har været vist over store dele af verden, men det er længe siden den har været vist i Danmark. De fire forestillinger i Skuespilhuset den 2. – 5. juni plus én i Musikhuset Aarhus den 8. juni skulle efter sigende være allersidste chance for at se den.
Og hvad er det så for en forestilling? En opera i traditionel forstand er det bestemt ikke. Der er ikke noget orkester, al musikken leveres af 13 (kor)sangere, og der er en enkelt ’danser’ med. Der er ingen klare rollehavende, og teksten af Ib Michael er lyrisk, ikke dramatisk. Alt foregår i den samme scenografi: en dyb, høj trappe, der fylder rummet bag en kæmpestor, kvadratisk hvid ramme (en ”magisk kukkasse”, skabt af Maja Ravn). Værket er opdelt i 27 små scener – eller snarere tableauer – med hver sin musik (enten af John Cage eller Bo Holten, plus et enkelt kendt nummer, Glucks Che faro) og ny placering af de 14 skikkelser på scenen. De er alle klædt i sort (kostumer af Annette Meyer) og har med undtagelse af danseren en sort papirkrone på hovedet. Kronen viser sig at være en del af en slags visuelt ledemotiv: hver sanger råder over en lille pakke ’spøg og skæmt’ af den type, man f.eks. får udleveret til et nytårsparty. Udover papirkronen er der bordtennisbolde (til at tage i munden som ’æg’), kæder, sugerør, elastikbånd, balloner, sugerør, ruller der blæses ud, vandpistoler mm. Altså en komisk-absurd kontrast til den meget stramme scenografi og slow-motion-koreografien: koordineret, højtidelig rituel brug af trivialkulturelle genstande.

Performance som ritual
Forestillingen karakteriseres kort og præcist i programmet: ”Operation:Orfeo er performance som ritual. Den er baseret på myten om Orfeus og Eurydike og bygget op som en serie billeder i tre dele. 1. Mørke, som refererer til Orfeus’ nedstigning til Hades. Vi ser ikke, men hører korets sang. 2. I halvmørkets clair-obscur træder personer frem og minder os om Orfeus’ opstigning. 3. Stærkt lys indtræder når tredje del begynder og spejler tabet af Euridice”.
Forestillingens vekslen mellem lys og mørke er et gennemgående motiv, der spejler forholdet mellem liv og død, og Ib Michaels tekst – der mixer hans storslåede digt Himmelbegravelse med elementer fra Orfeus-myten – handler om kroppens nedbrydning som dødsritual. Det er en tekst med meget stærke ordbilleder og ekspressionistisk udsagnskraft. Et dramaturgisk pejlemærke i forestillingens rituelt-langsomme fremskriden er ’danseren’, der kan opleves som Eurydike. Meget længe ligger hun ubevægelig i mørket, men i halvmørket vågner hun langsomt til live, og efter i lyset at have bevæget sig ned ad trappen til stående stilling synker hun – langsomt og tragisk – tilbage til udgangspunktet.
Det er en forestilling, som taler meget lidt til denne anmelders følelser og krop, og det er nok heller ikke meningen. Til gengæld taler den insisterende til syns- og høresansen – og til intellektet. Tableauerne er fascinerende i al deres gådefuldhed og lejlighedsvise absurditet – som når Glucks arie (smukt sunget af sopransolisten ledsaget af koret i Bo Holtens fine arrangement) akkompagneres af ballon-oppustning og -udluftning. Det er selvfølgelig specielt at tilbringe den første næste halve time i mørke, men det skærper den auditive oplevelse, og lysvirkningerne (v. Jesper Kongshaug) er virtuose, ikke mindst det afsluttende, næsten chokerende, bølgende grønne tåge- og lyshav, som i pyramideform strømmer ud mod publikum, så man skiftevis føler sig over skyerne og under havet, mens det nu usynlige kor synger.
Det vokale niveau er meget højt. Det lettiske radiokor under ledelse af Kaspars Putniņš og Sigvards Klava mestrer både John Cage’s sært hypnotiserende minimalisme, som enten er enstemmig (overtonerig) eller en punktvis sammenstilling af fragmenterede enkeltstemmer, og Bo Holtens komplekse og mættede vokalpolyfoni, der udbygger renaissancekomponisten Hans Leo Hasslers smukke og harmoniske musik med nye, ofte stærkt dissonerende stemmer. Musikken er bevidst tilrettelagt sådan, at man som tilhører sjældent kan afgøre om den synges live eller er en afspilning af en optagelse – eller begge dele blandet. Det kan opleves skiftevis som en ’mur af lyd’ og som enkeltstemmer der træder frem med deres unikke klang.
’Opera’ betyder ’værk’, og ’operation’ at ’iværksætte noget’. Kirsten Dehlholm & Co. har taget Orfeus-myten under kniven og skåret ind til benet. Resultatet er et unikt værk, som nok ikke vil appellere til det brede opera- (eller teater-) publikum, men som byder på enestående oplevelsesmuligheder for nysgerrige mennesker med åbne sanser.

Operation: Orfeo
Gæstespil Hotel Pro Forma, Skuespilhuset
Set den 2. juni 2021 (repremiere)

Solist: Leva Parša,
Danser: Lisbeth Sonne Andersen
Det Lettiske Radiokor, dirigent: Kaspars Putniņš
Koncept og iscenesættelse: Kirsten Dehlholm
Libretto: Ib Michael
Musik, komposition og arrangement: Bo Holten
Musikuddrag: John Cage og Christoph Willibald Gluck
Scenografi: Maja Ravn
Kostumedesign: Annette Meyer
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Lyddesign: Kristian Hverring
Koreografi for solodanser: Anita Saij