Carmen på Malmö Opera

Matthew White (Don José) i Carmen. Foto: Emmalisa Pauly / Malmö Opera
The redoing of Carmen
Carmen på Malmö Opera
Anmeldt af Pia Fossheim
******
The Undoing of Carmen er en forestilling, der spillede på Copenhagen Opera Festival i 2023 og 2024. Den udfordrer den romantisering af partnerdrab, vi ser i traditionelle opførelser af Carmen, hvor den uhyggelige handling tolkes som begået i affekt, nedtonet og understøttet af Bizets vidunderlige musik og af en folkloristisk scenografi.
The Undoing of Carmen tager udgangspunkt i en sociologisk teori, der forklarer partnerdrab som et forudsigeligt mønster og ikke som en Crime Passionnel. Forestillingen satte operaen i et nyt perspektiv, og gjorde det så foruroligende og aktuelt, at jeg – der anmeldte den dengang – spurgte om det overhovedet ville være muligt at se operaen i en anden opsætning og nyde den.
I Malmö Operas nye Carmen tager den tyske instruktør Katharina Thoma udgangspunkt i, at der overalt i verden begås partnerdrab; i hendes land sker det hver anden dag, i Mexico tre gange om dagen. Hun ser partnerdrab som en ond cirkel med mange facetter, som grundlæggende handler om gruppedynamik og om, hvordan mænd og kvinder omgås.
Under ouverturen ser vi en glad, dansende folkemængde på torvet i Sevilla, hvor en mand pludselig dræber sin kone. Folk lægger blomster ved gerningsstedet, hvor Don José bliver sat til at vaske blodet væk. Carmen, som er oprørt over, hvad hun har set, tager en rose op fra stedet og slår ham med den. En dyster begyndelse, som foregriber drabet på hende.
Ikke dyster
Men grundtonen i denne opsætning er ikke dyster. Katharina Thoma og hele holdet bag hende viser os en Carmen, hvor alle forestillingens elementer skaber en fascinerende helhed med en slutning, som bærer et håb om, at den onde cirkel kan brydes.
Scenen er nutiden: for eksempel kører Carmen på motorcykel, Micaëla har en mobiltelefon og smuglernes gods er ikke tobak eller spiritus, det er flygtninge, som søger frihed og en bedre tilværelse. Men der er ikke noget ved de nutidige ting, der virker forstyrrende eller urealistisk i forhold til handlingen, som det ellers ofte opleves når klassikere transponeres til nutiden.
Scenografien er enkel og sammen med lysdesignet stemningsskabende. Ligeledes er kostumeringen helt rigtig og realistisk. Der er meget bevægelse i forestillingen; kor og statister har en fremtrædende rolle og er med til at skabe illusionen om det rum, hvor handlingen foregår. Specielt imponerede det meget disciplinerede børnekor, både med hensyn til sang og koreografi.
Frisk forførerske
Cláudia Ribas er Carmen. Hun er karismatisk og synger med en friskhed, som er meget langt fra den gammeldags, vampede forførerske, som vi kender. Hun er en kvinde i sin egen ret, og vi forstår gruppens fascination af hende.
Don José synges af Matthew White. Han har en stemme med en imponerende højde, som passer godt til rollen, og han formår at vise svagheden og desperationen i karakteren.
Som Escamillo har Luthando Qave ikke den fyrige maskulinitet, som vi normalt forbinder med rollen. Er det mon tilsigtet fra instruktørens side at nedtone den stærke mand?
Yana Kleyns Micaëla er ikke et lille Guds ord fra landet, men en pige der kan sige fra. Hun fik et fortjent bifald for sin indsats.
De mindre roller er flot besat. Især er Emma Björkegren og Céline Dewrée perfekte som Carmens veninder, og Eric Lavoipierre og Ola Heinpalu er et par charmerende smuglere.
Og endelig var det Anna Skryleva som dirigent for Malmö Operaorkester som ved premieren gav liv til Bizets fængende musik.
Malmö Operas Carmen er en forestilling, der viser hvor meningsfuldt det er at opføre klassisk opera i ny fortolkning. Den er en berigende oplevelse, og jeg er glad for at min tvivl om den var værd at se igen, var ubegrundet.
Forestillingen får fem flotte stjerner.
Carmen
Malmö Opera
Set ved premieren den 17. januar 2026
Musik: Georges Bizet
Libretto: Ludovic Halévy og Henri Meilhac
Dirigent: Anna Skryleva
Instruktion: Katharina Thoma
Scenografi: Christoph Fischer
Kostumer: Irina Bartels
Lysdesign: Olaf Winter
Koreografi: Sara Ekman
Carmen: Cláudia Ribas
Don José: Matthew White
Escamillo: Luthando Qave
Micaëla: Yana Kleyn
Zuniga: Magnus Lindegård
Remendado: Birgir Stefansson
Mercédès: Emma Björkegren
Frasquita: Céline Dewrée
Moralès: Eric Lavoipierre
Dancaïro: Ola Heinpalu
Lillas Pastia: Phil Christensson
Malmö Operakor
Malmö Operaorkester
Malmö Operas Børnekor
