Døden i Paris
La Traviata i Malmö
******
Forestillingen på Malmö Opera står i dødens tegn. Lige fra ouverturen, hvor Døden, i danseren Carlos Garcias skikkelse, kryber sammen bag Patricia Petibons ryg og ind imellem ånder hende i øret, ind til forspillet til 3.akt, hvor den samme Død afklæder Violetta festtøjet og efterlader hende døende, blottet for alt undtagen underkjolen. Løbet er kørt.
Violetta ved godt, at hun er dødsdømt af tuberkulose. Derfor skal der nu leves så længe, det kan lade sig gøre, og det så stærkt som muligt. Og første akt foregår da også efter devisen ”lev stærkt og dø ung” ved hendes store fest, lige indtil Gastone introducerer en ny (og ægte) beundrer I Alfredo Germonts skikkelse.
I 2. akt lever Violetta lykkeligt med Alfredo på landet, en kærlighedsidyl, som splintres, da Alfredos fader kræver, at hun bryder forholdet til hans søn for ikke at kompromittere hans datter. Violetta følger hans krav og løber tilbage til sin gamle tilværelse hos Baron Douphol. Ved et efterfølgende bal hos Violettas veninde, Flora, dukker Alfredo op og skandaliser sin elskede, som efterfølgende dør af sin tb, forladt og pengeløs.
Instruktion og scenografi
I 2. akts første scene kan det ofte være svært at finde en balance mellem Giorgio Germonts krav til Violetta om at opgive hans søn, hendes store kærlighed, og hendes eftergivelse af faderens krav. I denne opsætning har Almand père ikke alene borgerskabets skrevne og uskrevne regler på sin side, men fører også Guds befalinger i marken, så det forekommer rimeligt, at Violetta ret hurtigt opgiver kærligheden på hans befaling, om end instruktionen, som ellers forklarer operaen på bedste vis, på dette punkt godt kunne have været mere klar.
Scenografien består af et antal kassetter i varierende størrelse i stål og glas, som kan sammensættes til de rum, som handlingen kræver. I baggrunden kører et antal større og mindre belyste indbyrdes forbundne hjul rundt uden pauser lige indtil slutaktens dødsklimaks, hvor belysningen på hjulene slukkes og alle tidens nu standsede livshjul køres ud bagest på scenen. En meget fleksibel og virkningsfuld scenografi, især til de to akter, hvor de store fester foregår og mange sære ting løber af stabelen, fra brændende flygler til druk, hasardspil og de store forførelsesscener.
Floras store maskeradefest i 2. akts andet billede har inspiration efter den mexicanske fest Día de los Muertos, De Dødes Dag. Alle festens deltagere er klædt i sort med glitrende opulente/dramatiske dødsmotiver påmalet. Skeletter overalt og i snesevis plus et megaskelet i vild overstørrelse, alt til festdeltagernes fornøjelse. Myldrende bevægelse over det hele, et orgie i farver og lys – alt i alt den flotteste og vildeste maskeradefest i nogen opera, jeg mindes at have set. Bravo.
Violettas sidste scene, som her foregår umiddelbart efter Floras store maskeradefest, uagtet at duellen mellem baron Douphol og Alfredo og dennes efterfølgende bortrejse tidsmæssigt ligger imellem, er i sin fattigdom, tristhed og mangel på blot de simpleste møbler en sidste ydmygelse af en kvinde, som engang elskede livets glans. Vi er i mere end en forstand Ved vejs ende.
Sangerne
Violtta i La Traviata er en ønskerolle for Patricia Petibon,som her synger den for første gang i sin karriere. Hun har sit ydre med sig til denne rolle, også det røde hår, og honorerer flot de fleste af rollens vokale krav. I 1. aktens, hvor hun holder sin store ‘genkomstfest’, kunne hun forfalde til en vel hektisk stemmeføring som måske passede bedre til scenens dramatik end til Verdis musik, men fra 2. akts første scene og operaen ud var hun ved overordentlig stabil og god stemme, lige som hendes dramatiske ageren gav rollen godt liv. Det kunne være spændende at se om, og hvordan hun vokser med rollen de næste uger. Allerede nu er hun en rejse værd.
Alfredo blev ved premieren sunget af Bülent Bezdüz. Dramatisk var han ganske velfungerende, men stemmemæssigt var der desværre tale om en svagere præstation – var han indisponeret? – så i samspillet med Patricia Petibon kom der undertiden til at mangle nogle kanter fra hans side.
Med sin flotte barytonstemme gav Davide Damiani som Giorgio Germont os den velmenende bedsteborger, som er ude for at forsvare sin datters ære, og langsomt erkender Violettas sande værd. En ueget udmærket præstation i en lidt utaknemmelig rolle.
De øvrige mindre roller var godt og dækkende besat.
Dirigenten Rafael Payare leverede et flot orkesterspil med Malmø Operas orkester, en præstation, han høstede berettiget bifald for.
Konklusion
Forestillingen på Malmø Opera er en spændende på mange planer: Patricia Petibons Violetta er et interessant og meget velsunget første bud på denne rolle, lige som Davide Damianis Germont père må vække begejstring. Scenografi og kostumer tager os jævnlig helt op at køre, og når endelig orkesteret under Rafael Payare spiller som små engle, kan man kun sige: Kom til Malmø og oplev La Traviata.
BW
Premiere: 17. november 2018. Spiller til 10. februar 2019. Yderlige info: Se www.malmoopera.se.