Ann Petersen som Leonore/Fidelio og Niels Jørgen Riis som hendes højtelskede ægtemand, Florestan. Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater

Kærligheden overvinder alt

Anmeldt af Anne Holm

******

En kvindestemme klinger. En anden kommer til. En dyb mandestemme blander sig, det samme tema gentages, og nu en fjerde stemme – fra duet til kvartet, stemmerne slynger sig ind i hinanden, varme toner strømmer fra scenen ned på tilskuerrækkerne
I takt med at tonerne flyder, breder gåsehuden sig. Fra nakken ned ad ryggen og ud i armene – og jeg oplever den nok længste periode med gåsehud, jeg har oplevet i Operaen på Holmen.
Hvad der nok kun varer få minutter i virkeligheden opleves som et lille stykke evighed, lige dér, på 10. række i parkettet, en helt almindelig søndag i september.
”Mir ist so wunderbar”, som ordene lyder.
I sin velkomst i programmet til DKT’s nyopsætning af Ludwig van Beethovens Fidelio skriver operachef John Fulljames, som også har iscenesat, at ”Musikken er, når alt kommer til alt, årsagen til, at vi stadig iscenesætter denne opera i dag”.
Og sådan er det. Fidelio er vidunderlig musik. Den ene skønne passage afløser den anden, det ene smukke tema følges af det næste, velklingende arier fylder rummet sammen med bevægende og opløftende kor. Det hele er på sin egen måde meget Beethoven’sk – ikke som i Skæbnesymfonien og Eroica, men som i mørke klange, der rummer lys og håb, og lyse klange, der hviler på en bund af vemodig melankoli.
De talte dialoger er blevet taget ud, det er kun musik og sang, og rollerne er stemmemæssigt smukt besat. Ann Petersen og Niels Jørgen Riis, som Leonore/Fidelio og hendes elskede ægtemand Florestan. Stephen Milling som den aldrende, lidt vattede fangevogter Rocco, Mary Bevan som hans forelskede, sødmefulde datter Marcelline, Petter Moen som Jacquino, den i Marcelline ulykkeligt forelskede, og Thomas Johannes Mayer som den onde fængselsdirektør Don Pizarro.
Det Kongelig Kapel under ledelse af Gregor Bühl spillede præcist, men måske lidt tungt, og Det Kongelig Operakor sang, så man måtte finde sig i flere omgange gåsehud – og til sidst blev sendt ud i det corona-tomme København af et afslutningskor, der, som én af sangerne beskriver det i programmet, ”er svært, og ikke rigtig er sangbart på en måde, vi normalt kender”. ”Især de lysere stemmer, sopraner og tenorer, er ude at hænge i ret lang tid – det er nådesløst”, lyder det videre. ”Men når man formår at levere, hvilket jeg tør sige, at vores kolleger virkelig kan, så er det et af de steder, man bliver blæst bagover!”.
Ingen tvivl om dét!
Så hvis ikke det var fordi forestillingen allerede er udsolgt, så ville jeg sige, at man skulle løbe ud i Operaen så hurtigt benene kunne bære én og opleve Fidelio, mens man har chancen. Det er næsten 25 år siden, den er blevet opført på Det Kongelige Teater sidst, og Beethoven fylder jo ikke 250 hvert år, så hvem ved, hvornår den kommer på programmet igen.

Musikken er ikke alt
Men hvorfor så kun fire stjerner i toppen af denne anmeldelse…?
Fordi nu er det en opera-forestilling, ikke en koncertopsætning, og så er toner og stemmer ikke alt – udseendet betyder også noget, og her synes jeg, opsætningen rammer ved siden af.
Fidelio er en melodramatisk opera, der handler om flere ting, men mest om kærlighedens styrke.
Operaens heltinde Leonore klæder sig ud som mand og søger under navnet Fidelio ansættelse i det fængsel, hvor hendes mand, Florestan, holdes fanget, for at befri ham.
Hun går så at sige lige ind i dragens hule for at befri sin elskede – en lidt omvendt situation; det plejer at være ridderen, der bekæmper dragen for at befri en jomfru i nød.
Operaen handler altså også om kærlighed OG køn, om hvordan man lever med de kønsroller, man er blevet tildelt. Som en skæv krølle på historien skal Fidelio/Leonore også forholde sig til, at en ung kvinde, Marcelline, forelsker sig hovedkulds i ham/hende.
Det er ikke en ukendt situation, at kvinder forklæder sig som mænd for at opnå privilegier, de ikke kan opnå som kvinder – og slet ikke i operaer – men det er netop en vigtig pointe, at de er forklædt som mænd; altså ligner mænd.
Klæder skaber folk, og der er i høj grad den kønsbestemte ’uniform’, vi alle til alle tider går rundt i, der er med til at give os de privilegier, vi har – eller fratage os andre. De fleste vil gerne have, at mænd ligner mænd, og kvinder ligner kvinder, og spillet mellem kønnene, det, der tiltrækker, fascinerer, frastøder, eller provokerer, hænger i høj grad sammen med, hvordan vi ser ud.
Ligner man en mand, eller en kvinde – og hvilket spil opstår der, når man ligner en mand, men er en kvinde, eller forelsker sig i én, man tror er en mand, men viser sig at være en kvinde?
Udseende og køn er spejlene i et kabinet, der rummer både muligheder, skønhed og fare.
I denne version af Fidelio har scenograf og kostumedesigner Steffen Aarfing valgt at iklæde alle de medvirkende kønsløst tøj. Fangevogterne, inklusiv Fidelio/Leonore, er iført det, man engang ville have kaldt en Mao-habit – ensfarvede bukser og en jakke med lille krave og store lommer – og fangerne, Florestan inklusive, er iført sandfarvede bukser og bluser med for lange ærmer.
Alle går rundt i det samme slaskede, kønsløse tøj og det er egentlig lidt mærkeligt i en fortælling, der handler om en meget gammeldags, helt traditionel, hjertefyldende og altopslugende kærlighed mellem en mand og en kvinde.
Ja, meget af det foregår i en fangekælder, og ja, operaen handler også om undertrykkelse og uretmæssig frihedsberøvelse, men krumtappen i operaen er fortællingen om, hvordan kærlighed kan overleve og spire i de mest usandsynlige omgivelser og under de mest akavede forhold.
Og hvordan f.eks. en ung kvinde som Marcelline nogensinde har kunnet falde for en Fidelio, der går rundt og ligner den gamle gartner på vej på havearbejde, er ærligt talt en gåde. Ingen charme, ingen sødme, ingen vemod, ingen længsel, ingen forståelse for den unge Marcellines forelskelse er der plads til i det kostumes udtryk. Alle de konflikter og følelser, al den spænding i dramaturgien, der udspringer af, at Leonore er kvinde, men optræder som mand udviskes – ikke bare i forhold til Marcelline, men i det hele taget.
At nyopsætte og nutidsgøre en fortælling, der foregår i slutningen af 1700-tallet er en udfordring, og det giver god mening at forsøge at visualisere en fortælling i en mere nutidig, eller tidløs, stil. Når det lykkes, og musik, tekst og iscenesættelse går op i en højere enhed, kan det tilføre et gammelt værk en helt ny og anderledes dimension.
Men det altoverskyggende synsindtryk, jeg forlod Operaen med, var af en steril, kønsløs verden – det ensartede og ensfarvede går igen i scenografien, hvor kærligheden overvinder alt, men hvor det er lidt svært at forstå, hvordan den kan det.
Nok ligger kærligheden i øjet, der ser, men den totale tilsidesættelse af at indtrykket også har en betydning for tiltrækning og dermed forelskelse og kærlighed, tror jeg ikke på. Så bevæger iscenesættelsen sig for langt væk fra både virkeligheden og operaen.

Beethoven: Fidelio
Det Kongelige Teater/Operaen
Premiere 27. september 2020

Musikalsk ledelse: Gregor Bühl
Iscenesættelse: John Fulljames
Scenografi: Steffen Aarfing
Video- og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Lee Curran
Musikalsk bearbejdelse: Thomas Bagwell
Danske overtekster: Ida Elling Magnus
Leonore/Fidelio: Ann Petersen
Florestan: Niels Jørgen Riis
Rocco: Stephen Milling
Don Pizarro: Thomas Johannes Mayer
Marcelline: Mary Bevan
Jacquino: Petter Moen
Don Fernando: Jens Søndergaard
Første fange: Trine Vestergaard
Anden fange: Jens Fruergaard Otte
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor