Ochs og børsherrerne får læst og påskrevet. Foto: Miklos Szabo / DKT

Opbruddets tid

Anmeldt af Pia Fossheim

******

Rosenkavaleren havde urpremiere 1911 og denne opsætning foregår netop i det år. Tiden er stadig den sikre ’Verden af i går’ i det store Østrig – Ungarske rige, men ikke længe endnu. Der er opbrud i kunsten og i samfundet, Den første Verdenskrig lurer lige om hjørnet, og den første demonstration for kvinders stemmeret finder sted i Wien.

Under den fejende flotte ouverture projiceres P. S. Krøyers store maleri ”Fra Københavns Børs” fra 1895 op på fortæppet og befolkes af Det Kongelige Operakor klædt på som børsherrer. De har magt, penge og privilegier. De bestemmer, hvad der har værdi og kan handle med alt – også med mennesker. Men midt i alle de sorte jaketter og høje hatte træder en kvinde i en overdådig let og lyserød dragt ind. Det er feltmarskalinden, og så er vi ikke i tvivl om at vi skal opleve Richard Strauss’ opera med en feministisk vinkel. Instruktør og operachef Elisabeth Linton har flyttet handlingen fra 1700-tallet til 1911 uden at noget skurrer; hun påpeger at Hugo von Hofmannsthal var meget bevidst om, hvad der rørte sig i hans samtid, og det er tidens konflikt mellem magt, køn og generationer, han har skrevet ind i sin libretto.

Hovedpersonen

Hvem er den egentlige hovedperson i Rosenkavaleren? Strauss og von Hofmannsthal brugte arbejdstitlen Ochs von Lerchenau lige op til premieren – med undertitlen ”en komedie for musik i tre akter”. Og rollen som Ochs er da også meget komisk og er i tidernes løb blevet fortolket mindeværdigt af store sangere. Feltmarskalindens parti regnes for et af operahistoriens fineste kvindeportrætter og har vel været omdrejningspunktet i de fleste opførelser af operaen.

For Elisabeth Linton er den egentlige hovedperson Octavian. Det, at han er nødt til at forklæde sig som kvinde og dermed bliver udsat for Ochs’ grove tilnærmelser, åbner hans øjne for skævheden mellem kønnene. Han væmmes over baronens behandling af kvinder, og især over hvad hans elskede Sophie udsættes for: Ochs undersøger hende som han ville undersøge en hest før han køber den, og hendes egen far er mere fokuseret på et giftermål, som kan give ham højere social status end på sin datters ve og vel. Derfor er det Octavian, der står for iscenesættelsen af den fælde, der i tredje akt afslører Ochs som en lumpen karl. Elisabeth Jansson imponerer som Octavian med sin dramatiske mezzo, og hun spiller meget overbevisende en 17-årig ung mand og den udvikling, han er igennem.

Novicen

Sophie er en pige med ben i næsen. Hun er lige kommet fra klosterskolen, hvor hun er blevet belært om den hellige ægtestands forpligtelser, men hun får en brat opvågnen i mødet med Ochs. Hun siger fra over for ham og sin far, men hun ved også at hun som kvinde må have en mand at støtte sig til for at få en god tilværelse og blive til noget. Sammen med Octavian gør hun oprør mod de gamle normer og vælger at kæmpe for en bedre verden. Clara Cecilie Thomsen er Sophie. Hun er både sød som lige kommet ud fra klosteret, og temperamentsfuld og stærk, når hun forstår hvad hun har at kæmpe imod.

Suffragetten

Feltmarskalinden har den højeste status, men hun ved også, at det vil ændre sig. Hun er 34 år og mærker allerede tidens ubarmhjertighed og sin faldende værdi som kvinde. Hun trøster sig med, at den måde, man tillader sig at ældes på, kan gøre en forskel. Dog i sidste akt, hvor hun kommer ind og udreder alle trådene i hurlumhejet, optræder hun i suffragetternes praktiske dragt, hun har ikke givet op og har stadig en fremtid for sig. Velsyngende Gisela Stille giver partiet både modenhed og lethed, og terzetten i sidste akt med de tre sangerinder var en dejlig oplevelse.

Patrick Zielke var en overraskende ung Ochs. Og han er aldeles fremragende som den fallerede og latterlige nar. Som Faninal var Jens Søndergaard tilpas vattet og benovet over al den adel, han aspirerer mod. Alle øvrige roller var fint besat.

Instruktionen er forfriskende klar. Koreografi, scenografi og kostumer fuldender billedet. Det Kongelige Kapel og Marie Jacquot spiller Strauss’ vidunderlige musik, så man ønsker at det hele varer ved lidt endnu. Rosenkavaleren er en helstøbt forestilling som får fem stjerner.

Rosenkavaleren

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 26. marts 2026

Musik: Richard Strauss

Libretto: Hugo von Hofmannsthal

Musikalsk ledelse: Marie Jacquot

Iscenesættelse: Elisabeth Linton

Scenografi: Julia Hansen

Kostumer: Anja Vang Kragh

Lysdesign: Ulrik Gad

Koreografi: Miles Hoare

Dramaturg: Henrik Engelbrecht

Feltmarskalinden: Gisela Stille

Baron Ochs: Patrick Zielke

Octavian: Elisabeth Jansson

Sophie: Clara Cecilie Thomsen

Hr. von Faninal: Jens Søndergaard

Marianne Leitmetzerin: My Johansson

Valzacci, En vært: Jens Christian Tvilum

Annina: Francine Vis

En italiensk sanger: Granit Musliu

En politikommisær: Morten Staugaard

En notar: Simon Schelling

En modehandlerske: Helena Bjarkadottir

En dyrehandler: Lars Ravnbak

Hushovmester: Liam McNally

Hushovmester: Carl Rahmqvist

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel