Masser af popcorn på scenen. Foto: Miklos Szabo / DK

Musikalske popcorn med sjæl

Anmeldt af Sanne Caft

******

Donizetti var en produktiv herre, der komponerede omkring 70 operaer, og Don Pasquale – som han skrev sent i sit liv – var en kæmpe succes ved førsteopførelsen. Med Det Kongelige Teaters opsætning, der er en co-produktion med Glyndebourne, kan man godt forstå begejstringen for den virtuose talesang i lyntempo, dybder i musikkens overflødighedshorn og antydninger af melankoli i den på overfladen skabelonagtige handling. Melankolien anslås fra ouverturen, der mørkttonet sætter operaen i gang – helt anderledes end den for genren klassiske potpourri-ouverture.

Handlingen er på overfladen rent vås. En ældre rig herre, Don Pasquale (Markus Schwartz), forelsker sig i tanken om en ung hustru, der kan skabe liv og børn i huset. Han narres af Theodore Platts Malatesta, der overbeviser ham om at ægte sin påståede søster frisk fra klostret. I øjeblikket, hvor den falske ægteskabskontrakt er underskrevet med sitrende fjerpen, ændrer Norina attitude og kaster penge og fornærmelser ud over det hele i vellydende kalkuleret arrigskab. Hun synges til topkarakter af sopranen Louise McClelland Jacobsen, der fik salen til at syde. Til sidst står den ældre mand afpillet tilbage, og de unge elskende kaster sig i hinandens arme.

Sangerholdet var solidt og velspillende, hvilket er en forudsætning for at en komisk opera holder hele vejen hjem. Utallige detaljer krydrede den tossede hovedhandling. Norina og Malatesta flirtede antydningsvis, en brevdue i snor blev sænket fra loftet med det for handlingen altid så vigtige brev, Santiago Ballerinis Ernesto klatrede ind i et maleri fra stuen til sit værelse og en velspillende husholderske gestaltet af skuespilleren Anna-Marie Sullivan gav løbende den alderstegne Don Pasquale stik med medicin og fik under afslutningsscenen lidt opmærksomhed fra ham. Så alle får (næsten) alle, og sådan bør det være i en opera buffa, og antydningen af interesse mellem Norina og Malatesta var subtilt og en fin nuance på en skabelonskåret hovedpointe.

De mange sprudlende arier poppede som popcorn, mens de fire hovedpartier sikkert formidlede længsel, kærlighed, arrigskab og afmagt. Kapellet spillede veloplagt og særligt den smægtende trompetsolo skal fremhæves. Markus Schwartz’s Don Pasquale var perfekt latterlig og hamrede frustrationen ud over salen i højt tempo. Iltempoet i hævnarien i duet med Santiago Ballerinis smægtende Ernesto er et højdepunkt i genren og sad lige i skabet og med en kort nedbrydning af den fjerde væg og en opfordring til dirigenten, gav de to herrer en encore til salens begejstring.

Tegneserieagtigt

Scenen drejede og skiftede mellem rummene i Don Pasquales hus i lettere tegneserieagtigt interiør, hvilket fint understregede den fjollede handling. Koret var udklædt i hvidt med pudderparykker og var dels publikum til løjerne og dels besøgende i den fornemt stiliserede have, hvor de unge elskende sniger sig til endnu en kærlighedsstund under Don Pasquales næse.

Savnede man noget var det en anelse mere kant. En ældre mand, der mener, at det er hans ret at få en ung hustru overleveret af sin ven? En ung mand uden midler, der gøres arveløs og hjemløs, hvis han ikke føjer sig for hustyrannens vilje? En viljestærk kvinde, der slås for at kunne bestemme selv?

Historien fra 1843 har stof til mange fortolkninger og opdateringer. Hér er valgt en periodetypisk version, der bragte gode mindelser om Holger Bolands mange opsætninger på Det Kongelige Teater, hvor den musikalske og skuespilmæssige timing og detaljegrad også dengang var i højsædet.

Ville forestillingen have gjort sig endnu bedre på Gamle Scene? I denne anmelders optik ja. Så ville plysset på sæderne og guldsnirklerne på balkonerne og det lidt mindre scenerum havde koblet handling og scenografi endnu tættere sammen med publikum.

Med Don Pasquale får publikum en veloplagt musikalsk pose popcorn, der er lige til at hælde indenbords og gå ud i nattemørket syngende på de mange, iørefaldende arier, mens man kan tænke over den dybde, som operaen også indeholder.

Don Pasquale

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 27. februar 2026

Komponist: Gaetano Donizetti

Librettist: Gaetano Donizetti og Giovanni Ruffini

Dirigent: Robert Houssart

Iscenesættelse: Mariame Clément

Scenografi og kostumedesign: Julia Hansen

Lysdesign: Bernd Purkrabek/Andrew May

 

 

Don Pasquale: Markus Schwartz

Norina: Louise McClelland Jacobsen

Malatesta: Theodore Platt

Ernesto: Santiago Ballerini

En notar: James Berry

Skuespiller: Anna-Marie Sullivan