Snedronningen – signalørens rolle

Med fingeren på pulsen

Af Bo Basbøll

Interview med signalør Lars Ridder.

Vil du beskrive, hvad signalørens arbejde går ud på?

”Mit job er hele tiden at vide, hvor vi er i musikken, og at kalde lys cues/lysskift, videoskift og tekniske skift – alt efter den aftale som er truffet med instruktøren. Aftalen er truffet længe før, jeg kommer ind i processen. Under prøveforløbet bliver der nemlig lagt cues ind i mit partitur, hvor jeg så videreformidler det under prøverne og under forestillingerne. Lys og video sker via Intercom (samtaleanlæg), hvor der så sidder en anden person, der trykker ”go”, når jeg siger ”go”. Der bliver varslet inden, så jeg f.eks. siger: ”vi nærmer os 125” og derefter ”125 – go”. Så trykker de, så det bliver så præcist som muligt. Jeg er hele tiden med i partituret og sidder ude i siden på scenen, mens lys- og videofolkene sidder bagerst i salen på første balkon i logerne bag vinduerne.
De tekniske cues gives med vores signalsystem, hvor der er hhv. grønne og røde tal, hvorefter Peter Jepsen, som er vores scenemester, har udarbejdet en ”køreliste”. Scenefolkene ser tallene i lamper, der er placeret rundt omkring. Nogle gange bruger jeg Intercom og andre gange kalder forestillingslederen. Helt øverst på galleriet rundt om scenen sidder de folk, som styrer kørslerne op og ned. Der har de det bedste overblik”.

Hvilken uddannelse skal man have for at blive signalør?

”Min baggrund er, at jeg er uddannet klassisk musiker og derfor kan læse noder som en professionel musiker. Det betyder, at jeg kan tale imens – f.eks. med forestillingslederen – og alligevel følge med. Jeg har et tæt samarbejde med forestillingslederen om de tekniske cues. Der er jo mange teaterfolk, der kommer fra den maritime verden og man sammenligner ofte forestillingslederen med kaptajnen og signaløren med styrmanden. Jeg ved lidt mere om det timingmæssige og hvor langt der er til det næste, så jeg nogenlunde kan give et overslag over den tid, der er til det næste signal. Så jeg ligesom kan regne ud om vi kan nå det. Der har jeg f eks. været bekymret i den sidste scene, hvor Johan Reuter kommer ind til sidst. Kan han nå det og det gjorde vi så i dag i sidste øjeblik! Hele signalet er nu blevet rykket fem, så det kunne lade sig gøre”.

Hvor tidligt kommer du ind i processen?

”Under normale omstændigheder er jeg ikke med under prøverne. Vi forsøger så tit vi kan, men vi er altså ikke nok ansatte, så det kan lade sig gøre. Når vi så kan, gør vi det selvfølgelig”.

Hvor mange signalører er I?

”Vi er i alt 6 i tre huse – 2 på skuespilhuset, som arbejder lidt på en anden måde og 4, som deler opera og ballet”.

Har du inden prøveforløbet haft partituret for at kunne forberede dig?

”Lige præcis i denne forestilling vidste jeg, at det ville være svært, så derfor sørgede jeg for at konsultere Robert Houssart, dirigenten. Normalt går jeg jo bare ind uden videre, men her var det nødvendigt at være forberedt. Men tilrettelæggelse af signaler er noget, der er foregået inden jeg er kommet ind i processen. Derefter får jeg lagt dem ind i noderne ved et møde med scenemester, forestillingsleder og instruktør eller instruktørassistent”.

Jeg ved at Abrahamsen har arbejdet med et nodeskrivningsprogram, hvorfra I kan få en lydfil. Har du også fået den?

”Ja, jeg fik den, men kunne ikke rigtigt benytte den. Jeg fik den så sent, at jeg lod være med at bruge den. Klaverpartituret, som er udarbejdet af et firma i USA, er flere steder så utilstrækkeligt, at der ikke står de væsentligste ting, så jeg måtte ty til det store orkesterpartitur”.

Kan du følge dirigenten under forestillingen?

”Ja, ham har jeg på en monitor foran mig. Han er helt uundværlig. Han er virkelig tydelig. Og forstår hvad der skal til”.

Kan du fornemme at det hænger sammen nu? Prøveforløbet har vel været kort?

”Vi kunne sagtens have brugt to, tre dage mere på scenen, og vi savner virkelig mere sceneteknisk tid, men sceneteknikerne er højt specialiserede og meget samvittighedsfulde folk, som vil gøre alt for at undgå, at nogen kommer til skade.