Stefania Dovhan og José Cura. Foto: Anders Bach / DJO

En stjernestund i Aarhus

******

Af Peter Wang

Premieren på Tosca denne tirsdag aften i august 2023 må gå over i historien som en af Den Jyske Operas stjernestunder: Sjældent fristes man til at betegne den sanglige og orkestrale udførelse af en opera som perfekt, men i denne stund var det umuligt ikke at falde for fristelsen. Når der synges og spilles perfekt, sker der det magiske, at fordybelsen i selve kunstværket fylder det hele og alt det tekniske fortaber sig i selvfølgelighedens glemsel – hør bare, når José Cura udfører et ppp-sotto voce, der klangligt udbreder sig til teatrets fjerneste afkroge.

Hvordan i alverden skal man som anmelder evaluere sangpræstationer, når de i bund og grund er perfekte? Altså kun en tak til Stefania Dovhan, David Kempster, Zaza Gagua og Andreas Winther, fordi de fritog os fra at være censorer ved en sangeksamen, og gav os fri til at svælge i Puccinis fabelagtige musik.

Også en tak til alle de andre: Kor-solisterne samt Jens Jagd og Morten Wang, der – selvom de udenfor scenen er et par umådeligt venlige mennesker – gav den som et par modbydelige tortur-sjakaler. Gennem årene har de begge vist et udpræget talent for at belive de mindre biroller. Og selvfølgelig også en kompliment til Jani Kyllönen som fangevogteren og ikke mindst til Hjalte Skov Lützhöft som hyrdedrengen.

Om opsætningen kan der siges både pro et contra:

Ifølge partituret udspiller første akt sig i kirken Sant’Andrea della Valle, anden akt i Palazzo Farnese og tredie akt i Castel Sant’Angelo. Disse tre lokaliteter ligger sammen med Campo de Fiori, Piazza Navona og flere andre seværdigheder indenfor en cirkel med en radius på mindre end 500 meter i Roms centrum, og vil være kendt af alle, der som turister har besøgt Rom.

Derfor er det ikke uden problemer at transformere partiturets anvisninger til en ramponeret træbygning, der i mine øjne ligner en blanding af en rustik østeuropæisk kirke, en lade eller en forladt lagerbygning. Det er mig en gåde hvorfor og det er ikke en idé af den slags, der melder sig spontant i scenografens sind ved læsning af partituret. Det er ikke en tanke, der – som al god kunst – er strømmet ud af sjælens dyb, men snarere noget spekulativt og fortænkt, eller – som vi sagde for et par årtier siden  noget ”gemacht”, noget ”lavet” eller noget ”konstrueret”.

En ukrainsk kirke?

Jeg gjorde mig mange tanker om, hvad meningen var med dette scenarium; den tanke, der bed sig hårdest fast, var, at det skulle forestille en sønderbombning af en gammel ukrainsk kirke, hvor de omkringboende bønder og resterne af myndighederne søgte tilflugt. Dette førte til en konspirationsteori om, at afbuddet fra den russiske tenor måske slet ikke skyldtes overanstrengelse, men noget helt andet: Et russisk besat ukrainsk område, en ukrainsk Tosca, der forsøger at hjælpe en russisk Cavaradossi, men afsløres af det hemmelige russiske politi, og… så slutscenen! Nej, nej, nej, nu tør jeg slet ikke tænke længere.

Alle disse fantasier skulle dog vise sig at være forkerte. Det gør heller ikke noget. Man kan altid, som Wagner drømte om, skabe sig sit eget usynlige teater og overgive sig til musikken.

Operaens handling begynder den 17. juni 1800 ca. kl. 17.30, hvor det fredsommelige kunstner-par, Floria Tosca og Mario Cavaradossi, forholdvis sagesløst vikles ind i en modbydelig politisk intrige. For at forstå denne intrige til bunds, må man have en vis viden om historiske forhold som den kortvarige Romerske Republik (marts 1798 – juni 1800) og det ejendommelige forløb af Slaget ved Marengo (14. juni 1800). Da Tosca blev uropført, var disse forhold kendt af enhver italiener, men det er de næppe af vor tids publikum! Derfor skal opera-novicen være mere end almindeligt vaks for at begribe, hvad det egentlig er, der foregår – og hvorfor.

Derfor er det ikke nogen god idé, at udfordre forståelsen med en stærkt spekulativ scenografi. Tosca er en klassiker, som er bedst tjent med at blive serveret som sådan. Og som bør opføres med så jævne mellemrum, at hver eneste opvoksende generation får den med i sin åndelige bagage. Sådan må det være, hvis man tror på José Curas egen programnote!

Alle er arketyper

Alle operaens personer er arketyper, som man den dag i dag finder overalt i samfundshierarkiet. Musikken er forholdsvis let tilgængelig, men samtidig dybt raffineret. Arierne begynder næsten schlager-agtigt, men udvikler sig umærkeligt til en slags syngende tale samtidig med, at de forvandler sig og blander sig med hinanden i et forfinet filigran. Hør eksempelvis bare den fabelagtige musik før arien ”E lucevan le stelle”, der fortæller alt om, hvad der foregår i Cavaradossis sind. Det er operamusik, når det er allerbedst! Det er geniale synteser bestående af banale elementer.

José Cura har skrevet en fin og tankevækkende kommentar i programhæftet. Hans tema er, at vores vestlige kultur er i alvorlig fare for underminering – ligesom Den franske Revolution i sit opgør med fortidens tyranner samtidig åbnede for nye tyranner, således er der fare for, at vor tids opgør med gamle tyranner åbner for nye!

Dette er baggrunden for, at han henlægger Tosca’s handling til en sønderbombet hangar (Nåh; det var en hangar og ikke en rustik kirke eller lade). Idéen kan være sympatisk nok, men den fungerer bare ikke. Og problemstillingen passer heller ikke på Toscas handling, for hvem af personerne skulle være den nye farlige tyran? Det kan jo ikke være Scarpia, for han er jo den gamle tyran, der i 1797 mistede magten og desuden er Cavaradossis skæbnesvangre udråb ”Vittoria, Vittoria” jo netop signalet på, at Scarpias magt atter er brudt, fordi Slaget ved Marengo pludseligt udviklede sig i de revolutionæres favør.

Det er en meget sympatisk programnote, José Cura har skrevet; scenografien har bare meget lidt med Tosca at gøre. Fint lavet; smuk tagkonstruktion; godt håndværk (for den har jo overlevet et bombeangreb): Og tak for det til scenepersonalet.

Men pyt: Vi takker og bifalder José Curas tanker og tilgiver den sceniske realisering. Vi lader bare som ingenting overfor det mindre gode og nyder alt det gode ved aftenen; og det var der heldigvis masser af. Musikalsk er det nok det bedste og mest helstøbte, jeg mindes at have hørt i Den Jyske Opera, hvortil min auditive hukommelse rækker tilbage til 1957.

Touché!

Tosca

Den Jyske Opera

Set ved premieren den 15. august 2023

Komponist: Puccini

Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa

Musikalsk ledelse: Vincenzo Milletarì

Iscenesættelse, lys og scenografi: José Cura

Kostumedesign: Silvia Collazuol

Tosca: Stefania Dovhan

Cavaradossi: José Cura/ Nutthaporn Thammathi

Scarpia: David Kempster

Angelotti: Zaza Gagua

Sakristanen: Andreas Winther

Spoletta: Jens Jagd

Sciarrone: Morten Wang

Fangevogter: Jani Kyllönen

Hyrdedrengen: Hjalte Skov Lützhöft

Aarhus Symfoniorkester

 Den Jyske Operas X-trakor

 Skt. Clemens Drengekor