Magi, poesi, musik og artisteri

Anmeldt af Anne Holm

******

Når cirkus kommer til byen, går publikum ind i teltet og bænker sig omkring arenaen, hvor hele dramaet udspiller sig.
Flyvende artister i trapezen højt oppe under teltdugen, jonglører, der tripper dansende, mens de kaster og griber bolde og kegler, mennesker, som slynges op i luften fra et bræt og slår saltomortaler og skruer, inden de lander på benene igen.
Cirkus er leg og magi for dem, der kigger på – og benhård disciplin, kropskontrol og balanceren på en hårfin grænse mellem at flyve og falde for dem, der arbejder og lever i cirkus.
Operaen Circus Days and Nights, der tager afsæt i den amerikanske poet Robert Lax’ digte om cirkus, og om cirkus som et billede på livet, handler om det hele.
Og med komponisten Philip Glass’ musik som musikalsk bagtæppe tilføres cirkusuniverset lige et ekstra strejf af poesi. For Glass’ minimalistiske musik udsat for et cirkusorkester og med sangen som et melodisk krydderi, der svæver over den repetitive, rytmisk bankende orkester-understemme passer bare rigtig godt til cirkus.
Glass’ musik fremhæver cirkusmagien, samtidig med at man mindes om gentagelsen i artisternes leg, arbejde og liv, og artisternes bevægelser – de cirkulære, gyngende, opadstræbende, nedadfaldende – fremhæver det organiske i musikken og tilfører den et nyt lag af billeder.
Så er man til opera, Philip Glass eller cirkus – eller bare én af delene – så venter der en poetisk og billedsmuk oplevelse, hvis man streamer og ser forestillingen fra operaen i Malmø. Det er cirkus, og sang, og musik – det hele blandet sammen i en organisk strøm, der ikke kan andet end bevæge.

Cirkus i en ramme
Indrømmet – vi var tre, der så forestillingen sammen i dagligstuen, og vi var alle rørende enige om, at vi hellere ville have set den i virkeligheden.
Der er ikke noget, der kan hamle op med at sidde i en stor sal, mærke musikken, indfange lyset og bare tage en forestilling ind med alle sanser, men når det nu ikke kunne være anderledes, så fungerede det godt med at se forestillingen på en (forholdsvis stor) tv-skærm.
Det er lykkedes Operaen i Malmø at tilpasse forestillingen, så man bliver revet med af at betragte artisternes kunnen og lytte til musikken og sangen – selv om det hele kommer ud af en flad skærm på væggen.
Forestillingens scenografi er bygget op omkring teltet og arenaen – to ikoniske former, der blev brugt på mange måder, og som kom til at fremstå endnu mere enkle og iøjnefaldende, når de blev indrammet af tv-skærmen. I teltet og i og omkring arenaens cirkel udspiller hele handlingen sig, og for teltets vedkommende undergår det den ene forvandling efter den anden – fra stof til lys til snore og tilbage til stoffet igen – og det var spektakulært også på tv.
Problemet med at se en cirkusforestilling i fjernsynet er, at engang imellem gynger de medvirkende ud af billedet, eller hænger et sted, hvor man ikke kan flytte sit blik hen, fordi man ser gennem et kamera, men i det store hele blev vores blikke – takket være en god kameraføring – ført der hen, hvor vi gerne ville se. Og som en bonus så vi en gang imellem også det hele lidt fra oven – en mulighed, vi ikke ville have haft i det virkelige liv.

Smeltede sammen
Så billederne og musikken smeltede smukt sammen – operaens eneste svage punkt er, at den ikke rigtig har en handling, andet end at skildre poeten Robert Lax’ liv med og oplevelse af cirkus.
I forestillingen optræder han både som ung og gammel, og som mand og kvinde, og ideen med at lade ham være denne mangfoldige person, gennem hvem tilskueren oplever cirkuslivet, er god – men librettoen er ujævnt skrevet, nogle gange poetisk, andre gange en akavet pædagogisk forklaring af, hvad man ser, og nogle steder er teksten, som musikken, gentagelse på gentagelse – og med ordene fungerer det ikke lige så godt som med noderne.
Med til at højne den visuelle oplevelse var de farvestrålende og skævt-spøjse kostumer, og med til at gøre den musikalske oplevelse fuldendt var sangerne. Både Elin Rombo og Jakob Högström, der spillede Robert Lax som ung og som gammel, har varmt klingende stemmer, der flyder skønt ovenpå den rytmiske Glass-undergrund, og det samme gælder Karolina Blixt, der spiller en skarp cirkusdirektør, og Susanna Stern, der optræder som den skæggede dame.
Cirkusfamilien, som Robert Lax fulgte og blev venner med, hed Christiani, og de tre ældste sønner i familien, Mogador, Belmonte og Paraito, spilles af akrobaterne Nikolas Pulka, Aaron Hakala og Andreas de Ryck. Nikolas Pulka er luftakrobat, og de to andre optræder med schleuderbræt, og alle tre gør de det med total kropskontrol, præcision, ynde og styrke. Hvad sangerne kan tilføre musikken med deres stemmer, tilfører alle akrobaterne den visuelle oplevelse med deres kroppe og bevægelser. Fra Cirkus Cirkörs egen trup medvirker bl.a. jongløren Peter Åberg, der både kan få tallerkener til at spinne, jonglere og balancere en væltepeter på panden.
Artisterne er allestedsnærværende – nede, oppe og rundt omkring – og deres bevægen sig rundt og gøren kunster er det, der får forestillingen til at flyde af sted. Musikken bærer dem alle.

Circus Days and Nights
Malmö Opera
Set som streaming-forestilling lørdag den 29. maj 2021 (Urpremiere)

Musikalsk ledelse: Minna Weurlander
Iscenesættelse: Tilde Björfors
Scenografi og kostumedesign: Magdalena Åberg
Koreografi: Methinee Wongtrakoon/Simon Wiborn
Lys: Ellen Ruge/Robert Hvenstrøm
Lyd: Avgoustos Psillas
Cirkus-riggere: Mathieu Grégoire og Saar Rombout
Sangere: Elin Rombo, Jakob Högström, Karolina Blixt, Susanna Stern, Lars Johan Brissman
Artister: Simon Wiborn, Nikolas Pulka, Aaron Hakala, Andreas de Ryck, Methinee Wongtrakoon, Peter Åberg, Bia Pantojo, Pierre Heault
Orkester: Minna Weurlander, akkordeon; Viktor Nordliden, cello; Inga Zeppezauer, violin; Blagoj Lamnjov, klarinet; Oscar Fransson, trompet; Martin Jönsson, bastrombone; Sigvald Fersum, slagtøj
Malmö Operakor