Den flyvende Hollænder i Malmö

Carl Larssons Wagneridyl

Af Henrik Marcussen

******

Der er klare genkendelige træk trods de ca. 400 års forskel fra dengang det hollandske spøgelsesskib ifølge overleveringen gjorde havene usikre og frem til de nogle hundrede år senere, da Richard Wagner i 1843 gendigtede mødet mellem Hollænderen og et norsk søfartssamfund. Wagner benyttede den gamle legende om det hollandske skib, der måtte sejle omkring til evig tid på grund af kaptajnens gudsbespottelse som grundlag for en opera, hvor legenden blev forbundet til komponistens egne oplevelser og forestillinger, da han på sin flugt fra Riga til Paris mod nye landvindinger med fartøjet Thetis kuldsejlede ved Sandviken på den norske kyst. 

Noget tager sig anderledes ud i det lille norske samfund sådan som Wagner gendigtede det efter sit ophold og frem til det tidsbillede i den nye opsætning, som nu er flyttet til Dalarna ca. 1890, hvor det i Lotte de Beers regi og inspireret af Carl Larssons akvareller er valgt, at dramaet skal foregå. Meget bliver anderledes gennem flere års skred i tiden. For eksempel findes de spinderokke, som er en troværdig rekvisit og en markant metafor i 2. akt, ej mere og man må derfor finde andre, mere tidstro erstatninger. Men stærke følelser og menneskelige egenskaber som griskhed, løfter, troskab og kærlighed flytter sig ikke og er stadig vægtige bestanddele i Wagners verdensbillede både i Sandviken, nogle generationer senere i Dalarna og såmænd også i dag i Malmø – og forbliver sandheder, der ikke voldsomt rokker på vores forståelsesniveau.

Vi bliver allerede tidligt i dramaet vidne til Sentas ønske om at bryde ud af sin isolerede men trygge stilleverden, symboliseret med det åbne vindue der prompte smækkes i – ikke mindst for tanken gennem legenden om hendes fascination af den omstrejfende hollænder, som hun gennem sit møde med ham knytter sig til og dermed forkaster den traditionelle livsstil, som tydeliggøres i opgøret med kæresten Erik, hvor alene hans voldtægtsforsøg skulle synes at give hende argument nok for løsrivelse. Også faderens griskhed og lovning om udsigt til rigdom og sikker tilværelse forkaster hun.

Smukke Carl Larsson interiører

Scenografien byder på smukke idylliske Carl Larsson interiører med en Senta, der i sin isolation maler på et billede af den fremmede hun mener kan befri hende. Vi møder i stuen her også faderen, den norske skipper Daland, og oplever hans møde med den hollandske kaptajn. Forinden er publikum elegant blevet inddraget i de to skibes møde. Det norske fartøj har lagt til på prosceniet og forsøger at nærme sig det hollandske, der lægger til – må man forestille sig – ude på tilskuerrækkerne, hvor den hollandske kaptajn synge-råbende løber omkring efter det hjælpende tov, der skal trække ham ind til mødet med Daland. 

Regi, og scenografien ved Christof Hetzer, leverer en opera, der vil det farvestrålende og idylliske og hvor det uhyggelige, skumsprøjtet og mørket, er henvist til tilskuerrækkerne. Anden aktens rengøringsorgie er glimrende serveret med gulvask, smørkærning, sy-sysler og lignende. Der er en afslappet stemning her, hvor Daland vennesælt og sikkert let bedugget går omkring. Interiøret og stemningen tangerer næsten det vaudevilleagtige, der ligger noget på afstand af Wagners verdensbillede.

Musikalsk er man i sikre hænder med glimrende sangerprofiler. Hollænderen, premierens østrigske Josef Wagners malmfulde basbaryton, illuderer skikkelsesmæssigt fremragende og synes i smuk samklang med Senta. Med sin høje tenor og sikre fremstilling af den selvoptagne Erik er ungarske Zoltan Nyari et forfriskende bud på den insisterende, forsmåede bejler til Senta og medvirker til at deres duet står som et af aftenens store øjeblikke. Cornelia Beskow har allerede indskrevet sig i Wagnerfaget og tegner med sin Senta stilistisk fuld vokal troværdighed. Hendes to store duetter og spinderomancen fremstår med vældig gennemslagskraft som højdepunkter.  

Orkestret får fremmanet hav og storm, og medgiver i danseakten den rytmiske prægnans, der får det hele til ordentlig at svinge udover fortrinligt at støtte kor og sangere. 

Tredje akts slutscene begynder som en smittende fest og drikkelag som velkomst til det fremmede, strandede skib. Det er en rigtig svensk folkefest i birkelunden, sådan som de kunne det hos Hemsöboerne. Der er sus i skørterne og børnene morer sig herligt. Men da mændenes, konernes og børnenes herlige fest mod slutningen er på sit højeste og den uhyggelige sang fra hollændernes skib afbryder glædesdansen og selv birkene vender sig i mørke, er det nu igen hollændernes skib vi hører et sted ude fra balkonen – hvorfra vi fornemmer flugten væk fra rædslen, der vækkes med de syngende dødninger.

Den efterfølgende slutning viser hverken Sentas spring i dybet eller hendes forsvinden ud i intetheden. Senta rejser sig her fra den bænk hvor hun har delt plads med hollænderen og får igen udskiftet sin hvide klædning med den sorte, som er Hollænderens farve, og skuer ud mod det skib, der fortsat befinder sig derude på publikumsrækkerne. Er det mon Hollænderen hun spejder efter eller ser hun ud mod sin nye tilværelse som vigtige beslutninger og den ny erkendelse, der har fået hende genfødt som kvinde? 

Er det Nora, der står dér og ser ud mod publikum?