Shakespeare for fuld udblæsning. Foto: Henrik Schurmann / Helsingør Kammeropera
Stort drama på lille scene
Anmeldt af Sanne Caft
******
Kapelmester Leif Greibe forklarede handlingen i Verdis udødelige klassiker Otello efter Shakespeares skuespil og slog an i det fyldte teater. Instruktør Stig Fogh Andersen havde valgt at koble til den italienske teatertradition comedia dell’arte, hvilket virkede som et lidt overflødigt element, for historien er stærk nok i sig selv og svævede godt ud over det lille teaterrum.
Operaen starter på havnen, hvor en folkemængde anspændt betragter Otellos skib, mens hærføreren kæmper sig til kaj i oprørte vande. Vokalensemblet var placeret på svalegangen over publikum. Verdis opera fra 1887 er en magtfuld sag om jalousi, manipulation og drab, fuld af stærke musikalske øjeblikke. Efter den hæsblæsende start var Otello, sunget glimrende af den mørktonede Anders Kampmann, og Desdemona alene, og sangerne formidlede fint den kærlighed, som den rænkefulde Jago i løbet af operaen flår fra hinanden.
Herefter fulgte bl.a. en af de mindre kendte men ikke mindre smukke kvartetter, hvor Desdemona bønfalder Otello om at tage Cassio, dejligt sunget af Gustav Wenzel Most, til nåde, mens Jago samtidig intimiderer sin kone Emilia, der i Cecilia Lund Tomters skikkelse er Desdemonas kammerpige. Han fravrister Emilia det tørklæde, der skubber tragedien mod dets uafvendelige konklusion.
”Addio” var en eksplosion af vrede og frustration i en kombination af Otellos følelsesvirvar og Jagos manipulerende nålestik. Kammerensemblet manglede måske lidt volumen særligt i de højdramatiske steder som i Otellos og Jagos duet, men meget smukt i de mere stilfærdige passager.
Sin sande natur
Jagos kendte ”Credo” var stilsikker og overbevisende sunget af Morten Frank Larsen, mens han fjernede comedia dell’arte halskraven og afslørede sin sande natur og troen på det onde i sig selv, i Vorherre og i andre. Undervejs skiftede sangerne det lille scenerum med få enkle greb; lidt panter hist, lidt kasser pist. Sangerne brød den fjerde væg og debatterede bl.a. med Leif Greibe undervejs til publikums moro.
Desdemona er dramatisk lidende, håbefuld og blind for Otellos sydende mistanke, der er næret af Jagos splid. Et enkelt scenisk greb forvandlede rummet til Desdemonas soveværelse i den sitrende, dramatiske afslutning, hvor Camilla Illeborgs Desdemona først sang den kendte vise om piletræet og herefter bad en inderlig, sitrende bøn til Jomfru Maria, mens Otello vild af jalousi nærmede sig, afviste alle bønner om nåde og Desdemonas forsikring om sin uskyld og i en dramatisk afslutning kvalte hende og stak hende ihjel – inden han dræbte sig selv. Jago trådte dramatisk belyst ind på scenen, hvor de døde lå spredt, og stod tilbage, mens Verdis musik klingede ud.
Med Otello skabte Verdi med librettisten Boito en opera, der både er gribende og relevant så mange år efter sin skabelse, fordi den fokuserer på menneskelige grundfølelser i den gamle mesters sikre hånd. Otello var Verdis næstsidste opera, kun efterfulgt af Falstaff, også baseret på Shakespeare, men denne gang en komedie. Komedien i Otello blev i denne opsætning leveret af det meta-mæssige comedia dell’arte greb, mens tragedien hyldede tilhørerne i nattemørkets kåbe, mens sangerne kæmpede og udåndede på dramatisk vis til alles begejstring.
Med såvel Otello som Carmen før den har Helsingør Kammeropera ønsket at sætte fokus på kvindedrab, aktuelt dengang som nu.
Otello
Helsingør Kammeropera
Set den 8. marts 2026
Musik: Giuseppe Verdi
Libretto: Arrigo Boito
Iscenesættelse: Stig Fogh Andersen
Kapelmester: Leif Greibe
Scenografi: Catia Hauberg
Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen
Korsyngemester: Roland Haraldson
Instruktørassistent: Philip Briggs
Otello: Anders Kampmann
Jago: Morten Frank Larsen
Desdemona: Camilla Illeborg
Emilia: Cecilia Lund Tomter
Cassio: Gustav Wenzel Most
Lodovico/Montano: Joel Kyhle
Roderigo: Jonathan Keiding
Violin: Charlotte Rafn
Cello: Nina Reintoft
Klarinet: Simon Kovacs
Skt. Olai Vokalensemble.
