Hyona Kim, Samuel Dale Johnson og Karah Son. Foto: Miklos Szabo / DKT

Herfra til evigheden

Madama Butterfly på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Kim Reich

Den hollandske instruktør Floris Visser er ikke bange for at give La Bohème et gråt lag af symbolisme ved at lade hele handlingen udspille sig i nærmest sort/hvid belysning i en sidegade omgivet af grå beton (Glyndebourne 2022) eller at forvandle Vivaldis bibelske Juditha triumphans til et drama fra Den anden Verdenskrig (Den hollandske Nationalopera 2019).

Nu er hans iscenesættelse af Madama Butterfly, der efter en corona-udsættelse havde premiere på Oper Graz i 2022, nået til København, og den blev på Det Kongelige Teater modtaget af publikum med begjstring og suppleret med flere prominente udsagn bagefter bl.a. på Facebook om, at det er den bedste version af Puccinis elskede opera nogensinde.

Det er da også en både original og sine steder fremragende opsætning i Operaen vis-à-vis den gamle flådestation på Holmen, hvor en officer med Pinkertons habitus nok var blevet smidt på porten. Nu er det ikke USS Abraham Lincoln, der ligger ved den gamle mastekran, men Peder Skram. På den anden side af den nye operapark rejser den japanske arkitekt Kengo Kumas vandkulturhus sig på Papirøen, hvor Cobes særprægede boligbyggeri allerede suger opmærksomheden til sig og ikke nødvendigvis for det gode, mens såvel Kongeflaget som Dronningeflaget vajer over Amalienborg.

Efter sigende er Cio-Cio-San ud af en fyrsteslægt. Faktum er, at hun og hendes mor er blevet udstødt af det japanske high society efter faderen af kejseren har været tvunget til at begå selvmord. Nu ernærer de to sig som geishaer og en dag er der amerikansk flådebesøg i Nagasaki, hvor de bor. Vi træder ind i handlingen på et tidspunkt, hvor Japan for alvor er begyndte at åbne sig mod omverdenen. Den 17. februar 2024 var det præcis 120 år siden Madama Butterfly havde urpremiere på La Scala i Milano og selvom den mildt sagt ikke blev taget godt imod, så har Puccinis værk i dag status som en af de mest spillede og mest elskede operaer. Madama Butterfly er en samtidsopera, da den på papiret foregår lige omkring eller straks efter århundredeskiftet.

Et dumt svin

Det bekymrende er, at ikke meget har ændret sig i forhold til de mænd, som Puccini i såvel denne som i Toscam.fl. beskæftiger sig med. Det er hårrejsende, hvad kvinder blev (og fortsat bliver) udsat for. Madama Butterflyhar også gennem årene vist sig ikke at være et statisk værk, ligesom operaen har været forlæg for bl.a. en TV-serie og for den i denne sammenhæng lidt udskældte musical Miss Saigon. Det oprindelig værk står stærkest, hvor det er mest intimt og hjerteskærende.

Rammen er mødet mellem den japanske og den vestlige kultur, men der er også et traditionsdrama i librettoen, som det i vore dage kræver en vis nænsomhed at fortolke.

Fælles for de fleste versioner er vel, at Pinkerton – for at sige det lige ud – er lidt af et dumt svin, og så hjælper det ikke meget at han mod slutningen, i hvert fald her i København, synes at angre, hvad han har gjort. Historien er også i dag rig på typer som ham – endda med udsving til det værre – for man må lade ham, at han undervejs ikke lækker skjul på at den 15-årige geisha Cio-Cio-San nok er en gevinst for hans manddom, men ikke en han vil gå All In på. Et sted i første akt siger han uden blusel, at man jo kan elske på så mange måder, mens hun prøver at tilegne sig de vestlige skikke ved at ville kysse hans hånd. Hun bliver afvist og samtidig får vi at vide, at både Pinkertons nylejede, japanske hus og ’ægteskabet’ med pigen, som kun er 15 år, kan opsiges med en måneds varsel. Den sleske japanske giftefoged skærer det ud i pap, da han forkynder at amerikaneren af egen fri vilje vil indlade sig på ægteskabet, mens Cio-Cio-San har familiens samtykke.

I Det Kongelige Teaters nyopsætning foregår mødet mellem de to i 1920’erne, der var en urolig tid i og for det japanske kejserrige om end man i 1922 var gået med i en flådetraktat sammen med England og USA. Pinkerton kommer til Japan ombord på flådeskibet Abraham Lincoln. Forbilledet for Puccini og hans librettister kan have været dampskibet USS President Lincoln, der var en tysk damper søsat 1907. Skibet blev beslaglagt af USA i 1917 og sænket af en tysk ubåd i 1918. Det er tvivlsomt om det nogensinde kom til Japan og det første flådeskib med navnet USS Abraham Lincoln var en ubåd søsat i 1961. Det skal dog ikke skille os ad.

En japansk tragedie

Om forlægget har Thomas Teilmann Damm under overskriften ”En japansk tragedie” i Ascolta i 2020 beskrevet, hvordan Puccinis librettister Luigi Illica og Giuseppe Giacosa baserede teksten til Madama Butterflypå et teaterstykke med samme titel skrevet af den amerikanske instruktør og dramatiker David Belasco.

”Puccini havde overværet stykket i London i sommeren 1900, hvor han opholdt sig i forbindelse med den britiske premiere på Tosca. Selvom han ikke forstod meget af den engelsksprogede dialog, rørte handlingen ham dybt, og han havde, ifølge Belasco, kastet sig om halsen på ham og afkrævet ham et løfte om rettighederne til en operaversion.

Historien om den ulykkelige Cio-Cio-San var dog ikke Belascos egen opfindelse, men baseret på en yderst succesfuld novelle af advokaten John Luther Long, trykt i det amerikanske Century Magazine i 1898 og senere udgivet i bogform. Ifølge Long selv lå der en virkelig hændelse til grund for novellens handling, men han havde tydeligvis også hentet inspiration hos den franske forfatter Pierre Loti, hvis roman ”Madame Chrysanthème” (1887) var blevet oversat til adskillige sprog og havde fået stor indflydelse på Vestens interesse i japansk kultur og levevis.

Der er en række vigtige forskelle de tre versioner imellem: I novellen er kærlighedshistorien ikke ligefrem glødende, men opridses distanceret og filtreret gennem beskrivelserne af Pinkertons lunefulde-tankeløse behandling af Cio-Cio-San. Efter sin afrejse er han ikke længere en aktiv figur i handlingen. Hun lever nu som udstødt, for han har tvunget hende til at afskære båndene til familien og dermed til slægten og religionen.

Til slut gør hun forberedelser til at begå selvmord, men gennemfører det ikke, da hendes grædende barn holder hende tilbage. I novellens sidste scene opsøger Pinkertons amerikanske hustru Cio-Cio-Sans hus, men finder det øde og forladt.

I teaterstykket er novellens indledende beskrivelse af Pinkertons og Cio-Cio-Sans forhold skåret bort, og den første scene begynder direkte med hendes venten på hans tilbagekomst. Karakteren af deres kærlighedshistorie og Pinkertons person lærer vi udelukkende at kende gennem replikker og tilbageblik, og hele stykket udspiller sig i løbet af et enkelt døgn.

Belascos vigtigste ændring i forhold til Long – en ændring, Puccini overtager – drejer sig om selvmordet: Cio-Cio-San gennemfører nu sin ulykkelige handling og udånder netop ved hans tilbagevenden, både her og i operaen med maksimal teatralsk effekt”.

Et ekstra lag

Det er vigtigt at kende baggrunden for Puccinis opera, fordi Floris Visser i sin opsætning har lagt et ekstra lag på fortællingen. Pinkerton og Cio-Cio San får et barn sammen, men ingen har (mig bekendt) interesseret sig synderligt for dette barns skæbne bortset fra, at der i  operaen er nogle ganske rørende scener. Det er, hvor hun i tre år har ventet på at den amerikanske flådeofficer skal komme tilbage og vi ser, hvor nært dette barn er til hende – som om drengen er sublimeringen af den lykke, der engang var, og den længsel hun lever nu for at komme til at leve et liv sammen med barnets far i det nye, moderne USA. Vissers greb er at lade os se forløbet gennem den nu voksne søns øjne. Den ydre ramme er Tokyos Nationalmuseum, hvor en række genstande fra ’det gamle’ Japan er udstillet inklusive ting og klæder, der har tilhørt hans mor.

”Gennem hans øjne oplever vi den velkendte historie, men i et nyt lys”, skriver operachef Elisabeth Linton i programmet. ”Gennem barnet, nu som voksen, ser vi hans forældres første møde, forelskelsen, hvordan hans japanske mor vælger sin amerikanske mands kultur til og dermed bliver udstødt af sin egen. Sammen med barnet er vi vidner til tankeløsheden, egoismen, sorgen og desperationen, og til sidst moderens valg, som er en ultimativ konskvens af faderens fatale svigt”, skriver hun.

Dermed er scenen sat for et metadrama, hvor den voksne søn nærmest hele tiden er på. Han kredser konstant om, hvad vi andre ser og hører på det store podie i midten, der både er huset hvor Cio-Cio-San bor med tjenestepigen Suzuki og hvor den øvrige, kendte handling udspiller sig. Flere gange i forløbet henvender faderen sig i en enkelt sætning fra librettoen direkte til sønnen. Det giver mening desuagtet at det ikke er tænkt ind i teksten. På den måde oplever vi alt det vi kender fra Madama Butterfly, men nu er det omkranset af tiden efter. Gribende er det mod slutningen, hvor den voksne søn møder sig selv som tre-årig. Det forekommer subtilt, men det fungerer.

Sønnens evindelige kredsen omkring det oprindelige drama er alligevel min største anke mod dette greb. Ikke bare er det til tider irriterende, at han er her, der og alle vegne, ind imellem med teatralske fagter, men det svækker også vores grundoplevelse af Cio-Cio-Sans håb og senere sorg. I en af hendes store arier står han nærmest ved siden af hende, mens han prøver at forstå, hvad hun går igennem. Det fjerner den altafgørende initimitet i Puccinis værk og lægger de mange følelser i spillet ud nærmest som et tag-selv bord.

Tragikomisk, hvad dette øjeblik ikke skal være, ankommer Cio-Cio-Sans onkel uden ivitation til hendes bryllup for at fordømme, at hun har vendt sit land, sin religion og ikke mindst ham selv ryggen. Bonze skal være en type à la den frygtindgydende japanske skuespiller Toshiro Mifune (De syv Samuraier), hvis nogen kan huske ham. Nu ender det bare i ren slapstick og det er komplet uforståeligt, at bryllupsgæsterne alene af den grund må forlade de nygifte, der herefter giver sig hen til hinanden – med Pinkerton som den ømme og dog dominerende kraft.

Og da første akt slutter med fuldbyrdelsen, sænker en kæmpe sommerfugl sig ned over scenen, hvor hun ligger tilbage. En bundramme sænkes fra loftet og vi ser en forstørret montre på museet, hvor der forneden på både japansk og engelsk står – ja, rigtigt gættet: En sommerfugl. Det er ren kitsch, men også et slutbillede som jeg alligevel må overgive mig til, selvom det på ingen måde er så gribende, som det nok er tænkt.

Der er talrige sceniske kneb, der fungerer godt – blandt andet da sønnen står på museet med det store bryllupsfoto, som vi samtidig ser blive taget af en kanonfotograf bagved. Eller da Cio-Cio-San bliver skærmet mod en meget lokal regnbyge af fire mænd med store, sorte paraplyer. En fin detalje er scenearbejderne, der er klædt som japanske kustoder med hvide handsker og det hele.

Et samtidsværk

Visser har formået at få et samtidsværk ud af forlægget, fordi temaet (desværre) er tidløst, men ikke mindst fordi vi nu for første gang oplever hans og Cio-Cio-Sans søn som en traumatiseret ung mand, der gerne vil vide, hvad der egentlig skete. Dét forstår et ’moderne’ publikum, der nok har set et afsnit eller to af TV-serien ”Sporløs”. Så Pinkerton er en tragisk operettefigur, hvilket bl.a. bliver understreget ved, at vi på museet ser en sømand gå rundt med sin japanske kæreste. Det er altså ikke alle, der er som ham, og vi begynder at forstå, hvorfor det er hans nye amerikanske kone Kate, der ikke bare i moden udgave følges med sin søn rundt på museeet, men som også er hende der tro mod forlægget beder Cio-Cio-San aflevere sit barn. Derimod synes den trofaste Sharpless at være ramt ganske så eftertrykkeligt på to fronter af såvel empati for den forsmåede og en slags embedets pligt over for sin foresatte. Det er en smuk rolle, men i sin egen optik ligeså jammerlig som Pinkertons, hvorom der dog intet godt er at sige.

Madama Butterfly var på premiereaftenen ramt af, at Evan LeRoy Johnson i rollen som Pinkerton havde problemer med stemmen, men han gennemførte og sluttede med bravour i tredje akt. Den sydkoreanske sopran Karah Son var lille af statur over for ham og illuderede dermed også fysisk en pige på 15 år, hvilket i den grad tydeliggjorde en skæbne vi også kun kender alt for godt fra vores egen tid. Pludselig stod det lysende klart, at hun kun er 18 år, da hun begår selvmord. Fremhæves skal også Samuel Dale Johnson i rollen som Sharpless, Fredrik Bjellsäter som en servil Goro (ægteskabsmægleren) og ikke mindst Hyona Kim i rollen som Suzuki. Tilbage står, at Karah Son synger rollen med stor autoritet og bristet pigehjerte. Som 1920’er pige i lang sort kjole og med en smøg i munden og kort, sort pagehår er hun ganske enkelt sublimeringen af Cio-Cio-San, der alt for tidligt bliver voksen. Samtidig går det alt for sent op for Pinkerton, hvad han har afstedkommet og trods en meget følsom Evan LeRoy Johnson mod slutningen er det svært for ikke at sige umuligt at føle bare den mindste sympati for ham. Heri ligger stor skuespilkunst! Cecilia Lund Tomter formidler sagligt Kates entré.

Hvis den voksne søn var en anelse mere afdæmpet i sin sorg og knap så teatralsk i sit behov for at få mere at vide, ville jeg nok overgive mig fuldkommen til dette Setup. Det er forståeligt, at den voksne søn ser sig sur på sin far. Det traume, han render rundt med, er jo skabt af faderen og det er godt set, at vi får den vinkel med. Alt for mange børn er blevet ladt i stikken på den konto.

Helt forfærdeligt bliver det, da han er tilstede ved moderens selvmord. Det kan en tre-årig godt fornemme, selvom Cio-Cio-San har givet ham bind for øjnene og således lander denne opsætning, hvor den skal og lidt til.

Madama Butterfly

Operaen på Holmen

Set ved premieren den 25. februar 2024

Musik: Giacomo Puccini

Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa.

Dirigent: Paolo Carignani

Iscenesættelse: Floris Visser

Genopsætningsinstruktør: Lars Marcel Braun

Scenografi: Gideon Davey

Kostumedesign: Jon Morrell

Koreografi: Pim Veulings

Lysdesign: Malcolm Rippeth

Videodesign: Philipp Fleischer

Korsyngemester: Steven Moore

Danske overtekster: Kamilla Pontoppidan Haderup

Engelsk oversættelse: Nigel Warrington

Medvirkende:

Cio-Cio-San: Karah Son

Suzuki: Hyona Kim

Pinkerton: Evan LeRoy Johnson

Sharpless: Samuel Dale Johnson

Goro: Fredrik Bjellsäter

Kate: Cecilia Lund Tomter

Onkel Bonze: Morten Staugaard

Fyrst Yamadori: Carl Rahmqvist

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel

 Madama Butterfly er en co-produktion mellem Oper Graz og DKT.