Med sindrig lystighed

Bent Lorentzen: Den Stundesløse. Operaen i Midten og Det jyske musikkonservatorium.

Iscenesættelse: Pernille Elimar
Dirigent: Flemming Vistisen
Koreografi: Pernille Gade
Kostumer og scenografi: Zofia Zelazny
Lys: Michael Fog Andersen.
Lyddesign: Mathias August Andersen og Mia Ghabarou.
Sangere: Jesper Buhl (Vielgeschrey), Cathrine Breinholt Højlund/Laura Ernø-Møller (Pernille), Clara Gunge/Lise Robenhagen Hjørne (Leonora), Troels Geil Thalling/Alexander Fjord Nielsen (Leander), Mikkel Baungaard Thomsen/Josef Gottlander (Oldfux), Laura Helene Hansen/Kirsten Voss (Magdelone), Daniel Kjær Holmberg (Peder Erichsen).
Musikere: Sonja Honkemaa (keyboard), Malthe Volfing Højager (cello), Aurora Remme (obo), Marius Paschke (slagtøj).

Det jyske musikkonservatorium har i næsten 60 år haft tradition for at lade de sangstuderende arbejde med mindst en årlig operaproduktion. Det var komponisten Bent Lorentzen – dengang nyansat lærer på konservatoriet – der sammen med blandt andre sangpædagogen Peer Birch oprettede ”Aarhus Operagruppe” i 1963 og dermed lagde grunden til dette vigtige element i en sangers uddannelse.
Årets forestilling er samme Bent Lorentzens første Holberg-opera (af to), Den Stundesløse fra 1995. Konservatoriet opfører operaen i samarbejde med Operaen i Midten, som bl.a. leverer dirigenten, Flemming Vistisen, og instruktøren, Pernille Elimar. Eneste professionelle sanger på scenen er Jesper Buhl, der overbevisende gestalter den stundesløse, dvs. den stressede Vielgeschrey, som absolut intet udretter, men bruger al sin tid og energi på at have travlt (’viel Geschrei und wenig Wolle’).
Buhl er omgivet af ikke mindre end to hold af unge sangere, som på skift (hver anden forestilling) tager sig af de øvrige roller: den kloge og erfarne tjenestepige Pernille, den giftesyge husholderske Magdelone, den yndige datter Leonora og hendes hjertes udkårne Leander samt dennes tjener Oldfux og den kedelige bogholder Peder Erichsen. Et par stumme roller er blevet sparet væk, og der er også skåret en del numre, så forestillingen i denne version varer 70 minutter uden pause – 20 minutter mindre end førsteudgaven. Jeg savnede Vielgeschreys ”Jeremiade” og synes måske, at den oprindelige 3. akt blev lidt for kort.
Orkestret består af fire dygtige konservatoriestuderende og Lorentzens oprindelige samplede lydmix (byens lyde, Vielgeschreys dårlige mave osv.) er erstattet af et nyt, meget opfindsomt og velfungerende. I førsteudgaven var Holbergs ’skriverkarle’ erstattet af et forunderligt, mekanisk sekretærmøbel; i denne udgave mimer fem af sangerne en stor, gammeldags, Storm P-agtig computer, som Vielgeschrey elsker at fodre med trivielle småopgaver.

Inspiration fra hjerneforskning
Instruktøren Pernille Elimars grundidé er inspireret af moderne hjerneforskning: alt hvad der foregår, føles og tænkes i komedien kan forstås som processer i en hjerne, der er løbet mere eller mindre løbsk. Det fungerer udmærket i den minimalistiske scenografi, som stort set er et bart rum med mange døre, hvilket også giver plads til de fine kostumer og farveprojektioner. Spillet mellem synapserne eller – med et andet ord – intrigen foregår livligt og med masser af sjove indfald i de enkelte numre. For en ”nummeropera” er det – helt bevidst fra komponistens side. Holberg brød sig bestemt ikke om opera, men måske kunne han have accepteret denne, for – som instruktøren skriver i programhæftet – er både tekst og musik ”charmerende, ironisk kommenterende, absurd, smuk, skør, insisterende og uhøjtidelig”.
Lorentzen har gjort meget ud af at karakterisere de enkelte personer og situationer musikalsk, og de unge sangere (i hvert fald det hold, jeg oplevede) var alle meget fint castet og havde tilegnet sig den særlige Lorentzen’ske vokalstil, hvor der ofte er glidende overgange mellem tale, tale-sang og egentlig sang. Der blev leveret både sang og skuespil på professionelt niveau, og det klædte forestillingen med de mange unge og friske sangere omkring Jesper Buhls elskelige tumling af et stressvrag, som fuldstændig har glemt, hvad der er vigtigt i livet. Vielgeschrey står fortabt tilbage, efter at Pernilles plan er lykkedes. Holbergs tekst har stadig bid og bud til moderne mennesker, og den bliver nutidig og nærværende med Lorentzens musik, der er gjort ”med sindrig lystighed”.

Anmeldt af Lars Ole Bonde den 1/2 2020.