På god afstand af Engelsborg

Anmeldt af Sanne Caft

 ******

Puccini komponerede Tosca i 1900 og lod handlingen udspille sig hundrede år tidligere under Napoleonskrigene. Dette har en direkte afsmitning i anden akt, hvor maleren og oprøreren Cavaradossi, der – trods underlagt brutal tortur – kan triumfere over et nederlag til Napoleons general, hvilket kun øger politichefen (og dermed systemets mand) Scarpias vrede.

Operaen er en af de hyppigst opførte. Musikken er både brutal og lyrisk, handlingen effektivt fremadskridende med tre klart tegnede hovedpersoner og et kærlighedsdrama med vold, død, afmagt og hævn. Med andre ord et effektivt destillat af en højdramatisk opera.

Opera Hedeland spiller under åben himmel et stykke uden for København – et amfiteater med lysegrønne klapstole og toiletvogne. Effektivt afviklet af de mange hjælpere og efter lyden af de omkringsiddende et meget tilfreds publikum.

Udendørs opera synges naturligvis forstærket. God lyd fra orkestret og klokkerne, der er så vigtige, klingede fuldtonet over tilskuerne. Lidt langsomt musikalsk tempo.

Sort, hvidt og rødt

Scenen var en sort trappekonstruktion i kors. Et farvestrålende, naivistisk banner med en fortolkning af maleriet af den smukke blåøjede kvinde, som Cavaradossi maler og mørkøjede Tosca bliver jaloux på, lå henslængt på scenen ved åbningen af operaen. Godt valg til et åbent rum i bakkerne i Hedeland.

Operaen starter med Angelotti på flugt fra Scarpia. Et velsunget godt portræt af Cavaradossis våbenbroder, der trods et relativt lille parti spiller en afgørende rolle for dramaet. Sakristanen, der var udstyret med pukkelryg og kasket, er også med til at sætte dramaet i gang.

Cavaradossi ankom med blå futter og malerplettet tøj. Han havde en lidt tøvende start med arien ”Recondita ammonia”, hvor han sang om den kærlighed til Tosca, der er hans hovedtråd gennem operaen flettet sammen med hans politiske kamp. Så faldt stemmen på plads. Senere sang han inderligt og lyrisk, som Cavaradossi synger til Tosca efter at han er tortureret og dømt til døden.

Tosca blev kørt til scenen og bragede ind i dramaet iført farvestrålende grønne bukser, rød jakke og blå paillethue. En veritabel powerwoman, der langt fra gik i ét med naturen. Sunget med stærk vokal med fuldfed dybde og lysende klar højde. Hun var viljestærk og handlekraftig.

Alterdrengene var skiftet ud med politikadetter i stramt sort/hvid. Det gav lidt knas med librettoen sine steder, men det høres mindre, når musikken spiller.

Kostumerne var nutidige. Farvestrålende med rød som gennemgående. Tosca var i rød og blå i anden akt, hvor magtspillet med Scarpia kører på de højeste nagler. Måske et nik til Jomfru Marias farver? Scarpia i klassisk skurkesort. Da Tosca ikke nøjedes med at stikke kniven i Scarpia en enkelt gang, men hakkede til igen og igen, var hun nu i rødt og sort.

Voldsomt trekantsdrama

Operaen Tosca er på en og samme tid en voldsom kraftudladning og et nuanceret kammerspil. Sangerinden Tosca er ildfuld og elsker og hader heftigt. Hendes musik i første akt svinger mellem voldsom insisteren på at få og give kærlighed til Cavaradossi, hvor der er smæld på vokalt og orkestralt. Og dyb inderlighed og usikkerhed, da hun returnerer til kirken og beder til Jomfru Maria, inden Scarpias silkebløde nålestik kaster hende ud i tvivl og jalousi.

Politichefen Scarpia er et dumt svin. Magtliderlig, brutal, sadistisk. Tunge takter annoncer hans entré i kirken, og han manipulerer olieglat og slår brutalt til, når han føler for det. Fremstillingen var sikker og velsunget. Men han kan også indeholde de svageste antydninger af menneskelighed, hvilket er med til at gøre karakteren interessant. Kommer han til at føle for Tosca, eller er hun alene den erobring, han synger om i slutningen af første og starten af anden akt, hvor hans musik både er indadvendt reflekterende og højlydt proklamerende. Solidt understøttet af kirkeklokker og kor.

Det er svært at formidle nuancer til flere tusind tilskuere under åben himmel, så her blev de store linjer trukket op. Scarpia var meget fysisk. Han flår tøjet af Tosca, mens han begærer hende og dømmer Cavaradossi til tortur og død. Væk med blå bluse og voluminøs højrød flæsenederdel, så hun måtte synge ”Vissi d’arte” halvt afklædt. Den sad i skabet.

Mens aftenskumringen faldt på, og svanerne majestætisk gled forbi på søen bag scenen, tilspidsedes dramaet. Scarpias rænkespil dræber Cavaradossi, selv om Tosca tror, at han skal skydes med løst krudt, og at de derefter kan forsvinde ud af Rom til et liv i frihed og kærlighed.

Omstridt slutning

Toscas hulkende forsøg på at vække sin elskede rungede over bakkerne, inden hun forbandede Scarpia for hans ugerninger og – ifølge librettoen – som et sidste dramatisk højdepunkt skal kaste sig fra fængselstårnets top. En notorisk svær slutning rent scenisk, der gennem årene er løst på utallige mere eller mindre vellykkede måder. Her grundlæggende anderledes, hvilket ikke står i forlægget. Tosca skyder diverse af Scarpias håndlangere og kører væk i den bil, der har fragtet hende til og fra undervejs. Væk var den klassiske slutning, og i stedet sås en kvinde, der følger sine egne veje. Det er et anderledes greb på den klassiske historie, og skal nok dele vandene.

Tosca i Hedeland var en veludviklet forestilling med en Tosca, der havde mere ”go fuck yourself” ageren end der står i librettoen, og på den måde skabte et kvindeportræt, der er et nutidigt statement. Generelt musikalsk sikker i en skrabet scenografi med fokus på visuelt voldsomme kostumer.

 

Tosca

Opera Hedeland

Set den 14. august 2026

 

Musik: Giacomo Puccini

Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa 

Iscenesættelse: Rodula Gaitanou

Kapelmester: Carlo Goldstein

Scenograf og lysdesigner: Simon Corder

Kostumedesigner: Gøje Rostrup

Kormester: Filipe Carvalheiro

Librettooversættelse: Kamilla Pontoppidan Haderup

 

Tosca: Yana Kleyn

Cavaradossi: Peter Lodahl

Scarpia: Daniel Miroslaw

Angelotti: Jonah Spungin

Spoletta: Conny Thimander

Sciarrone/Sagrestano: Gustav Johansson

 

Opera Hedeland Festivalorkester

Opera Hedeland Festivalkor