Rhindøtrene. Foto: Rumle Skafte / COF

Wagnermix

 

Anmeldt af Sanne Caft

 

******

I et tætpakket, varmt og stort åbent rum i København, hvor AFUK holder til, har et omfattende kunstnerisk hold skabt en nyfortolkning af Richard Wagners Nibelungens Ring, der er komponeret og skrevet for 150 år siden.

Rhindøtrene lagde ud i guld og glimmer, teksten blev projiceret på forskellige flader på engelsk, og der blev sunget med forstærkning. De tre kvinder sang den indsmigrende sang og bevægede sig fra guldscenen til midt i rummet, mens de dansede i moderne koreografi til diskolys.

Den fjerde væg var brudt, og gennem forestillingens tre timer bevægede sangere og publikum sig rundt i en åben ramme, hvor alle var inviteret til at gå på opdagelse i mammutværkets kroge. Musikken var en kombination af indspillet lyd, et band med trommer, guitar og keyboard samt klaver, som skiftede efterhånden som forestillingen skiftede.

Publikum var en blanding af klassisk operapublikum, der tydeligt kendte Wagners værk og yngre, der på samme vis som forestillingen var et mix af alder og fokus. Nogle pausede ved busten af Wagner på det hvide flygel og andre stillede sig i kø til pølsevognen udenfor, hvor Mime huserede og således også blev inddraget i scenerummet. Sangerholdet var solidt og virkede komfortabelt i den anderledes ramme.

Erda ankom i sorte fjer, sorte briller, tilbagestrøget hår og punkattitude. Formen skiftede mellem engelsk dialog, hvor musikken samtidig spillede Ringens ledemotiv på den elektroniske guitar, hvilket fungerede godt og overraskende. Erdas varsel til Wotan var intenst og med den tyngde, som dette stykke kalder musikalsk på hos Wagner.

Totalteater

Den utraditionelle brug af rummet inde som ude bragte sangerne tæt på, hvilket øgede intensiteten men også gjorde at udsynet til sangerne blev obstrueret. I løbet af forestillingen blev publikum på skærme løbende opfordret til at bevæge sig mellem Valhalla (indenfor) og Nibelheim (udenfor). Tanken var, at man selv kunne stykke værket sammen, men det fungerede kun delvist. Historien er fortløbende, så man kunne uforvarende ende med at se noget to gange og gå glip af andet. Men der var en bølgende, organisk bevægelse blandt tilskuerne, så mange defilerede rundt, som forestillingen lagde op til.

Brünnhilde lagde – akkompagneret af klaver – ud med det velkendte ”hojotoho” iført sort trikot, sølvfarvede, vingede plateaustøvler, korngul paryk og vinget pandebånd. Et eksempel på det mix, der var kendetegnende for forestillingen.

Wotan sang – stående på et hvidt piano – ”wollende das evige werk”, der kan betegnes som et højdepunkt i Wagners mastodontiske værk, hvis man tør tale om sådanne. Øjeblikket efter blev der klippet og så spring til engelsk tekst, tilbage til tysk sang, videre til dansk tale. Så engagerede sangerne publikum, rejste dem op, satte sorte ringe på fingre under elektronisk nykomponeret musik og til venligt insisterende opfordringer fra sangerholdet, der gjorde det godt i den komplekse konstruktion. Nogle vil sikkert savne store dele af Wagners musik, andre være glade for de mange fravalg.

Pølser og rænker

Udenfor var altså Nibelheim med pølsevogn, akrobater og jonglører samt Mime med klovnemaske og stor gennemslagskraft. Et til tider lidt desorienteret publikum fik fællessang, der genfortalte historien om Siegfrieds opvækst, inden vi sprang videre i handlingen.

Wagners værk er et voluminøst operaværk på cirka 16 timer, der her var forkortet ned til tre. Det har gennem tiden været genstand for utallige fortolkninger. Fra skind og vingede hjelme til aftenens hybrid mellem Wagners epos om guder, svigt, hævn og guldets fordærvende magt. Når man læste programmet, var der lagt uendelige tanker i at trække essensen frem – familierelationer, magiske elementer, myter, menneskelighed og -kvaler – og flette det sammen på en ny måde. De tanker forsvandt lidt i en forestilling, der havde mange gode elementer, men også en form der strittede lidt imod.

Det herostratisk berømte valkyrieridt var et charmerende børnekor med små valkyrier i guldgymnastikdragter og vingede hårbånd, der nynnede og agerede fint. Da Brünnhilde bliver spærret inde på bjerget, kom aftenens flotteste sceniske greb, hvor lysstråler dannede en cirkel med børnekoret rundt om og cirklende valkyrier med strålende lysstofrør og fuld skrue på vokal og band, hvor det hele forløste Wagners dramatiske musik på fin vis. Så bandt Wotan sin yndlingsdatter i magisk søvn, mens de små valkyrier frit kunne passere de lysende tremmer, som holdt Brünnhilde indespærret. Effektivt.

Lykkedes det? Måske ikke ubetinget. Springene mellem tysk, engelsk og dansk, gammel musik og ny var lettere forvirrende, og fokus landede meget på det formmæssige, mens dramaet måske sank lidt til bunds i Rhinens våde dyb.

Men det er prisværdigt at insistere på at tage livtag med værket og kaste det ud i mødet med pailletter, trommer, cut-up teknik á la ’fusions-køkken’. Og at dømme ud fra publikum til den udsolgte forestilling, var der dukket et nyt og yngre publikumssegment op. Måske trukket af sangeren Bisse, der gestaltede Siegfried med mullet, afblegede øjenbryn, talesang og en figur meget langt fra den klassiske, modvillige helt, der modnes gennem Ringen, smeder sværdet og finder sin vej gennem verden.

Copenhagen Opera Festival bringer opera ud til både et eksisterende og nyt publikum gennem nyfortolkninger, nye venues, nye samarbejder. Med The Ring forever hot har de skabt en forestilling, der er et markant bud på en af operalitteraturens største værker.

The Ring forever hot

AFUK København

Oplevet den 19. august 2026

 

Koncept: Anna Sofie Keller Brandsborg, Marlene Schleicher og Kirstine Fogh Vindelev

Instruktør: Anna Sofie Keller Brandsborg

Dramaturg: Marlene Schleicher

Komponist og lyddesign: Kirstine Fogh Vindelev

Scenografi og kostumedesign: Olivia von Lüttichau, Camilla Lønbirk

Lysdesign: Frederik Hougs

Tonemester og lyddesign: Tommy Kamp Vestergaard

Lydteknik: Søren Moore

Dirigent ved indspilning og konsulent: Robert Houssart

Dirigent: Leon Reimer

Orkester/indspilning: Malmö Operaorkester

Brünnhilde: Laura Helene Hansen

Wotan: Martin Hatlo

Siegfried: Thorbjørn Radichs Bredkjær

Mime: Alex Friis Nielsen

Fricka/Erda: Sophie Haagen

Rhindøtre/valkyrier: Laura Mayer, Hanna Leonora Hollesen, Katrine Deleuran

 

Co-produktion med Malmö Opera.