Festlige fjollerier

Susanna og Schicchi på Helsingør Kammeropera

Anmeldt af Sanne Caft

 ******

Er komiske operaer egentlig sjove – sådan for alvor?

Kammeroperaen i Helsingør havde til deres 10-års jubilæumsforestilling valgt to enaktere – den relativt sjældent opførte Il segreto di Susanna fra 1909 af tysk-italienske Wolf-Ferrari og den hyppigere opførte Gianni Schicchi fra 1918 af Puccini – hans sidste opera.

Sangerne formidlede med overskud de to operaers fjollede handling, og det lille orkester gjorde god fyldest i Helsingør Teaters fine rum, der i dagens anledning var krænget rundt, så sangerne optrådte i midten og på balkonerne. Det fungerede upåklageligt og trak de små trakasserier og tumultariske ensembler helt tæt på publikum. Et godt greb af det kunstneriske hold, for dybden af de to operaer er at ligne med en vandpyt og kunne derfor let være blevet kedsommeligt afkoblet, hvis de havde udspillet sig på den lille scene for enden af rummet.

Omdrejningspunktet i ”Susannas hemmelighed” er kendt af publikum men skjult fra hendes nyslåede ægtemand i skikkelse af Teit Kanstrup, der frustreret tror, at hustruen skjuler en elsker. Det gør hun ikke. Hun skjuler – at hun ryger! Røgen bulmede, mens musikken skiftede fra ouverturens Rossini-lignende, perlende sprudlerier til næsten Strauss-agtige klange. Musikalsk hoppende, mens ægtemanden søger årsagen til røgen og lider samt raser på skift.

Cassandra Lemoine (Susanna) startede længselsfuldt langsomt og spankulerede sensuelt rundt inden temperamentet slog ud. Senere slangede hun sig i vindueskarmen og pulsede, mens den stumme og hårdtarbejdende tjener i Morten Staugaards skikkelse pustede ud og tog sig en tiltrængt snus. Så returnerede den mistroiske ægtemand til den lille stue, der bestod af en håndfuld stole, en sofa i gyldent damask og et lille kaffebord, hvis hvide blondedug snildt kunne skjule de famøse cigaretter.

Fine musikalske raseriudbrud inklusive at vælte inventaret bragte mindelser om Musetta og Marcello i La Bohème, der kaster skældsord efter hinanden. Et lille tableau var forestillingens bedste: Hun slænger sig på et gyldent tyrehoved og lyset dæmpes, så røgen fra cigaretten trak alt fokus, mens den snoede sig fra mund og hånd. Så fandt alt sin forløsning, og ægtemanden tog sig et dybt drag af den nymodens cigaret. Afslutningens duet ekkoede ouverturens hoppende lykkelige tone.

Operaerne blev sunget på italiensk, og publikum fik god hjælp af introernes handlingsreferat fra Leif Greibe. Eneste ønske kunne være, at der også blev knyttet et par ord til det musikalske.

Enaktere er en svær størrelse, for de skal formidle handling, følelser og udvikling på – i dette tilfælde – 45 minutter. Måske mest sammenlignelig med Menottis Telefonen, der også udspiller sig omkring en genstand, der sætter konventionerne under pres. Hurtigt afviklet, hurtigt ude af systemet.

Pengegriske arvinger

Instruktør Katrine Wiedemans evner udi detaljeret personinstruktion kom heldigvis til udtryk i Puccinis opera Gianni Schicchi, der var på efter pausen. Et stort sangerhold, der var instrueret med sikker sans for, at alle i et myldrende ensemble skal have noget at foretage sig. Scenerummet i midten var ikke stort, men på den begrænsede plads formåede sangerne at gestalte flokken af pengegriske arvinger med swung og overbevisning. Vel er det teatralsk. Vel kaster de sig rundt i lokalet på klassisk slapstick-maner, der bragte mindelser om Marx Brothers eller gamle farcer. Hans Lawaetz lynhurtige kostumeskift fra afdød til lægen, der skal tjekke selv samme afdøde var imponerende. De mange slægtninge flyttede sig synkront omkring sengen for at skjule det afsjælede legeme, mens lægen forgæves forsøgte at tilse sin patient i den tro, at han stadig var levende, men han var altså død og alle forbrødrede sig i forsøget på at få den tilkaldte Gianni Schicchi til at udfærdige et nyt testamente, så fordelingen af møllerne, muldyret og huset kunne lande hos dem frem for hos de munke, som var det oprindelige testamentes modtagere. Imidlertid snører Schicchi dem alle og tildeler alt til sig selv, så de unge elskende kan få hinanden og formuen – overbevist af datterens (sentimentale) bøn ”O mio babbino caro”, der sad sikkert og er den mest kendte del af operaen og ofte bruges i koncertregi.

Handlingen er sjovere i denne. Oplæsningen af testamentet, der bliver fundet efter en hektisk jagt, var musikalsk og scenisk et pletskud. De grædende slægtninge gav mindelser om de hulkende gæster i Rossinis Rejsen til Reims, hvis letbenede situationshandling kunne minde om Gianni Schicchi. I sorte solbriller, læderjakke og t-shirt med metalbandprint gav Morten Frank Larsen den hele armen sammen med resten af ensemblet. Det hele løftede sig til en sjov lille enakter, der fint var med til at fejre Kammeroperaens utrættelige arbejde for at bringe operaer af alle slags ud til et trofast publikum.

Tyngdemæssigt var Il segreto di Susanna til tre stjerner, mens Gianni Schicchi var til fem, så den samlede bedømmelse lander på fire.

Il segreto di Susanna

Gianni Schicchi

Helsingør Kammeropera

Set den 8. november 2026

Il segreto di Susanna 

Komponist: Ermanno Wolf-Ferrari

Libretto: Enrico Golisciani

 

Gianni Schicchi

 Komponist: Giacomo Puccini

Librettist: Giovacchino Forzano

Iscenesættelse og scenografi: Katrine Wiedemann

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen:

Kapelmester: Leif Greibe

Gianni Schicchi: Morten Frank Larsen

Rinuccio: Jacob Skov Andersen

Grevinde Susanna/Lauretta: Cassandra Lemoine

Grev Gil/Marco: Teit Kanstrup

Sante/Simone: Morten Staugaard

Zita: Cecilia Lund Tomter

Gherado: Mogens Gert Hansen

Nella: Camilla Illeborg

Betto di Signa: Morten Lassenius Kramp

La Ciesca: Julie Husballe Hansen

Maestro Spinnelloccio/Amantio di Nicolao: Hans Lawaetz

Gherardino: Otto Sands/Domkirkens drengekor