Marigona Qerkezi og Jens Søndergaard i Macbeth på DKT. Foto: Miklos Szabo / DKT
En studie i ondskab
Macbeth på Det Kongelige Teater
Anmeldt af Lars Ole Bonde
******
Verdi kæmpede længe og indædt med sin første Shakespeare-opera. Macbeth var og blev et smertensbarn for ham. Operaen rummer genrefornyende og geniale scener, men tynges også af traditionelt gods, som ikke rigtig passer til den grumme skotske tragedie – især i de fleste af korscenerne.
I denne udgave på DKT, der er en genopsætning fra sæsonen 2012 – 2013 og opført igen i 2016 – 2017, mærker man det egentlig først henimod slutningen. Specielt 1. og 2. akt fungerer fremragende i den stramme og gennemtænkte fortolkning, som skyldes Benedict Andrews og her genskabt af Line Kromann. Ashley Martin-Davis’ scenebillede er eksplicit inspireret af Shakespeares teater The Globe – altså for det meste et stort tomt rum, med tre vægge, der kan flyttes frem og tilbage og med mange døre, som kan åbnes og lukkes – en minimal, nødvendig scenografi og moderne kostumer.
I 1. og 2.akt fungerer dette som sagt udmærket som heksenes hjem og Macbeths borg Dunsinan. I 3. akt kommer der imidlerrid en ekstra teater-kukkassescene til: en natklubscene komplet med røvballeforhæng og polestang inkl. -dans. I 4. akt ser vi en trøstesløs flygtningelejr, før vi er tilbage i slottet – med en stor, åben og bagbelyst scene til det afsluttende opgør med tyrannen.
Ondskaben har ingen alder – hverken tidsalder eller menneskealder. Det første understreges af opdateringen: magtsyge, begær og despoti er grundlæggende det samme i dag, som det var både i den skotske middelalder på Shakespeares og på Verdis tid. Det andet synliggøres bl.a. af, at der er en del børn med i forestillingen – både de konkrete børn, som handlingen foreskriver, bl.a. to drenge som ’åndesyn’, og små piger, der måske er kommende hekse, måske et symbol på den samvittighed, som svigter så fatalt hos både Macbeth og hans lady?
Hvad driver ondskaben?
Forestillingen stiller selvfølgelig spørgsmålet: Hvad er det, der driver ondskaben? Eller formuleret på en anden måde: Hvem eller hvad er en heks? Et af instruktørens spændende greb er nemlig at lade heksene og ladyen være forbundne, nærmest spejlbilleder af hinanden. Ladyen har et seksuelt forførende greb om sin mand; det ser man allerede under den fint musikalsk koreograferede ouverture. De mange hekse (her endnu flere end de tre gange seks sangere, som Verdi krævede) er mindre hæslige troldhekse end sensuelt-seksuelle væsener, der truer mændene med fordærv. I 3. akts heksescene, foran natklub-teatret, er der alle slags kvinder – fra rengøringsassistenter over showdansere til luksusludere. Den berømte ”åndemagerscene” foregår på denne natklubscene, men har intet seksuelt islæt. Vi ser med Macbeth, hvordan tre ånder, heraf to børn, fremsætter de dystre og gådefulde spådomme om hans videre skæbne.
Det symbiotiske forhold mellem Macbeth og ladyen holder frem til den fatale fest, lige efter at de har ladet Banquo dø for snigmorderes hånd – hvilket i øvrigt sker i en nærmest surrealistisk slowmotion-scene fra en forlystelsespark med onde tegneseriefigurer. Macbeths dårlige samvittighed bryder endelig igennem med det indbildte syn af den myrdede Banquo ved det store festbord. Herefter går konge og dronning hver sin vej og må til sidst lade livet lige ubønhørligt, men på hver sin måde: han i mægtig trods og hun i afmægtigt vanvid. Heksenes spådomme går i opfyldelse, skæbnesvangre som de viser sig at være, men med dødsfaldene er deres magt brudt.
Stærkt sangerhold
En vellykket opførelse af Macbeth kræver stærke sangerskuespillere i de to bærende roller. Heldigvis råder operaen over netop det. Jens Søndergaard fejrer sit 25 års sangerjubilæum i titelrollen, som han varetager med stor musikalsk og scenisk autoritet. Overbevisende tegner han Macbeths udvikling fra loyal hærfører og troldbunden ægtemand over samvittighedsplaget morder til renlivet despot, der møder sit endeligt med foragt for alt og alle. Som ladyen er Marigona Qerkezi er fund. Hun lever ganske vist ikke op til de ønsker, som Verdi formulerede i et brev til impressarioen Cammarano i november 1848: ”Min lady skal være uformelig og hæslig … og jeg ønsker at ladyen overhovedet ikke ”synger”… jeg ville foretrække en rå, halvkvalt og hul stemme, som skal klinge djævelsk”. Qerkezi får i stedet det djævelske frem med en pragtfuld dramatisk sopranstemme, der både kan være forførende, iskold og fortvivlet. Det sidste i søvngængerscenen, som hun fortolker fremragende. Og hun er scenisk fuldstændig præcis som såvel ”overheks”, dominatrix og som mentalt forvirret og fortabt kvinde.
Også de mindre roller er, som Verdi ønskede det, stærkt besat. Henning von Schulman er smukt syngende, og det er derfor godt, at han får lov til at give begge Banquos arier, før han myrdes bestialsk og genopstår som (stumt) blodbestænket spøgelse. Jamez McCorkle synger Macduffs enlige arie (og operaens eneste tenorarie!) meget udtryksfuldt og rørende; også Magnus Løvlie som kongesønnen Malcolm og Linnea Nordenback som ladyens hofdame gør det godt.
Det Kongelige Operakor har en stor aften. Heksescenerne – med 20 kvindelige sangere – er klangligt meget forskellige, som de skal være; herrekoret synger det lettere komiske snigmorderkor flot (udstyret med bæreposer fra alskens supermarkeder, hvori de gemmer deres masker og dolke), og de store blandede kor i 4. akt har de rette såvel sarte som kraftfulde nuancer.
Kapellet spiller meget sikkert, præcist og klangskønt under Vassilis Christopoulos. Jeg holder meget af de specielle Verdis fjernorkestre, som også her klinger helt rigtigt. Det virker dog en smule mærkeligt, at kong Duncans ankomst her føres ind på scenen, næsten demonstrativt, mens orkestret forbliver fjernt.
Denne fortolkning af Macbeth stiller flere spørgsmål og giver flere forslag end svar. Det kan hist og her virke forvirrende, for eksempel at Macbeth ’genopstår’ efter at Macduff har dræbt ham, så vi udover hans “Pietà, rispetto, amore” (den i 1865 indsatte slutarie) også får den oprindelige slutarie “Mal per me che m’affidai” fra 1847, mens tableauet er ’fastfrosset’. Men i det store og hele er der tale om en særdeles se- og høreværdig udgave af Verdis første tilløb til et mesterværk. Vokalt og musikalsk udført på meget højt niveau. Premiereaftenen forløb i øvrigt næsten uden bifalds-afbrydelser. Det ville have glædet Verdi.
Macbeth
Det Kongelige Teater
Set ved repremieren den 5. september 2026
Komponist: Giuseppe Verdi
Libretto: Francesco Maria Piave
Dirigent: Vassilis Christopoulos
Korsyngemester: Piero Monti/Michael Schneider
Iscenesættelse: Benedict Andrews
Genopsætningsinstruktør: Line Kromann
Scenograf: Ashley Martin-Davis
Kostumer: Victoria Behr
Lysdesign: Jon Clark
Lady Macbeth: Marigona Qerkezi
Macbeth: Jens Søndergaard
Banquo: Henning von Schulman
Macduff: Jamez McCorkle
Hofdamen: Linnea Nordenback
Malcolm: Magnus Løvlie
Tjeneren: William Tarrach
Lægen: Tae Jeong Hwang
Herold: Dong Huy Kim
Første åndesyn: Rasmus Ruge
Andet åndesyn: Lauge Gerts Konge
Tredje åndesyn: Johan Bartholin Vesborg
Gæstesolist: Maria Foldager
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor
