Antonio Pappano, Lise Davidsen, Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Foto: Miklos Szabo / DK

Klæbrigt blod i hver en tone

Macbeth på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Sanne Caft

******

Når musik lyder som klæbrigt blod, snigende tåge og nattemørk sjælekval.

Operaen i København lagde rum til to koncertopførelser af Verdis Macbeth med et stjernehold, der ved premieren fik salen til at juble med deres overskud, præcision og smittende musikalitet. I titelrollen som Macbeth brillierede hawaiianske Quinn Kelsey med en fortolkning fyldt med nuancer. Rollen er et psykologisk studie i magtbegær kombineret med svaghed, hvilket giver en karakter, der udvikler sig operaen igennem og tager tilskueren med til sjælens dybeste, mørkeste kroge.

I den lige så prægnante rolle som Lady Macbeth sang norske Lise Davidsen partiet med styrke og fasthed, så det fremstod troværdigt, at den ambitiøse adelskvinde kunne overbevise sin mand om, at de med god ret skulle myrde kongen og tilrane sig tronen. Duetten i første akt, hvor hun overbeviser og maser sin vilje igennem, stod sitrende som en kompleks relation mellem ægtefæller – den relation, der smuldrer senere i operaen, da rædslerne over deres ugerninger flår dem fra hinanden både som par og som individer. Verdi, der arbejdede med operaen gennem utallige omskrivninger og minutiøse krav til sin librettist og sangere, ville ikke have Lady Macbeth til at lyde smukt, hvilket på papiret er et umuligt krav til en opera, funderet i det klassiske italienske repertoire. Lise Davidsens store stemme flød som stål ud over tilhørerne og opfyldte til fulde mesterens anvisninger.

Psykologiske elementer

Verdis opera er fuld af psykologiske elementer, der tegner persongalleriet op med svagheder, styrker og alt det, der definerer et menneske. Vel er det de færreste, der ville overveje mord som et middel for at komme frem i verden, men mange kan vel genkende at argumentere for en sag ved at vinkle den på en bestemt måde. Lady Macbeth overbeviser Macbeth. Han myrder kong Duncan, men stivner derefter over sit blodige mord. Så Lady Macbeth må ind i kongens kammer og smøre blodet fra den afdøde på hans tjenere, så de kan fremstå som de skyldige. Plot-twistet gør, at hun senere i operaen hjemsøges af billedet og følelsen af klæbrigt blod på hænderne og i den herostratisk berømte vanvidsscene synger koldt og skærende om det blod, hun ikke kan vaske af. Inden da har Verdi komponeret Macbeths tilsvarende sammenbrud, hvor kniven, han brugte til mordet, svæver foran ham i nattemørkets omklamrende kulde.

I en koncertopførelse skal sangere og musikere formidle den dramatiske handling alene ved lyd. Der var små håndbevægelser, blikke og en langsom vandren ind og ud blandt sangerne, mens de formidlede deres partier. Det kunne lyde mystisk, men det var det på ingen måde. Alle formåede at bevare intensiteten, og i den udsolgte Opera trak tilhørerne vejret synkront med dramaet.

Banquo i skikkelse af Alexander Köpeczi var formidabel. Mørktonet og inderlig. Freddie De Tommasos Macduff leverede den berømte arie om sine døde børn med italiensk smæld og inderlighed.

Af egne sangere leverede Det kongelige Teater erfarne kræfter i form af den altid velsyngende Gisela Stille, der sang hofdame og Jacob Skov Andersen, der sang det lille parti som Malcolm. Drengesopraner fra Københavns Drengekor og Det Kongelige Kantori sang de små men vigtige partier som ånder, der forvarsler Macbeths undergang i dunkle sætninger.

Kapellet var under ledelse af den internationale superstjerne Sir Antonio Pappano og tak for det. Alt stod knivskarpt – fra de indledende messingblæseres ildevarslende toner over de store arier og klassiske Verdi-ensembler, hvor alle stemmer fortæller deres egen historie og alting alligevel smelter sammen til en musikalsk helhed. Det Kongelige Operakor brillierede med de sarteste toner blandt sopranerne til fuldtonet korlyd fra hele koret, og samspillet med orkesteret var upåklageligt.

Den rene vare

En koncertopførelse giver mulighed for at fokusere på musikken uden at skulle forholde sig til en opsætnings logikker. I ringere hænder kunne det blive tre lange timer. I dette holds kapable hænder blev det tre timer, der fløj af sted.

Verdis opera er komponeret i 1847. Librettoen af Francesco Maria Piave efter Shakespeares skuespil af samme navn er en Matrjosjka-dukke af psykologiske nuancer, der folder karaktererne ud lag efter lag. Fra Verdis fortolkning af knivscenen over Lady Macbeths drikkevise, der må være en af operalitteraturens mest isnende, hvor hendes perlende toner punkteres af rædsel over Banquos genfærd, der viser sig for hende under banketten. Shakespeares dramaturgiske greb med at lade heksene forvarsle Macbeth, at han er sikker så længe Birnam-skoven ikke bevæger sig, og så lade angriberne bære grene, mens de bevæger sig frem mod Macbeth’s borg i den alvorsfulde slutning, er beholdt. Grundlæggende skrev Verdi en kongenial Macbeth, og til koncerten i Operaen fik vi endnu en version, der er værd at mindes.

I programmet fremgik det, at Antonio Pappano har udtalt, at musik skal lyde ”uundgåelig”. Med koncerten cementeredes det udsagn. Når store kunstnere på tværs af århundreder skaber musik, så opstår lyset af mørket og vi kan, som tilhørere, vandre tilfredse hjem i nattemørket. Indhyllet i hvirvlende tåge, klæbrigt blod, mens vi holder rædslerne på afstand ved at nynne Verdis udødelige toner.

 

Macbeth

Det Kongelige Teater

Hørt ved premieren fredag den 15. maj 2026

 

Komponist: Giuseppe Verdi

Libretto: Francesco Maria Piave

 Dirigent: Sir Antonio Pappano

 

Lady Macbeth: Lise Davidsen

Macbeth: Quinn Kelsey

Banquo: Alexander Köpeczi

Macduff: Freddie De Tommaso

Hofdamen: Gisela Stille

Malcolm: Jacob Skov Andersen

Tjeneren/lægen: Kyungil Ko

Herold/snigmorder: Dong Huy Kim

Første åndesyn: James Berry

Andet åndesyn: Ramund Rindel Peulicke

Tredje åndesyn: Ferdinand Luis Lundberg Vingtoft

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel