Solidt og uden dikkedarer

La Bohème på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Sanne Caft

******

Puccini komponerede La Bohème i 1896 og skabte dermed et af operalitteraturens mest holdbare værker, der nu hører til blandt de mest opførte. Historien bygger på en roman af Henri Murgers og fortæller om en gruppe fattige studerende, kurtisaner, kunstnere og deres kærlighed og trængsler. De mødes og skilles – og mødes igen til den dramatiske, tårefremkaldende finale. Det er altid en test om en opera, der er set utallige gange før, kan trække en tåre eller to.

Opsætningen er både klassisk og ny. Scenografien åbner med det lille tagkammer, vinklet på skrå og med et tagvindue ud mod aftenmørket og sneen, som vi senere skal befinde os i i den dramatiske finale. Gråsort og slidt danner rummet rammen om en gruppe venner. Poeten Rodolfo fryser og forbander sin fattigdom sammen med vennen Marcello, der er maler. De unge mænd holder humøret oppe og forsøger at holde varmen ved at brænde Rodolfos roman i den lille brændeovn, for farven i Marcellos maleri af Det Røde Hav gør det uegnet til at brænde.

Vennerne Colline og Schaunard støder til og alt opløses i latter og ukuelighed i en verden, der ikke levner de fattige mange chancer. De får snoet sig uden om at betale husleje og sender husværten  Benoît ud af døren med et smæld. Så beslutter de at gå ud i det parisiske aftenliv, for det er jul, og sneen daler. Stemningen er i det øjeblik let. Sangerne spiller og synger partierne med overskud og charme. Vel er de fattige, men de er også fulde af livsmod trods hårde kår.

Så banker det på døren, og ind træder Mimì med et lys i hånden og en påtaget uskyld. Vi har set hende interesseret passere forbi den åbne dør ud til tagetagens gang, så hendes besøg får en kalkuleret tone, der kommer til at gå igennem resten af operaen. Vel er hun ung og yndig og utroligt velsyngende. Hun er også fattig og målrettet besluttet på et bedre liv. Rodolfo forelsker sig på klassisk operavis i samme nu, han ser hende. Han fortæller om sit kunstnerliv, og her kæmpede Kobiljak med den herostratisk berømte ”Che gelida manina”, der kalder på patos. Mimìs efterfølgende fortælling om sit liv som syerske blev fulgt af en inderlig duet, hvor de erklærede deres kærlighed. Instruktionen var meget fysisk, så da han spørger og hun siger ja, ruller de rundt på gulvet og kysser.

Det fysiske nærvær fortsatte i anden akt, hvor Musetta var en veritabel eksplosion af sensuel energi og insisteren på at være i centrum. I et juleklædt, hvidt og cremefarvet art deco-stylet ’storcenter’, hvor utallige børn, pelsklædte voksne, en legetøjssælger og et militærband tumlede rundt i velkoreograferet mylder. I midten Marcellos sydende jalousi over den gnistrende Musetta, der har forladt ham for en rig elsker i skikkelse af Morten Staugaard, der bliver hundset rundt og ender med at stå med regningen, mens de unge stikker af efter at Marcello har genvundet Musettas interesse.

Kontrasterne

Hvor første akt er fattig inderlighed og tosomhed, er anden akt en stjernekaster af store følelser på en bund af velstand, som gruppen nok er i kanten af men ikke ejer rigtigt. Musettas hjerte tilhører Marcello, men han er fattig. Så hun vælger igen og igen mænd, der kan forsørge hende. Som Mimì også ender med at gøre.

Tredje akt åbner til en gråtonet, mørk scene, hvor byporten skydes op, så gadefejere og sælgere kan komme ind i det svage daggry. Sneen daler og dækker Mimì, der hostende ankommer til den kro, hvor de andre holder til. Hun fortæller en forfærdet Marcello om Rodolfos jalousi, og har et blåt øje, der kan ses selv fra de bagerste rækker. Rodolfo elsker – og slår. Her træder historiens verisme frem. De torne, der er blandet i rosenfortællingen om kærlighed, stikker.

I fjerde akt er vi over byens tage. Fotostater af parisiske vartegn tydeliggør den by, der er en integreret del af operaen. Mimì kæmper sig til tops, for hun er døende og søger sin elskede i sin sidste stund. Vennerne lader hende og Rodolfo være alene for at skaffe en muffe og medicin. Med himlen som vidne synger de deres sidste farvel og musikken svulmer til klimaks. Skælvende håbefuld spørger Rodolfo om ikke Mimì overlever. Bag ham falder hånden og muffen til jorden, mens hun udånder. Udslidt af et liv, hvor kærligheden alene ikke var nok. Hulkende kaster Rodolfo sig over hendes afsjælede legeme, og her triller en tåre.

Der blev sunget og ageret med overbevisning. Utallige små detaljer i instruktionen gjorde, at sangerne fremstod som den sammentømrede venneflok og elskere, som det bør være. La Bohème er dybest set en kammeropera centreret om to par elskende med en stærk opstilling på de omkringstående karakterer. Musikalsk svingede Det Kongelige Kapel under ledelse af Beykirch. Hvis der er træthed over at genspille denne klassiker var det ikke til at høre. Første opførelse af La Bohème på Det Kongelige Teater var i 1902, og genopførelsen er nummer 636.

Et begejstret publikum kvitterede for denne opsætning, der fokuserer på at formidle dramaet solidt og uden dikkedarer med et overvejende solidt sangerhold og svung i orkestergraven. La Bohème varer 2,5 time inklusive pauser, og på den relativt korte tid serveres en velfungerende forestilling.

La bohème

Det Kongelige Teater

Set ved repremieren den 16. oktober 2026

Komponist: Giacomo Puccini

Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa

 

Musikalsk ledelse: Dominik Beykirch.

Instruktør: Elisabeth Linton.

Genopsætningsinstruktør: Kirstina Kokxhoorn Klarskov.

Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.

Kostumedesign: Magdalena Stenbeck.

Koreografi: Clara Svärd

Lysdesign: Ulrik Gad.

 

Mimì: Teona Todua.

Rodolfo: Omer Kobiljak.

Musetta: Clara Cecilie Thomsen.

Marcello: Jens Søndergaard.

Schaunard: Kristian Lindroos.

Colline: Henning von Schulman

Benoît: Simon Schelling

Alcindoro: Morten Staugaard

Parpignol: Lars Bo Ravnbak

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor