Scenografien omfavner fortid og nutid. Foto: Miklos Szabo / DKT

Uafrystelig samtidshistorie

Anmeldt af Lars Ole Bonde

 ******

En fremragende operalibretto er sjældent samtidig et litterært mesterværk, men en gang imellem sker det. Asle og Alidamed tekst af Jon Fosse og musik af Bent Sørensen er et af de nyeste eksempler, jeg personligt har oplevet. Nobelpristageren Fosse havde taget udgangspunkt i en af sine egne prosafortællinger, men Sofi Oksanens libretto til Kaija Saariahos Innocence er uden forlæg og helt original – på alle måder: en uafrystelig samtidshistorie fortalt på en dramaturgisk mesterlig, overraskende og samtidig let forståelig måde.

At Saariaho har forløst historien musikalsk i et teknisk overlegent og ligeledes overraskende partitur gør Innocence til noget helt særligt i nutidig musikdramatik. Jeg tøver ikke med at kalde operaen et mesterværk – en finsk triumf.

Værket er en oplevelse af de sjældne, som man bør unde sig selv, hvis man da er til andet end vellydende mainstream-opera med store musikalske hits. Men man skal også kunne tåle at blive konfronteret med voldsomme scener og store eksistentielle spørgsmål om skyld og ansvar.

Virtuos komposition

Der er mange stemmer i Innocence. Bogstaveligt talt: Syv operasangere, en folkesanger og fem skuespillere. Der er også rigtig mange sprog på færde. Udover engelsk som fælles- og fortællesprog en række andre europæiske sprog, især finsk, som mere og mere dominerer forestillingen og dens vokalklangverden, som historien skrider frem og vi når ind til de inderste, mest smertefulde følelser i den grumme historie. Sprogklang og musikalsk egenart blandes virtuost i komponistens karakteristik af dramaets personer.

Dertil kommer så det store orkester, som ligeså virtuost blander traditionel instrumentklang med nye spillemåder og fascinerende klangkombinationer. Plus det store operakor, som er usynligt i hele forestillingen, men som skaber både kontrapunkt til og udvidelse af orkesterlyden. Det er mesterligt sat sammen og myndigt ledet af den schweiziske dirigent Elena Schwarz, som også dirigerede Innocence i Amsterdam.

Der er også flere tidsplaner at holde styr på: fortællingens nutidsplan, som foregår ved et bryllup, hvor den hasteindkaldte tjenervikar Tereza, ideelt sunget og spillet af Francine Vis, genkender den familie, hvis ældste søn 10 år tidligere tog hendes datters liv i et skoleskyderi. Ved den lejlighed mistede mange andre elever og en enkelt lærer på en international skole livet, mens fem andre overlevede med dybe traumer og psykiske mén til følge. De overlevende spilles af skuespillere på hver sit sprog, mens et enkelt af ofrene – Terezas datter Markéta – lever videre i moderens bevidsthed som spøgelse og gestaltet af den finske folkesanger Erika Hammarberg.

De øvrige personer, operasangerne, er alle gæster ved brylluppet, og alle medvirkende sangere dækker deres karakterer vokalt og scenisk fremragende. Den dramatiske sopran Helena Juntunen som den hypernervøse mor til brudgommen, baritonen Johannes Weisser som den joviale familiefar, bassen Stephen Milling som den tvivlende og sørgende præst, og mezzosopranen Matilda Paulsson som lærerinden, der ikke magter at fortsætte sin gerning. Som brudeparret er tenoren Magnus Vigilius overbevisende og flot syngende som den i begyndelsen lykkelige gom, der har fortrængt sin fortid, og den lyriske sopran Sofie Elkjær Jensen er fortryllende som forestillingens eneste virkeligt uskyldige person – som så må reagere på de grusomme sandheder, hun efterhånden bliver præsenteret for.

Erika Hammarberg gestalter spøgelsesdatteren med toner hentet fra autentisk finsk folkemusik – en ret fantastisk musikalsk kontrast til operaens ellers konsekvent modernistiske tonesprog. My Johansson (svensk), Julie Hega (fransk), Rowan Kievits (tysk), Camilo Delgado Díaz (spansk) og Marina Anastassiadou (græsk) taler eller ’talesynger’ som de elever, de engang var, og viser os også fysisk-koreografisk, hvor mærkede de er af traumet fra dengang.

Det store overblik

I et panoptikon kan en kompliceret helhed ses med overblik fra ét punkt. Det geniale ved instruktøren Simon Stone og scenografen Chloe Lamfords scenebillede er, at dette punkt ligger i tilskuerrummet, altså hos os tilskuere. Vi ser – i modsætning til dramaets personer – alle de forskellige rum, nutidige og fortidige, samtidig i en toetages scenografi, der er anbragt på den store drejescene med skiftende præsentation af relevante lokaliteter. Med fortidens ”International School” og nutidens ”Restaurant Convallaria” er vi faktisk aldrig i tvivl om, hvor eller hvornår vi er i handlingen, der bevæger sig gradvist og ’baglæns’ henimod selve skyderiet og den overraskende, tragiske forklaring på hvad der skete dengang. I den korte epilog står scenen stille, og de overlevende formulerer spinkle håb om, at de trods alt kan komme videre i livet. Det virker meget stærkt. Ingen kan være uberørt af denne fremragende, nærmest perfekte musikdramatiske fortælling, hvis egentlige plot først afsløres til allersidst.

Det er imponerende, at en opera så nuanceret kan sætte en sørgeligt nutidig problemstilling op for vores øjne og ører. Der er i Innocence ikke noget facit i regnestykket om skyld og uskyld, heldigvis. Har forældrene svigtet, da deres søn forsvandt ind i et univers af voldelige film og videospil? Har broderen svigtet – og i så fald hvem – da han alligevel ikke magtede at tage del i skoleskyderiet? Har lærerinden svigtet, fordi hun ikke opdagede tegn på forråelse i morderens stile? Har præsten svigtet, fordi han ikke skred ind mod andre tegn på forråelse? Og hvad med kammeraterne, der mobbede? Hvilken (med)skyld har de? Og hvad skal der mon til, for at de efterladte og ofrene kan komme videre med deres liv?

Liljekonvallen – Convallaria – er i mange kulturer symbol på uskyld, renhed og kærlighed. Præsten prædiker kærlighed og tilgivelse, men brudgommens tilståelse af medskyld er alligevel for meget for ham. Et af de spørgsmål, der står tilbage, er om Stela kan tilgive Tuomas – af kærlighed?

Innocence

Det Kongelige Teater

Set ved premieren 11. oktober 2026

 

Komponist: Kaija Saariaho

Librettist: Sofi Oksanen

Multilingual libretto: Aleksi Barrière

 

Dirigent: Elena Schwarz

Instruktør: Simon Stone

Genopsætningsinstruktør: Sybille Wilson

Scenografi: Chloe Lamford

Lyddesign: Timo Kurkikangas

Kostumedesign: Mel Page

Lysdesign: James Farncombe

Koreografi: Arco Renz

 

Tjeneren Tereza: Francine Vis

Bruden Stela: Sofie Elkjær Jensen

Brudgommen Tuomas: Magnus Vigilius

Svigermoren Patricia: Helena Juntunen

Svigerfaren Henrik: Johannes Weisser

Præsten: Stephen Milling

Læreren Cecilia: Matilda Paulsson

Markéta: Erika Hammarberg

Lilly: My Johansson

Iris: Julie Hega

Anton: Rowan Kievits

Jerónimo: Camilo Delgado Díaz

Alexia: Marina Dumont Anastassiadou

 

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel

 

Co-produktion og medbestilling i samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Nationale Opera & Ballet i Amsterdam, Royal Opera House Covent Garden, Finlands Nationalopera og San Francisco Opera. I partnerskab med Metropolitan Opera.