Foto: Mikkel Arnfred.

Man lader sig gribe!!

Af Anders Ahnfelt-Rønne, chef for Egnsteatret Undergrunden

www.undergrunden.com

På ”Undergrunden”, (Niels og Kaja Pihls livsværk), har vi i de seneste syv år været egnsteater i Furesø Kommune uden for København. I seks år under min ledelse. Det forpligter. Programudbuddet har været stort og righoldigt, publikumstallene er mere end tidoblet, og anerkendelse og stærke 5- og 6-stjernede anmeldelser tikker ind uden ophør. Det er til at blive helt stolt af. Vores store engagement i kommunen har givet flotte resultater. Man hilser på gaden, man véd hvem vi er. Vi er i kulturhusene, på skoler og plejehjem, vi er på gader og stræder.
Vores tilskud er ellers det næstmindste i puljen af egnsteatre i Danmark, så der skal knokles igennem, hvis man vil opnå noget.
Måske har kombinationen af en masse nye og nyskrevne tiltag på den ene side og fornemme operaklassikere og kendte titler på den anden side været svaret på de udfordringer, som teatret stod over for. De bedste og dygtigste solister i branchen har stået på scenen i det skønne hus Galaksen ved Værløse Station, men også på turné har små musikdramatiske forestillinger gjort sig gældende. Kombinationen af egenproduktioner og co-produktioner har også været meget positiv. Ved co-produktioner slår teatre skillingerne sammen, deles om risikoen og deles om indtægterne. Man deles også på en meget skøn måde om det kunstneriske ansvar: titler, casting, dekoration, kostumer, lys, og salg og afvikling af forestillingerne.
For ”Undergrunden” er det seneste skud på stammen et begyndende internationalt samarbejde, bl.a. med det tyske opera-ensemble Novoflot fra Berlin, co-produktioner med CPH Opera Festival og en række nyskrevne forestillinger og tiltag for børn og unge i det lokale liv.
Opera er der mange, der betragter med skepsis – det hører man tit, også blandt ens venner. Men barrierer brydes ned – og hvis produktet er godt og ikke alt for ’klichéagtigt’ og overspillet, så får et helt nyt publikum uden nogen tvivl en aha-oplevelse. Et sådant publikum starter ikke så sjældent på et mindre teater som vores eller på Rialto Teatret hvor jeg var kunstnerisk leder i 15 år, og er oplevelsen gribende, så vover man sig ud i de store operahuse og ser forestillinger i stort udtræk med de bedste solister, stor scenografi og fremragende kor og symfoniorkestre. Så opdager man faktisk også, selv om det går uendeligt langsomt, at et traditionelt publikum langsomt og forsigtigt ser titler de ikke kendte. Pludselig dukker de op til ukendte tiltag og nyskrevne værker, som de ikke havde en anelse om ville interessere dem.
Opera hos de udøvende kunstnere starter med en lang uddannelse – og en smuk og stor stemme. Men dertil kommer, at opera bedst forvaltes af et godt SKUESPIL på scenen hos de medvirkende. Den gode skuespilundervisning ved uddannelsesstederne bør derfor gives mere vægt. Og billetpriserne nede foran på parkettet i de store huse er for høje, synes jeg. Dermed får man en større indtjening men uden tvivl også et mindre segment. Jeg er helt bevidst om den svære økonomiske situation som de store institutioner befinder sig i og er imponeret over, hvad man på trods af dette opnår. På ”Undergrunden” har vi ikke billetpriser, der overstiger 240 kr. Dette selv om vores tilskud ikke er større end i alt 3,6 mio.kr årligt. Denne prisfastsættelse har givet bonus. Så kan familierne og deres økonomi mærke, at opera ikke er forbeholdt en privilegeret klasse. Og CPH Opera Festival har på forbilledlig vis gjort genren folkelig. Så det lysner – og stærke personligheder og skikkelser leder arbejdet ud over Danmark, som chefer, instruktører og scenografer.
Foråret er på vej. Dagene bliver længere. Eller: ”Død og pine – foråret er ubønhørligt”, som Pablo Neruda skrev i sine erindringer.
Halfdan Rasmussens udtrykte det på sin egen underspillede måde i de krøllede blankvers. ”I går sprang alting ud som Gud bestemte / i dag sprang jomfru Olsen ud fra femte / Men da en sanger stod og kvad om våren / fortrød hun springet før hun ramte gården / Og da hun syntes godt om hans tenor / lod hun sig gribe af hans skønne ord.”