Kim Reich                   Foto: Bo Nymann

Da operaen sprang ud!

Af Kim Reich, redaktør

I år er det 30 år siden De tre Tenorer gjorde deres entré ved verdensmesterskaberne i fodbold. José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti skabte med deres veloplagte show en pendant til de store Open Air pop- og rockkoncerter, og bød dermed et nyt publikum velkommen til en verden, der af mange udenfor havde været opfattet som elitær.
Her i 2020 er der premiere på Forenede Arabiske Emiraters første opera Al Wasl, der opføres i forbindelse med åbningen af verdensudstillingen EXPO 2020 i Dubai. Operaen, der spiller fra den 21. til den 24. oktober, er en co-produktion i samarbejde med Welsh National Opera. Den er komponeret af Mohammed Fairouz og har libretto af Maha Gargash. Handlingen afspejler sultanatets mere end 1000-årige historie. Den vil blive sunget på både engelsk og arabisk, og skal ses og høres som en hyldest til emiraterne, men – som Fairouz siger – der findes ikke noget mere universelt end opera til at bringe folk sammen. Hvis folk kan le sammen og græde sammen, så er alt muligt, fordi lige i dét øjeblik kender vi alle hinanden.
Dermed har operaen som genre aldrig været mere udbredt end den er i dag. I Dubai arbejder man bevidst med at få de unge i tale, og med de mange talentfulde udøvere vi har overalt, kan vi i fællesskab få fat i et nyt og yngre publikum. Det handler ikke bare om iscenesættelserne, men også om at italesætte de enkelte forestillinger og miljøet omkring dem. Det er CPH Opera Festival og eksempelvis La Bohème på Østre Gasværk med sit passionerede udtryk i nye rammer et glimrende eksempel på.
Et andet er Hans Abrahamsens Snedronningen, der er på vej ud i verden efter den succesfulde urpremiere i København. Via München er vejen banet og det i en vinter, hvor den eneste sne, her i skrivende stund, har været de blivende krystaller i det snehvide partitur.
Alle operaforestillinger er som snefnug, der samles for siden at gå i opløsning. Det er en helt unik oplevelse, hvorfor det gælder om at være til stede, når sneen falder – ja, som i La Bohème, men i det hele taget. Der bor en Rodolfo og en Mimì i os alle. Det enestående er, at operaen med sin sang og sin musik, med sin blotte tilstedeværelse helt ud i alle hjørner af menneskesindet, taler til os med en sanselighed og dybde, som ingen anden kunstart formår.
De Tre Tenorer viste os bare toppen af kransekagen!