En aften på nedtonet niveau

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Renée Fleming kunne her have valgt arier fra det italienske kernerepertoire, fra fransk opera som hun behersker suverænt, med Dvořáks sang om havfruen som hun dengang i Parken ved H. C. Andersens 200 årsdag flottede os med, eller måske allerbedst og endnu engang sin prægtige og formfuldendte Marskalinde fra Rosenkavaleren.
Men den amerikanske verdensstjerne er udover en stor kunstner også vidende om, hvornår nok er nok, og formår at afpasse sit repertoire til tiden. Så derfor er Marskalinden et aflagt kapitel. Fleming vil nødig genopfriske episoden fra La Scala, der buhede hende ud. Det var da også bedømt ud fra mere spektakulære arier eller alt andet fra showbiz og musicals hun har fejret triumfer med, at aftenen var holdt på et mere nedtonet niveau, der nok ikke stemte overens med forventningerne fra de dele af et feststemt publikum der modtog aftenens diva med larmende højt råbende brava’er. Og tiljublingen fandt da også et mere nedtonet leje efter de første tre orkester-instrumenterede Schubert sange, Shakespeares korte præsentation af ”Sylvia”, næstfølgende ”In Abendrot”, der kun har titlen tilfælles med Strauss´ afsluttende fra ”Vier letzte Lieder”, og ”Gretchen am Spinnrade” med sin spinneuro og pause efter et dramatisk højdepunkt som afsluttede denne session.
Det blev en afdæmpet, forsigtig og kortvarig første afdelings præsentation, der ikke åbnede op for forventning fra tidligere potentiale eller afslørede kompensatorisk landvinding overfor forventelig naturligt tab til alder og nedslidning.

Tidlige Strauss
Anden afdeling var helliget Strauss med fire tidlige sange. Fleming var tydeligt her på egen boldbane med humor, fortællelyst og musikalsk farvespil i en veloplagt ”Muttertändelei”. Sværere var det i ”Cecilie” at folde historien om den forlovede ud gennem orkesterbruset. Derimod tog Fleming salen i sin besiddelse med ypperlig fraseringskunst og mønsterholdt linjeføring i ”Wiegenlied” samt i de efterfølgende ekstranumre som ”Zugeinung”, og i Gershwins ”Summertime”. Stort bifald, blomster fra Tivoligarden og vinken farvel fra et meget scenevant og omsværmet sangidol.
For det instrumentale stod tyske Sebastian Lang-Lessing fornuftigt nok programsat med et stykke Rosamundemusik til indledning. Det nød en gevaldig gang gestisk dirigentopvisning, der fik hele armen men fandt mere naturligt til føje i Strauss’ mesterlige potpourri af melodier og valserytmer fra Rosenkavaleren. Det var herlig orkester dressur, hvor Tivoli Copenhagen Phil kom på flot leveret arbejde – og hvor de nød det sammen med deres publikum, der her fik afreageret noget af den sammensparede Diva-opladning.

Renée Fleming
Tivolis Koncertsal
Set den 22. august 2021

Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Sebastian Lang-Lessing