La Traviata på Det Kongelige Teater

Genopsætningen på Dokøen af La Traviata kommer sikkert i havn. Her trøster Giorgio Germont sin søn Alfredo. Foto: Miklos Szabo

Tænk på dit barndomshjem, min søn…

Anmeldt af Kim Reich

******

Handlingen i Verdis opera La Traviata er egentlig ret enkel: En ung, velhavende fyr forelsker sig i en feteret kurtisane, Violetta Valéry, og hun i ham, men en dag møder fyrens fader op og beder hende om at forlade forholdet. Faderen, Giorgio Germont, vil beskytte sin søn, Alfredo Germont, og sin noble familie, og han overtaler hende til at vise hensyn. Violetta er allerede på dette tidspunkt syg af tuberkulose og da hun ligger for døden, vender faderen tilbage, beder om tilgivelse og vil omfavne hende som sin datter. Alfredo, der har været i Paris for at skaffe flere penge til deres hushold, aner intet om faderens besøg før han modtager hendes afskedsbrev, men de forenes til sidst. Hun rejser sig fra dødslejet, uden smerter og med det klareste syn på livet, før hun falder om på gulvet, død.
Sådan cirka – og ikke et ord i librettoen om at Violetta alias Marie Duplessis var gift, da hun døde, og at hun efter sigende også havde måttet afgive et barn, som hun havde fået med en rigmand af nobel byrd. Eller man kan vende det om og sige, at faderskikkelsen i operaen måske repræsenterer den russiske greve og diplomat Gustav Ernst von Stackelberg, der igennem en årrække hjalp Marie med mangt og meget, og som var et halvt hundrede år ældre end hende. Og manden hun blev gift med ved et mystisk bryllup i London, den mere jævnaldrende greve Edouard de Perregaux, er ’forbilledet’ til Armand Duval i Dumas’ bog om kameliadamen og dermed også til tenorrollen i operaen.
Hun og Edouard mødtes nogle år før brylluppet ved i maskebal i Pariseroperaen, men han havde svært ved at forlige sig med hendes ’kærlighedsliv’. De kom heller ikke til at leve sammen efter brylluppet og bedre blev det ikke af at det hus, som han i sin tid havde lejet til hende på landet, måtte opgives af økonomiske grunde. Her havde de tilbragt nogle få uger sammen og her troede han, at han kunne holde hende på afstand af Paris’ fristelser.

Den faldne kvinde
La Traviata betyder frit oversat den faldne kvinde, men meget tyder på at hun var alt andet, for Rose Alphonsine Plessis, der blev født den 15. januar 1824 i landsbyen Nonant i Normandiet, gik målrettet efter det liv hun opnåede at få inden hun døde som 23-årig den 3. februar 1847. Hun var sin unge alder til trods belæst, beleven og beregnende – og med den karakteristik som udgangspunkt er sopranen Gisela Stilles fortolkning af rollen i nyopsætningen af Verdis opera på Det Kongelige Teater lige i skabet. Hun åbner en anelse forceret i 1. akt, men finder hurtigt balancen som en lidt kølig udgave af den kvinde som også Dumas selv og efter sigende komponisten Franz Liszt  faldt for.
Med den stribe af velhavende verdensmænd hun nåede at få nedlagt med stil og klasse i byernes by, forekommer Alfredo i Verdis udgave både af navn og i virkeligheden som lidt af en stilbryder. Den italienske tenor Francesco Castoro kommer fint i mål i rollen som den forelskede, den forsmåede og igen den forelskede, men der er ingen gnist mellem dem – ikke noget rørende, der kalder en tåre frem i øjenkrogen. Man tror på ham, men ikke helt på hende.
Der er hans far, sunget og gestaltet helt formidabelt af baritonen David Kempster, snarere som de modne mænd med patos og noblesse. Han giver Giorgio Germont den fylde og empatiske fremtoning, som gør hans senere tilståelse af at han begik en fejl ved at kræve af hende, at hun skulle holde sig fra sønnen, betydelig vægt. Den walisisk-fødte Verdi-specialist forvalter det store parti på ypperligste vis – med arien ”Di Provenza il mar, il suol” som det absolutte højdepunkt. Det er her faderen prøver at trøste sin søn med minderne om barndomshjemmet.

La Traviata classic
For mange er La Traviata et gensyn og de meget Verdi-tro behøver ikke at frygte, at der er blevet begået overgreb på operaen. Jeg har selv set et par stykker i Berlin, hvor min undren var en anelse større end begejstringen omend det sanglige og musikalske altid har været i top – senest Nicola Raabs dekonstruktive version på Komische Oper.
Nye operagængere kan også begynde her, for DKT’s udgave er trods tidstro frisk i formatet – to mænd kysser endda hinanden til festen hos Flora Bervoix, der på premiereaftenen blev fremført af en smuk og elegant Coming Star, Kari Dahl Nielsen. Birollerne i Verdis opera har ikke meget at arbejde med, men alle gør det fortrinligt. Det har operakoret til gengæld (det er jo Verdi), så vi får alt fra feststemningen i 1. akt til store oratoriske passager undervejs. Det er mageløst flot. Det samme kan man sige om Det Kongelige Kapel, der leverer med overskud og kraft under ledelse af Richard Farnes – begyndende dog med den stille strygertristesse i indledningen og senere de crescendi, som skaber kontrasterne mellem det lykkelige liv og den ventende tragedie.
En fin detalje i opsætningen er under festen hos Flora, hvor de tilstedeværende stivner i deres bevægelser i de øjeblikke, hvor Violetta tænker over sit eget liv. Scenariet gentages ved slutningen af 2. akt, hvor koret takker af fastfrosset i et motiv, som kunne være skildret på lærredet af en naturalist som P.S Krøyer.
Scenografi og kostumer virker samtidige, men det generer en anelse at dirigenten på sit oplyste podium spejler sig et par steder i de store glaspartier bagest i scene- og festrummet, hvorigennem man ellers har udsigt både over Paris og mod det levende hav.
Og så til slut blot dette: At Marie Duplessis var ret så beregnende, fremgår bl.a. af at fornavnet og det aristokratiske ’Du’ var hendes egen opfindelse. Alexandre Dumas fils eller den Yngre (1824 – 95), var søn af De tre Musketerers forfatter, Alexandre Dumas père. Han repræsenterede en ny generation af dramatikere, der gjorde op med det romantiske ideal og skabte en ny genre, hvor man gjorde op med samfundets dobbeltmoral og syn på kvinden.
Vi må jo så blot konstatere, at plottet i Verdis fortælling er evigt aktuelt, for er der ikke stadig en far rundt omkring, der gerne vil holde sin datter fri af en uønsket bejler eller beskytte hende mod resten af verden? Den far findes, håber jeg dog, som har modet til at erkende at man ikke kan holde kærligheden fangen – ikke engang den kærlighed, som han selv nærer for sin søn.