IN A WONDERFUL TOWN

Big Band med fuldt udtræk

Af Kim Reich

******

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 år den 25. august 2018. Det fejrer Det Kongelige Kapel ved en forrygende koncert den 30. 11. kl. 19.30 i Operaen. Og vi tør godt skrive forrygende, for ved premieren den 9/11 var det ren mambo fra et som sædvanligt velspillende kapel, der gav nye prøver på orkesterets virtuositet over et efterhånden meget bredt repertoire. De kan simpelthen spille bukserne af ethvert klassisk orkester og Big Band i verden – godt hjulpet af et stærkt velsyngende og yderst veloplagt operakor, der som igen viste at de kan andet og meget mere end at synge. Solisterne Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster og Jens Søndergaard brillerede i den koncertante mini-udgave af Bernsteins utvivlsomt festlige operette Wonderful Townmed herregode Simon Duus som en yderst kompetent fortæller. På podiet udtrykte den portugisiske dirigent Joana Carneiro, hvad hun forventede af de medvirkende i en hippieagtig, nærmest ekstatisk udtryksform.

Wonderful Towner fortællingen om to håbefulde unge kvinder, der rejser til New York for at få opfyldt deres drømme og må gå mangt og meget igennem, før de endelig opnår succes og finder kærligheden. Den vil vi meget gerne se på Det Kongelige Teaters repertoire ved først givne lejlighed. Programmet indledes med ouverturen til Candide, der ikke rigtig fik fat, men så fulgte de symfoniske danse over melodierne fra West Side Story og så var det bare at overgive sig til mambo og alle de andre stærkt inspirerende dansestykker og musicalhits.

Bernsteins playtime

Leonard Bernstein døde 72 år gammel i 1990 og var aktiv på musikscenen fra 1935 og frem til sin død. Han brændte givetvis sit lys i begge ender, som Henrik Goldschmidt levende fortalte os om i introduktionen. Bernstein, der dirigerede kapellet i 1965, var den første amerikaner i spidsen for New York Philharmonic og han var den første amerikaner til at dirigere på La Scala-operaen i Milano i en opsætning af Medea med Maria Callas i titelrollen. Kapelkoncerten viste os en komponist, som mestrede tidsånden efter krigen, hvor alt gik pop-bananas og endte i et formsprog, som kunne være alt fra de senere års moderne kunst på Louisiana til Tati’s hovedværk Playtime eller sagt på moderne dansk: et rent bommesislag til DF’s Alex Ahrendtsen.
Eneste anke: at sangene ikke var tekstet på engelsk. Der var mange udlændinge blandt publikum, så måske er det på tide at DKT følger trop med de store scener i udlandet. Til gengæld blev der sunget rimelig tydeligt, da sangerne var diskret forstærket og min favorit på aftenen – bestemt uden at forklejne de øvrige medvirkende – var David Kempster. Det walisisk fødte kraftværk er en ’ung’ Marcello i La Bohème, en morderisk Il Conte di Luna i Trubadurenog her en kejtet Robert Baker i Wonderful Town.
Det Kongelige Teater skriver på deres hjemmeside, at man ikke må gå glip af den første danske opførelse af Wonderful Town. Hertil er kun at føje: Køb billet til den 30/11, før det er for sent! Om ikke andet så for at opleve operakoret som fulde, brasilianske sømænd eller irske riverdansere.