Nærvær og nostalgi

Anmeldt af Sanne Caft

******

Man kan ikke anmelde Kgl. Kammersanger Stig Fogh Andersens 70-års fødselsdagskoncert alene som en selvstændig begivenhed. Koncerten var på en gang en fejring af en fyrreårig karriere og et musikalsk øjeblik med nærvær og nerve. Programmet var en hommage til en anden gigant inden for faget, Lauritz Melchior, hvis 70-års koncert 60 år tidligere indeholdt forspillet til Wagners Mestersangerne i Nürnberg og 1. akt af Valkyrien. I herværende gallakoncert fik publikum yderligere gæsternes indtog til Wartburg fra Tannhäuser. Programmet og initiativet kom fra det musikalske kuglelyn Niels Borksand, der både har arbejdet sammen med SFA gennem mange år og mange wagnerindspilninger, og som havde sammentrommet et orkester med musikere fra hele landet samt et stort kor. Engagement og musikalsk hjerte til en stor kunstner var tydeligt, og var præcisionen sine steder ikke hundrede procent på plads, så var bruset fra stemmer, slagtøj og strygere en bekræftende oplevelse. Bekræftende var det også at se fødselaren på koncertscenen efter en livsnødvendig nyretransplantation. Og bevægende at se donoren komme på scenen under den lange applaus.
Forspillet til Mestersangerne i Nürnberg var et fint afsæt med dets majestætiske fremadskridende tempo mod klimaks, efterfulgt af den højtidelige stemning i det marchagtige og vuggende gæsteindtog fra Tannhaüser. De første inciterende toner i Valkyriens første akt er af en mand på hæsblæsende flugt gennem uvejsomt terræn. ”Hier muss ich rasten” lød det indledningsvis fra Stig Fogh Andersen. At hvile sig er ellers ikke noget, der har præget hans karriere. Han er en sanger, for hvem det er så naturligt at agere, at det også sker koncertant. Samspillet med Brit-Tone Müllertz som Sieglinde og Jesper Brun-Jensen som Hunding var kammermusikalsk ciseleret og stort projekteret. Fra en kuldslået og socialt udstødt Peter Grimes i Brittens opera af samme navn til Siegmund og Siegfried i Københavnerringen er et af kendetegnene ved Stig Fogh Andersens musikalitet, at den slår igennem i de mindste detaljer: afværgende eller håbefulde håndbevægelser, et blik og de næsten umærkelige reaktioner på andre sangeres ageren og sang. Stemmen var inderlig i de lyriske passager, og i den krystalklare tekstudtale hørtes tydeligt årtiers arbejde med teksten.

Erfaringen slog igennem
Vel var d’herrer lidt hvidere i toppen end forlægget foreskriver, men erfaringen slog igennem i både Hundings kælderdybe bas og bølle-attitude og i Stig Fogh Andersens beherskelse af det store parti. Hunding skal være kontrasten til nærværet mellem Siegmund og Sieglinde, og Jesper Brun-Jensens tårnende fremtoning og hånligt spottende tone ramte rollen fint. Brit-Tone Müllertz viste vokalt overskud og havde den sørgmodighed, som rollen fordrer. Tilhørerne skal tro på, at Sieglinde vender sig mod Siegmund og skal føle trekantsdramaet både i de foredragende og i de desperate eller jublende passager.
Tempoet var langsomt. ”Winterstürme” var stadig det håb om kærlighed og lykke, som det skal være. Et par host i takterne mellem det vokale var efterfølgende ikke til at høre, og Siegmunds store klimaks med ekstase og fornuftsstridig insisteren på ”liebe und lenz” var musikalsk jubel for en tenor og sopran med tyngde og bredde, der samtidig har det lyriske på plads. Årene kunne høres, og det kunne erfaringen også. Det var en aften, hvor publikums sammenlagte lytning til Wagner med garanti spænder over flere tusind år. Et sådant publikum kan mesteren på fingerspidserne, og når det møder kunstnere, der kan det samme, opstår en særlig gnist. Hører du ikke til dem, der havde mulighed for at være tilstede til koncerten, så find en af de mange wagnerindspilninger med Stig Fogh Andersen frem og genlyt til en stor sangers ouvre. Det er sandelig tiden værd.

Kgl. Kammersanger Stig Fogh Andersen er tildelt Foreningen Operaens Venners hæderspris Guldnålen, ligesom han to gange har modtaget OV-prisen.