Fra medlemsbladet

 

Klip fra indholdet i ASCOLTA  årgang 37, nr. 4, februar 2019:

Eventyret i vinterkulden

Eventyr og drømme er tæt knyttede, men har ikke altid et lykkeligt forhold sammen. En, der er lykkedes med sin drøm, er Magnus Vigilius, der netop har modtaget OPERAENS VENNERS PRIS 2018. Når han til næste år får sin debut i Bayreuth, vil han nok sige, at ikke bare er en drøm gået i opfyldelse. Han må føle det som om hans liv og karriere har været lidt af et eventyr al den stund at det var en ven, der lokkede ham ind for at se La Bohème, der gjorde udslaget. Dér blev han grebet og dér blev kimen lagt til en allerede enestående sangerkarriere. Det er let at se opera som eventyrgenrens ultimative fortælling, fordi den berører alle sanser og samtidig stiller krav til os. Ved prisoverrækkelsen sang Magnus Vigilius Siegmunds smukke ”Winterstürme” fra Die Walküre. Må vinterkulden herhjemme over opera- og kulturlivet i det hele taget snart lægge sig! Læs Kim Reichs leder her.


Forskræp på Drot og Marsk

Peter Heise (1830-79) er en fremtrædende dansk romantisk komponist. Som rigt gift og med en organisteksamen i baghånden kunne han koncentrere sig om det der optog ham mest: romancer og sange med tekst af danske digtere som Carl Ploug, Steen Blicher, Emil Aarestrup og Holger Drachmann. Også instrumentalmusik blev han kendt for – 6 strygekvartetter, en klavertrio og et beskedent antal orkesterværker, scenemusik for skuespil af Carsten Hauch og Henrik Hertz og balletmusik for Bournonville. Det er imidlertid det righoldige antal romancer og sange, som hans berømmelse hviler på udover operaen Drot og Marsk. Denne, Heises eneste opera, uropførtes i september 1878. Tilblivelsesprocessen for operaen og dermed også de spæde forberedelser udsprang næppe af Heises ambitioner som teaterkomponist, men tilskriver sig alligevel noget hentet som inspiration fra et ophold i Leipzig, hvor han blev betaget af en opførelse af Lohengrin fremfor mindre begejstring over en efterfølgende Tannhaüser. I det hele taget var Heise ingen beundrer af Wagner, hvori-mod han stod nærmere operakomponister som Carl Maria von Weber og Heinrich Marschner, hvis Hans Heiling han kendte fra DKT, skriver Henrik Marcussen om den forestående premiere på Den Kongelige Opera.


I kødet på Wagner

Der findes vel næppe en komponist, der er mere omstridt end Richard Wagner. Det gjaldt på Wagners egen tid, og det gælder den dag i dag. Og diskussionen – og de oftest hårdt optrukne synspunkter – går på såvel hans person og karakter som på hans musik og ikke mindst på den politiske betydning, som han og hans værk har fået i forbindelse med Hitlers og nationalsocialismens omfavnelse senere hen. Derfor kan det ikke overraske, at der kun findes ganske få personer om hvem, der er skrevet så meget. Men, som det vil vides, er der på trods heraf ikke enighed om, hvad fænomenet Wagner var – og er den dag i dag – udover, at han har skrevet opera/ musikdramatiske værker, som anses for noget af det ypperste, der er frembragt. Steen Leleur om Wagner og viljen – og mere specifikt om Schopenhauers påvirkning af den store komponist.


Kochheim om Kohlhaas

Da jeg læste op på dansk musikhistorie, faldt jeg over en optagelse af Paul August von Klenaus 9. symfoni. Jeg blev grebet af den med det samme. Den mægtige, dystre og teatralske musik, de slående melodier og en mesterlig orkestrering gjorde mig straks nysgerrig. Havde denne komponist mon skrevet en opera? Måske endda én, der ville passe ind i Den Jyske Operas netop påbegyndte serie af danske værker? Spørgsmålet stiller Philipp Kochheim, der er operachef ved Den Jyske Opera og svarer selv: “Jeg synes helt bestemt, at Michael Kohlhaas af Klenau fortjener at blive set, hørt og diskuteret igen, selvom vi afviser skaberens politiske overbevisninger og begræder hans feje opportunisme. Forhåbentlig vil mange danske og internationale operaelskere komme til Aarhus næsten 100 år efter værkets premiere i 1933 for at gribe den sjældne chance at få sin egen mening om det”.


Tosca er bare Kanon!

Tosca topper Operaens Kanon 2019. Resultatet af årets rundspørge blandt læserne viser også, at der foregår store bevægelser, skriver redaktør Peter Wang. Puccini holder skansen, Wagner rykker fremad, Verdi og Mozart taber en smule terræn og flere nyere operaer kommer til.