Verdis Requiem med Det Kongelige Kapel
Livets aften
******
Anmeldt af Brian Bo Jensen
Det virker paradoksalt: at fejre et jubilæum med et requiem? En dødsmesse? Og så for et så spillevende orkester som Det Kongelige Kapel, der denne sæson markerer et enestående 575-års jubilæum? Der er kun 25 år til, at det fejrer svimlende 600-års jubilæum!
På den anden side er det Verdis Requiem, der er på plakaten – af mange med et underfundigt og måske ironisk smil kaldet ”Verdis bedste opera”, fordi der både er stort drama og smægtende inderlighed. Jeg selv mener nu, det er hans sidste opus, den hvirvlende komedie Falstaff med den gamle mesters store menneskeforstand.
Måske også fordi dette requiem med sine dommedagstrompeter, med sine trusler om dom, død og helvede er svært – i alt fald for os kølige, protestantiske nordboere – at forholde sig til som andet end et drama, man kommer aristotelisk renset ud fra. Som refleksion over dødens store mysterium passer den inderlige ro i Brahms’ Ein deutsches Requiem eller de kølige, klassiske harmonier i Mozarts Requiem nok bedre vores sagtmodige, introverte gemyt. Måske.
Et bragende ”Salva me”
Den franske dirigent Bertrand de Billy leder Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, Malmö Operakor og fire solister med suverænt overblik, men også med en helt egen vilje og en helt egen vision for, hvordan requiet skal formes, og det kommer der overraskelser og øjenåbnende fortolkninger ud af. De Billy dæmper tempoet en anelse, og chokeffekten i ”Dies irae”-satsen udebliver, så ”Vredens dag” nedtones – uden dog at miste sin plads. Til gengæld svulmer ”Tuba mirum”-satsen i massiv messingklang; den breder sig fra scenen og bagscenen, som en flod, der går over sine bredder og truer med at drukne os i mesterligt spil. Strygerne – og kapellets strygere er som bekendt nogle af de mest sublime i verden – tøjles og aves til diskrete, næsten tøvende, men inderlige indsatser, inden også de får lov til at bruse og beruse i smægtende passager. Koret, det til lejligheden forøgede operakor (Det er til stadighed pinligt, at teatret var tvunget til at afskedige, fordi politikerne er så tåbelige at tro, at besparelser på kulturområdet, der i sidste ende kun er lønninger og levebrød, nytter noget i det store budget) tordner som sagt ikke ”Dies irae”, men løfter sig samlet i et bønfaldende, bragende ”Salva me”:
”Rex tremendae majestatis,
qui salvandos salvas gratis,
salva me, fons pietatis!”
Ved denne anråbelse rejser hårene sig på ens arme, ikke i frygt, men i medfølelse, og tårerne står en i øjnene.
Aftenens højdepunkt
De fire solister synes at være en symbolsk fejring af Det Kongelige Kapel fra hele den store verden: Sopranen Guanqun Yu er fra Kina, mezzosopranen Judit Kutasi er rumænsk-ungarsk, bassen Alexander Vinogradov er født i Moskva og tenoren SeokJong Baek er sydkoreaner, men alle har de verdens store scener som deres hjem. Om prøvetiden har været kort, skal jeg ikke kunne sige, for da de fire først rejser sig og synger ”Kyrie eleison”/”Herre, forbarm dig”, virker de alle en anelse klemt, som skal de finde hinanden eller forstå rummet, men straks efter er det ovre, og resten er idel skønsang. Yus sopran er angelisk tindrende, og Kutasi låner hende de skyggefulde klange, hun måske mangler, når de synger duet i f.eks. ”Agnus dei”-satsen, og de er perfekte sammen. Baek har en flot om end klangligt lidt anonym stemme, mens Vinogradov smelter alle med sin varme, bløde bas. ”Offertorie-satsen” er et højdepunkt denne aften; anråbelsen af Jesus om at frelse de døde, som det er blevet lovet Abraham og hans slægt, klinger i så fuldendt harmoni, at der ingen dødsfrygt er.
I det hele taget formår Bertrand de Billy at gøre Verdis Requiem til en musikalsk fest – ikke til en gudfrygtig dødsmesse. De fire solister sidder til højre foran korene, men bag kapellet, for det er aftenens virkelige stjerne. Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Kapel nyder at spille værket, at de måske selv af ren kærlighed til musikken har valgt at markere jubilæet med dette værk, og de Billy lader dem svælge i vellyd, mens han selv sørger for, at kontraster i partituret, der måske drukner i optagelser, nu træder lysende frem. Det 575 år gamle kapel er virkelig spillevende, og aftenen er i den grad livets aften.
Verdis Requiem
Fejring af Det Kongelige Kapels 575-års jubilæum
Hørt i Operaen den 25. august 2023.
Dirigent: Bertrand de Billy
Solister:
Guanqun Yu
Judit Kutasi
Alexander Vinogradov
SeokJong Baek
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor
Malmö Operakor