SCENE & I MELLEM

Magnus Vigilius modtager OV-prisen

Han har sunget Phantom of the Operaog medvirket i My Fair Lady, og her ved udgangen af 2018 har han sunget rollen som Boris Grigorjevič i Janáček’s smukke opera Kat’a Kabanová på Teatro di San Carlo i Napoli. I januar står der Théâtre de Caen i kalenderen, hvor han synger Števa i Janáček’s opera Jenůfa. Og straks i det nye år, lørdag den 5. januar 2019, modtager Magnus Vigilius Operaens Venners Pris. Den får han for to pragtpræstationer i det wagnerske repertoire – først og fremmest som Siegmund i Den Ny Opera i Esbjergs opsætning i 2017 af Die Walküre og dernæst for sin herlige og meget frie fortolkning af rollen som Froh i Odense-udgaven af Der Ring des Nibelungen. Læs mere her.

Foto: www.magnusvigilius.com


Et maskebal uden masker

Flagermusen på Den Kongelige Opera

******

Af Kim Reich

Det Kongelige Teaters udgave af Flagermusen var et flop. Det var de fleste kritikere enige om efter premieren på Peter Langdals opsætning i 2006. Nu har der så lørdag den 24. november 2018 været repremiere med et ny cast og jeg må indrømme, at også jeg mødte op lidt farvet af oplevelsen sidst, som i min erindring forekom uden charme. Nu er tiden imidlertid en anden og det er åbenbart, at ensemblet har en fest og det havde vi i salen også langt hen ad vejen. Alle replikker sad lige i skabet og Ann Petersen var en yderst attråværdig Rosalinde med en ganske forførende stemme. Michael Kristensen fik en sjov figur ud af von Eisenstein, mens Dénise Beck var en herlig, uskyldsren Adele. Og ingen kan være en så irriterende italiensk tenor og selvforstærkende førsteelsker som den utroligt adrætte Gert Henning-Jensen, der har tilpas megen selvironi til at melde sig ind i kampen om den smukkes gunst med en strategisk velplaceret bamse. Endelig var herlige Jens Søndergaards fængselsinspektør – med en stærk, men ikke urimeligt karikeret jysk betjentaccent – som taget ud af det nu hedengangne danseetablissement Exalons faste korps af udstationerede betjente efter fyraften.


Når tiden går i stykker

Til døden os på Den fynske Opera

******

Af Brian Bo Jensen

Da de franske klassicister genopfandt den græske tragedie i begyndelsen af 1600-tallet, blev Aristoteles’ fordring om tidens, stedets og handlingens enhed grundlaget for al dramatik. Én fortløbende hovedhandling uden tilbageblik eller sideintriger var idealet, og dette ideal holdt sig stort set op til det moderne gennembrud, hvor der godt kunne gå timer eller dage mellem akterne i dagligstuedramaet; den kamel måtte publikum sluge af hensyn til kunstnernes nye ideal om naturalisme, altså en genkendelig, virkelighedsnær fortællemåde. Som bekendt er æstetiske dogmer imidlertid mest interessante, når de bliver brudt, og mangt et drama – på scenen såvel som på det store lærred – har grebet publikum, fordi forfatteren eller iscenesætteren har turdet gøre op med tidens dominerende stil. Det gælder også opera, hvor nutidige operakomponister og librettister tager udgangspunkt i, hvad mange instruktører forsøger med opsætning af ældre operaer, nemlig at pirre og overraske ved at lege med publikums forventning. Et eksempel herpå kunne være Andy Papes opera Til døden os.


Døden i Paris

La Traviata på Malmö Opera

******

Af Benny Welinder

Forestillingen på Malmö Opera står i dødens tegn. Lige fra ouverturen, hvor Døden, i danseren Carlos Garcias skikkelse, kryber sammen bag Patricia Petibons ryg og ind imellem ånder hende i øret, ind til forspillet til 3.akt, hvor den samme Død afklæder Violetta festtøjet og efterlader hende døende, blottet for alt undtagen underkjolen. Løbet er kørt. Patricia Petibons Violetta er et interessant og meget velsunget første bud på denne rolle, lige som Davide Damianis Germont père må vække begejstring. Scenografi og kostumer tager os jævnlig helt op at køre, og når endelig orkesteret under Rafael Payare spiller som små engle, kan man kun sige: Kom til Malmö og oplev La Traviata.


Big Band med fuldt udtræk

Det Kongelige Kapel koncert: in a Wonderful Town

Af Kim Reich

******

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 år den 25. august 2018. Det fejrer Det Kongelige Kapel ved en forrygende koncert den 30. 11. kl. 19.30 i Operaen. Og vi tør godt skrive forrygende, for ved premieren den 9/11 var det ren mambo fra et som sædvanligt velspillende kapel, der gav nye prøver på orkesterets virtuositet over et efterhånden meget bredt repertoire. De kan simpelthen spille bukserne af ethvert klassisk orkester og Big Band i verden – godt hjulpet af et stærkt velsyngende og yderst veloplagt operakor, der igen viste at de kan andet og meget mere end at synge. Solisterne Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster og Jens Søndergaard brillerede i den koncertante miniudgave af Bernsteins utvivlsomt festlige operette Wonderful Town med herregode Simon Duus som en yderst kompetent fortæller. På podiet udtrykte den portugisiske dirigent Joana Carneiro, hvad hun forventede af de medvirkende i en hippieagtig, nærmest ekstatisk udtryksform.


For hulan – Puccini!

La Bohème på Det Kongelige Teater (repremiere)

Af Kim Reich

******

Der er alt for mange folkeforførere i denne verden, men når det gælder Giacomo Puccini underkaster man sig gerne, for ingen kan som han fremmane en trussel eller lade den fineste musik understøtte et øjebliks lethed på scenen. Hans virtuositet spænder fra ørehængende arier og de mest lyriske duetter til Scarpias frygtindgydende ledemotiv i Tosca og det mørke næsten diskrete anslag, da Mimì dør i sidste akt af La Bohème.


Carmen vidt omkring

Den Jyske Operas turnéforestilling

Af Peter Wang

******

Bizets mesterlige opera Carmen er lavet af så elementært stof, at den tåler en masse. Spørgsmålet er, om den også tåler Den Jyske Operas håndtering: Ouverturen dramatiseres med en lille scene, som ikke er krystalklar, men viser sig at være slutscenen. Historien bliver altså en rammefortælling. Miljøet er et uspecificeret, moderne bandemiljø, hvis lurvede tilstand passer meget godt til værkets miljø af ludere og lommetyve. Scenen består til venstre af en kitschet blanding af blomsterbutik og alter samt bagdøren til en gigantisk flyttevogn; højre side er mere ubestemmelig og foranderlig. Det er tydeligt, at man med enkle og flytbare midler vil fortælle en masse. Sådan må det være med en turnéforestilling.


De forbyttede børn

Pressefoto: DKT

Verdi’s Trubaduren på Den Kongelige Opera

Af Benny Welinder

******

At handlingen i Trubaduren er ubegribelig kompliceret er en så ofte gentaget påstand, at instruktør og scenograf har ladet den helt dominere deres kunstneriske anstrengelser på Dokøen. Scenerummet, som forestillingen åbner i, består af nogle flader og gallerier opbygget af sortagtig granit, og vi ser på dem uden ændringer forestillingen igennem.