SCENE OG I MELLEM

Mød Anne Margrethe Dahl

Foreningen Operaens Venner planlægger at afvikle årets udsatte generalforsamling torsdag den 10. september 2020 kl. 19.00 i Medborgerhuset på Danasvej 30B, 1910 Frederiksberg. Dette naturligvis under forudsætning af, at det til den tid kan lade sig gøre.

Anne Margrethe Dahl, forstander for Operaakademiet ved Det Kongelige Teater, fortæller før den formelle del af generalforsamlingen om sin karriere som sanger og instruktør – og ikke mindst om sin tid som forstander for akademiet, hvor hun er med til at undervise de unge sangere, der kommer til at glæde os fremover.


Arrangementer 

Foreningen Operaens Venner har aflyst alle arrangementer i foråret, hvoraf flere er omtalt i apriludgaven af vores medlemsblad Ascolta. Aflysningerne omfatter også mødet med operachef John Fulljames den 4/6. Datoerne for efterårets DVD-aftener i København er fastlagt. Indhold følger senere. Se mere her.

 


Opera på nettet

Her finder du links til operastreams og udsendelser i radio/TV:
Operakalenderen


Medlemsinformation

Vil du gerne være medlem eller høre mere om et eventuelt medlemskab? Så brug vores kontaktformular (tryk på den sorte knap og vi vender tilbage hurtigst muligt. Yderligere informationer og kontaktmuligheder findes her.


Wagner-gallakoncert

Med hilsen fra arrangøren Niels Borksand er her en optagelse af Wagner-gallakoncerten for Stig Fogh Andersen tidligere på året! En bedre 70-års fest gives næppe! Vi hører bl.a. Valkyrien 1. akt med Stig Fogh Andersen som Siegmund, Brit-Tone Müllertz som Sieglinde og Jesper Brun-Jensen som Hunding.

https://www.youtube.com/watch?v=0dIS4KLS1fU&feature=youtu.be


Orfeus’ far og mor står med den lille nyfødte, mens ’Skytsenglene’ ser til. Foto: Miklos Szabo/DKT.

Mørkets hjerte

Claudio Monteverdis Orfeus på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Mere end 400 år skulle der gå, før Monteverdis Orfeus – historiens første levedygtige opera fra 1607 – landede på Det Kongelige Teater. Men bedre sent end aldrig; denne produktion er et udsøgt resultat af mange dygtige og kompetente kunstneres og teknikeres møde med et gammelt mesterværk.
Den helt store åbenbaring stiger op fra orkestergraven, hvor Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen leverer en magisk og mageløs Monteverdi-præstation. Den cembalospillende dirigent leder et 35 musikere stort orkester, der bl.a. tæller ikke mindre end 3 zinker og 5 baroktromboner foruden alle strygerne, harpe, lirone, dulcianer, blokfløjter, trompeter, slagtøj og orgel. Orkestersammensætningen giver nogle enestående klanglige variationsmuligheder, og ikke mindst i de delikate skift mellem de mange (for det meste korte) vokalnumre og instrumentalsatser holdes ørets opmærksomhed konstant fanget.
Sangerholdet er stærkt og fint, med den fremragende baryton Marc Mauillon i den bærende rolle. Han er omgivet af unge talenter, der både synger og danser, så guderne må sig forbarme.

Læs hele anmeldelsen her.


Margaux de Valensart, Gert Henning-Jensen, Sine Bundgaard og Niels Jørgen Riis i Idomeneo på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo / DKT.

Overbevisende og aktuel

Idomeneo på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Pia Fossheim

En 239 år gammel opera, der handler om guder og sagnhelte og er skrevet til et karneval, iscenesættes som en af vor tids største humanitære katastrofer, nemlig flygtningestrømmen mod Europa, strandet på en græsk ø i 2015.
Det kommer der en forestilling ud af, der fejer alle argumenter om, at klassiske operaer ikke kan spilles i moderne regi af banen, for Idomeneo, som havde premiere den 29. februar, er en af de mest overbevisende og aktuelle opførelser, der længe er set på Operaen i København.
Ved premieren klarede sangerne i de 4 hovedroller de udfordrende arier på bedste måde. Niels Jørgen Riis var en plaget Idomeneo. Som hans søn Idamante brillerede Gert Henning-Jensen både sangligt og scenisk. Margaux de Valensart forløste fint konflikten mellem pligt mod sin døde familie og de nye vilkår, hun er sat i. Elektras rolle er den mest komplekse og den med de bedste arier. Dem fortolkede Sine Bundgaard på fremragende vis.
Mozart-eksperten Julia Jones, som dirigerede Det Kongelige Kapel, betonede de symfoniske elementer i orkesterpartituret, og orkesteret spillede med virtuos intensitet.

Læs hele anmeldelsen her.


Vellykket opsætning

Maskarade med Helsingør Kammeropera

Anmeldt af Sanne Caft

******

Instruktør Anne Fugl har gennem en menneskealder instrueret og været instruktørassistent på Det Kongelige Teater, og hendes årelange erfaring var tydeligt at mærke i denne 1700-tals opsætning af Holbergs og Nielsens opera Maskarade om kærlighed, frigørelse og de nye tider med maskerader og sædernes forfald (i den ældre generations optik). Scenen i det gamle teater er ikke stor, og det kræver en erfaren instruktør at få de mange ensembler til hverken at blive statiske eller tumultariske, når op til otte sangere skulle agere og interagere samtidig på en scene uden plads til de store armsving. Det lykkedes med bravour, og instruktionen rummede fine persontegninger i alt fra Mogens Gert Hansens bondske og servilt-aggressive Arv til Camilla Illeborgs forelsket-trodsige Leonora.

Læs hele anmeldelsen her.


Nærvær og nostalgi

Gallakoncert ved Stig Fogh Andersens 70-års dag

 Anmeldt af Sanne Caft

 ******

De første inciterende toner i Valkyriens første akt er af en mand på hæsblæsende flugt gennem uvejsomt terræn. ”Hier muss ich rasten” lød det indledningsvis fra Stig Fogh Andersen. At hvile sig er ellers ikke noget, der har præget hans karriere. Han er en sanger, for hvem det er så naturligt at agere, at det også sker koncertant. Samspillet med Brit-Tone Müllertz som Sieglinde og Jesper Brun-Jensen som Hunding var kammermusikalsk ciseleret og stort projekteret. Fra en kuldslået og socialt udstødt Peter Grimes i Brittens opera af samme navn til Siegmund og Siegfried i Københavnerringen er et af kendetegnene ved Stig Fogh Andersens musikalitet, at den slår igennem i de mindste detaljer: afværgende eller håbefulde håndbevægelser, et blik og de næsten umærkelige reaktioner på andre sangeres ageren og sang. Stemmen var inderlig i de lyriske passager, og i den krystalklare tekstudtale hørtes tydeligt årtiers arbejde med teksten.

Læs hele anmeldelsen her.


Mozart frigjort af tid og sted

Bortførelsen fra seraillet på Den Jyske Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Af gemyt var Mozart ikke på nogen måde en politiserende kunstnertype, men han var tydeligvis tiltrukket af opera-tekster, der kunne sætte lidt lus i skindpelsene. Og tilbøjeligheden til at flirte med kontroversielt stof viser sig allerede med den opera, Die Entführung aus dem Serail, hvormed han i 1781 efter sit brud med ærkebiskoppen af Salzburg meldte sin ankomst på det wienerske operamarked.
På dette tidspunkt var der lidt mode i mellemøstlig 1001-nats-mystik og samspillet, men Islams imperialistiske fremmarch gennem Balkan-landene var bragt til ophør og i østrigske regeringskredse var der ligefrem planer om et rask lille 100-års-jubilæums-felttog gennem Balkan til en yderligere én-gang-for-alle-afklapsning af osmannerne. Det var i denne atmosfære, at Mozart og librettisten Johann Gottlieb Stephanie’s opera havde premiere den 16. juli 1782.
Alene af disse grunde var der store forventninger til, hvad Den Jyske Opera havde fundet på ved premieren fredag aften den 21. februar 2020. Var Bassa Selim en grov islamistisk fundamentalist, der blandt sine tilfangetagne og slavebundne kvinder havde forelsket sig i Konstanze, men nu havde fortrudt sine handlinger? Eller var han måske en ædel, humanistisk, islamisk statsmand, der i operaens forløb afslørede sin tjener Osmin som en grum, forklædt ISIS-kriger, hvis tilfangetagne sexslave han nu befriede?
Mulighederne er lige så mangfoldige som kontroversielle og man skal passe på, hvad man siger og gør.
Men intet af den slags har instruktøren, operachef Philipp Kochheim, gjort sig skyldig i. Stik imod tidens tendens har han tilstræbt en afpolitisering af operaen til fordel for en fremhævelse af et alment-menneskeligt aspekt, som han har ment at kunne aflæse af fortællingen: Miljøet har intet med islam at gøre, men er et rigmands-miljø af den slags, hvor man køber sig til alt. Konstanze er ikke taget til fange, men blot ’fanget’ af sin egen indre konflikt mellem kærlighed til den fattige Belmonte og materielt begær efter mangemilliardæren, Bassa Selims, ydelser.
Alt i alt en meget ejendommelig forestilling, hvor godt blandede sig næsten uadskilleligt med mindre godt: Arier for sig og scenisk spex for sig.

Læs hele anmeldelsen her.


Thalia, Marianne Mörck, og Jupiter, Loa Falkman. Foto: Mats Bäcker.

Guddommeligt nonsens

Orfeus i Underjorden på Malmö Opera

Anmeldt af Kim Reich

******

Mange operasangere mestrer også skuespilfagets forskellige facetter, men det er ikke alle der kan sige en replik, så den lyder troværdig. Derfor stilles der store krav til de medvirkende, når forestillingen er en operette. Instruktøren Barrie Kosky havde en skuespiller til at sige næsten samtlige replikker i sin udgave af Orfeus i Underverdenen ved sidste års festspil i Salzburg. På Malmö Opera klarer holdet såvel tale som sang til ug med kryds og slange i en svært underholdende udgave af Jacques Offenbachs operette.
Overguden Jupiter, vidunderligt gestaltet af en både velsyngende og guddommeligt skuespillende Loa Falkman, vil gerne holde tale ved gudernes selskab, men ingen gider høre ham tale og Thalia, komediens muse i den græske mytologi, orker næsten ikke at hjælpe ham på vej og suffløse vil hun i hvert fald slet ikke være. Det er ikke mit job i en tid, hvor vi må kæmpe for hver krone til kunsten, siger hun meget frit oversat med vidunderlige Marianne Mörcks gyldentklare stolthed på scenens vegne. Jupiter har ellers forsøgt sig med både Shakespeare og ord fra Bergmanns Fanny og Alexander, men alle keder sig gudsjammerligt i deres kostumer, der godt kan minde om et outtake fra karnevallet i Köln. Det hele ender med at Cupido, Diana, Venus og alle de andre komisk portrætterede guder, der alle har deres egen mere eller mindre tossede karakter, gør oprør. De er noget så trætte af ham og vil have en ny chef, men så træder Jupiter i karakter og vinder dem tilbage ved at love, at han vil befri Eurydike fra Hades Rige, så hun kan få sin Orfeus (der egentlig helst er fri). Der er naturligvis en hel del mellemregninger, før det kommer så vidt. Lad os bare konstatere, at Elisabeth Lintons iscenesættelse sprudler af energi og gakkede indfald samt små oaser af nærmest poetisk ømhed.

Læs hele anmeldelsen her.


Fascinerende sang og dans med dukker

Corpo Surreal på Takkelloftet

Anmeldt af Anne Holm

******

Dukker, der danser med mennesker, og mennesker, der danser med dukker. Forestillingen Corpo Surreal er levende poesi. Stoflige billeder af bevægelse malet på et lærred af sang og minimalistisk musik. For mig er det dog samspillet mellem dukke og menneske, der er forestillingens fascinerende omdrejningspunkt.
Den japanske danser og koreograf Yoko Higashino har en usædvanlig kontrol over sin krop, helt ned til den mindste muskel. Hun kan på et øjeblik gå fra at bevæge sig glidende, organisk til staccato maskinelt. Et opråb om, hvad en menneskekrop er og kan – og en tankevækkende modsætning til dukkerne, som ingen kroppe har, men alligevel er så levende. For sangen står den islandske sopran Ísabella Leifsdóttir. Hun er i kontrast til skarptskårne Yoko Higashino fyldig, frodig og pakket ind i flæser og fremstår som en moderne Venus fra Willendorf. Hendes stemme passer perfekt ind i komponisten Murcofs ambiente, stemningsfulde musik.
Corpo Surreal er ikke teater, eller opera, som det plejer at være. Men hvis man for en tid vil flyttes ind i et helt andet musikdramatisk univers, så er det bare om at komme i teatret.

Forestillingen spiller i dag fredag den 14/2 samt lørdag og søndag på Operaens lille scene Takkelloftet. Den kan opleves i maj måned på Teater Momentum i Odense og på Folketeatret i København ved CPH Stage Festival.

 Læs hele anmeldelsen her.


Undergrunden lukker

Landet bliver en operascene fattigere, når Egnsteatret Undergrunden lukker ved årsskiftet. Teatret har de sidste otte år har haft til huse i kulturhuset Galaksen i Værløse nord for København. Det er et flertal i byrådet i Furesø Kommune, der af sparehensyn trækker stikket og det ærgrer teaterleder Anders Ahnfelt-Rønne. Han siger til Furesø avis, at han har forståelse for at kommunen står overfor en udligningsreform, at der er nedslidte skoler og pres på plejehjem, og at man åbenbart gerne vil kunne løse alle de problemer med teatrets tilskud fra kommunen, men at lukningen er helt ude af proportioner.
”Teatret koster hver borger 40 kroner om året. Det svarer til et ølandsbrød oppe ved bageren. Vi har virkelig knoklet, så det er rigtig sørgeligt”, siger Anders Ahnfelt-Rønne, der allerede inden beslutningen om at lukke teatret havde besluttet at han stopper ved årets udgang.
Du kan læse hans indlæg som gæsteskribent i den aktuelle udgave af Ascolta her. Klummen er skrevet før byrådets endelige beslutning!


En herlig oplevelse

Den åbne Operas La Pizza con Funghi

Anmeldt af Pia Fossheim

******

For fjerde gang opfører operakompagniet Den Åbne Opera en forestilling i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København. Øl og Opera, som er hovedoverskriften på forestillingerne, er en begivenhed, som er ved at blive et tilløbsstykke, og det gamle kirkerum var da også stuvende fuldt 5. februar ved premieren på operaen La Pizza con Funghi. Operaen er i én akt og varer ca. en time. Handlingen er enkel: Voluptia keder sig i sit ægteskab med den selvoptagede Grev Formaggio og har taget sig en ung elsker, Scorpio. Hun planlægger at myrde sin ægtemand ved at forgifte svampene i hans yndlingsret, som er pizza, og gifte sig med Scorpio. Hun betror sig til sin tjenestepige, Phobia, som er hemmeligt forelsket i Greven, og som selvfølgelig afslører mordplanerne for ham – og det hele ender på overraskende og dramatisk vis, som det sig hør og bør i en klassisk italiensk opera.
Uden at røbe noget af afslutningen, kan jeg sige, at det er den morsomste, som jeg har oplevet i en opera. For handlingen er en pastiche over italiensk opera, hvorfra emner, stilelementer og personkarakteristikker er taget og behandlet på en overdrevet, men aldrig respektløs måde.
Musikken har ligeledes elementer lånt fra kendt operamusik og -arier, den er let og melodiøs med relativt enkle harmonier, der understøtter handlingens friske humor.

Forestillingen spiller 19. februar og 4. og 18. marts.

Læs hele anmeldelsen her.


Med sindrig lystighed

Den Stundesløse på Sekskanten i Herning

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Det jyske musikkonservatorium har i næsten 60 år haft tradition for at lade de sangstuderende arbejde med mindst en årlig operaproduktion. Det var komponisten Bent Lorentzen – dengang nyansat lærer på konservatoriet – der sammen med blandt andre sangpædagogen Peer Birch oprettede ”Aarhus Operagruppe” i 1963 og dermed lagde grunden til dette vigtige element i en sangers uddannelse.
Årets forestilling er samme Bent Lorentzens første Holberg-opera (af to), Den Stundesløse fra 1995. Konservatoriet opfører operaen i samarbejde med Operaen i Midten, som bl.a. leverer dirigenten, Flemming Vistisen, og instruktøren, Pernille Elimar. Eneste professionelle sanger på scenen er Jesper Buhl, der overbevisende gestalter den stundesløse, dvs. den stressede Vielgeschrey, som absolut intet udretter, men bruger al sin tid og energi på at have travlt (’viel Geschrei und wenig Wolle’).
Buhl er omgivet af ikke mindre end to hold af unge sangere, som på skift (hver anden forestilling) tager sig af de øvrige roller: den kloge og erfarne tjenestepige Pernille, den giftesyge husholderske Magdelone, den yndige datter Leonora og hendes hjertes udkårne Leander samt dennes tjener Oldfux og den kedelige bogholder Peder Erichsen. Et par stumme roller er blevet sparet væk, og der er også skåret en del numre, så forestillingen i denne version varer 70 minutter uden pause – 20 minutter mindre end førsteudgaven. Jeg savnede Vielgeschreys ”Jeremiade” og synes måske, at den oprindelige 3. akt blev lidt for kort. Orkestret består af fire dygtige konservatoriestuderende og Lorentzens oprindelige samplede lydmix (byens lyde, Vielgeschreys dårlige mave osv.) er erstattet af et nyt, meget opfindsomt og velfungerende. I førsteudgaven var Holbergs ’skriverkarle’ erstattet af et forunderligt, mekanisk sekretærmøbel; i denne udgave mimer fem af sangerne en stor, gammeldags, Storm P-agtig computer, som Vielgeschrey elsker at fodre med trivielle småopgaver.

Læs mere her.


Altid en god oplevelse

Operaakademiets koncert på Gl. Scene

Anmeldt af Benny Welinder

Koncerten med Operaakademiet på Det Kongelige Teater Gl. Scene den 24. januar 2020 bød på en lang række udpluk fra operaens kernerepertoire: Tryllefløjten (Taminos arie og scenen mellem Sprecher og Tamino), Figaros bryllup (1. akts terzet med Susanna, greven og Basilio), flere scener fra La Bohème med Mimì, Rodolfo, Musetta og Marcello, duetten mellem Anna og Giovanna fra Donizettis Anna Bolena, Barberen i Sevilla (terzet mellem Rosina, Figaro og Almaviva), Lakmé (klokkearien), Ariadne på Naxos (scene med nymfe, dryade og ekko) og Elisabeths Tonhalle-arie fra Tannhäuser for så at slutte med Barcarolen fra Hoffmanns Eventyr. Altså en aften som førte os vidt omkring i en lang række af operaens top-10 numre, kun afbrudt af ouverturen til Den tyvagtige skade og Beethovens 3. Leonora ouverture.
Med 11 sangere fra Operaakademiet under uddannelse til en karriere som professionelle operasangere på scenen, kan det ikke undgås, at aftenens indtryk var en ganske stor variation i de vokale og dramatiske udtryk – formodentlig afspejlende, hvor langt fremme på uddannelsesforløbet den enkelte sanger måtte befinde sig.

Mere om koncerten her.


David Kempster synger Giorgio Germont i La Traviata ved alle forestillingerne på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Tænk på dit barndomshjem, min søn…

La Traviata på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Kim Reich

******

La Traviata betyder frit oversat den faldne kvinde, men meget tyder på at hun var alt andet, for Rose Alphonsine Plessis, der blev født den 15. januar 1824 i landsbyen Nonant i Normandiet, gik målrettet efter det liv hun opnåede at få inden hun døde som 23-årig den 3. februar 1847. Hun var sin unge alder til trods belæst, beleven og beregnende – og sopranen Gisela Stilles fortolkning af rollen i nyopsætningen af Verdis opera på Det Kongelige Teater lige i skabet. Den italienske tenor Francesco Castoro kommer ved premieren fint i mål i rollen som den forelskede, den forsmåede og igen den forelskede, men der er ingen gnist mellem dem – ikke noget rørende, der kalder en tåre frem i øjenkrogen. Der er hans far, sunget og gestaltet helt formidabelt af baritonen David Kempster, snarere som de modne mænd med patos og noblesse. Han giver Giorgio Germont den fylde og empatiske fremtoning, som gør hans senere tilståelse af at han begik en fejl ved at kræve af hende, at hun skulle holde sig fra sønnen, betydelig vægt. Den walisisk-fødte Verdi-specialist forvalter det store parti på ypperligste vis – med arien ”Di Provenza il mar, il suol” som det absolutte højdepunkt.

Læs hele anmeldelsen her.


Inden for murene

Tosca på operaen i Malmö

Af Brian Bo Jensen

******

Sant’ Andrea della Valle ved Piazza Vidoni i Rom er smuk og svulmende barok af Maderno. Palazzo Farnese et stenkast derfra er kølig og elegant renæssance, og et stenkast længere borte – lige på den anden side af Tiberen – indgyder Engelsborg ærefrygt i al sin antikke og middelalderlige ælde og vælde. Enhver Rom-farende operafan har sandsynligvis gået den korte tur fra kirken til paladset og til kastellet og har for sit indre blik set de højdramatiske scener i Puccinis Tosca udspille sig, for der henvises eksplicit til stederne i operaen, og mange instruktører og scenografer har ladet sig inspirere af de tre bygninger. Et sted til hver akt. I nyopsætningen på Malmö Opera har scenograf Erlend Birkeland skrabet alt det ydre af. Væk er barokkens stuk og guld, væk er renæssancens marmor, og tilbage står det rå murværk, som antikkens romere kaldte opus latericium: tynde, firkantede teglsten, der danner ydermurene om en kerne oftest af cement.
Disse rå mure og buer giver publikum mindelser om såvel antikt som helt moderne byggeri, og Birkelands scenografi påpeger dermed ikke bare, at Rom er den evige stad, hvor hele arkitekturhistorien kan opleves, men også at Tosca med sin højspændte politiske handling om magtmisbrug og korruption er et evigt appellerende drama, der ikke kun tilhører én historisk epoke. Det fine ved denne scenografi er ikke kun det truende, klaustrofobiske rum, de rå mure skaber, men at den giver en enkel og neutral baggrund for Sophia Jupithers detaljerede og indsigtsfulde instruktion. Publikum får, hvad det kommer efter: en madonnastatue i første akt, Tosca, der i anden akt sætter lys ved den døde Scarpia, inden hun i tredje akt kaster sig ud fra borgens murkrone. Karakterernes psykologi rækker imidlertid langt videre end det forventede. Dimitris Paksoglou som Cavaradossi er en kæmpe at se på, og alligevel bliver han legende og drenget over for Lianna Haroutounians Tosca, så man tror på deres forelskelse! Hun er ikke bare desperat skræmt af Vladislav Sulimskys Scarpia, hun er rystet i sin grundvold over hans ondskab, og aldrig har undertegnede hørt ”Vissi d’arte” foredraget så rørende inderligt. Genistregen over dem alle er imidlertid begyndelsen af tredje akt, hvor hyrdedrengen med den uskyldsrene røst er sat til at tørre blod op efter den sidste henrettelse. Drengen sniger sig til at lege med de nedfaldne blade, som han – som et forvarsel om operaens slutning – ser dale ned fra murværket, inden han selv balancerer rundt på murværket. Da gyser selv den mest forhærdede!

Læs hele anmeldelsen her.


Sweeney Todd, alias Palle Knudsen, har et dæmonisk tag på ’konkurrenten’ Gert Henning-Jensen. Foto: Karoline Lieberkind / DKT

Et brag af en forestilling

Sweeney Todd på det Kongelige Teater

Anmeldt af Pia Fossheim

******

I disse år spilles Stephen Sondheims 40 år gamle værk Sweeney Todd på flere operahuse rundt om i Europa. Det Kongelige Teater har også sat forestillingen om ”The Demon Barber of Fleet Street” på plakaten med premiere den 23. november 2019 og spiller den frem til 22. februar 2020. Denne iscenesættelse er fra 2013 og er genopsat på DKT med Caroline Chaney som instruktør. Sondheim har selv kaldt Sweeney Todd for ”a black operetta”, men siger, at når den spilles i et operahus, er den en opera. Den har en talt dialog, men det kan man vel sammenligne med en recitativ-opera? Sondheim synes opera dvæler for meget ved følelser, men han beundrer Puccini for hans kompakte stil, som har inspireret til det flow, som findes i Sweeney Todd, med koret som drivkraften for handlingen. Dette flow brydes af korte indslag med de agerendes følelser og relationer til de øvrige medvirkende.
Sweeney Todd fortjener en plads i operarepertoiret som en klassiker. Denne opsætning er et brag af en forestilling, som fik sin velfortjente, stående applaus. Gå ind og se den, for på trods af den dystre historie er den morsom og medrivende. Og dog – temaet kannibalisme var nok en tand for ulækkert til at publikum ville smage Mrs. Lovett’s pies, der var i hvert fald rigtig mange tilbage på fadene ved pausens afslutning.

Læs hele anmeldelsen her.


Festivalafsked med manér

La Bohème på Østre Gasværk Teater

Anmeldt af Kim Reich

******

La Bohème er en af operalitteraturens helt store klassikere og det er ikke svært at forstå hvorfor: Operaen handler om ganske almindelige mennesker og foregår i et miljø vi alle kan forholde os til, men det er først og fremmest kompositionen i sig selv, der giver ilt til fortællingen. Samtalerne mellem de fire ’unge’ bohemer i deres beskedne lukaf i Paris er noget af den bedste, musikalske dialog, der nogensinde er komponeret. Librettoen afspejler ungdommens glæder og ikke mindst forventninger. De nødvendige afsavn som følge af dårlig økonomi giver anledning til frustration, men mødes også af en slags trodsig ironi og sarkasme – gennemillustreret, da en af dem kommer hjem med en gammel fisk og et stykke tørt brød. Rørende bliver det, når de forlegne prøver at forholde sig til den dødssyge Mimí og sekunderne efter hendes død trækker tårer.
Den aktuelle opsætning ved Amy Lane på Østre Gasværk Teater føjer ikke meget nyt til historien, men genfortæller den med nærvær og empati. En række af de helt store operaværker finder fra tid til anden vej til de små scener, hvor der hverken er råd til eller plads til det helt store orkesterudtræk. Det fantastiske ved kompositionerne er så at opdage, hvordan de ved et intelligent miks af instrumenter stadig fremstår i al den skønhed og dramatiske styrke, som gennemsyrer det oprindelige partitur. I det konkrete tilfælde er det Puccini klædt af til skindet. Det har vi oplevet før, bl.a. på Den Fynske Opera i sidste sæson, og det klæder ham faktisk, for det skaber nye og dog velkendte nuancer i det musikalske udtryk. For det er her, ved den kammermusikalske ledsagelse, at man opdager den sande urkraft i en så mesterlig komposition. Med Ulrich Stærk ved klaveret og som kapelmester er niveau og engagement på plads, selvom vi ret beset ikke kan kalde Østre Gasværk Teaters scenerum for lille.
Og det vil være synd at fremhæve nogen frem for andre blandt sangerholdet, for alle gør det fremragende.

Læs hele anmeldelsen her.


Sangerholdet i Mozarts aktuelle Così fan tutte på DKT. Foto: Miklos Szabo.

 

Velgennemført, smuk og stilbevidst

Così fan tutte på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Così fan tutte er som en ren sangerfest, hvor alle seks i forskellig orden kommer til fadet og overgår de forrige med sangkunstens mærkevarer i frasering, udtryksfylde, sødme og samspil m.m. Et fint hold viste i forskelligt mål disse kvaliteter – især kendetegnet ved rigtig bevidsthed om samspillets værdi og vågenhed over for skuespillerens færdigheder, hvor resignation og løssluppenhed er yderpoler i en ellers velsmurt forestilling. Som slutresultat: en smuk og stilbevidst, velgennemført opera der igen på bedste vis indtager sin plads i standardrepertoiret.

Læs hele anmeldelsen her.

 


Operaparodi

Lille soldat urpremiere på Den fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Det er sympatisk, at komponisten Niels Marthinsen og librettisten Jesper Bræstrup Karlsen har villet skrive musikdrama om konsekvenserne ved krig. Komponisten udtalte i P2 Puls dagen efter premieren, at opera nok er den eneste genre, der kan rumme og udtrykke de følelser, der raser i menneskesindet efter mødet med krigens gru. Sangerne David Danholt og Tor Lind, der synger de to hovedpartier, har sammen besøgt hjemvendte soldater, der nu lider af PTSD, så forarbejdet er grundigt. Problemet er, at disse store følelser aldrig bliver vedkommende, for historien er bundet op på hændelser, der har udspillet sig før operaen begynder, og i et (mislykket) forsøg på at skabe spænding er kronologien brudt op og sat sammen på ny, så der så at sige tælles ned til det attentatforsøg, der udgør operaens klimaks (og finder sted uden for scenen).
Operaens store, store svaghed er altså librettoen. Marthinsens musik er nok ikke banal, men for selv et trænet øre virker den fad og udramatisk. Der er meget smukke passager, bl.a. soli og duetter som intermezzi, men der skal nodekendskab til for at kunne høre de uden tvivl gennemtænkte nuancer, der er i partituret. Sangerne er også alle fremragende. Det er dem og musikernee alene, der trækker bedømmelsen op på tre stjerner.

Læs hele anmeldelsen her.


Sansemættende veludført   

Tristan og Isolde på Operaen

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Den nye opførelse af Wagners berusende musikdrama på Operaen med foreløbig 4 planlagte opførelser annonceres som delvist scenisk samtidig med, at Det Kongelige Kapel indtager scenen. Dette kan muligvis og i andre sammenhænge berettiget tolkes som en løsning for operaopførelse uden den fulde udfoldelse og dermed uden alt det et stort operahus rummer af lys, farver, sætstykker, dragter og fuldbesat orkestergrav. Og sandt nok: en Aidapå halvt blus uden palmer, sejrsparader og gravkammer er en tam erstatning. Tilsvarende fordrer hos Wagner Mestersangerne, Rhinguldet og Den flyvende Hollænder ligeledes både at kunne ses og høres.
Men netop Tristan og Isolde med værkets mindre antal personer og indbyrdes psykologisk og følelsesrelaterede introverte drama kan – som det nu er valgt på Operaen – styrkes og beriges trods i det ydre minimeret, men med fokus på et sansemættet og samstemmende akkompagnement med orkestret anbragt i øreniveau med publikum.
Blandt aftenens solister stod Ann Petersen suverænt frem med en dyb fortrolighed med Wagners univers. I begyndelsen som en rank og trodsig fristerinde, lidenskabeligt bevægende i fortællingens fremdrift til slutapoteosens udfoldelse. En stor præstation med varme, smertebetonet, indsigtsfuld og med stor klangfylde. Overfor Christopher Ventris’ Tristan er det fortsat Isolde, der i deres samspil bærer førertrøjen. Han har ikke hendes grad af stamina, men tager sine stik hjem i sin vemodige, smukt formulerede erkendelse af dødens komme. Egils Silins’ Kurwenal var et sangligt flot bekendtskab, der gerne måtte uddybes. Kong Marke, Kyungil Ko, var i skikkelse og sprogdragt langt fra vikingeborgen i Cornwall, men hans dybe sonore bas gjorde indtryk. Hanne Fischers Brangäne var en meget smuk og fint afvejet oplevelse blandt alt det sørgelige. Baggrunden var domineret af et månelandskab med forskellige faser og belysninger som opfølgning på dramaets udvikling og temperament skift.

Læs hele anmeldelsen her.


Opera for børn (og deres forældre)

Philomenas stemme er et moderne opera-eventyr komponeret af den prisvindende komponist Steingrimur Rohloff. Operaen tager livtag med et svært, men desværre meget aktuelt emne blandt børn i dag, nemlig ensomhed. Men den fortæller også historien om hvordan børn, som de evige idealister de er, kan slippe ud af og overkomme ensomheden ved hjælp af deres fantastiske fantasi. Hvad stiller man op, når man er barn i en travl voksenverden, hvor mor og far konstant skændes og man ikke føler man bliver hørt?
Historien om Philomena foregår i et mytisk univers, som trækker tråde til nogle af litteraturens mest elskede børneklassikere såsom Alice i Eventyrland, Den lille Havfrue  og det mere moderne oplæg: Disney Pixars Inderst Inde, som handler om fantasi og følelser i børnehøjde. Med operaens muligheder for at få adgang til det helt store følelsesregister insisterer denne forestilling på både at introducere børn for opera som genre, men også på at fortælle en universel historie som alle kan relatere til.
Med forestillingen, der spiller fra den 15. november til 1. december på Zangenbergs Teater i Pilestræde i København, vil det kunstneriske hold bag en nykomponeret opera med stor musik sat ind i en ramme og en fortælling, som det unge publikum kan forstå og forholde sig til. Opera behøver nemlig ikke at være hverken svært at forstå eller at følge med i, noget som instruktør Jacob Schjødt er meget bevidst om:
”Opera kan måske virke lidt fjernt, men samtidig er sangen og musikken fantastiske midler til at udtrykke følelser. Så vi arbejder benhårdt på at bevare alt det vidunderlige, som kendetegner opera, samtidig med at vi utrolig gerne vil fortælle en let tilgængelig og vedkommende historie, der kommer helt tæt på publikum”, sigerJacob Schjødt.
Sangerholdet er Andrea Pellegrini, Mathias Hedegaard, Julie MeeRa Albertsen, Ying-Hsueh Chen og Marie Louise Lind.


Når opera bider på den blide måde

GuidOperas ”Opera skal gøre ondt!” på Tåstrup Teater

Anmeldelse af Sanne Caft

Barytonen Guido Paevatalu, tenoren Niels Jørgen Riis og musikeren Leif Greibe er tre rutinerede herrer, hvilket var tydeligt til den lille koncert ”Opera skal gøre ondt!”på Taastrup Teater. En bagatel, javist, men en charmerende en af slagsen.
”Forza Opera” stod der på bagtæppet med det enkle koncept: to sangere og en pianist. En scene med et par stole, en buste og en kandelaber. En musikalsk slentretur gennem operarepertoirets højdepunkter for baryton og tenor krydreret med personlige anekdoter fra lange og brogede musikalske karrierer.
”Først går du så grueligt meget igennem, og så bliver du glemt”, blev der slynget ud til tilskuernes moro. Med afsæt i den hjertegribende smukke duet mellem Don Carlos og Posa i Verdis opera Don Carlos blev det i al fald for denne anmelder tydeligt, hvorfor kombinationen af tenor og baryton simpelthen er genial: en duet, der skal formidle følelser, broderskab, mandhaftighed, styrke og sårbarhed alt på én gang. Overlegent gjort af Riis og Paevatalu, der gennem deres lange karrierer er repræsentanter for både sangligt niveau og skuespilmæssigt ditto.
Sikrest stod D’herrer i operarepertoiret mens et par musicalnumre var lidt mere klæge. John Denvers ”Perhaps love” er udødeliggjort ved Denver og Domingo, og blev en sirupssød omgang. Så var der unægtelig mere smæk på i operaarierne, hvor vi bl.a. hørte blomsterarien fra Bizets Carmen, ”O du mein holder Abenstern” fra Wagners Tannhäuser, ”Che gelida manina” fra Puccinis Tosca og Germonts arie fra Verdis La Traviata.
Anekdoterne fyldte fint ud mellem numrene. Vi hørte, at Niels Jørgen Riis har været scenemæssigt ‘fyld’ til Ib Hansens afskedsforestilling og var indforskrevet som en af de maskeradegæster, der skulle sidde på første sal i den maskeradebygning, der stod i kanten af scenen og dannede rammen om bl.a. Jeronimus’ ”Fordum var her fred på gaden”, som også blev foredraget på fineste vis. Her fik publikum et kig ind bag kost & mask til de kunstnere, der knokler for at give os uforglemmelige oplevelser. Ingen var i tvivl om at det havde været en bevæget aften for de tilstedeværende, hvilket denne anmelder som publikum den pågældende aften kan skrive under på. Her blev sangernes blik på den institution, de har viet så mange år og timer til, også kort berørt. Det var tydeligt, at der var vemod i Guido Paevatalus blik mod den scene, han har stået på så længe inden pensioneringen. Ligesom Niels Jørgens Riis’ bemærkning om, at Guido ikke ville kunne genkende den, hvis kan kom forbi, var tankevækkende. Og således gik aftenen fra at være en bagatel til også at have et bid.
Operakunsten lever på de store scener og de små. Den lever af de statsstøttede kompagnier og af ildsjælene. Lad os bliver ved med at dukke op til de mindre koncerter, de små sceneopsætninger og de forskellige foredrag. På den måde er vi alle tandhjul i det store og brogede operabillede.


Isnende skønhed og krystalklar vision

Hans Abrahamsens Snedronningen uropført på Operaen

Anmeldt af Sanne Caft

******

Man gør sig ofte den overvejelse som operagænger, om man skal forberede sig inden en given forestilling. Læse om baggrund og historie. Sætte sig ind i tankerne bag og blive klogere på det kunstneriske hold bag den konkrete opsætning. Med urpremieren af Hans Abrahamsens Snedronningen, der frit efter H.C. Andersens eventyr har libretto af komponisten selv i samarbejde med Henrik Engelbrecht og er iscenesat af Francisco Negrin, har det for læsere af operamagasinet Ascolta været muligt at få et unikt indblik i arbejdet med forestillingen gennem Bo Basbøls dagbøger som ’deres udsendte’ fra Operaens Venner. På premieredagen var der også en grundig om end lettere akustisk udfordret gennemgang og interview med komponisten, ligesom forestillingsprogrammet blev flittigt langet over disken til de mange fremmødte i den udsolgte Opera.
Musikalsk er Abrahamsen en mester i at håndtere slagtøj og skabe inciterende rytmiske billeder og give musikken en puls, der ændrer sig undervejs, men som aldrig sætter sig til modværge hos tilhøreren. Læg dertil lyriske passager af stor skønhed, både hvor personernes samtale i relativt abrupte sætninger alligevel flød ubesværet og i de rent sansende passager, hvor der blev standset op og foldet ud. Faldende kadencer i rytmisk gentagelse som da Gerda sørgede over, at Kay var forsvundet. Eller et særligt stærkt øjeblik, hvor Gerda mødte et rosenbed i skikkelse af koret iført sort/røde kostumer, der halvt nedsunket i gulvet sang som tre søstre af død og ”kling klang”. Her smeltede behandlingen af slagtøj, fuldtonet orkester og vokal sammen til en musikalsk perle, der i sin stemning var lige præcis så sød og melankolsk som en afblomstrende rose.
Rent sangligt var der ikke meget at sætte fingeren på.

Læs hele anmeldelsen her.

Sådan tog Snedronningen form!

Operamagasinet Ascolta har fulgt arbejdet med opsætningen af Hans Abrahamsens Snedronningen, der havde premiere på Den Kongelige Opera den 13. oktober 2019.
Du kan læse Bo Basbølls dagbogsnotater fra prøveforløbet her.


Scene fra Eugen Onegin. Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera.

Halvt Mephisto, halvt Don Juan og hel flaneur

Eugen Onegin på Den Jyske Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Det siges, at alle russiske piger i konfirmationsalderen kan recitere Tatjanas brevscene udenad. Tatjana er vist også enestående i verdenslitteraturen som den unge kvinde, der blotlægger de inderste hemmeligheder i sit følelsesliv og sit lidenskabelige begær. I sin kedsomhed ser hun den tiltrækkende verdensmand, Eugen Onegin, som en slags forløser. Bag et par solbriller har denne dog skjult sin desillusionerede kynisme, der giver mindelser om både Goethes Mephisto og Mozarts Don Juan. Og Onegin er ikke bare en person: Han er selve inkarnationen af det dekadente miljø, der først inspirerede Pusjkin til den versroman, som 50 år senere inspirerede Tjajkovskij til sit hovedværk Eugen Onegin.
Og det er netop dette miljø, der er operaens hovedtema og tydeligst tegnes det i den dødssyge fest i anden akt, hvor alt er stablet op om ældgamle ritualer, der for længst har mistet deres betydning. En stor, stor aften med Eugen Onegin, som må fylde operascenerne over hele landet frem til slutningen af november.

Læs hele anmeldelsen her.


Amy Lane ny festivalchef

CPH Opera Festival har ansat Amy Lane som ny festivaldirektør. Hun kommer fra en chefstilling i The Royal Opera, Covent Garden, og afløser Peter Lodahl. “Bestyrelsen har lagt vægt på, at vores nye festivaldirektør skulle have et stærkt internationalt netværk, så festivalen kan tiltrække de internationale solister og dirigenter, som er en del af vores succes som operafestival. Men på samme tid skal den nye direktør forstå vores prioritering af operaoplevelser på højt kunstnerisk niveau på gader og stræder. Vi tror på, at Amy Lane er i stand til at løfte begge opgaver, ligesom hendes udviklingsønsker og planer er yderst interessante”, siger bestyrelsesformand Søren Bojer Nielsen.
Amy Lane er født og opvokset i London, og det er også her, hun hidtil har haft sit kunstneriske virke. Først som sanger i en række operaensembler og -huse, siden som instruktørassistent og instruktør. Hun har i flere ombæringer arbejdet tæt sammen med Det Kongelige Teaters chef, Kasper Holten. Senest stod duoen bag Drot og Marsk på Det Kgl. Teater. Den nye festivaldirektør er en flittig bruger af København – for tiden i forbindelse med CPH Opera Festivals off-season-satsning i november og december, hvor hun instruerer en jazzæra-inspireret version af La Bohème på Østre Gasværk. (Foto: CPH Opera Festival.)


Herlig slapstick og fed musik

Barberen i Sevilla på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Kim Reich

******

Martin Lyngbos stumfilms-take på Barberen i Sevilla er for både nye operagæster og garvede operafans, der sætter pris på klassikerne i nye klæder. Sådan beskriver Det Kongelige Teater den opfindsomme iscenesættelse, der havde repremiere den 21. september 2019. Handlingen er lige ud ad landevejen. Figaro er venner med Grev Almaviva, som er forelsket til op over begge ører i den smukke Rosina, der bor hos sin formynder, doktor Bartolo, der vil have hende for sig selv. Den gamle mand forsøger at forpurre de unge elskendes kærlighed, men med Figaros hjælp lykkes det Almaviva at vinde Rosinas hjerte. Inden det når så vidt må Figaro lade som om han er barber. Heldigvis er han god til at improvisere.
Alt er rent fryd for øje og øre. Vi er vidner til en munter holmgang mellem de medvirkende, der har hver sin rolle at spille både i centrum og ude i periferien. Hver eneste ting de gør, når de ikke lige synger, men agerer i bedste stumfilmsstil, sker i takt til musikken – fra stuepigen, der støver af og ender med et blive forført af sig selv, før støvet i kosten fremtvinger et nys, til Don Basilio der lige ryster af efter en tur på toilettet – tre gange, i takt. Der er så mange detaljer at holde øje med, at forestillingen bør ses mere end én gang. Det er tydeligt, at holdet på scenen har en fest og den slags har det jo med at smitte af. Hvordan de kan det hele samtidig med at de synger og skal huske hver en bevægelse, fordi den ene afhænger af den anden, er tæt på mirakuløst. Forestillingen er lille perle i munter opfindsomhed og teatret har fuldstændig ret: den kan og bør ses af alle som et kærkomment intermezzo i det liv vi lever, et minde om hvor god de bedste komedier egentlig er og var eller bare som en ny forløsning for alle operaelskere, der lige skal have en slapper ovenpå det svære stof. Her dør ingen – allerhøjest af grin!

Læs hele anmeldelsen her.


Et fascinerende danseshow

Koskys Carmen på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Carmen i Barrie Koskys regi synes meget anderledes end andre opera-iscenesættelser, der ved sammenligning fremstår som blot konventionelle. Koskys Carmen spilles her på en enorm 16 trins trappe i fuld scenebredde og gerne fyldt med smidige gymnastiske og dansende artister, kor og syngende børn i et musikalsk danseshow, sådan som det især har kunnet opleves fra filmens verden. Tid og sted giver kun en forestilling om Sevilla, cigaretfabrikken og Lillas Pastias smuglerkro, men dog et indtryk af tilskuerbænkene i Tyrefægterarenaen. Tiden er efter 1900 og før Franco, bedømt på klædedragter – i øvrigt rigt gennemført i sammensatte nuancer i gråt, sort og hvidt. Tidsånden er musikalsk/kulturelt en sammenblanding fra Offenbachs cancan tid over Marlene Dietrich cabaret fra 20’erne med Brecht/Weill og Bergs Lulu rumsterende i kulissen. Men dansen, rytmen og energien er fra Koskys og medarbejderes egne fund og tid.
En flot aften måske oplevet mere som hybrid mellem musikalsk show og opera end opera og derfor uanset dens energi, visionære tilføjelser og gode sangeroplevelser ikke når at toppe fulde seks honorære stjerner.
Er man godt kendt med Bizets opera, kan Koskys anbefales som ekstraudstyr for sine visioner, den magiske levende scenografi med dansere, akrobater, sin energi og en vis portion frækhed.
Kender man ikke Carmen 
kan opsætningen ses som et flot iscenesat show med dybt fascinerende og inspirerende danseteater – og med al musikken tilmed.

Læs hele anmeldelsen her.


 

Datteren Eva, sunget af Erika Sunnegårdh, og moderen Charlotte Andergast, sunget af Charlotte Hellekant. Fotograf: Jonas Persson/Malmö Opera.

Bergman dekonstrueret

Höstsonaten på Malmö Opera

Anmeldt af Kim Reich

******

Nogle skal grave dybt i erindringen for at genkalde sig Ingmar Bergmans ”Höstsonaten”. Andre har den måske i frisk erindring, selvom filmen blev lavet tilbage i 1978. Alle husker nok især Ingrid Bergman i rollen som moderen Charlotte over for Liv Ullmann som datteren Eva.
Det store skel mellem mor og datter – her især forklaret med moderens, den store koncertpianists professionelle karriere og liv – som kontrast til de forsømmelser, som det har ført med sig over for både Eva og hendes søster Helena, der ovenikøbet er alvorligt syg nu, hvor vi kommer ind i handlingen.
Charlotte kommer endelig på besøg efter syv lange år ude i verden. Eva lever – som mange i Ingmar Bergmans univers – i et landsbymiljø, hvor skyld og uskyld går hånd i hånd med Guds vilje og dårlig samvittighed. I Höstsonaten er det dramaet mellem to kvinder fanget i et klassisk rollemønster med et utal af krisemuligheder, der fascinerer.

Læs hele anmeldelsen her.


Opera Hedeland:

Publikumssucces med Carmen

Da Opera Hedeland i august opførte Carmen, var det med en udsolgt premiere og i det hele taget et salg, der overgik de seneste 10 års forestillinger i amfiteatret. Successen skaber glæde hos operaens ledelse, som nu kan se frem til endnu en rekord. Forsalget til næste års opførelse af Verdis Rigoletto har nemlig overhalet forsalget til Carmen.
”Når man arbejder så hårdt på at skabe en god oplevelse, som holdet bag Opera Hedeland gør, er det helt fantastisk, at så mange vælger at bruge en aften hos os. Vi er meget taknemmelige for, at folk forstår og værdsætter den særlige stemning, vi skaber, og som de jo også selv er medskabere af”, siger operachef, Claus Lynge, Opera Hedeland.
Ifølge operachefen kommer publikum ikke kun til Opera Hedeland for at se kendte og populære titler.
”Mange peger på helhedsoplevelsen og det, at de både kan spise og nyde natur og opera i ét som årsag”, påpeger Claus Lynge.
Mens der er mange stamgæster – 40 procent af publikum har overværet mere end fem forestillinger – har det dog også været en opgave for Opera Hedeland at udvide publikum. Det er blandt andet sket gennem nye markedsføringskanaler og et samarbejde med bl.a. Ældresagen.
”Vi kan se på vores måling, at andelen af førstegangsbesøgende er steget, hvilket vi er glade for. Samtidig kommer der også lidt flere unge. Det kommer bl.a. via særlige rabatter og et samarbejde med Ældresagen, som sælger familiepakker, hvor de ældre kan tage børn og børnebørn med i operaen”, siger Claus Lynge.
En yderligere tilføjelse er, at Opera Hedeland i år lavede en særlig mini-Carmen, som blev vist for 3.000 skolebørn fra Roskilde, Greve og Høje Taastrup.


Don Juan som tegneserie

Mozart på Undergrunden i Værløse

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Med et referat af forestillingen Don Juan udgivet som tegneserie kunne man forledes til at tro at man skal se spøg og skæmt på scenen. Intet kunne være længere fra virkeligheden.
Det cast, som startede forestillinger i Aarhus Sommeropera på Helsingør Theater i Den gamle By i Aarhus, fortsatte til Den Sydfynske Opera Festival og nu har premiere på Egnsteatret Undergrunden i Værløse, er yderst professionelle. Faktisk er disse sangere og deres karaktertegning den bedste Deres udsendte har oplevet i Don Giovanni/Don Juan. Ikke et sekund er man i tvivl om, hvem der er hvem. Såvel den måde sangerne agerer på, reagerer på og deres påklædning gør, at man som publikum fuldt kan nyde forestillingen.
Som altid bliver man lidt nervøs, når chefen går på scenen som det første og byder velkommen. Denne gang havde Stina Schmidt fået forfald med stemmen. Men heldigvis kunne hun sagtens spille fremragende på scenen. Som sanger havde man i iltempo fået fat i Elsebeth Dreisig, som smukt sang hele Donna Elviras parti fra orkestergraven.
En enkelt episode bragte smilet frem, i hvert fald hos denne anmelder. Donna Elvira drikker af sit champagneglas, MENS hendes stand in synger hendes rolle.
Scenografien af Karin Seisbøll er så enkel, at det kun gør godt. En trappe!! Nogle få rekvisitter er alt, der er nødvendigt for at følge med – en drikkedunk, en knortekæp, en pistol, et par knive, et par lysestager og en bakke med mad og champagneglassene og det er derfor slet ikke nødvendigt med sceneskift og andet tidrøveri.
Sangerne skabte en god stemning på scenen med en storsmilende Thomas Storm som forføreren Don Juan i front, den forsigtige men spøgefulde Leporello, Jesper Mikkelsen, som hans tjener, den nervøse og narrede Donna Anna sunget af Signe Sneh Durholm og hendes kæreste, den kedelige Don Ottavio, fremragende og tilbageholdende spillet af Anders Christensen. Berit Barfred-Christensen og Martin Møller Vilbrand, der stadig er elev op Operaakademiet, sang det unge bonde-kærestepar Zerlina og Masetto og den autodidakte bas Jens Bruno Hansen sang den stoiske Kommandant.
Den gode stemning på scenen bredte sig til orkestergraven. Det 15-16 mand store Randers Kammerorkester, der blev ledet af chefen og dirigenten David Riddell, der også trakterede spinettet og dermed blev musiker nr. 16. Imponerende spillet af de forholdsvist få musikere, der dog kunne frembringe sound fra såvel horn, klarinet, tværfløjte, obo, fagot, violiner, celli og kontrabas foruden spinettet. I operaens slutning får sangerne selskab af nogle basser blandt publikum, der pludselig rejser sig og er med til at give operaen det alvorstunge præg.
Der manglede intet i denne forestilling – instrueret af Anders Ahnfelt-Rønne.


 

Wotan, Jens Søndergaard, i et gyldent øjeblik. Foto:Steffen Aarfing/Den Ny Opera

 

”Wotan, Gemahl! Erwache!”

Rhinguldet på Den ny Opera i Esbjerg

Anmeldt af Peter Wang

******

Med Frickas dagligdags replik indledes 2. scene af Wagners Das Rheingold. Gemalen, Wotan, aner ikke, hvad der er sket i den forgangne nat. Fricka ved det i grunden heller ikke, men hendes kvindelige intuition har fortalt hende, at et eller andet er gået grueligt galt. Men vi, der sidder i tilskuerrummet, er bekendte med hele situationen. Derfor ved vi også, at ”Wotan, Min husbond! Vågn op!” ikke bare er en konventionel morgenhilsen, men et ’wake-up-call’, der varsler ilde for hele fremtiden. Og sådan er det med Wagners replikker: de rækker altid betydningsmættede udover den situation, hvori de optræder. Blandt Wagner-kendere er utallige af dem blevet til små ordsprog, der i al deres tilsyneladende uskyldighed handler om hele verdens dårskab.
I Esbjerg fornemmer man instruktøren, Kasper Wiltons, kærlige sympati for værket ligesom Marie ì Dalis og lysdesigneren Michael Breiners – samt hele deres stabs – forfinede omhu for detaljer. I det hele taget gennemstrømmes forestillingen af den tegneserieagtige naivitet og morskab, som den dødsensalvorlige handling tåler og det er ikke så lidt, da den store tragik jo egentlig kun kan udtrykkes gennem den største humor.

Læs hele anmeldelsen her.


Hvor langt kan – og skal – man gå?

Michael Kohlhaas på Den Jyske Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Det kan ikke stærkt nok påskønnes, at Den Jyske Opera programsætter en række ukendte danske operaer. Det er vigtigt, at vi konfronteres med de kulturelle frembringelser, vi selv har behandlet noget skødesløst – og lige så vigtigt, at vi i ny og næ får lejlighed til selv at sortere dem, så det salt, der har mistet sin kraft, kan kasseres, mens det, der stadig kan krydre vor kulturelle næring, kan bevares.
Heinrich von Kleists novelle om Michael Kohlhaas fra 1800-tallets begyndelse handler om et dybt og formodentlig uløseligt moralsk problem: ”Fiat justitia, pereat mundus” eller ”Hvor langt kan man gå i kravet om retfærdighed for en uomtvistelig begået uret?”
Spørgsmålet var relevant på Luthers tid, hvor den virkelige handling udspillede sig, men også i tiden lige efter Den franske Revolution, hvor novellen blev skrevet og i høj grad i 1933, hvor operaen havde premiere i Stuttgart. Det gælder også i vor tid, hvor det bestemt ikke skorter på selvretfærdig terrorvirksomhed i en eller anden ’godheds’ navn. Og selvom moralske spørgsmål ikke i almindelighed er egnede opera-emner – i hvert fald ikke ifølge Søren Kierkegaard – kunne der godt skrives en dybdeborende libretto over Heinrich von Kleists litterære mesterværk. Shakespeare kunne have gjort det, Verdis bedste librettister kunne have gjort det, Hugo von Hoffmannstal kunne have gjort det og – frem for alle – kunne Wagner have gjort det, men Paul von Klenau kunne desværre ikke. Komponisten mente selv at have sidstnævnte som dramatisk forbillede, men der må være kikset et eller andet i hans Wagner-forståelse: Wagner ville have flyttet fokus ind i personernes sjælelige, moralske dilemmaer og kvaler, hvor de var blevet endevendt i alle detaljer samt udtrykt i betydningsmættede monologer og skarpe dialoger, hvor ord og toner føg gennem luften som gnistrende hagl. Operaens styrke som kunstart ligger i dens mulighed for ved musikkens hjælp at bore sig dybt ind i sjælelivet, og ikke i skildringen af de ydre begivenheder.
Men sådan er det desværre ikke i von Klenaus tekst, som klamrer sig til det praktiske livs banale og ligegyldige detaljer, som nok er vigtige og billedskabende i en novelle, men ikke i et scenisk værk, hvor de kan skabes på scenen og i instruktionen eller henlægges til korte resuméer.

Læs hele anmeldelsen her.



CPH Opera Festival:

Andrea Pellegrini er som skabt til Carmen. Her med en paf Magnus Vigilius som Don José. Foto: Mikal Schlosser / Opera Hedeland

Veloplagt og velsunget klassiker

 Anmeldt af Benny Welinder

******

Opera Hedelands scene henligger ved forestillingens start overstrøet med større og mindre betonfragmenter – som efter en større eksplosion? Orkesterbygningen bærer et større antal bygningsdele, så der næppe er plads til en modest dør ind til tobaksfabrikken. Et antal skorstensdele udspyr forestillingen igennem røg af forskellige stærke farver – gemmer der sig en kemisk fabrik bagved? I hvert fald kommer adskillige voksne og børn frem og bærer et stort antal sække rundt på pladsen, idet de gør alt for at undgå militæret. Sækkene lastes på scenens udkant på et transportbånd, som leverer dem til en ventende pick-up. Smuglere? Tid og sted lader sig kun vanskeligt afkode, men Andrea Pellegrinis mezzosopran er som skabt til at synge Carmen. I alle fire akter er hun helt overbevisende, hvad enten hun synger blidt eller råt, hvad enten hun søger at indynde sig hos Don José, er blevet træt af ham, håner ham eller forsøger helt at komme ud af resterne af deres forhold. Når dertil lægges, at hun har en evne til at fylde scenen helt ud, hvor hun end står – at hun så at sige suger alle vores blikke til sig, hvad hun nu gør eller siger – ja, så tiltrækker hun os, selv om hun synger råt og ligefremt om den bristede kærlighed.
Summa summarum: Opera Hedeland har atter begået en veloplagt operaforestilling, hvor hovedrollerne er overordentlig velbesatte.

Læs anmeldelsen her.

 


CPH Opera Festival:

Den kongelige Gæst på Arbejdermuseet

 Anmeldt af Bo Basbøll

******

Efter mange års fravær på operascener herhjemme genopførtes – i 100-året for urpremieren – Hakon Børresens og Svend Leopolds enakter Den kongelige Gæst på dette års operafestival. Den ’glemte’ opera var fast på repertoiret på Det Kongelige Teater fra premieren til ind i 1960’erne – i øvrigt med Paul Wiedemann som Dr. Høyer. Ved sit 50-års jubilæum spillede han rollen for 130. gang – et parti han havde haft siden uropførelsen i 1919. En opdatering af handlingen kunne have været muligt, men normalt vil en sådan fremskrivning af tid og sted virke ’skurrende’ i forhold til musikken, som jo ikke kan løsrives fra den samtid, den er skrevet i. (Wagners musik fra 1876 i forhold til Siegfrieds ankomst i en Mercedes sportsvogn i Kasper Holtens Ragnarok fra februar 2006 på Den Kongelige Opera står i skarp erindring). Men netop i denne udgave af Den kongelige Gæst,hvor musikken jo var nedskaleret til et orkester på fem mand, kunne det måske have været berettiget.
Det er i øvrigt noget af en opgave at omskrive musik for et stort fuldbesat operaorkester til en kvintet! Leif Greibes arrangement fungerede for det meste flot. Efter en lidt kaotisk indledning på ouverturen blev balancen væsentlig bedre, da sangerne kom til, om end der her også var steder med ubalance mellem blæsere og strygere.
Sangerne fungerede i forhold til instruktionen fint – med en flot spillende og syngende Prins Karneval, David Kragh Danving, i front. Lad os høre mere til ham! Hr. og fru Høyer – John W. Olsen og Philippa Cold – sang ligeledes dækkende for rollerne, om end deres personkarakteristik var en kende for skabelonagtig. Især forstod man ikke helt Dr. Høyers bratte skift fra jaloux til nyforelsket ægtemand. Rollerne Ane, Ditte Errboe, og Lillepigen, Julie MeeRa Albertsen, fungerede på opsætningens betingelser som var de bifigurer i en Holberg af komedier.
Alt i alt var det et velkomment bekendtskab med en fortids stor operasucces for Børresen. Lad os få den på repertoiret igen. Lad os se flere bud på denne perle i dansk operahistorie. Og med fuldt orkester!

I øvrigt kan operaen høres på CD i en indspilning på DACAPO med Tina Kiberg, Stig Fogh Andersen og Guido Paevatalu samt på YouTube i udgaven fra DR TV.


CPH Opera Festival:

George III for fuld skrue

Anmeldt af Ida Ravn

******

I programmet til 8 Songs for a Mad King får vi at vide, at ”det er som et mord på hele operagenren”, når hovedpersonen smadrer et musikinstrument (en violin). Så voldsomt er det heldigvis ikke, når Sten Byriel, dirigent Ian Ryan og Ensemble Storstrøm opfører Peter Maxwell-Davies’ 50 år gamle værk.
”Det var godt nok meget avantgarde”, lød det noget rystet fra en af tilhørerne efter den korte, intense forestilling. Musikken starter med en voldsom disharmoni, der illustrerer kongens (George III) sindstilstand, og skifter derefter mellem at være melodisk, monoton, voldsom og lyrisk. De otte sange er bygget på melodier fra George III’s mekaniske orgel, som han angiveligt forsøgte at lære fuglene (dompap’er) at synge efter. Librettoen er skrevet af Randolph Stow, baseret på tekster af kongen selv.
Meget af teksten afvikles som recitativ/tale-sang, hvor der dog er noteret tonehøjde for ordene. Værket er berygtet for de store krav, som det stiller til sangeren, da partiet strækker sig over 5 oktaver – fra den højeste falset, der nærmer sig Nattens Dronnings toptoner til de allerdybeste bastoner, hvor der næsten kun er varm luft tilbage. Sten Byriel honorerer de stemmemæssige krav på allerbedste vis, og lægger dertil sin store sceneerfaring og skuespilkunst. Dette er meget tydeligt i de intime rammer, som Gethsemane Kirke danner om forestillingen, hvor man sidder meget tæt på. Rummet er i sig selv mørkt og spejler dermed kongens formørkede sind. Dette forsøges yderligere understreget af scenografien, der består af et stort bord og seks mannequiner – iklædt alt fra stor robe omviklet med julelys over havfruehale med indbygget mandligt køn til grønne blade, der klippes af til stor morskab for publikum. Det bliver desværre forstyrrende mere end understregende, og da kongen tager det amerikanske flag, som den ene mannequin bærer, og bruger det som kåbe i den syvende sang, der er baseret på salmen ”Abide with me” og i øvrigt også citerer Händels ”Comfort ye” fra Messias, bliver det (for) fortænkt. Forestillingen ville have stået så meget skarpere og endnu stærkere, hvis man havde stolet på musikken, teksten og den fremragende sanger.
Ensemble Storstrøm spiller musikken med kant og nerve under Ian Rankin, der sammen med musikerne også illuderer statister i starten af forestillingen.
Det er ikke et let tilgængeligt værk, og der er ingen melodier, man nynner på vejen hjem, men den centrale skikkelse i Sten Byriels fortolkning – han bider sig fast. Havde han dog bare fået mere plads.


CPH Opera Festival:

Årets operatalent fik tårerne frem

Anmeldt af Ida Ravn

******

Taget i betragtning, at der er tale om en præsentationskoncert af årets operatalent, så indeholder koncerten forbløffende mange sange/lieder (13) og ret få arier (3). Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da man i liedens miniature-verden hurtigt får en fornemmelse af sangerens musikalitet, tekstbehandling og evne til at fortælle en historie, som man ikke nødvendigvis får i de store bravour-arier. Til gengæld var liederformen en udfordring for det arie-vante publikum i Børssalen. Trods Peter Lodahls anmodning om at holde igen med applausen insisterede publikum på at klappe efter hver sang i første afdeling. Her viste Brit-Tone Müllertz professionalisme og holdt – trods afbrydelserne – sit fokus. I anden afdeling indledte Peter Lodahl pædagogisk med at fortælle præcist, hvornår publikum måtte klappe – og det virkede.
Første afdeling af koncerten bestod af tre svensk- og fire dansksprogede sange. Her stod især to sange ud: Hugo Alfvéns ”Så tag mit hjerte” (Tove Ditlevsen) med et smukt og sårbart udtryk og P.A. Heises ”Din fader skal ikke skænde” (Thor Lange) med sit skift mellem det voksne og det barnligt uskyldige. Afslutningsvis fik vi Ariadnes ”Es gibt ein Reich”, der måske manglede lidt dødsdrift og desperation, og Sieglindes ”Du bist der Lenz”, hvor der til gengæld var fuld indlevelse og en fornemmelse af, at dette var en rolle sangeren virkelig identificerede sig med.
Anden afdeling bestod af tre Schubert- og tre Strauss-lieder afsluttet med Tonhalle-arien fra Tannhäuser. Igen viste Brit-Tone Müllertz en meget fin musikalsk forståelse for lieden, og holdt udtrykket enkelt, smukt og tekstnært. Som i de dansk- og svensksprogede sange i første afdeling havde hun en udsøgt sprogbehandling, hvilket betød, at man kunne forstå stort set alle tekster uden at måtte søge til programmet for at læse dem. Og det er en kunst i sig selv.
De tre Strauss-lieder ledte perfekt op til Elisabeths Tonhalle-arie. En klassisk showstopper og koncertens sidste nummer, der var dog lidt for meget rutine og lidt for lidt jubel, men sunget som alt andet med stort overskud og stemmekontrol. Brit-Tone Müllertz har en usædvanlig stemme, der dramatisk peger direkte på Wagner og Strauss, men tilsat noget andet, der peger mod roller som Tosca og måske Turandot. Hende vil vi meget gerne høre mere til her i Danmark og ikke nødvendigvis kun i Wagner-repertoiret, selv om det indtil nu har været en stor del af hendes repertoire, men virkelig gerne som Tosca.


CPH Opera Festival:

Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch

Anmeldt af  Brian Bo Jensen

******

Christian IV’s børs i København, der er opført 1619 – 1623, var oprindeligt noget mindre prangende og meget mere anonym; uden kviste og uden tårnet med det smukke, karakteristiske dragespir. Det var kongen selv, der gav arkitekterne, brødrene Lorenz og Hans van Steenwinckel, påbud om at tilføje de nævnte dele, og det er således meget bogstaveligt Christian IV’s bygninger, der i dag udgør en væsentlig del af hovedstadens ikonografi.
Børssalen, der denne dag danner ramme om en koncert med Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch, har dog intet med Christian IV at gøre. Den er først bygget i årene 1857-1859 af arkitekten Harald Stilling i mørk, mørk neorenæssance. Søjler, fyldingsloft og paneler i mørkt træ, store, allegoriske (og slørede) kultegninger af Lorenz Frølich og gyldenlædertapet (der efter tidens smag sandsynligvis kun er papir og giver sig ud for at være noget andet, for – helt barokt – at blære sig med, hvad man kunne fremstille kunstigt) lukker ikke meget af den lune, lyse sommeraften ind, og salen står i skærende kontrast til Wolfs sange. Med J. P. Jacobsens ord: ”Der burde have været Roser. Af de store, blege Gule. Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde”.
Selvom Hugo Wolf (1860 – 1903) ikke var anerkendt i sin levetid og – fordi denne var så kort – måske ofte er overset i eftertiden, så er der dog netop blomsterrigdom og klynger af store, bleggule blomsterblade i hans musik. At kalde ham senromantiker, som forskellige leksika gør, er nok korrekt, men hans sange skiller sig ud og lader sig ikke sammenligne med hverken Wagner, Wolfs store idol, eller Richard Strauss. Wolfs sange peger profetisk frem og minder snarere om den stil, der omkring år 1900 forsøgte at gøre op med den tunge historicisme, nemlig art nouveau eller jugendstil – på dansk: skønvirke. Sangene slynger og snor sig organiske gennem subtilt melodiøse linjer, der karakteristisk altid følger teksten, ikke omvendt; her er ingen unødige gentagelser, musikken fanger i nuet digtets indhold, og skulle Wolf være inspireret yderligere til at understrege stemningen i digtet – kirkeklokker, uvejr og andet vejrlig – sker det i et post- eller præludium i klaverstemmen. Det er besnærende enkel og rigt blomstrende musik.

Folkelige hverdagsscener
Digtene til Italienisches Liederbucher – som værkets titel siger – en række italienske folkedigte oversat til tysk. Det er ikke en episk digtsamling, og hvor tilhøreren fornemmer en sammenhæng eller et forløb, så skyldes det udelukkende digtenes stemmer og tematikker, der behandler alt fra barndom til alderdom, ungdom, jalousi og forelskelse. Kort og godt er der tale om en række hverdagsscener, hvis stemning derfor også varierer fra alvor over inderlighed til sorg og humor. Ved denne koncert er det Bo Skovhus og Kari Postma (afløser for stjernefrøet Elsa Dreisig, som mange nok ellers havde glædet sig til at høre), der giver scenerne liv og sjæl – og de kansangene, ingen af dem har noder foran sig! Hans mørke, maskuline, altid karakteristisk flotte baryton klinger kraftfuldt, og måske derfor også lidt tørt, mens der i Postmas lyse, lyriske sopran er toner af friskt, grønt græs, som får en til at synes, at de små scener snarere udspiller sig på frisk, norsk sæter end idet solbeskinnede, hede Italien. Med improviseret mimik og gestik – en berøring på armen, et overbærende blik – forsøger de to at tilføje liv til de små scener fra en landlig hverdag, og selvom der virkelig er morsomme situationer i digtene undervejs, så er der nu ingen grund til at le højt, som nogle publikummer gør, over spillet mellem de to sangere; man trækker på smilebåndet, det er nok. Hvad der behøves for at betone en replik, en frase eller et billede, ligger nemlig i klaverstemmen, og pianist Christian Westergaard har blik for selv den mindste detalje. I hans mesterlige spil folder de 46 sange sig ud i rigt flor; hans anslag er følsomt, men sikkert, og hvor der er for- eller efterspil viser han sig som fuldblods solist. Han har den energi, som man – til trods for deres professionelle, sikre og udtryksfulde stemmer – savner hos sangerne; modet til at give los og blomstre vildt!
Efter koncerten har himlen uden for Børsen den samme sart gule farve som Jacobsens roser. Det er og har været en pragtfuld aften. Måske var det blot det dunkle rum, der lagde sig tungt over sangerne eller måske snarere over undertegnede? Der burde have været roser – i alt fald iBørssalen, for de var trods alt i koncerten.


CPH Opera Festival:

Schuberts medrivende Winterreise

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

I sit sidste leveår samlede Schubert en gruppe venner til at høre nogle sange, som han erkendte, berørte ham mere end alt andet han tidligere havde skrevet. ”Jeg vil synge for Jer en samling rystende Lieder”, udtalte han ifølge vennen Joseph von Spaun og sang hele Winterreise.
Af Schuberts tre serier af samlede lieder er Winterreise den længste og indeholder et dystert, næsten livsafvisende farvet budskab, der er tolket som en svært deprimeret iagttagers oplevelse af sin verden – ja, måske som den meddelelse han efterlader sig her, før han søger døden. Selvom disse formidable lieder kan tolkes – og er tolket på den baggrund – var det ikke dette valg bassangeren Matthew Rose havde valgt til aftenens koncert. Udover Wilhelm Müllers digte er der tillige fra Schuberts side lagt forskellige tolknings-anvisninger i musikken og dertil – og ikke mindst – til den frihed, der fra pianistens og sangerens side giver anledning til en personlig og helhedspræget tolkning. Derfor er Winterreise så inspirerende for udbyttet af andre tiders, traditioners og psykologisk forskelligt farvede tolkningsmuligheder, hvorfor det aldrig slutter meningerne om hvilket historisk dokument er bedst: Hotters, Fischer-Dieskau eller Pears etc. Og hvorfor denne cyklus stadig kan opleves gennem fremragende nulevende kunstnere.
Netop sådan en storslået oplevelse var der berigende lejlighed til her ved CPH Opera Festival med en af vor tids store fortolkere af den klassiske sangs bud på dette helt centrale og uforlignelige, vokale værk. I den første af de 24 sange vrængede Matthew Rose ”Gute Nacht” næsten desperat ud. Vejrhanens akkompagnement rystede af den kulde, der samtidig pegede på hjertets frost, hvor frosne tårer faldt hørligt drypvist og Lindetræetsantydning af lidt glæde nu kun var en nøgternt erindret stemning fra dengang. Og i Posten: var lykken der nu med brevet? Nej, det var et bedrag. Winterreise er en dybt forsmået elskers opgør med den tilværelse, der har skuffet ham til døde med sange hvis fortolkninger udtrykker vrede, desperation, fortvivlelse og hidsigt utålmodige rytmer. Centralt og gribende emotionelt hos Rose er Kragen, der trofast følger sangeren, men venter ham som sit bytte. Den afsluttende lied er om Liremanden, der uden anseelse og værd alligevel har skabt sig et skin af tilværelse. Skal man slutte sig til ham og derved antyde, at tilværelsen fortsætter?
Dette eksistentielle værk blev fortalt med stor indføling og emotionelt engagement, understreget af et diskret kropssprog og uforlignelig meddigtende akkompagnement af pianisten Mikael Eliasen. En fantastisk flot aften i det sangprogram, som festivalens ledelse skal have stor tak for.


CPH Opera Festival:

Levende åbningskoncert med Rusalka

Anmeldt af Sanne Caft

******

Copenhagen Opera Festival har bl.a. som ambition at bringe opera ud til et bredere publikum end de, der af sig selv gæster landets mange operascener. Geografien spillede i den grad med på ambitionen – med hovedscenen placeret midt på det trendy Vesterbro i København, på Flæsketorvet mellem øko-hotdogs, fermenterede grisetryner, uklar specialimporteret naturvin og fadøl i politisk ukorrekte plastickrus.
Til åbningskoncerten havde festivaldirektør Peter Lodahl, der stopper efter årets festival, valgt at præsentere Det Slovakiske Nationalteater med solister. Alle nationaloperaer – fra vores egen Maskarade til Antonín Dvořák’s tjekkiske eventyrhistorie Rusalka – kræver særlig ekspertise, og det var til stede i rigt mål. Deres anmelder kan ikke tjekkisk, men for det uvidende øre lød det uhyre bøhmisk. Musikalsk svingede det mellem passager af stor lyrisk skønhed, som når vandnymfen Rusalka var i sin elskede skov og sø. Andre passager bragte mindelser om Mozarts Bortførelsen fra Serailletmed dets tempofyldte janitsharindsatser og bækkenklang, som når Rusalka forlod sit naturlige element og begav sig op til slottet og til den civilisation, der ender med at blive hendes undergang.
Musikalsk kender de fleste nok ”Sangen til månen”, hvis de kender noget fra Rusalka. Den er smægtende og længselsfuld og står fortjent som en perle af klassisk opera hjerte-smerte i en relativt lang helaftensopera. Læsere af Ascolta vil måske huske Det Kongelige Teaters opførelse for nogle år tilbage, hvor Gitta-Maria Sjöberg iklædt havfruehale havde til opgave at møve sig baglæns op ad en tårnhøj udspringsstige, syngende sangen til månen. En både akrobatisk og musikalsk toppræstation. En toppræstation gav også denne festivals Rusalka, sopranen Olga Tenyakova, der både havde den rette slaviske timbre, et myndeslankt ydre og malende håndbevægelser i sin portrættering af den forelskede skovnymfe, der giver sin stemme til en heks og sit hjerte til en uværdig prins, inden hun vender retur til sin sø for der at herske som en ånd, der lokker i fordærv.
Ved hendes side stod bassen Vazgen Gazaryan som Søkongen med favn efter favn af dybde i sit register og var både smertefuld og magtfuld i sin dialog med Rusalka, der vil have menneskeprinsen, koste hvad det vil. Og koste, det gør det. Historien trækker på de samme forlæg som H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, der også længes, elsker og dør – og bliver til skum på vandet. Smukt og smerteligt.
Alten Jolana Fogašová med højdramatisk frisure og en stemme, der matchede, klarede både den dybe alt-rolle som skovheksen og sopranpartiet som fyrstinden, der skubber Rusalka til side for derefter at forkaste den svigefulde prins. Høj sanglig klasse. Wagner-tenoren Ludovít Ludha sang prinsen med den klang, der nu engang associeres med en heltetenor. Aldersmæssigt mindede han mere om Rusalkas far, men det finurlige ved opera er, at den slags barrierer ophæves, når musikken spiller. Sangerne spillede, og det var tydeligt, at de havde spillet operaen sammen i en scenisk opførelse, for de kunne slet ikke lade være med at agere. I en koncertant opførelse af en opera på tjekkisk og uden tekstanlæg var det et plus at få handlingen udlevet gennem solisterne.
Til at støtte publikum i handlingen var skuespiller Thure Lindhart indforskrevet som fortæller. Til al overflod var Mathias Hammer også på scenen som vært, og med hans sprudlende nærvær kunne man med lige så god ret have stanget ham opgaven med at løbe handlingen igennem.
I første pause overrakte CPH Opera Festival to priser: Peter Lodahl gav Brit-Tone Müllertz prisen som ”Årets operatalent” for hendes ”stålnæve i en fløjlshandske” af en stemme, mens Christina Falk Nielsen overrakte ”Årets hæderspris” til sanger-ikonet Lisbeth Balslev bl.a. for hendes årelange fortjenstfulde karriere i Wagnerfaget i ind- og udland og for ”at forny og forstærke vores wagnertradition”. Fortjent bifald fra det store fremmødte publikum i klapstole til begge sangere.

Med Rusalka blev Copenhagen Operafestival skudt godt i gang.


CPH Opera Festival:

Dejlig aften med italienske operaperler i Tivoli

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Tivoli og CHP Opera Festival havde inviteret til italienske operaperler med sopranen Nino Machaidze og tenoren Levy Sekgapane. Tyske Patrick Lange dirigerede Tivoli Copenhagen Phil og det blev, oven på en dejlig solskinsdag, også en rigtig velklingende og underholdende aften med en stopfuld sal med et forventningsfuldt og klappeberedt publikum.
De italienske operaperler var dog generøst uddelt med perler også på fransk, tjekkisk og tysk og det lå bestemt i kortene, at aftenens budskab var helliget et møde med et par topsangere og det de kunne forventes at præstere med toptoner. Levy Sekgapane har vi mødt før ved sidste års festival, hvor han som lyrisk tenor skabte store forventninger som et varmt navn i den internationale operaverden. Dette blev også smukt og hurtigt indfriet. Stemmen er ikke voldsom stor, men den er meget letbevægelig og plastisk og dækker med sine bløde fraseringer udfordringerne til bel canto helt perfekt. Men også i sin gestiske fremføringsteknik gør Sekgapane sig positivt bemærket med liv og kraft. Ingen stillestående attituder her, han lever med den tekst han synger og yder et fornemt partnerskab i duetterne. Det kom især frem i hans kostelige illusion af tiltagende fuldskab i duetten i Elskovsdrikken. Og vi fik skam de berømte ni høje tenor C´er fra Regimentets datter. Det er i øvrigt nærliggende at sammenligne Sekgapane med seneste Tivoli tenordarling Lawrence Brownlee. Hos begge findes tilsvarende stemmemæssige  kvaliteter og også samme glade udstråling.
Nino Machaidze har et stemmemæssigt stort potentiale, som fylder rummet når hun styrer volumenet op i højeste gear. Alligevel behersker hun også en fin udtyndingsteknik og bløde pianopassager i det lavere leje som faldt til rette iRusalkas ”Sang til månen”. Jeg fornemmede et diskret vibrato, som nok traditionelt kan tilskrives hendes georgiske herkomst. Machaidze’s vokalmateriale står sig godt i duetterne kombineret med hendes styrke og hans timbre. Også hun har gjort sig internationalt bemærket særlig efter hun engang tidligere remplacerede Netrebko.
Tivoli Copenhagen Phil var veloplagte og helt sommerkåde. Der var swung over akkompagnementet og de instrumentale intermezzi, som næsten kan spille sig selv. Men Patrick Lange fik sat eget præg på herlighederne med et malerisk markeret skybrud og piskende galopper i den indledende ”Wilhelm Tell ouverture”.
Programmaterialet og annonceringen havde nogle mangler, der kunne være imødekommet med de to lysprojektioner ved siderne. Festivaldirektør Peter Lodahl gjorde sit til at skabe den rette orden og holde den gode stemning i sine introduktioner og var dermed medansvarlig for en glad Tivoliaften, der sluttede hele to gange i valsetakt med Lehárs ”Lippen schweigen”



Sæson 2018-2019:

Medrivende opera om Martin Luther 

Schlagt sie tot! på Malmö Opera

Martin Luther (Dietrich Henschel), Barbara Cranach (Inger Dam Jensen) og Lucas Cranach (Reinhard Hagen). Foto: Jonas Persson.

Anmeldt af Kim Reich

******

Var man ikke helt klar over, hvilket komplekst menneske Luther egentlig var, bliver man det ved læsningen af den fremragende, lille programbog, som ledsager Bo Holtens storslåede opera Schlagt sie tot! på Malmö Opera. Urpremieren var forleden. Jeg så forestillingen St. Bededags aften, hvilket må siges at være et passende anslag til den dag, hvor man efter traditionen ikke bare skal komme hviledagen i hu, men også bruge den til refleksion over Gud og hans gerninger. I bogen er der så meget at læse om værket, de medvirkende og ikke mindst om Martin Luther selv, hans tid og personerne omkring ham.
Men det er også et stort og fremragende værk om Luthers liv og gerninger, som den danske komponist Bo Holten har begået og dansk-svenske Eva Sommestad Holten har skrevet librettoen til efter omfattende kildestudier. Vi følger den store reformator på afgørende tidspunkter i hans liv. Handlingen indledes ved at hovedpersonen selv, fænomenalt gestaltet af den tyske baryton Dietrich Henschel, kommer ind på scenen for at klæde om til rollen. I siden af scenebilledet hænger herfra Luthers dødsmaske, der – ved et nærstudium af programbogen – synes at være et aftryk af Henschels eget ansigt. Han går All In, som hans rollefigur gjorde det fra starten i Wittenberg og helt frem til hans depressive endeligt i Eisleben. Undervejs har han som kætter været truet med bålet ved rigsdagen i Worms, nægtet at gå på kompromis og deltaget mere i protest end aktivt ved mæglingsmøder, for hvad der skete undervejs var, at teserne udviklede sig til et manifest og derfra via folkets og ikke mindst de mange medløberes hånd til noget på en gang banebrydende og ukontrollérbart. Hvor opgøret mod Paven i Rom gav mening som en frihedskamp, viste frihedskampen sig at have mange ansigter og som vi også ser i vore dage, så kan skrifter af en vis betydning tolkes på mange måder – ofte passende til den, der fortolker egne ambitioner.
Det er, som Bo Holten siger om Schlagt sie tot! en opera, der ser mere på den historiske Luther end på den teologiske, og som sådan et tiltrængt om end et anelse forsinket bidrag til fejringen af reformationen.

Læs hele anmeldelsen her.


En stjerne er født og jo: Det er Sofie Elkjær Jensen som Maos hustru. Foto: Camilla Winther.

En flot og vedkommende satsning

Nixon in China på Det kongelige Teater

Anmeldt af Bo Basbøll

 ******

Nixon in China, iscenesat på Det kongelige Teater af operachefen John Fulljames, er en flot og vedkommende satsning. Vi ser handlingen og de medvirkende omringet af kæmpereoler med arkivkasser, hvor  billeder, tekster, avisforsider og videoklip nærmest vokser ud af kasserne. Sangerholdet, der virkelig ligner de historiske hovedpersoner, var en blanding af Operaens egne og indforskrevne sangere fra udlandet. Alle var velvalgte til rollerne. Johan Reuter sang og fremstillede Nixon fremragende, ligesom Arnold Bezuyen var imponerende i rollen som Mao. Det meste af hans sang var lagt i det høje og skingrende heltetenorleje. Bezuyen fremstillede ligeledes levende den senere svækkede, plagede og sygdomsramte Mao – en meget flot præstation.
Som Pat Nixon fik Sarah Tynan vist et fint portræt af en naiv hustru, hvor klichéerne står i kø, mens hun er på de obligatoriske rundvisninger i skoler og landbrug, og hvor hun også hylder sit eget land i en lang ballade. I anden akt træder hun for alvor i karakter og bliver så oprevet, at hun blander sig i balletforestillingen.
Fremhæves bør Sofie Elkjær Jensens portræt af Maos hustru, som hun giver med vanligt overbevisende skuespil og imponerende sang. Hendes iltre fremstilling af Chiang Ch’ing tonesættes af Adams i en slags ”Nattens Dronning”med utroligt sikkert sungne toptoner. Endnu en gang lagde hun alen til sin fortsatte karriere. Vi glæder os til at høre hende i kommende sæson som Gerda i operaen Snedronningen af Hans Abrahamsen. Muligheden for det endelige internationale gennembrud foreligger her.
Omkring disse fire hovedroller var Zachary Altman som Henry Kissinger og David Kempster som Chou En-Lai velvalgte og flot syngende. Det udvidede kapel, med jazzsaxofoner, var under ledelse af Alexander Vedernikov helt på toppen. Koret var, som altid, fænomenalt.

Læs hele anmeldelsen her.

 


Hvilke klange!

Af Kim Reich

******

Nordiske klange var titlen på sæsonens sidste kapelkoncert i Operaen i København. På programmet stod værker af Grieg, Sibelius og Carl Nielsen. I sidstnævntes violinkoncert viste den unge, norske solist Henning Kraggerud, at han til fulde mestrer det særlige Nielsen’ske klangbillede med citater fra såvel det lyrisk-fynske som det kaos-temperamentsfulde og ren spillemand gik der i ekstranummeret, hvor han sammen med den brilliante solecellist Joel Laakso leverede en sand Tour de Force af en egenkomposition. De to klædte hinanden og man kan kun håbe, at de en dag finder på et lave et show sammen. Det slog gnister, simpelthen! Tak til kapelchef Anthony Ernst for en fin velkomst (på dansk) på scenen og til Henrik Goldschmidt for en inspirerende introduktion i foyeren. Chefdirigent Alexander Vedernikov var en højt kvalificeret turguide, der lod klangene folde sig ud, så der både var genkendelse og fornyelse i billedet. Til august indleder Det kongelige Kapel næste sæson ved et gæstespil i Elbphilharmonie i Hamburg og det er tydeligt, at orkesteret nyder at være på scenen i egen ret.


Stort interview med Hans Abrahamsen

Ascolta bragte i apriludgaven et stort interview med modtageren af årets Léonie Sonnings Musikpris, komponisten Hans Abrahamsen. Samtalen handler meget om hans opera Snedronningen, som i den kommende sæson har urpremiere på Det kongelige Teater, i Operaen på Holmen, og som også vil blive opført på Bayerische Staatsoper i München i december. Klik her for at læse hele interviewet:  Interview med Hans Abrahamsen
© Operamagasinet Ascolta/Bo Basbøll.


Smuk, meditativ Händel-opførelse

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Händels oratorium Tidens og Visdommens Triumf findes i to versioner, en original på italiensk og en senere med engelsk tekst. Det er den oprindelige version, der spilles her på Det kongelige Teater, Gl. Scene, og som om kort tid følger efter på Malmö Opera. Teatret vil ikke rigtig ud med sproget om, hvorvidt det er en opera eller et oratorium. Den kaldes et ”værk”, men er begge dele, da originalen på grund af de særlige krav der gjaldt for opførelser i Rom måtte benævnes som et oratorium. Værket består af arier og har som anført solister, og er derfor sammenligneligt med Händels øvrige operaer på italiensk. Og så er det en smuk, fascinerende, og meditativ musikalsk forestilling, der intelligent og tankevækkende levendegør oratoriet ud fra operaens muligheder. Læs anmeldelsen her.


 

Peter Langdahls succesforestilling Tosca er tilbage på DKT. Foto: Miklos Szabo.

Veloplagt elendighed

Puccinis Tosca på Den kongelige Opera (repremiere)

Anmeldt af Sanne Caft

******

Peter Langdals iscenesættelse, Karin Betz’ scenografi og Jesper Kongshaugs lysdesign smeltede sømløst sammen til en oplevelse af helhed. Og det klæder denne Tosca, at den lader tilskueren selv tænke og trække perspektiver, frem for at servere pointer indstøbt i beton. Tosca er den perfekte startopera. Med en spilletid på 2 timer og 40 minutter når det aldrig at blive kedeligt. Med højdramatisk musik og et intenst fremadskridende trekantsdrama, og med Det kongelige Teaters overbevisende hold er det bare med at slæbe nybegyndere og erfarne operagængere ind og se, om Tosca formår at overvinde den mand, der ønsker at fjerne hendes elskede og besidde hende med magt. Læs hele anmeldelsen her.


Suk hjerte, brist ikke

Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen

Anmeldt af Brian Bo Jensen

På omslaget af Henrik Engelbrechts nye bog Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen kaldes forfatteren i et citat af Søren Schauser for ”fortælleren over alle i dansk musik”, og netop som fortæller med stor fortælleglæde kender alle ham, hvad enten man har oplevet Henrik Engelbrecht i radioen eller som konferencier ved koncerter. Kort, klogt og fyndigt kan han binde en lagkagekoncert sammen, og han kan med humor og stor viden formidle handlingen i et ikke altid lige realistisk plot i en opera ved en koncertant opførelse. Den fortælleglæde er den store force ved hans nye bog, men er også bogens store brist. Nu må man tage imod bogen, som den er, og kender man ikke Andersens biografi og læser biografier, kan man uden tvivl få stor glæde af den. Anmelderen sukker, men hans hjerte brister ikke. Læs anmeldelsen her.


Almuen for feinschmeckere

Dokumentaroperaen Skattegraveren på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

En fascinerende hommage til en afdød ener, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der stædigt fuldførte sit livsværk og med en nøgternhed, der langt fra nutidens behov for selviscenesættelse kun kan skabe beundring. Skattegraveren var originalt tænkt, og rent intellektuelt var her meget at komme efter. Medrivende var det dog i mindre grad, men som tilskuer kan man ikke andet end at blive ramt af den koncentration og øvelse, der må ligge bag en sådan forestilling. Læs mere her.


Tango Operita om evig kærlighed 

Astor Piazzollas María de Buenos Aires i Pumpehuset

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Scenen er allerede sat, da publikum lukkes ind til eftermiddagsforestillingen i Pumpehuset i København. Kurt Ravn er på plads på det store sorte podie, der er fyldt med rekvisitter fra forne dage. En gammel spolebåndoptager, gamle rejsekufferter, standerlamper, bundtede aviser, kaktus, en blodrød rose i en flaske, nogle spanske stole med høje rygge og fletsæder, som vi kender det fra Spanien. Man kommer hurtigt i stemning. Læs hele anmeldelsen her.


Mordet i Finderup Lade – en kunstnerisk fortolkning og en fremragende kulisse. Illustration: DKT.

Det blev en flot aflevering!

Drot og Marsk på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Forspillets dystre indledende toner varsler til en alvorlig stemning, der ikke synes langt fra Verdis Trubaduren. Der vil være lagt op til ballade. Det er da også Danmarks historiens berømte og aldrig helt opklarede kongemord i Finnerup lade, der indvarsles i den musikalske ramme, som Peter Heise med sin opera Drot og Marsk skabte i 1878. Som nævnt, sagen er aldrig tilstrækkeligt belyst. Hvad der er op og ned i de mysterier og den overleverede viden, kan der stadig gættes på og hver gang operaen tages op stilles nye spørgsmål og svar. Havde mordet en kærlighedshistorie som årsag eller var dette et belejligt påskud for en magtsyg hærchef overfor en inkompetent konge styret af sine drifter? Hvor det sceniske og handlingens forskellige episoder så illustrativt forståeligt er sat på plads med de tekniske raffinementer, er det musikalske niveau tilsvarende højt. Alt er på plads, ingen døde punkter. En flot aflevering af et af dansk musiks største klenodier. Læs hele anmeldelsen her.


Barokklassikeren er et pletskud

Operaakademiets Poppeas Kroning på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

“Bulls eye”, siger man, når noget rammer midt i skiven. På Takkelloftet ramte Operaakademiet plet med en solid kombination af talent, musikalitet og scenisk nærvær i Claudio Monteverdis gamle barokklassiker Poppeas Kroning i en cirkusscenografi med manege udformet som målskive. Operaakademiet vendte nu for tredje gang tilbage til Poppea, hvilket absolut var et godt valg til at vise det høje niveau, både sangligt og scenisk, som eleverne besidder. Det bliver en fornøjelse at følge dem i årene fremover. Læs anmeldelsen her.


Charmerende Rossini klassiker

Helsingør Kammeropera og GuidOperas Barberen i Sevilla

Anmeldt af Sanne Caft

******

Rossini har komponeret længselsfulde arier, myldrende masseoptrin og tornadohurtige tirader, der i denne opsætning blev leveret med charme og scenisk overskud af Helsingør Kammeropera og GuidOpera. Kombinationen af hjerte og fjolleri var i centrum allerede fra åbningsscenen, hvor en længselsfuld Grev Almaviva i Niels Jørgen Riis’ skikkelse sang sin følelsesfulde serenade til den fraværende elskede, Rosina, sunget af Camilla Illeborg. Handlingen var henlagt til Los Angeles, og Guido Paevatalus Figaro var modelleret efter creme-kongen Ole Henriksen. Han havde fat i alle manerismerne og det boblende overskud, der er karakteristisk for både karakteren og Paevatalus egen kunstneriske profil. Figaro er og bliver en spradebasse, der syngende masserede både musikerne og sangerne, der upåagtet fortsatte gennem creme- og nakkemassage til publikums moro. Forestillingen var solidt funderet i de fleste optrædendes årelange erfaring og blev båret igennem med charme, selvtillid og lækkert hår. Der blev sunget på dansk, hvilket var et helt rigtigt valg. En komisk opera fungerer, hvis timingen er rigtig, og med en forbilledlig tekstudtale fra sangerne var det nemt som publikum at høre de mange finurlige detaljer i librettoen. Læs mere her.


En gang til

Puccinis La Bohème på Den fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Puccini La Bohème er et uforligneligt kunstværk i sin helt egen ret – selv når den som her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. Sangerne i denne opsætning er glimrende. De to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer. Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske. Læs hele anmeldelsen her.


 

Magnus Vigilius (Harmarki), Elsebeth Dreisig (Kleopatra), Den Jyske Operas Kor. Fotograf Kåre Viemose for Den Jyske Opera 2019

Prisvindende stjerner skuffer ikke

Den Jyske Opera og August Ennas ‘glemte’ opera

Anmeldt af Peter Wang

******

To modtagere af Operaens Venners Pris var på scenen ved premieren på August Ennas Kleopatra  i Aarhus og sangligt var Elsebeth Dreisig og Magnus Vigilius helt på toppen i de to hovedroller, mens også Lars Møller og Ruslana Koval stod for ypperlige præstationer. Orkestret, under ledelse af Joachim Gustafsson, spillede i den vanlige høje standard, der efterhånden er vore landsdelsorkestres branding. Det er et genialt påfund af en udenlandsk operachef (Philipp Kochheim) at åbne danskernes øren for den gruppe af danske komponister, som selv vi danskere kun kender som fodnoter i musikhistorien. Ennas opera er vel ikke et kunstværk af den slags, der ændrer kunsthistoriens retning, men absolut et se- og høreværdigt værk og en forestilling, der i høj grad stimulerer appetitten på af følge Den Jyske Operas fortsatte projekt med mindre kendte komponister og endnu mindre kendte danske operaer. Læs hele anmeldelsen her.


Drøm om solskin

Via Artis Konsorts Andersens duende 

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Da man i 2013 besluttede at skabe en kulturbegivenhed i Odense, der kunne matche Aarhus Festuge og markere Odense på det kulturelle danmarkskort, kunne den næsten kun komme til at hedde H. C. Andersen Festivals. Andersen må ofte holde for, når digterens fødeby skal markere sig kulturelt; no Ved festivallen i 2015 bidrog Via Artis Konsort med forestillingen Andersens duende på Den fynske Opera, en forestilling, den tog udgangspunkt i Andersens skildring af en rejse til Spanien i 1862: I Spanien. Det var en charmerende forestilling; en collage af flamencodans, sang og oplæsning – nogle gange er det idéfattigt, men Andersen har faktisk et stort potentiale. Nu har Via Artis Konsort valgt at genopsætte Andersens duende – det vil sige, det er desværre ikke længere den samme forestilling, og Andersens duende 2.0 er helt uden den intensitet og varme, uden den balance mellem humor og eftertænksomhed, uden den samme poesi og billedrigdom, som Andersens duende 1.0 bød på. Læs anmeldelsen af forestillingen her.


Purcell’s Dido og Aeneas

Død og ødelæggelse i Glyptotekets festsal

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

En opera, Dido og Aeneas, af Henry Purcell (1659-1695) tager sin begyndelse. Vi er til en forestilling med Sing‘in Body og Østerbro Pigekor, der er på besøg på et kunstmuseum. Når man ser disse unge mennesker mellem 16 og 30 år, som ønsker sig og arbejder for en professionel karriere, så er der ingen grund til at tro, at dette ikke skulle lade sig gøre. Solister og kor agerer fint og professionelt på scenen og som det er blevet ‘moderne’, så tager de sig også af diverse sceneskift og ommøbleringer undervejs. Læs mere her.


Danmarkshistorie for dummies

Skønne spildte kræfter i Leonora Christina på Odéon i Odense

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Peter Langdal har sat i scene og så ved man, at scenegangen er både professionel og levende, og helt fra begyndelsen er ensemblet af sangere, dansere og skuespillere i vigør og deltager som et græsk kor i alt, hvad der sker. Karin Betz har lavet pragtfulde barokkostumer til de ledende roller og mere barokke eller i bedste fald fantasifulde kostumer til ensemblet. Ashley Martin-Davis’ scenografi – primært en høj væg i form af en halvcirkel – er både så enkel og foranderlig, at den giver Langdal rige muligheder for hele tiden at lege med scenebilledet, og Jonas Bøghs lysdesign er ganske enkelt imponerende flot – lige så flot som i de forestillinger i det nu hedengangne Røde Rum på Det kongelige Teater, hvor han har medvirket. Det er et drømmehold af scenemagikere, der her er sammensat. Andreas Garfields tekst giver bare ikke meget til disse dygtige, legesyge og hittepåsomrige mennesker at arbejde med. Manuskriptet griber ikke ud efter scenens magi. Hans grundidé er god: Han gør titelkarakteren Leonora Christina, Christian IV’s datter med Kirsten Munk, til en hensynsløs lady Macbeth, hvis ambitioner for både sig selv og sin mand, Corfitz Ulfeldt, til sidst driver hende til vanvid og vrangforestillinger. Dét kunne der komme virkelig godt drama ud af, uanset hvor tæt på sandheden det så end er, men det sker ikke, fordi Garfield vil for meget. Han skraber dette koncentrat af dramatisk potentiale så tyndt ud, at man mister fokus undervejs, fordi man farer vild, når historien skal strække sig over en periode på 20 år. Læs hele anmeldelsen her.


Erik, Zoltán Nyári, og Senta, Cornelia Beskow. Fotograf: Jonas Persson / Malmö Opera.

Carl Larssons Wagneridyl

Den flyvende Hollænder i Malmö kom godt i land

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Der er klare genkendelige træk trods de ca. 400 års forskel fra dengang det hollandske spøgelsesskib ifølge overleveringen gjorde havene usikre og frem til de nogle hundrede år senere, da Richard Wagner i 1843 gendigtede mødet mellem Hollænderen og et norsk søfartssamfund. Wagner benyttede den gamle legende om det hollandske skib, der måtte sejle omkring til evig tid på grund af kaptajnens gudsbespottelse som grundlag for en opera, hvor legenden blev forbundet til komponistens egne oplevelser og forestillinger, da han på sin flugt fra Riga til Paris mod nye landvindinger med fartøjet Thetis kuldsejlede ved Sandviken på den norske kyst. Noget tager sig anderledes ud i det lille norske samfund sådan som Wagner gendigtede det efter sit ophold og frem til det tidsbillede i den nye opsætning, som nu er flyttet til Dalarna ca. 1890, hvor det i Lotte de Beers regi og inspireret af Carl Larssons akvareller er valgt, at dramaet skal foregå. Meget bliver anderledes gennem flere års skred i tiden. For eksempel findes de spinderokke, som er en troværdig rekvisit og en markant metafor i 2. akt, ej mere og man må derfor finde andre, mere tidstro erstatninger. Men stærke følelser og menneskelige egenskaber som griskhed, løfter, troskab og kærlighed flytter sig ikke og er stadig vægtige bestanddele i Wagners verdensbillede både i Sandviken, nogle generationer senere i Dalarna og såmænd også i dag i Malmø – og forbliver sandheder, der ikke voldsomt rokker på vores forståelsesniveau. Læs hele anmeldelsen her.

 


Operakoncert med de kommende stjerner

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Her er ingen musik af Mozart. Han spiller Amadeus ovre på den anden side. Nogenlunde således indleder Anne Margrethe Dahl sin velkomst ved aftenens koncertprogram på Operaens Store Scene og får dermed også forklaret, hvorfor dette års koncerter ikke som vanligt finder sted på Gamle Scene. Heldigvis er resten som det plejer. Forstanderen for Operaakademiet præsenterer sine elever og giver publikum historien bag hver enkelt arie. For det er ikke nødvendigvis de mest kendte arier, eleverne synger. Til gengæld oplever vi bredden hos 2. og 3. års eleverne, der også undervejs afspejles i såvel duetter som terzetter. Med musikken – fra Ludwig van Beethovens Fidelio fra 1805 til Richard Strauss’ Der Rosenkavalier fra 1911 få vi godt 100 års operamusik i et par dejlige timer i selskab med DKDM Symfoniorkestret under ledelse af Michael Boder og de unge og kommende operastjerner, som vi glæder os til at følge i deres fremtidige karrierer.


Turandot i moderne iklædning

Fioroni’s nyopsætning på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Turandot er svær at overføre fra fortællingens fremmedartede perspektiv til en nutidig tillempet målestok. Ydermere indgår det fra komponistens side, at operaens partier ikke repræsenterer skikkelser med menneskelige ansigter som Puccini så mesterligt plejer at portrættere dem. Han har her bevist fremstillet dem som typer. Lorenzo Fioroni’s opsætning er seværdig for sin sindrige omkalfatring af fortidige myter med samfundsplager som folkefordrivelse og voldelig adfærd i et nutidigt perspektiv. Operaens rammer med alt hvad den rummer er sat ind på opgaven og det kunstneriske indtryk, der fæstner sig mest, bliver en pragtpræstation fra kapellet og korets rolle i en Turandot-opførelse, som Operaen må høste megen respekt for. Læs hele anmeldelsen her.


OV-prisen til Magnus Vigilius

Årets prismodtager sang værker af Richard Wagner og Franz Lehár ved uddelingen af Operaens Venners Pris i Vanløse Kulturhus den 5. januar 2019. Foto: Nicolai Harning.

Foreningen tildeler hvert år efter afstemning blandt medlemmerne Operaens Venners Pris for en kunstnerisk præstation, der i særklasse har rørt, udfordret eller flyttet tilhørerne. I år gik prisen til tenoren Magnus Vigilius for rollen som Siegmund i Den Ny Opera i Esbjergs opsætning i 2017 af Die Walküre (som han også har modtaget en Reumert som årets bedste sanger for) og for hans herlige og meget frie fortolkning af rollen som Froh i Odense-udgaven af Der Ring des Nibelungen i foråret 2018.

”I 2020 venter vi i spænding på din debut ved festspillene i Bayreuth. Jeg er sikker på, at der vil sidde flere medlemmer af Operaens Venner blandt publikum. Flere har fast rutine i at besøge den smukke by på højen og blive høje af høj specialiseret sang og højt kunstnerisk niveau. Wagner kræver tålmodighed. Samme tålmodighed som det kræver at udvikle både sangtalent og karriere. Du betegner dig selv som en ung heltetenor, og dine to præstationer som Siegmund og Froh får os til at nikke ja. Det kræver vokalt overskud. Det kræver scenisk nærvær. Det kræver musikalitet. Du besidder det hele”, sagde foreningens formand Sanne Caft ved prisoverrækkelsen.

Læs mere om Magnus Vilgilius her.


Et maskebal uden masker

Flagermusen på Den Kongelige Opera

******

Anmeldt af Kim Reich

Det Kongelige Teaters udgave af Flagermusen var et flop. Det var de fleste kritikere enige om efter premieren på Peter Langdals opsætning i 2006. Nu har der så lørdag den 24. november 2018 været repremiere med et ny cast og jeg må indrømme, at også jeg mødte op lidt farvet af oplevelsen sidst, som i min erindring forekom uden charme. Nu er tiden imidlertid en anden og det er åbenbart, at ensemblet har en fest og det havde vi i salen også langt hen ad vejen. Alle replikker sad lige i skabet og Ann Petersen var en yderst attråværdig Rosalinde med en ganske forførende stemme. Michael Kristensen fik en sjov figur ud af von Eisenstein, mens Dénise Beck var en herlig, uskyldsren Adele. Og ingen kan være en så irriterende italiensk tenor og selvforstærkende førsteelsker som den utroligt adrætte Gert Henning-Jensen, der har tilpas megen selvironi til at melde sig ind i kampen om den smukkes gunst med en strategisk velplaceret bamse. Endelig var herlige Jens Søndergaards fængselsinspektør – med en stærk, men ikke urimeligt karikeret jysk betjentaccent – som taget ud af det nu hedengangne danseetablissement Exalons faste korps af udstationerede betjente efter fyraften. Læs mere her.


Når tiden går i stykker

Til døden os på Den fynske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Da de franske klassicister genopfandt den græske tragedie i begyndelsen af 1600-tallet, blev Aristoteles’ fordring om tidens, stedets og handlingens enhed grundlaget for al dramatik. Én fortløbende hovedhandling uden tilbageblik eller sideintriger var idealet, og dette ideal holdt sig stort set op til det moderne gennembrud, hvor der godt kunne gå timer eller dage mellem akterne i dagligstuedramaet; den kamel måtte publikum sluge af hensyn til kunstnernes nye ideal om naturalisme, altså en genkendelig, virkelighedsnær fortællemåde. Som bekendt er æstetiske dogmer imidlertid mest interessante, når de bliver brudt, og mangt et drama – på scenen såvel som på det store lærred – har grebet publikum, fordi forfatteren eller iscenesætteren har turdet gøre op med tidens dominerende stil. Det gælder også opera, hvor nutidige operakomponister og librettister tager udgangspunkt i, hvad mange instruktører forsøger med opsætning af ældre operaer, nemlig at pirre og overraske ved at lege med publikums forventning. Et eksempel herpå kunne være Andy Papes opera Til døden os. Læs mere her.


Døden i Paris

La Traviata på Malmö Opera

******

Anmeldt af Benny Welinder

Forestillingen på Malmö Opera står i dødens tegn. Lige fra ouverturen, hvor Døden, i danseren Carlos Garcias skikkelse, kryber sammen bag Patricia Petibons ryg og ind imellem ånder hende i øret, ind til forspillet til 3.akt, hvor den samme Død afklæder Violetta festtøjet og efterlader hende døende, blottet for alt undtagen underkjolen. Løbet er kørt. Patricia Petibons Violetta er et interessant og meget velsunget første bud på denne rolle, lige som Davide Damianis Germont père må vække begejstring. Scenografi og kostumer tager os jævnlig helt op at køre, og når endelig orkesteret under Rafael Payare spiller som små engle, kan man kun sige: Kom til Malmö og oplev La Traviata. Læs mere her.


Big Band med fuldt udtræk

Det Kongelige Kapel koncert: in a Wonderful Town

Anmeldt af Kim Reich

******

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 år den 25. august 2018. Det fejrer Det Kongelige Kapel ved en forrygende koncert den 30. 11. kl. 19.30 i Operaen. Og vi tør godt skrive forrygende, for ved premieren den 9/11 var det ren mambo fra et som sædvanligt velspillende kapel, der gav nye prøver på orkesterets virtuositet over et efterhånden meget bredt repertoire. De kan simpelthen spille bukserne af ethvert klassisk orkester og Big Band i verden – godt hjulpet af et stærkt velsyngende og yderst veloplagt operakor, der igen viste at de kan andet og meget mere end at synge. Solisterne Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster og Jens Søndergaard brillerede i den koncertante miniudgave af Bernsteins utvivlsomt festlige operette Wonderful Town med herregode Simon Duus som en yderst kompetent fortæller. På podiet udtrykte den portugisiske dirigent Joana Carneiro, hvad hun forventede af de medvirkende i en hippieagtig, nærmest ekstatisk udtryksform. Læs mere her.


For hulan – Puccini!

La Bohème på Det Kongelige Teater (repremiere)

Anmeldt af Kim Reich

******

Der er alt for mange folkeforførere i denne verden, men når det gælder Giacomo Puccini underkaster man sig gerne, for ingen kan som han fremmane en trussel eller lade den fineste musik understøtte et øjebliks lethed på scenen. Hans virtuositet spænder fra ørehængende arier og de mest lyriske duetter til Scarpias frygtindgydende ledemotiv i Tosca og det mørke næsten diskrete anslag, da Mimì dør i sidste akt af La Bohème. Læs mere her.


Carmen vidt omkring

Den Jyske Operas turnéforestilling

Anmeldt af Peter Wang

******

Bizets mesterlige opera Carmen er lavet af så elementært stof, at den tåler en masse. Spørgsmålet er, om den også tåler Den Jyske Operas håndtering: Ouverturen dramatiseres med en lille scene, som ikke er krystalklar, men viser sig at være slutscenen. Historien bliver altså en rammefortælling. Miljøet er et uspecificeret, moderne bandemiljø, hvis lurvede tilstand passer meget godt til værkets miljø af ludere og lommetyve. Scenen består til venstre af en kitschet blanding af blomsterbutik og alter samt bagdøren til en gigantisk flyttevogn; højre side er mere ubestemmelig og foranderlig. Det er tydeligt, at man med enkle og flytbare midler vil fortælle en masse. Sådan må det være med en turnéforestilling. Læs mere her.


De forbyttede børn

Verdi’s Trubaduren på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Benny Welinder

******

At handlingen i Trubaduren er ubegribelig kompliceret er en så ofte gentaget påstand, at instruktør og scenograf har ladet den helt dominere deres kunstneriske anstrengelser på Dokøen. Scenerummet, som forestillingen åbner i, består af nogle flader og gallerier opbygget af sortagtig granit, og vi ser på dem uden ændringer forestillingen igennem. Læs mere her.