SCENE OG I MELLEM

Følg skabelsen af en opera:

Hans Abrahamsens Snedronningen

Operamagasinet ASCOLTA har fået en enestående mulighed for at følge tilblivelsen af Hans Abrahamsens Snedronningen, der har premiere på Den Kongelige Opera den 13. oktober 2019. Du kan følge prøvearbejdet i detaljer her på www.operaensvenner.dk, hvor vi en slags dagsbogsform kommer hele vejen rundt om forestillingen. Vi over-værer scene- og orkesterprøver, ligesom vi taler med centrale aktører, men vi følger også producent, forestillingsleder og scenemester m.fl. Du får et detaljeret indblik i, hvor mange personer, der er involveret i tilblivelsen af forestillingen og dermed i, hvor mange ressourcer der skal til for at skabe en operaforestilling.

Du kan følge med fra start – her.

Læs også det store interview med Hans Abrahamsen, som vi bragte i ASCOLTA i apriludgaven i år. Det finder du her.
Læs mere om forestillingen her.
Tak til DKT og alle omkring forestillingen for at vi har fået mulighed for at følge opsætningen.

Citat er ikke tilladt.

© Operamagasinet ASCOLTA, Bo Basbøll



CPH Opera Festival:

Andrea Pellegrini er som skabt til Carmen. Her med en paf Magnus Vigilius som Don José. Foto: Mikal Schlosser / Opera Hedeland

Veloplagt og velsunget klassiker

 Anmeldt af Benny Welinder

******

Opera Hedelands scene henligger ved forestillingens start overstrøet med større og mindre betonfragmenter – som efter en større eksplosion? Orkesterbygningen bærer et større antal bygningsdele, så der næppe er plads til en modest dør ind til tobaksfabrikken. Et antal skorstensdele udspyr forestillingen igennem røg af forskellige stærke farver – gemmer der sig en kemisk fabrik bagved? I hvert fald kommer adskillige voksne og børn frem og bærer et stort antal sække rundt på pladsen, idet de gør alt for at undgå militæret. Sækkene lastes på scenens udkant på et transportbånd, som leverer dem til en ventende pick-up. Smuglere? Tid og sted lader sig kun vanskeligt afkode. Byens borgere er klædt i nutidige, farverige gevandter, medens militærets uniformer er til den sparsomme side – Franco tiden, et østland? Men der dyrkes jo tyrefægtning og de overdimensionerede søgelys i 3. akt signalerer vel nærmest en totalitær stat? Og nogle af de biler, som forestillingen igennem køres ind på scenen, er jo helt nutidige?
Måske skal disse gåder betyde, at scenografen ønsker at vise, at forestillingens drama er så universelt, at det kan udspille sig alle steder og til alle tider?

Som skabt til Carmen
Andrea Pellegrinis mezzosopran er som skabt til at synge Carmen. I alle fire akter er hun helt overbevisende, hvad enten hun synger blidt eller råt, hvad enten hun søger at indynde sig hos Don José, er blevet træt af ham, håner ham eller forsøger helt at komme ud af resterne af deres forhold. Når dertil lægges, at hun har en evne til at fylde scenen helt ud, hvor hun end står – at hun så at sige suger alle vores blikke til sig, hvad hun nu gør eller siger – ja, så tiltrækker hun os, selv om hun synger råt og ligefremt om den bristede kærlighed. I slutakten, hvor hendes trang til den ubetingede frihed frem for alt får hende til helt at afvise Don José brutalt, får det så konsekvenser, idet hans forsmåede kærlighed til hende får ham til at stikke hende ned med kniven. Han pakker hende ind i hvid plastic som en slags ligpose og sender hende via transportbåndet som et andet stykke smuglergods over på smuglernes pick-up, medens et bragende festfyrværkeri fejrer Escamillos tyredrab.

Sic transit…
Magnus Vigilius kunne måske have trådt lidt mere i karakter i 1. akt, men i de resterende tre akter var han helt overbevisende som den menige soldat, der i den grad lader sit forhold til Carmen køre galt. Han undervurderer fatalt hendes dybe forelskelse i sin soldat og hendes foragt for at sætte retrætekaldet over hendes dans. Han synger ganske vist en fortræffelig blomsterarie med et fint piano i slutningen, men for Carmen er løbet kørt og resten af operaen er egentlig kun at trække pinen ud.
Hans scene med Escamillo i 3. akt er helt oppe på de høje nagler, både vokalt og dramatisk, og det er kun Michaëlas indgriben, som redder tyrefægterens liv. Nu ved vi, hvor meget hans kærlighed til Carmen betyder for ham, og det er da ikke overraskende, at han, da Carmen provokerer ham i 4.  akt, mister besindelsen. Hans vokale udfoldelser i slutningen var fremragende. Hvem skulle have troet, at han havde så meget stemme i sig?
Yana Kleyn agerede helt rigtigt som det lille Guds ord fra landet, som dog ikke desto mindre kan gribe Don José med moderens ord. Hun sang sine to arier overmåde smukt, og høstede flot bifald, som enhver velsyngende Michaëla altid gør det i denne opera.
Lars Møllers Escamillo er en oplagt spansk womanizer i sorte, guldbroderede knæbukser, pink strømper, blå sko og en lækker bil. Han synger det meste af sit parti i forte og højere, og man kunne godt tænke sig at se, hvad denne kvindebedårer ville stille op med Carmen, når hun kasserer ham? Her er det en oplagt rolle for Lars Møller.
Christian Kluxenhar godt styr på Festivalorkestret, Festivalkoret og Drengekoret, om end vi ikke undgik et par gange i 1. akt, hvor drengekoret var ved at miste kontakten med dirigenten. Ganske vist var Kluxen godt belyst i orkesterhuset, men i scenens yderpunkter er der grumme langt til dirigenten, om end der er monitorer i scenekanten, og det følte vi ind i mellem.
Korene var i øvrigt godt instruerede. Der var ikke tale om blot at stille sig op og synge.
Summa summarum: Opera Hedeland har atter begået en veloplagt operaforestilling, hvor hovedrollerne er overordentlig velbesatte. Der synges, så det er en fryd, og det dramatiske fungerer godt. Sammen med de velkendte ”Hedeland-effekter” (biler af flere arter, maskiner, festfyrværkeri) og et velfungerende kor og orkester må succesen nok siges at være i hus.


CPH Opera Festival:

Den kongelige Gæst på Arbejdermuseet

 Anmeldt af Bo Basbøll

******

Efter mange års fravær på operascener herhjemme genopførtes – i 100-året for urpremieren – Hakon Børresens og Svend Leopolds enakter Den kongelige Gæst på dette års operafestival. Den ’glemte’ opera var fast på repertoiret på Det Kongelige Teater fra premieren til ind i 1960’erne – i øvrigt med Paul Wiedemann som Dr. Høyer. Ved sit 50-års jubilæum spillede han rollen for 130. gang – et parti han havde haft siden uropførelsen i 1919.
Hvad stiller man så op med en opera, som skal genopsættes så mange år senere? Holder operaens tematik? Handlingen følger Henrik Pontoppidans novelle af samme navn, om end Svend Leopold ændrer slutningen til en handling med lykkelig udgang. Fastholder man samtiden og laver kulisser og kostumer fra dengang – med iscenesættelse en historisk opera? Eller holder man dens tematik op mod vor tid her i 2019 med nutidig scenografi og moderne instruktionsværktøjer? Det sidste kræver, at tematikken stadig er aktuel og vedkommende. Det er den helt klart, hvilket gør en nyopsætning velkommen og berettiget. I denne udgave – sat i scene af Ida Fogh Kiberg og med scenografi af Guido Paevatalu – havde man valgt at det skulle være en tur på museet. Hermed undgik vi diskussionen om det problematiske ved regi-operaen. Alligevel virkede denne opsætning lidt tung og bedaget. Der var dog forsøgt lidt publikumsinddragelse, idet der undervejs blev uddelt et visitkort fra Prins Karneval med oplysningen om aflysning af den oprindelige fest, så han kunne komme til at holde sin egen.
En opdatering af handlingen kunne have været muligt, men normalt vil en sådan fremskrivning af tid og sted virke ’skurrende’ i forhold til musikken, som jo ikke kan løsrives fra den samtid, den er skrevet i. (Wagners musik fra 1876 i forhold til Siegfrieds ankomst i en Mercedes sportsvogn i Kasper Holtens Ragnarok fra februar 2006 på Den Kongelige Opera står i skarp erindring). Men netop i denne udgave af Den kongelige Gæst,hvor musikken jo var nedskaleret til et orkester på fem mand, kunne det måske have været berettiget.
Det er i øvrigt noget af en opgave at omskrive musik for et stort fuldbesat operaorkester til en kvintet! Leif Greibes arrangement fungerede for det meste flot. Efter en lidt kaotisk indledning på ouverturen blev balancen væsentlig bedre, da sangerne kom til, om end der her også var steder med ubalance mellem blæsere og strygere.
Sangerne fungerede i forhold til instruktionen fint – med en flot spillende og syngende Prins Karneval, David Kragh Danving, i front. Lad os høre mere til ham! Hr. og fru Høyer – John W. Olsen og Philippa Cold – sang ligeledes dækkende for rollerne, om end deres personkarakteristik var en kende for skabelonagtig. Især forstod man ikke helt Dr. Høyers bratte skift fra jaloux til nyforelsket ægtemand. Rollerne Ane, Ditte Errboe, og Lillepigen, Julie MeeRa Albertsen, fungerede på opsætningens betingelser som var de bifigurer i en Holberg af komedier.
Alt i alt var det et velkomment bekendtskab med en fortids stor operasucces for Børresen. Lad os få den på repertoiret igen. Lad os se flere bud på denne perle i dansk operahistorie. Og med fuldt orkester!

I øvrigt kan operaen høres på CD i en indspilning på DACAPO med Tina Kiberg, Stig Fogh Andersen og Guido Paevatalu samt på YouTube i udgaven fra DR TV.


CPH Opera Festival:

George III for fuld skrue

******

Anmeldt af Ida Ravn

I programmet til 8 Songs for a Mad King får vi at vide, at ”det er som et mord på hele operagenren”, når hovedpersonen smadrer et musikinstrument (en violin). Så voldsomt er det heldigvis ikke, når Sten Byriel, dirigent Ian Ryan og Ensemble Storstrøm opfører Peter Maxwell-Davies’ 50 år gamle værk.
”Det var godt nok meget avantgarde”, lød det noget rystet fra en af tilhørerne efter den korte, intense forestilling. Musikken starter med en voldsom disharmoni, der illustrerer kongens (George III) sindstilstand, og skifter derefter mellem at være melodisk, monoton, voldsom og lyrisk. De otte sange er bygget på melodier fra George III’s mekaniske orgel, som han angiveligt forsøgte at lære fuglene (dompap’er) at synge efter. Librettoen er skrevet af Randolph Stow, baseret på tekster af kongen selv.
Meget af teksten afvikles som recitativ/tale-sang, hvor der dog er noteret tonehøjde for ordene. Værket er berygtet for de store krav, som det stiller til sangeren, da partiet strækker sig over 5 oktaver – fra den højeste falset, der nærmer sig Nattens Dronnings toptoner til de allerdybeste bastoner, hvor der næsten kun er varm luft tilbage. Sten Byriel honorerer de stemmemæssige krav på allerbedste vis, og lægger dertil sin store sceneerfaring og skuespilkunst. Dette er meget tydeligt i de intime rammer, som Gethsemane Kirke danner om forestillingen, hvor man sidder meget tæt på. Rummet er i sig selv mørkt og spejler dermed kongens formørkede sind. Dette forsøges yderligere understreget af scenografien, der består af et stort bord og seks mannequiner – iklædt alt fra stor robe omviklet med julelys over havfruehale med indbygget mandligt køn til grønne blade, der klippes af til stor morskab for publikum. Det bliver desværre forstyrrende mere end understregende, og da kongen tager det amerikanske flag, som den ene mannequin bærer, og bruger det som kåbe i den syvende sang, der er baseret på salmen ”Abide with me” og i øvrigt også citerer Händels ”Comfort ye” fra Messias, bliver det (for) fortænkt. Forestillingen ville have stået så meget skarpere og endnu stærkere, hvis man havde stolet på musikken, teksten og den fremragende sanger.
Ensemble Storstrøm spiller musikken med kant og nerve under Ian Rankin, der sammen med musikerne også illuderer statister i starten af forestillingen.
Det er ikke et let tilgængeligt værk, og der er ingen melodier, man nynner på vejen hjem, men den centrale skikkelse i Sten Byriels fortolkning – han bider sig fast. Havde han dog bare fået mere plads.


CPH Opera Festival:

Årets operatalent fik tårerne frem

Anmeldt af Ida Ravn

******

Taget i betragtning, at der er tale om en præsentationskoncert af årets operatalent, så indeholder koncerten forbløffende mange sange/lieder (13) og ret få arier (3). Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da man i liedens miniature-verden hurtigt får en fornemmelse af sangerens musikalitet, tekstbehandling og evne til at fortælle en historie, som man ikke nødvendigvis får i de store bravour-arier. Til gengæld var liederformen en udfordring for det arie-vante publikum i Børssalen. Trods Peter Lodahls anmodning om at holde igen med applausen insisterede publikum på at klappe efter hver sang i første afdeling. Her viste Brit-Tone Müllertz professionalisme og holdt – trods afbrydelserne – sit fokus. I anden afdeling indledte Peter Lodahl pædagogisk med at fortælle præcist, hvornår publikum måtte klappe – og det virkede.
Første afdeling af koncerten bestod af tre svensk- og fire dansksprogede sange. Her stod især to sange ud: Hugo Alfvéns ”Så tag mit hjerte” (Tove Ditlevsen) med et smukt og sårbart udtryk og P.A. Heises ”Din fader skal ikke skænde” (Thor Lange) med sit skift mellem det voksne og det barnligt uskyldige. Afslutningsvis fik vi Ariadnes ”Es gibt ein Reich”, der måske manglede lidt dødsdrift og desperation, og Sieglindes ”Du bist der Lenz”, hvor der til gengæld var fuld indlevelse og en fornemmelse af, at dette var en rolle sangeren virkelig identificerede sig med.
Anden afdeling bestod af tre Schubert- og tre Strauss-lieder afsluttet med Tonhalle-arien fra Tannhäuser. Igen viste Brit-Tone Müllertz en meget fin musikalsk forståelse for lieden, og holdt udtrykket enkelt, smukt og tekstnært. Som i de dansk- og svensksprogede sange i første afdeling havde hun en udsøgt sprogbehandling, hvilket betød, at man kunne forstå stort set alle tekster uden at måtte søge til programmet for at læse dem. Og det er en kunst i sig selv.
De tre Strauss-lieder ledte perfekt op til Elisabeths Tonhalle-arie. En klassisk showstopper og koncertens sidste nummer, der var dog lidt for meget rutine og lidt for lidt jubel, men sunget som alt andet med stort overskud og stemmekontrol.
Vi fik to ekstranumre – først Schuberts ”Die Männer sind méchant” om hvordan unge piger selv må drage deres erfaringer med de unge mænd. Sunget med smil i stemmen, glimt i øjet og en fornemmelse af egne erfaringer. Og til allersidst Vissi d’arte fra Tosca. Her gik ALT op i en højere enhed. Arien var så fuld af indlevelse og følelser: vrede, afmagt, desperation og selv efter 1½ times koncert i den meget varme Børssal stadig med fuld kontrol over udtryk og toptoner. Der var mere end én tilhører, der sad med tårer i øjnene.
Brit-Tone Müllertz har en usædvanlig stemme, der dramatisk peger direkte på Wagner og Strauss, men tilsat noget andet, der peger mod roller som Tosca og måske Turandot. Hende vil vi meget gerne høre mere til her i Danmark og ikke nødvendigvis kun i Wagner-repertoiret, selv om det indtil nu har været en stor del af hendes repertoire, men virkelig gerne som Tosca.


CPH Opera Festival:

Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch

Anmeldt af  Brian Bo Jensen

******

Christian IV’s børs i København, der er opført 1619 – 1623, var oprindeligt noget mindre prangende og meget mere anonym; uden kviste og uden tårnet med det smukke, karakteristiske dragespir. Det var kongen selv, der gav arkitekterne, brødrene Lorenz og Hans van Steenwinckel, påbud om at tilføje de nævnte dele, og det er således meget bogstaveligt Christian IV’s bygninger, der i dag udgør en væsentlig del af hovedstadens ikonografi.
Børssalen, der denne dag danner ramme om en koncert med Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch, har dog intet med Christian IV at gøre. Den er først bygget i årene 1857-1859 af arkitekten Harald Stilling i mørk, mørk neorenæssance. Søjler, fyldingsloft og paneler i mørkt træ, store, allegoriske (og slørede) kultegninger af Lorenz Frølich og gyldenlædertapet (der efter tidens smag sandsynligvis kun er papir og giver sig ud for at være noget andet, for – helt barokt – at blære sig med, hvad man kunne fremstille kunstigt) lukker ikke meget af den lune, lyse sommeraften ind, og salen står i skærende kontrast til Wolfs sange. Med J. P. Jacobsens ord: ”Der burde have været Roser. Af de store, blege Gule. Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde”.
Selvom Hugo Wolf (1860 – 1903) ikke var anerkendt i sin levetid og – fordi denne var så kort – måske ofte er overset i eftertiden, så er der dog netop blomsterrigdom og klynger af store, bleggule blomsterblade i hans musik. At kalde ham senromantiker, som forskellige leksika gør, er nok korrekt, men hans sange skiller sig ud og lader sig ikke sammenligne med hverken Wagner, Wolfs store idol, eller Richard Strauss. Wolfs sange peger profetisk frem og minder snarere om den stil, der omkring år 1900 forsøgte at gøre op med den tunge historicisme, nemlig art nouveau eller jugendstil – på dansk: skønvirke. Sangene slynger og snor sig organiske gennem subtilt melodiøse linjer, der karakteristisk altid følger teksten, ikke omvendt; her er ingen unødige gentagelser, musikken fanger i nuet digtets indhold, og skulle Wolf være inspireret yderligere til at understrege stemningen i digtet – kirkeklokker, uvejr og andet vejrlig – sker det i et post- eller præludium i klaverstemmen. Det er besnærende enkel og rigt blomstrende musik.

Folkelige hverdagsscener
Digtene til Italienisches Liederbucher – som værkets titel siger – en række italienske folkedigte oversat til tysk. Det er ikke en episk digtsamling, og hvor tilhøreren fornemmer en sammenhæng eller et forløb, så skyldes det udelukkende digtenes stemmer og tematikker, der behandler alt fra barndom til alderdom, ungdom, jalousi og forelskelse. Kort og godt er der tale om en række hverdagsscener, hvis stemning derfor også varierer fra alvor over inderlighed til sorg og humor. Ved denne koncert er det Bo Skovhus og Kari Postma (afløser for stjernefrøet Elsa Dreisig, som mange nok ellers havde glædet sig til at høre), der giver scenerne liv og sjæl – og de kansangene, ingen af dem har noder foran sig! Hans mørke, maskuline, altid karakteristisk flotte baryton klinger kraftfuldt, og måske derfor også lidt tørt, mens der i Postmas lyse, lyriske sopran er toner af friskt, grønt græs, som får en til at synes, at de små scener snarere udspiller sig på frisk, norsk sæter end idet solbeskinnede, hede Italien. Med improviseret mimik og gestik – en berøring på armen, et overbærende blik – forsøger de to at tilføje liv til de små scener fra en landlig hverdag, og selvom der virkelig er morsomme situationer i digtene undervejs, så er der nu ingen grund til at le højt, som nogle publikummer gør, over spillet mellem de to sangere; man trækker på smilebåndet, det er nok. Hvad der behøves for at betone en replik, en frase eller et billede, ligger nemlig i klaverstemmen, og pianist Christian Westergaard har blik for selv den mindste detalje. I hans mesterlige spil folder de 46 sange sig ud i rigt flor; hans anslag er følsomt, men sikkert, og hvor der er for- eller efterspil viser han sig som fuldblods solist. Han har den energi, som man – til trods for deres professionelle, sikre og udtryksfulde stemmer – savner hos sangerne; modet til at give los og blomstre vildt!
Efter koncerten har himlen uden for Børsen den samme sart gule farve som Jacobsens roser. Det er og har været en pragtfuld aften. Måske var det blot det dunkle rum, der lagde sig tungt over sangerne eller måske snarere over undertegnede? Der burde have været roser – i alt fald iBørssalen, for de var trods alt i koncerten.


CPH Opera Festival:

Schuberts medrivende Winterreise

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

I sit sidste leveår samlede Schubert en gruppe venner til at høre nogle sange, som han erkendte, berørte ham mere end alt andet han tidligere havde skrevet. ”Jeg vil synge for Jer en samling rystende Lieder”, udtalte han ifølge vennen Joseph von Spaun og sang hele Winterreise.
Af Schuberts tre serier af samlede lieder er Winterreise den længste og indeholder et dystert, næsten livsafvisende farvet budskab, der er tolket som en svært deprimeret iagttagers oplevelse af sin verden – ja, måske som den meddelelse han efterlader sig her, før han søger døden. Selvom disse formidable lieder kan tolkes – og er tolket på den baggrund – var det ikke dette valg bassangeren Matthew Rose havde valgt til aftenens koncert. Udover Wilhelm Müllers digte er der tillige fra Schuberts side lagt forskellige tolknings-anvisninger i musikken og dertil – og ikke mindst – til den frihed, der fra pianistens og sangerens side giver anledning til en personlig og helhedspræget tolkning. Derfor er Winterreise så inspirerende for udbyttet af andre tiders, traditioners og psykologisk forskelligt farvede tolkningsmuligheder, hvorfor det aldrig slutter meningerne om hvilket historisk dokument er bedst: Hotters, Fischer-Dieskau eller Pears etc. Og hvorfor denne cyklus stadig kan opleves gennem fremragende nulevende kunstnere.
Netop sådan en storslået oplevelse var der berigende lejlighed til her ved CPH Opera Festival med en af vor tids store fortolkere af den klassiske sangs bud på dette helt centrale og uforlignelige, vokale værk. I den første af de 24 sange vrængede Matthew Rose ”Gute Nacht” næsten desperat ud. Vejrhanens akkompagnement rystede af den kulde, der samtidig pegede på hjertets frost, hvor frosne tårer faldt hørligt drypvist og Lindetræetsantydning af lidt glæde nu kun var en nøgternt erindret stemning fra dengang. Og i Posten: var lykken der nu med brevet? Nej, det var et bedrag. Winterreise er en dybt forsmået elskers opgør med den tilværelse, der har skuffet ham til døde med sange hvis fortolkninger udtrykker vrede, desperation, fortvivlelse og hidsigt utålmodige rytmer. Centralt og gribende emotionelt hos Rose er Kragen, der trofast følger sangeren, men venter ham som sit bytte. Den afsluttende lied er om Liremanden, der uden anseelse og værd alligevel har skabt sig et skin af tilværelse. Skal man slutte sig til ham og derved antyde, at tilværelsen fortsætter?
Dette eksistentielle værk blev fortalt med stor indføling og emotionelt engagement, understreget af et diskret kropssprog og uforlignelig meddigtende akkompagnement af pianisten Mikael Eliasen. En fantastisk flot aften i det sangprogram, som festivalens ledelse skal have stor tak for.


CPH Opera Festival:

Levende åbningskoncert med Rusalka

Anmeldt af Sanne Caft

******

Copenhagen Opera Festival har bl.a. som ambition at bringe opera ud til et bredere publikum end de, der af sig selv gæster landets mange operascener. Geografien spillede i den grad med på ambitionen – med hovedscenen placeret midt på det trendy Vesterbro i København, på Flæsketorvet mellem øko-hotdogs, fermenterede grisetryner, uklar specialimporteret naturvin og fadøl i politisk ukorrekte plastickrus.
Til åbningskoncerten havde festivaldirektør Peter Lodahl, der stopper efter årets festival, valgt at præsentere Det Slovakiske Nationalteater med solister. Alle nationaloperaer – fra vores egen Maskarade til Antonín Dvořák’s tjekkiske eventyrhistorie Rusalka – kræver særlig ekspertise, og det var til stede i rigt mål. Deres anmelder kan ikke tjekkisk, men for det uvidende øre lød det uhyre bøhmisk. Musikalsk svingede det mellem passager af stor lyrisk skønhed, som når vandnymfen Rusalka var i sin elskede skov og sø. Andre passager bragte mindelser om Mozarts Bortførelsen fra Serailletmed dets tempofyldte janitsharindsatser og bækkenklang, som når Rusalka forlod sit naturlige element og begav sig op til slottet og til den civilisation, der ender med at blive hendes undergang.
Musikalsk kender de fleste nok ”Sangen til månen”, hvis de kender noget fra Rusalka. Den er smægtende og længselsfuld og står fortjent som en perle af klassisk opera hjerte-smerte i en relativt lang helaftensopera. Læsere af Ascolta vil måske huske Det Kongelige Teaters opførelse for nogle år tilbage, hvor Gitta-Maria Sjöberg iklædt havfruehale havde til opgave at møve sig baglæns op ad en tårnhøj udspringsstige, syngende sangen til månen. En både akrobatisk og musikalsk toppræstation. En toppræstation gav også denne festivals Rusalka, sopranen Olga Tenyakova, der både havde den rette slaviske timbre, et myndeslankt ydre og malende håndbevægelser i sin portrættering af den forelskede skovnymfe, der giver sin stemme til en heks og sit hjerte til en uværdig prins, inden hun vender retur til sin sø for der at herske som en ånd, der lokker i fordærv.
Ved hendes side stod bassen Vazgen Gazaryan som Søkongen med favn efter favn af dybde i sit register og var både smertefuld og magtfuld i sin dialog med Rusalka, der vil have menneskeprinsen, koste hvad det vil. Og koste, det gør det. Historien trækker på de samme forlæg som H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, der også længes, elsker og dør – og bliver til skum på vandet. Smukt og smerteligt.
Alten Jolana Fogašová med højdramatisk frisure og en stemme, der matchede, klarede både den dybe alt-rolle som skovheksen og sopranpartiet som fyrstinden, der skubber Rusalka til side for derefter at forkaste den svigefulde prins. Høj sanglig klasse. Wagner-tenoren Ludovít Ludha sang prinsen med den klang, der nu engang associeres med en heltetenor. Aldersmæssigt mindede han mere om Rusalkas far, men det finurlige ved opera er, at den slags barrierer ophæves, når musikken spiller. Sangerne spillede, og det var tydeligt, at de havde spillet operaen sammen i en scenisk opførelse, for de kunne slet ikke lade være med at agere. I en koncertant opførelse af en opera på tjekkisk og uden tekstanlæg var det et plus at få handlingen udlevet gennem solisterne.
Til at støtte publikum i handlingen var skuespiller Thure Lindhart indforskrevet som fortæller. Til al overflod var Mathias Hammer også på scenen som vært, og med hans sprudlende nærvær kunne man med lige så god ret have stanget ham opgaven med at løbe handlingen igennem.
I første pause overrakte CPH Opera Festival to priser: Peter Lodahl gav Brit-Tone Müllertz prisen som ”Årets operatalent” for hendes ”stålnæve i en fløjlshandske” af en stemme, mens Christina Falk Nielsen overrakte ”Årets hæderspris” til sanger-ikonet Lisbeth Balslev bl.a. for hendes årelange fortjenstfulde karriere i Wagnerfaget i ind- og udland og for ”at forny og forstærke vores wagnertradition”. Fortjent bifald fra det store fremmødte publikum i klapstole til begge sangere.

Med Rusalka blev Copenhagen Operafestival skudt godt i gang.


CPH Opera Festival:

Dejlig aften med italienske operaperler i Tivoli

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Tivoli og CHP Opera Festival havde inviteret til italienske operaperler med sopranen Nino Machaidze og tenoren Levy Sekgapane. Tyske Patrick Lange dirigerede Tivoli Copenhagen Phil og det blev, oven på en dejlig solskinsdag, også en rigtig velklingende og underholdende aften med en stopfuld sal med et forventningsfuldt og klappeberedt publikum.
De italienske operaperler var dog generøst uddelt med perler også på fransk, tjekkisk og tysk og det lå bestemt i kortene, at aftenens budskab var helliget et møde med et par topsangere og det de kunne forventes at præstere med toptoner. Levy Sekgapane har vi mødt før ved sidste års festival, hvor han som lyrisk tenor skabte store forventninger som et varmt navn i den internationale operaverden. Dette blev også smukt og hurtigt indfriet. Stemmen er ikke voldsom stor, men den er meget letbevægelig og plastisk og dækker med sine bløde fraseringer udfordringerne til bel canto helt perfekt. Men også i sin gestiske fremføringsteknik gør Sekgapane sig positivt bemærket med liv og kraft. Ingen stillestående attituder her, han lever med den tekst han synger og yder et fornemt partnerskab i duetterne. Det kom især frem i hans kostelige illusion af tiltagende fuldskab i duetten i Elskovsdrikken. Og vi fik skam de berømte ni høje tenor C´er fra Regimentets datter. Det er i øvrigt nærliggende at sammenligne Sekgapane med seneste Tivoli tenordarling Lawrence Brownlee. Hos begge findes tilsvarende stemmemæssige  kvaliteter og også samme glade udstråling.
Nino Machaidze har et stemmemæssigt stort potentiale, som fylder rummet når hun styrer volumenet op i højeste gear. Alligevel behersker hun også en fin udtyndingsteknik og bløde pianopassager i det lavere leje som faldt til rette iRusalkas ”Sang til månen”. Jeg fornemmede et diskret vibrato, som nok traditionelt kan tilskrives hendes georgiske herkomst. Machaidze’s vokalmateriale står sig godt i duetterne kombineret med hendes styrke og hans timbre. Også hun har gjort sig internationalt bemærket særlig efter hun engang tidligere remplacerede Netrebko.
Tivoli Copenhagen Phil var veloplagte og helt sommerkåde. Der var swung over akkompagnementet og de instrumentale intermezzi, som næsten kan spille sig selv. Men Patrick Lange fik sat eget præg på herlighederne med et malerisk markeret skybrud og piskende galopper i den indledende ”Wilhelm Tell ouverture”.
Programmaterialet og annonceringen havde nogle mangler, der kunne være imødekommet med de to lysprojektioner ved siderne. Festivaldirektør Peter Lodahl gjorde sit til at skabe den rette orden og holde den gode stemning i sine introduktioner og var dermed medansvarlig for en glad Tivoliaften, der sluttede hele to gange i valsetakt med Lehárs ”Lippen schweigen”



Sæson 2018-2019:

Medrivende opera om Martin Luther 

Schlagt sie tot! på Malmö Opera

Martin Luther (Dietrich Henschel), Barbara Cranach (Inger Dam Jensen) og Lucas Cranach (Reinhard Hagen). Foto: Jonas Persson.

Anmeldt af Kim Reich

******

Var man ikke helt klar over, hvilket komplekst menneske Luther egentlig var, bliver man det ved læsningen af den fremragende, lille programbog, som ledsager Bo Holtens storslåede opera Schlagt sie tot! på Malmö Opera. Urpremieren var forleden. Jeg så forestillingen St. Bededags aften, hvilket må siges at være et passende anslag til den dag, hvor man efter traditionen ikke bare skal komme hviledagen i hu, men også bruge den til refleksion over Gud og hans gerninger. I bogen er der så meget at læse om værket, de medvirkende og ikke mindst om Martin Luther selv, hans tid og personerne omkring ham.
Men det er også et stort og fremragende værk om Luthers liv og gerninger, som den danske komponist Bo Holten har begået og dansk-svenske Eva Sommestad Holten har skrevet librettoen til efter omfattende kildestudier. Vi følger den store reformator på afgørende tidspunkter i hans liv. Handlingen indledes ved at hovedpersonen selv, fænomenalt gestaltet af den tyske baryton Dietrich Henschel, kommer ind på scenen for at klæde om til rollen. I siden af scenebilledet hænger herfra Luthers dødsmaske, der – ved et nærstudium af programbogen – synes at være et aftryk af Henschels eget ansigt. Han går All In, som hans rollefigur gjorde det fra starten i Wittenberg og helt frem til hans depressive endeligt i Eisleben. Undervejs har han som kætter været truet med bålet ved rigsdagen i Worms, nægtet at gå på kompromis og deltaget mere i protest end aktivt ved mæglingsmøder, for hvad der skete undervejs var, at teserne udviklede sig til et manifest og derfra via folkets og ikke mindst de mange medløberes hånd til noget på en gang banebrydende og ukontrollérbart. Hvor opgøret mod Paven i Rom gav mening som en frihedskamp, viste frihedskampen sig at have mange ansigter og som vi også ser i vore dage, så kan skrifter af en vis betydning tolkes på mange måder – ofte passende til den, der fortolker egne ambitioner.
Det er, som Bo Holten siger om Schlagt sie tot! en opera, der ser mere på den historiske Luther end på den teologiske, og som sådan et tiltrængt om end et anelse forsinket bidrag til fejringen af reformationen.

Læs hele anmeldelsen her.


En stjerne er født og jo: Det er Sofie Elkjær Jensen som Maos hustru. Foto: Camilla Winther.

En flot og vedkommende satsning

Nixon in China på Det kongelige Teater

Anmeldt af Bo Basbøll

 ******

Nixon in China, iscenesat på Det kongelige Teater af operachefen John Fulljames, er en flot og vedkommende satsning. Vi ser handlingen og de medvirkende omringet af kæmpereoler med arkivkasser, hvor  billeder, tekster, avisforsider og videoklip nærmest vokser ud af kasserne. Sangerholdet, der virkelig ligner de historiske hovedpersoner, var en blanding af Operaens egne og indforskrevne sangere fra udlandet. Alle var velvalgte til rollerne. Johan Reuter sang og fremstillede Nixon fremragende, ligesom Arnold Bezuyen var imponerende i rollen som Mao. Det meste af hans sang var lagt i det høje og skingrende heltetenorleje. Bezuyen fremstillede ligeledes levende den senere svækkede, plagede og sygdomsramte Mao – en meget flot præstation.
Som Pat Nixon fik Sarah Tynan vist et fint portræt af en naiv hustru, hvor klichéerne står i kø, mens hun er på de obligatoriske rundvisninger i skoler og landbrug, og hvor hun også hylder sit eget land i en lang ballade. I anden akt træder hun for alvor i karakter og bliver så oprevet, at hun blander sig i balletforestillingen.
Fremhæves bør Sofie Elkjær Jensens portræt af Maos hustru, som hun giver med vanligt overbevisende skuespil og imponerende sang. Hendes iltre fremstilling af Chiang Ch’ing tonesættes af Adams i en slags ”Nattens Dronning”med utroligt sikkert sungne toptoner. Endnu en gang lagde hun alen til sin fortsatte karriere. Vi glæder os til at høre hende i kommende sæson som Gerda i operaen Snedronningen af Hans Abrahamsen. Muligheden for det endelige internationale gennembrud foreligger her.
Omkring disse fire hovedroller var Zachary Altman som Henry Kissinger og David Kempster som Chou En-Lai velvalgte og flot syngende. Det udvidede kapel, med jazzsaxofoner, var under ledelse af Alexander Vedernikov helt på toppen. Koret var, som altid, fænomenalt.

Læs hele anmeldelsen her.

 


Hvilke klange!

Af Kim Reich

******

Nordiske klange var titlen på sæsonens sidste kapelkoncert i Operaen i København. På programmet stod værker af Grieg, Sibelius og Carl Nielsen. I sidstnævntes violinkoncert viste den unge, norske solist Henning Kraggerud, at han til fulde mestrer det særlige Nielsen’ske klangbillede med citater fra såvel det lyrisk-fynske som det kaos-temperamentsfulde og ren spillemand gik der i ekstranummeret, hvor han sammen med den brilliante solecellist Joel Laakso leverede en sand Tour de Force af en egenkomposition. De to klædte hinanden og man kan kun håbe, at de en dag finder på et lave et show sammen. Det slog gnister, simpelthen! Tak til kapelchef Anthony Ernst for en fin velkomst (på dansk) på scenen og til Henrik Goldschmidt for en inspirerende introduktion i foyeren. Chefdirigent Alexander Vedernikov var en højt kvalificeret turguide, der lod klangene folde sig ud, så der både var genkendelse og fornyelse i billedet. Til august indleder Det kongelige Kapel næste sæson ved et gæstespil i Elbphilharmonie i Hamburg og det er tydeligt, at orkesteret nyder at være på scenen i egen ret.


Stort interview med Hans Abrahamsen

Ascolta bragte i apriludgaven et stort interview med modtageren af årets Léonie Sonnings Musikpris, komponisten Hans Abrahamsen. Samtalen handler meget om hans opera Snedronningen, som i den kommende sæson har urpremiere på Det kongelige Teater, i Operaen på Holmen, og som også vil blive opført på Bayerische Staatsoper i München i december. Klik her for at læse hele interviewet:  Interview med Hans Abrahamsen
© Operamagasinet Ascolta/Bo Basbøll.


Smuk, meditativ Händel-opførelse

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Händels oratorium Tidens og Visdommens Triumf findes i to versioner, en original på italiensk og en senere med engelsk tekst. Det er den oprindelige version, der spilles her på Det kongelige Teater, Gl. Scene, og som om kort tid følger efter på Malmö Opera. Teatret vil ikke rigtig ud med sproget om, hvorvidt det er en opera eller et oratorium. Den kaldes et ”værk”, men er begge dele, da originalen på grund af de særlige krav der gjaldt for opførelser i Rom måtte benævnes som et oratorium. Værket består af arier og har som anført solister, og er derfor sammenligneligt med Händels øvrige operaer på italiensk. Og så er det en smuk, fascinerende, og meditativ musikalsk forestilling, der intelligent og tankevækkende levendegør oratoriet ud fra operaens muligheder. Læs anmeldelsen her.


 

Peter Langdahls succesforestilling Tosca er tilbage på DKT. Foto: Miklos Szabo.

Veloplagt elendighed

Puccinis Tosca på Den kongelige Opera (repremiere)

Anmeldt af Sanne Caft

******

Peter Langdals iscenesættelse, Karin Betz’ scenografi og Jesper Kongshaugs lysdesign smeltede sømløst sammen til en oplevelse af helhed. Og det klæder denne Tosca, at den lader tilskueren selv tænke og trække perspektiver, frem for at servere pointer indstøbt i beton. Tosca er den perfekte startopera. Med en spilletid på 2 timer og 40 minutter når det aldrig at blive kedeligt. Med højdramatisk musik og et intenst fremadskridende trekantsdrama, og med Det kongelige Teaters overbevisende hold er det bare med at slæbe nybegyndere og erfarne operagængere ind og se, om Tosca formår at overvinde den mand, der ønsker at fjerne hendes elskede og besidde hende med magt. Læs hele anmeldelsen her.


Suk hjerte, brist ikke

Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen

Anmeldt af Brian Bo Jensen

På omslaget af Henrik Engelbrechts nye bog Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen kaldes forfatteren i et citat af Søren Schauser for ”fortælleren over alle i dansk musik”, og netop som fortæller med stor fortælleglæde kender alle ham, hvad enten man har oplevet Henrik Engelbrecht i radioen eller som konferencier ved koncerter. Kort, klogt og fyndigt kan han binde en lagkagekoncert sammen, og han kan med humor og stor viden formidle handlingen i et ikke altid lige realistisk plot i en opera ved en koncertant opførelse. Den fortælleglæde er den store force ved hans nye bog, men er også bogens store brist. Nu må man tage imod bogen, som den er, og kender man ikke Andersens biografi og læser biografier, kan man uden tvivl få stor glæde af den. Anmelderen sukker, men hans hjerte brister ikke. Læs anmeldelsen her.


Almuen for feinschmeckere

Dokumentaroperaen Skattegraveren på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

En fascinerende hommage til en afdød ener, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der stædigt fuldførte sit livsværk og med en nøgternhed, der langt fra nutidens behov for selviscenesættelse kun kan skabe beundring. Skattegraveren var originalt tænkt, og rent intellektuelt var her meget at komme efter. Medrivende var det dog i mindre grad, men som tilskuer kan man ikke andet end at blive ramt af den koncentration og øvelse, der må ligge bag en sådan forestilling. Læs mere her.


Tango Operita om evig kærlighed 

Astor Piazzollas María de Buenos Aires i Pumpehuset

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Scenen er allerede sat, da publikum lukkes ind til eftermiddagsforestillingen i Pumpehuset i København. Kurt Ravn er på plads på det store sorte podie, der er fyldt med rekvisitter fra forne dage. En gammel spolebåndoptager, gamle rejsekufferter, standerlamper, bundtede aviser, kaktus, en blodrød rose i en flaske, nogle spanske stole med høje rygge og fletsæder, som vi kender det fra Spanien. Man kommer hurtigt i stemning. Læs hele anmeldelsen her.


Mordet i Finderup Lade – en kunstnerisk fortolkning og en fremragende kulisse. Illustration: DKT.

Det blev en flot aflevering!

Drot og Marsk på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Forspillets dystre indledende toner varsler til en alvorlig stemning, der ikke synes langt fra Verdis Trubaduren. Der vil være lagt op til ballade. Det er da også Danmarks historiens berømte og aldrig helt opklarede kongemord i Finnerup lade, der indvarsles i den musikalske ramme, som Peter Heise med sin opera Drot og Marsk skabte i 1878. Som nævnt, sagen er aldrig tilstrækkeligt belyst. Hvad der er op og ned i de mysterier og den overleverede viden, kan der stadig gættes på og hver gang operaen tages op stilles nye spørgsmål og svar. Havde mordet en kærlighedshistorie som årsag eller var dette et belejligt påskud for en magtsyg hærchef overfor en inkompetent konge styret af sine drifter? Hvor det sceniske og handlingens forskellige episoder så illustrativt forståeligt er sat på plads med de tekniske raffinementer, er det musikalske niveau tilsvarende højt. Alt er på plads, ingen døde punkter. En flot aflevering af et af dansk musiks største klenodier. Læs hele anmeldelsen her.


Barokklassikeren er et pletskud

Operaakademiets Poppeas Kroning på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

“Bulls eye”, siger man, når noget rammer midt i skiven. På Takkelloftet ramte Operaakademiet plet med en solid kombination af talent, musikalitet og scenisk nærvær i Claudio Monteverdis gamle barokklassiker Poppeas Kroning i en cirkusscenografi med manege udformet som målskive. Operaakademiet vendte nu for tredje gang tilbage til Poppea, hvilket absolut var et godt valg til at vise det høje niveau, både sangligt og scenisk, som eleverne besidder. Det bliver en fornøjelse at følge dem i årene fremover. Læs anmeldelsen her.


Charmerende Rossini klassiker

Helsingør Kammeropera og GuidOperas Barberen i Sevilla

Anmeldt af Sanne Caft

******

Rossini har komponeret længselsfulde arier, myldrende masseoptrin og tornadohurtige tirader, der i denne opsætning blev leveret med charme og scenisk overskud af Helsingør Kammeropera og GuidOpera. Kombinationen af hjerte og fjolleri var i centrum allerede fra åbningsscenen, hvor en længselsfuld Grev Almaviva i Niels Jørgen Riis’ skikkelse sang sin følelsesfulde serenade til den fraværende elskede, Rosina, sunget af Camilla Illeborg. Handlingen var henlagt til Los Angeles, og Guido Paevatalus Figaro var modelleret efter creme-kongen Ole Henriksen. Han havde fat i alle manerismerne og det boblende overskud, der er karakteristisk for både karakteren og Paevatalus egen kunstneriske profil. Figaro er og bliver en spradebasse, der syngende masserede både musikerne og sangerne, der upåagtet fortsatte gennem creme- og nakkemassage til publikums moro. Forestillingen var solidt funderet i de fleste optrædendes årelange erfaring og blev båret igennem med charme, selvtillid og lækkert hår. Der blev sunget på dansk, hvilket var et helt rigtigt valg. En komisk opera fungerer, hvis timingen er rigtig, og med en forbilledlig tekstudtale fra sangerne var det nemt som publikum at høre de mange finurlige detaljer i librettoen. Læs mere her.


En gang til

Puccinis La Bohème på Den fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Puccini La Bohème er et uforligneligt kunstværk i sin helt egen ret – selv når den som her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. Sangerne i denne opsætning er glimrende. De to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer. Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske. Læs hele anmeldelsen her.


 

Magnus Vigilius (Harmarki), Elsebeth Dreisig (Kleopatra), Den Jyske Operas Kor. Fotograf Kåre Viemose for Den Jyske Opera 2019

Prisvindende stjerner skuffer ikke

Den Jyske Opera og August Ennas ‘glemte’ opera

Anmeldt af Peter Wang

******

To modtagere af Operaens Venners Pris var på scenen ved premieren på August Ennas Kleopatra  i Aarhus og sangligt var Elsebeth Dreisig og Magnus Vigilius helt på toppen i de to hovedroller, mens også Lars Møller og Ruslana Koval stod for ypperlige præstationer. Orkestret, under ledelse af Joachim Gustafsson, spillede i den vanlige høje standard, der efterhånden er vore landsdelsorkestres branding. Det er et genialt påfund af en udenlandsk operachef (Philipp Kochheim) at åbne danskernes øren for den gruppe af danske komponister, som selv vi danskere kun kender som fodnoter i musikhistorien. Ennas opera er vel ikke et kunstværk af den slags, der ændrer kunsthistoriens retning, men absolut et se- og høreværdigt værk og en forestilling, der i høj grad stimulerer appetitten på af følge Den Jyske Operas fortsatte projekt med mindre kendte komponister og endnu mindre kendte danske operaer. Læs hele anmeldelsen her.


Drøm om solskin

Via Artis Konsorts Andersens duende 

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Da man i 2013 besluttede at skabe en kulturbegivenhed i Odense, der kunne matche Aarhus Festuge og markere Odense på det kulturelle danmarkskort, kunne den næsten kun komme til at hedde H. C. Andersen Festivals. Andersen må ofte holde for, når digterens fødeby skal markere sig kulturelt; no Ved festivallen i 2015 bidrog Via Artis Konsort med forestillingen Andersens duende på Den fynske Opera, en forestilling, den tog udgangspunkt i Andersens skildring af en rejse til Spanien i 1862: I Spanien. Det var en charmerende forestilling; en collage af flamencodans, sang og oplæsning – nogle gange er det idéfattigt, men Andersen har faktisk et stort potentiale. Nu har Via Artis Konsort valgt at genopsætte Andersens duende – det vil sige, det er desværre ikke længere den samme forestilling, og Andersens duende 2.0 er helt uden den intensitet og varme, uden den balance mellem humor og eftertænksomhed, uden den samme poesi og billedrigdom, som Andersens duende 1.0 bød på. Læs anmeldelsen af forestillingen her.


Purcell’s Dido og Aeneas

Død og ødelæggelse i Glyptotekets festsal

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

En opera, Dido og Aeneas, af Henry Purcell (1659-1695) tager sin begyndelse. Vi er til en forestilling med Sing‘in Body og Østerbro Pigekor, der er på besøg på et kunstmuseum. Når man ser disse unge mennesker mellem 16 og 30 år, som ønsker sig og arbejder for en professionel karriere, så er der ingen grund til at tro, at dette ikke skulle lade sig gøre. Solister og kor agerer fint og professionelt på scenen og som det er blevet ‘moderne’, så tager de sig også af diverse sceneskift og ommøbleringer undervejs. Læs mere her.


Danmarkshistorie for dummies

Skønne spildte kræfter i Leonora Christina på Odéon i Odense

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Peter Langdal har sat i scene og så ved man, at scenegangen er både professionel og levende, og helt fra begyndelsen er ensemblet af sangere, dansere og skuespillere i vigør og deltager som et græsk kor i alt, hvad der sker. Karin Betz har lavet pragtfulde barokkostumer til de ledende roller og mere barokke eller i bedste fald fantasifulde kostumer til ensemblet. Ashley Martin-Davis’ scenografi – primært en høj væg i form af en halvcirkel – er både så enkel og foranderlig, at den giver Langdal rige muligheder for hele tiden at lege med scenebilledet, og Jonas Bøghs lysdesign er ganske enkelt imponerende flot – lige så flot som i de forestillinger i det nu hedengangne Røde Rum på Det kongelige Teater, hvor han har medvirket. Det er et drømmehold af scenemagikere, der her er sammensat. Andreas Garfields tekst giver bare ikke meget til disse dygtige, legesyge og hittepåsomrige mennesker at arbejde med. Manuskriptet griber ikke ud efter scenens magi. Hans grundidé er god: Han gør titelkarakteren Leonora Christina, Christian IV’s datter med Kirsten Munk, til en hensynsløs lady Macbeth, hvis ambitioner for både sig selv og sin mand, Corfitz Ulfeldt, til sidst driver hende til vanvid og vrangforestillinger. Dét kunne der komme virkelig godt drama ud af, uanset hvor tæt på sandheden det så end er, men det sker ikke, fordi Garfield vil for meget. Han skraber dette koncentrat af dramatisk potentiale så tyndt ud, at man mister fokus undervejs, fordi man farer vild, når historien skal strække sig over en periode på 20 år. Læs hele anmeldelsen her.


Erik, Zoltán Nyári, og Senta, Cornelia Beskow. Fotograf: Jonas Persson / Malmö Opera.

Carl Larssons Wagneridyl

Den flyvende Hollænder i Malmö kom godt i land

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Der er klare genkendelige træk trods de ca. 400 års forskel fra dengang det hollandske spøgelsesskib ifølge overleveringen gjorde havene usikre og frem til de nogle hundrede år senere, da Richard Wagner i 1843 gendigtede mødet mellem Hollænderen og et norsk søfartssamfund. Wagner benyttede den gamle legende om det hollandske skib, der måtte sejle omkring til evig tid på grund af kaptajnens gudsbespottelse som grundlag for en opera, hvor legenden blev forbundet til komponistens egne oplevelser og forestillinger, da han på sin flugt fra Riga til Paris mod nye landvindinger med fartøjet Thetis kuldsejlede ved Sandviken på den norske kyst. Noget tager sig anderledes ud i det lille norske samfund sådan som Wagner gendigtede det efter sit ophold og frem til det tidsbillede i den nye opsætning, som nu er flyttet til Dalarna ca. 1890, hvor det i Lotte de Beers regi og inspireret af Carl Larssons akvareller er valgt, at dramaet skal foregå. Meget bliver anderledes gennem flere års skred i tiden. For eksempel findes de spinderokke, som er en troværdig rekvisit og en markant metafor i 2. akt, ej mere og man må derfor finde andre, mere tidstro erstatninger. Men stærke følelser og menneskelige egenskaber som griskhed, løfter, troskab og kærlighed flytter sig ikke og er stadig vægtige bestanddele i Wagners verdensbillede både i Sandviken, nogle generationer senere i Dalarna og såmænd også i dag i Malmø – og forbliver sandheder, der ikke voldsomt rokker på vores forståelsesniveau. Læs hele anmeldelsen her.

 


Operakoncert med de kommende stjerner

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Her er ingen musik af Mozart. Han spiller Amadeus ovre på den anden side. Nogenlunde således indleder Anne Margrethe Dahl sin velkomst ved aftenens koncertprogram på Operaens Store Scene og får dermed også forklaret, hvorfor dette års koncerter ikke som vanligt finder sted på Gamle Scene. Heldigvis er resten som det plejer. Forstanderen for Operaakademiet præsenterer sine elever og giver publikum historien bag hver enkelt arie. For det er ikke nødvendigvis de mest kendte arier, eleverne synger. Til gengæld oplever vi bredden hos 2. og 3. års eleverne, der også undervejs afspejles i såvel duetter som terzetter. Med musikken – fra Ludwig van Beethovens Fidelio fra 1805 til Richard Strauss’ Der Rosenkavalier fra 1911 få vi godt 100 års operamusik i et par dejlige timer i selskab med DKDM Symfoniorkestret under ledelse af Michael Boder og de unge og kommende operastjerner, som vi glæder os til at følge i deres fremtidige karrierer.


Turandot i moderne iklædning

Fioroni’s nyopsætning på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Turandot er svær at overføre fra fortællingens fremmedartede perspektiv til en nutidig tillempet målestok. Ydermere indgår det fra komponistens side, at operaens partier ikke repræsenterer skikkelser med menneskelige ansigter som Puccini så mesterligt plejer at portrættere dem. Han har her bevist fremstillet dem som typer. Lorenzo Fioroni’s opsætning er seværdig for sin sindrige omkalfatring af fortidige myter med samfundsplager som folkefordrivelse og voldelig adfærd i et nutidigt perspektiv. Operaens rammer med alt hvad den rummer er sat ind på opgaven og det kunstneriske indtryk, der fæstner sig mest, bliver en pragtpræstation fra kapellet og korets rolle i en Turandot-opførelse, som Operaen må høste megen respekt for. Læs hele anmeldelsen her.


OV-prisen til Magnus Vigilius

Årets prismodtager sang værker af Richard Wagner og Franz Lehár ved uddelingen af Operaens Venners Pris i Vanløse Kulturhus den 5. januar 2019. Foto: Nicolai Harning.

Foreningen tildeler hvert år efter afstemning blandt medlemmerne Operaens Venners Pris for en kunstnerisk præstation, der i særklasse har rørt, udfordret eller flyttet tilhørerne. I år gik prisen til tenoren Magnus Vigilius for rollen som Siegmund i Den Ny Opera i Esbjergs opsætning i 2017 af Die Walküre (som han også har modtaget en Reumert som årets bedste sanger for) og for hans herlige og meget frie fortolkning af rollen som Froh i Odense-udgaven af Der Ring des Nibelungen i foråret 2018.

”I 2020 venter vi i spænding på din debut ved festspillene i Bayreuth. Jeg er sikker på, at der vil sidde flere medlemmer af Operaens Venner blandt publikum. Flere har fast rutine i at besøge den smukke by på højen og blive høje af høj specialiseret sang og højt kunstnerisk niveau. Wagner kræver tålmodighed. Samme tålmodighed som det kræver at udvikle både sangtalent og karriere. Du betegner dig selv som en ung heltetenor, og dine to præstationer som Siegmund og Froh får os til at nikke ja. Det kræver vokalt overskud. Det kræver scenisk nærvær. Det kræver musikalitet. Du besidder det hele”, sagde foreningens formand Sanne Caft ved prisoverrækkelsen.

Læs mere om Magnus Vilgilius her.


Et maskebal uden masker

Flagermusen på Den Kongelige Opera

******

Anmeldt af Kim Reich

Det Kongelige Teaters udgave af Flagermusen var et flop. Det var de fleste kritikere enige om efter premieren på Peter Langdals opsætning i 2006. Nu har der så lørdag den 24. november 2018 været repremiere med et ny cast og jeg må indrømme, at også jeg mødte op lidt farvet af oplevelsen sidst, som i min erindring forekom uden charme. Nu er tiden imidlertid en anden og det er åbenbart, at ensemblet har en fest og det havde vi i salen også langt hen ad vejen. Alle replikker sad lige i skabet og Ann Petersen var en yderst attråværdig Rosalinde med en ganske forførende stemme. Michael Kristensen fik en sjov figur ud af von Eisenstein, mens Dénise Beck var en herlig, uskyldsren Adele. Og ingen kan være en så irriterende italiensk tenor og selvforstærkende førsteelsker som den utroligt adrætte Gert Henning-Jensen, der har tilpas megen selvironi til at melde sig ind i kampen om den smukkes gunst med en strategisk velplaceret bamse. Endelig var herlige Jens Søndergaards fængselsinspektør – med en stærk, men ikke urimeligt karikeret jysk betjentaccent – som taget ud af det nu hedengangne danseetablissement Exalons faste korps af udstationerede betjente efter fyraften. Læs mere her.


Når tiden går i stykker

Til døden os på Den fynske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Da de franske klassicister genopfandt den græske tragedie i begyndelsen af 1600-tallet, blev Aristoteles’ fordring om tidens, stedets og handlingens enhed grundlaget for al dramatik. Én fortløbende hovedhandling uden tilbageblik eller sideintriger var idealet, og dette ideal holdt sig stort set op til det moderne gennembrud, hvor der godt kunne gå timer eller dage mellem akterne i dagligstuedramaet; den kamel måtte publikum sluge af hensyn til kunstnernes nye ideal om naturalisme, altså en genkendelig, virkelighedsnær fortællemåde. Som bekendt er æstetiske dogmer imidlertid mest interessante, når de bliver brudt, og mangt et drama – på scenen såvel som på det store lærred – har grebet publikum, fordi forfatteren eller iscenesætteren har turdet gøre op med tidens dominerende stil. Det gælder også opera, hvor nutidige operakomponister og librettister tager udgangspunkt i, hvad mange instruktører forsøger med opsætning af ældre operaer, nemlig at pirre og overraske ved at lege med publikums forventning. Et eksempel herpå kunne være Andy Papes opera Til døden os. Læs mere her.


Døden i Paris

La Traviata på Malmö Opera

******

Anmeldt af Benny Welinder

Forestillingen på Malmö Opera står i dødens tegn. Lige fra ouverturen, hvor Døden, i danseren Carlos Garcias skikkelse, kryber sammen bag Patricia Petibons ryg og ind imellem ånder hende i øret, ind til forspillet til 3.akt, hvor den samme Død afklæder Violetta festtøjet og efterlader hende døende, blottet for alt undtagen underkjolen. Løbet er kørt. Patricia Petibons Violetta er et interessant og meget velsunget første bud på denne rolle, lige som Davide Damianis Germont père må vække begejstring. Scenografi og kostumer tager os jævnlig helt op at køre, og når endelig orkesteret under Rafael Payare spiller som små engle, kan man kun sige: Kom til Malmö og oplev La Traviata. Læs mere her.


Big Band med fuldt udtræk

Det Kongelige Kapel koncert: in a Wonderful Town

Anmeldt af Kim Reich

******

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 år den 25. august 2018. Det fejrer Det Kongelige Kapel ved en forrygende koncert den 30. 11. kl. 19.30 i Operaen. Og vi tør godt skrive forrygende, for ved premieren den 9/11 var det ren mambo fra et som sædvanligt velspillende kapel, der gav nye prøver på orkesterets virtuositet over et efterhånden meget bredt repertoire. De kan simpelthen spille bukserne af ethvert klassisk orkester og Big Band i verden – godt hjulpet af et stærkt velsyngende og yderst veloplagt operakor, der igen viste at de kan andet og meget mere end at synge. Solisterne Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster og Jens Søndergaard brillerede i den koncertante miniudgave af Bernsteins utvivlsomt festlige operette Wonderful Town med herregode Simon Duus som en yderst kompetent fortæller. På podiet udtrykte den portugisiske dirigent Joana Carneiro, hvad hun forventede af de medvirkende i en hippieagtig, nærmest ekstatisk udtryksform. Læs mere her.


For hulan – Puccini!

La Bohème på Det Kongelige Teater (repremiere)

Anmeldt af Kim Reich

******

Der er alt for mange folkeforførere i denne verden, men når det gælder Giacomo Puccini underkaster man sig gerne, for ingen kan som han fremmane en trussel eller lade den fineste musik understøtte et øjebliks lethed på scenen. Hans virtuositet spænder fra ørehængende arier og de mest lyriske duetter til Scarpias frygtindgydende ledemotiv i Tosca og det mørke næsten diskrete anslag, da Mimì dør i sidste akt af La Bohème. Læs mere her.


Carmen vidt omkring

Den Jyske Operas turnéforestilling

Anmeldt af Peter Wang

******

Bizets mesterlige opera Carmen er lavet af så elementært stof, at den tåler en masse. Spørgsmålet er, om den også tåler Den Jyske Operas håndtering: Ouverturen dramatiseres med en lille scene, som ikke er krystalklar, men viser sig at være slutscenen. Historien bliver altså en rammefortælling. Miljøet er et uspecificeret, moderne bandemiljø, hvis lurvede tilstand passer meget godt til værkets miljø af ludere og lommetyve. Scenen består til venstre af en kitschet blanding af blomsterbutik og alter samt bagdøren til en gigantisk flyttevogn; højre side er mere ubestemmelig og foranderlig. Det er tydeligt, at man med enkle og flytbare midler vil fortælle en masse. Sådan må det være med en turnéforestilling. Læs mere her.


De forbyttede børn

Verdi’s Trubaduren på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Benny Welinder

******

At handlingen i Trubaduren er ubegribelig kompliceret er en så ofte gentaget påstand, at instruktør og scenograf har ladet den helt dominere deres kunstneriske anstrengelser på Dokøen. Scenerummet, som forestillingen åbner i, består af nogle flader og gallerier opbygget af sortagtig granit, og vi ser på dem uden ændringer forestillingen igennem. Læs mere her.