SCENE OG I MELLEM

 

Sonningprismodtager Hans Abrahamsen. Foto: Lars Skaaning.

Stort interview med Hans Abrahamsen

Den 26. april 2019 dirigerer Michael Schønwandt en festkoncert med DR SymfoniOrkestret i anledning af Léonie Sonnings Musikpris, som i år tildeles komponisten Hans Abrahamsen. Her kan man bl.a. opleve hans internationalt berømmede syv sange for sopran og orkester, Let Me Tell You, som er skrevet specielt til aftenens solist, sopranen Barbara Hannigan. I en samtale med Bo Basbøll peger han indledningsvis på, at han nok ikke havde fået den fornemme pris, hvis han ikke havde skrevet lige netop dette værk:
“Jeg betragter det som et vendepunkt for mig, men prisen gives også for mit samlede virke. Det kunne være klaverkoncerten fra ca. 2000 (min første) og det for mig meget vigtige stykke Schnee (2006-08). Efter disse to kom der virkelig mange nye stykker fra min hånd i tiden frem til let me tell you (2013),” siger Hans Abrahamsen, der er meget beæret og taknemmelig over at få Sonningprisen.
Samtalen handler meget om hans opera Snedronningen, som har urpremiere til efteråret på Det kongelige Teater, i Operaen på Holmen, og som også vil blive opført på Bayerische Staatsoper i München i december.
“Her bliver den sunget på engelsk. Ikke som en koproduktion, men i en anden opsætning. Der er lidt sjovt, at Snedronningen og let me tell you er lidt den samme proces med tekst, for tekst har altid inspireret mig forfærdelig meget til musik. F.eks. i Walden, som er en blæserkvintet. Da musikken var skrevet, fandt jeg ud af, at der var en inspiration, jeg ikke var klar over – fra bogen Walden – Livet i skovene af Henry Thoreau. Ligeledes er mange af mine første stykker inspireret af digte,” fortæller Hans Abrahamsen.
“Hvor kom ideen til operaen Snedronningen fra?”
“Den opstod i 2007 under arbejdet på Schnee, hvor jeg læste jeg en masse snedigte og sneromaner og så på snebilleder. Min kone sagde, at jeg også skulle læse H.C. Andersens eventyr. Det gjorde og gør stadig et stærkt indtryk på mig. Der er forskellige scener i Snedronningen, som egentlig går ind i satsernes karakterer i Schnee. Blandt andet den scene på byens plads, hvor det sner, og Kay går rundt med et forstørrelsesglas og viser Gerda, hvor fantastiske snefnuggene er, rigtig meget smukkere end blomster. Kay har på dette tidspunkt fået splinten i øjet, som afstedkommer, at han ser smukt som grimt og omvendt. Imens leger drengene i baggrunden, og den musik i Schnee er inspireret af eventyret. På et tidspunkt fik jeg allerede her en ide om at skrive en opera over Snedronningen,” siger Hans Abrahamsen.

Klik her for hele interviewet i apriludgaven af Ascolta:  Interview med Hans Abrahamsen
© Operamagasinet Ascolta/Bo Basbøll.


Smuk, meditativ Händel-opførelse

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Händels oratorium Tidens og Visdommens Triumf findes i to versioner, en original på italiensk og en senere med engelsk tekst. Det er den oprindelige version, der spilles her på Det kongelige Teater, Gl. Scene, og som om kort tid følger efter på Malmö Opera. Teatret vil ikke rigtig ud med sproget om, hvorvidt det er en opera eller et oratorium. Den kaldes et ”værk”, men er begge dele, da originalen på grund af de særlige krav der gjaldt for opførelser i Rom måtte benævnes som et oratorium. Værket består af arier og har som anført solister, og er derfor sammenligneligt med Händels øvrige operaer på italiensk. Og så er det en smuk, fascinerende, og meditativ musikalsk forestilling, der intelligent og tankevækkende levendegør oratoriet ud fra operaens muligheder. Læs anmeldelsen her.


 

Peter Langdahls succesforestilling Tosca er tilbage på DKT. Foto: Miklos Szabo.

Veloplagt elendighed

Puccinis Tosca på Den kongelige Opera (repremiere)

Anmeldt af Sanne Caft

******

Peter Langdals iscenesættelse, Karin Betz’ scenografi og Jesper Kongshaugs lysdesign smeltede sømløst sammen til en oplevelse af helhed. Og det klæder denne Tosca, at den lader tilskueren selv tænke og trække perspektiver, frem for at servere pointer indstøbt i beton. Tosca er den perfekte startopera. Med en spilletid på 2 timer og 40 minutter når det aldrig at blive kedeligt. Med højdramatisk musik og et intenst fremadskridende trekantsdrama, og med Det kongelige Teaters overbevisende hold er det bare med at slæbe nybegyndere og erfarne operagængere ind og se, om Tosca formår at overvinde den mand, der ønsker at fjerne hendes elskede og besidde hende med magt. Læs hele anmeldelsen her.


Suk hjerte, brist ikke

Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen

Anmeldt af Brian Bo Jensen

På omslaget af Henrik Engelbrechts nye bog Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen kaldes forfatteren i et citat af Søren Schauser for ”fortælleren over alle i dansk musik”, og netop som fortæller med stor fortælleglæde kender alle ham, hvad enten man har oplevet Henrik Engelbrecht i radioen eller som konferencier ved koncerter. Kort, klogt og fyndigt kan han binde en lagkagekoncert sammen, og han kan med humor og stor viden formidle handlingen i et ikke altid lige realistisk plot i en opera ved en koncertant opførelse. Den fortælleglæde er den store force ved hans nye bog, men er også bogens store brist. Nu må man tage imod bogen, som den er, og kender man ikke Andersens biografi og læser biografier, kan man uden tvivl få stor glæde af den. Anmelderen sukker, men hans hjerte brister ikke. Læs anmeldelsen her.


Almuen for feinschmeckere

Dokumentaroperaen Skattegraveren på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

En fascinerende hommage til en afdød ener, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der stædigt fuldførte sit livsværk og med en nøgternhed, der langt fra nutidens behov for selviscenesættelse kun kan skabe beundring. Skattegraveren var originalt tænkt, og rent intellektuelt var her meget at komme efter. Medrivende var det dog i mindre grad, men som tilskuer kan man ikke andet end at blive ramt af den koncentration og øvelse, der må ligge bag en sådan forestilling. Læs mere her.


Tango Operita om evig kærlighed 

Astor Piazzollas María de Buenos Aires i Pumpehuset

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Scenen er allerede sat, da publikum lukkes ind til eftermiddagsforestillingen i Pumpehuset i København. Kurt Ravn er på plads på det store sorte podie, der er fyldt med rekvisitter fra forne dage. En gammel spolebåndoptager, gamle rejsekufferter, standerlamper, bundtede aviser, kaktus, en blodrød rose i en flaske, nogle spanske stole med høje rygge og fletsæder, som vi kender det fra Spanien. Man kommer hurtigt i stemning. Læs hele anmeldelsen her.


Mordet i Finderup Lade – en kunstnerisk fortolkning og en fremragende kulisse. Illustration: DKT.

Det blev en flot aflevering!

Drot og Marsk på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Forspillets dystre indledende toner varsler til en alvorlig stemning, der ikke synes langt fra Verdis Trubaduren. Der vil være lagt op til ballade. Det er da også Danmarks historiens berømte og aldrig helt opklarede kongemord i Finnerup lade, der indvarsles i den musikalske ramme, som Peter Heise med sin opera Drot og Marsk skabte i 1878. Som nævnt, sagen er aldrig tilstrækkeligt belyst. Hvad der er op og ned i de mysterier og den overleverede viden, kan der stadig gættes på og hver gang operaen tages op stilles nye spørgsmål og svar. Havde mordet en kærlighedshistorie som årsag eller var dette et belejligt påskud for en magtsyg hærchef overfor en inkompetent konge styret af sine drifter? Hvor det sceniske og handlingens forskellige episoder så illustrativt forståeligt er sat på plads med de tekniske raffinementer, er det musikalske niveau tilsvarende højt. Alt er på plads, ingen døde punkter. En flot aflevering af et af dansk musiks største klenodier. Læs hele anmeldelsen her.


Barokklassikeren er et pletskud

Operaakademiets Poppeas Kroning på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

“Bulls eye”, siger man, når noget rammer midt i skiven. På Takkelloftet ramte Operaakademiet plet med en solid kombination af talent, musikalitet og scenisk nærvær i Claudio Monteverdis gamle barokklassiker Poppeas Kroning i en cirkusscenografi med manege udformet som målskive. Operaakademiet vendte nu for tredje gang tilbage til Poppea, hvilket absolut var et godt valg til at vise det høje niveau, både sangligt og scenisk, som eleverne besidder. Det bliver en fornøjelse at følge dem i årene fremover. Læs anmeldelsen her.


Charmerende Rossini klassiker

Helsingør Kammeropera og GuidOperas Barberen i Sevilla

Anmeldt af Sanne Caft

******

Rossini har komponeret længselsfulde arier, myldrende masseoptrin og tornadohurtige tirader, der i denne opsætning blev leveret med charme og scenisk overskud af Helsingør Kammeropera og GuidOpera. Kombinationen af hjerte og fjolleri var i centrum allerede fra åbningsscenen, hvor en længselsfuld Grev Almaviva i Niels Jørgen Riis’ skikkelse sang sin følelsesfulde serenade til den fraværende elskede, Rosina, sunget af Camilla Illeborg. Handlingen var henlagt til Los Angeles, og Guido Paevatalus Figaro var modelleret efter creme-kongen Ole Henriksen. Han havde fat i alle manerismerne og det boblende overskud, der er karakteristisk for både karakteren og Paevatalus egen kunstneriske profil. Figaro er og bliver en spradebasse, der syngende masserede både musikerne og sangerne, der upåagtet fortsatte gennem creme- og nakkemassage til publikums moro. Forestillingen var solidt funderet i de fleste optrædendes årelange erfaring og blev båret igennem med charme, selvtillid og lækkert hår. Der blev sunget på dansk, hvilket var et helt rigtigt valg. En komisk opera fungerer, hvis timingen er rigtig, og med en forbilledlig tekstudtale fra sangerne var det nemt som publikum at høre de mange finurlige detaljer i librettoen. Læs mere her.


En gang til

Puccinis La Bohème på Den fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Puccini La Bohème er et uforligneligt kunstværk i sin helt egen ret – selv når den som her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. Sangerne i denne opsætning er glimrende. De to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer. Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske. Læs hele anmeldelsen her.


 

Magnus Vigilius (Harmarki), Elsebeth Dreisig (Kleopatra), Den Jyske Operas Kor. Fotograf Kåre Viemose for Den Jyske Opera 2019

Prisvindende stjerner skuffer ikke

Den Jyske Opera og August Ennas ‘glemte’ opera

Anmeldt af Peter Wang

******

To modtagere af Operaens Venners Pris var på scenen ved premieren på August Ennas Kleopatra  i Aarhus og sangligt var Elsebeth Dreisig og Magnus Vigilius helt på toppen i de to hovedroller, mens også Lars Møller og Ruslana Koval stod for ypperlige præstationer. Orkestret, under ledelse af Joachim Gustafsson, spillede i den vanlige høje standard, der efterhånden er vore landsdelsorkestres branding. Det er et genialt påfund af en udenlandsk operachef (Philipp Kochheim) at åbne danskernes øren for den gruppe af danske komponister, som selv vi danskere kun kender som fodnoter i musikhistorien. Ennas opera er vel ikke et kunstværk af den slags, der ændrer kunsthistoriens retning, men absolut et se- og høreværdigt værk og en forestilling, der i høj grad stimulerer appetitten på af følge Den Jyske Operas fortsatte projekt med mindre kendte komponister og endnu mindre kendte danske operaer. Læs hele anmeldelsen her.


Drøm om solskin

Via Artis Konsorts Andersens duende 

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Da man i 2013 besluttede at skabe en kulturbegivenhed i Odense, der kunne matche Aarhus Festuge og markere Odense på det kulturelle danmarkskort, kunne den næsten kun komme til at hedde H. C. Andersen Festivals. Andersen må ofte holde for, når digterens fødeby skal markere sig kulturelt; no Ved festivallen i 2015 bidrog Via Artis Konsort med forestillingen Andersens duende på Den fynske Opera, en forestilling, den tog udgangspunkt i Andersens skildring af en rejse til Spanien i 1862: I Spanien. Det var en charmerende forestilling; en collage af flamencodans, sang og oplæsning – nogle gange er det idéfattigt, men Andersen har faktisk et stort potentiale. Nu har Via Artis Konsort valgt at genopsætte Andersens duende – det vil sige, det er desværre ikke længere den samme forestilling, og Andersens duende 2.0 er helt uden den intensitet og varme, uden den balance mellem humor og eftertænksomhed, uden den samme poesi og billedrigdom, som Andersens duende 1.0 bød på. Læs anmeldelsen af forestillingen her.


Purcell’s Dido og Aeneas

Død og ødelæggelse i Glyptotekets festsal

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

En opera, Dido og Aeneas, af Henry Purcell (1659-1695) tager sin begyndelse. Vi er til en forestilling med Sing‘in Body og Østerbro Pigekor, der er på besøg på et kunstmuseum. Når man ser disse unge mennesker mellem 16 og 30 år, som ønsker sig og arbejder for en professionel karriere, så er der ingen grund til at tro, at dette ikke skulle lade sig gøre. Solister og kor agerer fint og professionelt på scenen og som det er blevet ‘moderne’, så tager de sig også af diverse sceneskift og ommøbleringer undervejs. Læs mere her.


Danmarkshistorie for dummies

Skønne spildte kræfter i Leonora Christina på Odéon i Odense

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Peter Langdal har sat i scene og så ved man, at scenegangen er både professionel og levende, og helt fra begyndelsen er ensemblet af sangere, dansere og skuespillere i vigør og deltager som et græsk kor i alt, hvad der sker. Karin Betz har lavet pragtfulde barokkostumer til de ledende roller og mere barokke eller i bedste fald fantasifulde kostumer til ensemblet. Ashley Martin-Davis’ scenografi – primært en høj væg i form af en halvcirkel – er både så enkel og foranderlig, at den giver Langdal rige muligheder for hele tiden at lege med scenebilledet, og Jonas Bøghs lysdesign er ganske enkelt imponerende flot – lige så flot som i de forestillinger i det nu hedengangne Røde Rum på Det kongelige Teater, hvor han har medvirket. Det er et drømmehold af scenemagikere, der her er sammensat. Andreas Garfields tekst giver bare ikke meget til disse dygtige, legesyge og hittepåsomrige mennesker at arbejde med. Manuskriptet griber ikke ud efter scenens magi. Hans grundidé er god: Han gør titelkarakteren Leonora Christina, Christian IV’s datter med Kirsten Munk, til en hensynsløs lady Macbeth, hvis ambitioner for både sig selv og sin mand, Corfitz Ulfeldt, til sidst driver hende til vanvid og vrangforestillinger. Dét kunne der komme virkelig godt drama ud af, uanset hvor tæt på sandheden det så end er, men det sker ikke, fordi Garfield vil for meget. Han skraber dette koncentrat af dramatisk potentiale så tyndt ud, at man mister fokus undervejs, fordi man farer vild, når historien skal strække sig over en periode på 20 år. Læs hele anmeldelsen her.


Erik, Zoltán Nyári, og Senta, Cornelia Beskow. Fotograf: Jonas Persson / Malmö Opera.

Carl Larssons Wagneridyl

Den flyvende Hollænder i Malmö kom godt i land

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Der er klare genkendelige træk trods de ca. 400 års forskel fra dengang det hollandske spøgelsesskib ifølge overleveringen gjorde havene usikre og frem til de nogle hundrede år senere, da Richard Wagner i 1843 gendigtede mødet mellem Hollænderen og et norsk søfartssamfund. Wagner benyttede den gamle legende om det hollandske skib, der måtte sejle omkring til evig tid på grund af kaptajnens gudsbespottelse som grundlag for en opera, hvor legenden blev forbundet til komponistens egne oplevelser og forestillinger, da han på sin flugt fra Riga til Paris mod nye landvindinger med fartøjet Thetis kuldsejlede ved Sandviken på den norske kyst. Noget tager sig anderledes ud i det lille norske samfund sådan som Wagner gendigtede det efter sit ophold og frem til det tidsbillede i den nye opsætning, som nu er flyttet til Dalarna ca. 1890, hvor det i Lotte de Beers regi og inspireret af Carl Larssons akvareller er valgt, at dramaet skal foregå. Meget bliver anderledes gennem flere års skred i tiden. For eksempel findes de spinderokke, som er en troværdig rekvisit og en markant metafor i 2. akt, ej mere og man må derfor finde andre, mere tidstro erstatninger. Men stærke følelser og menneskelige egenskaber som griskhed, løfter, troskab og kærlighed flytter sig ikke og er stadig vægtige bestanddele i Wagners verdensbillede både i Sandviken, nogle generationer senere i Dalarna og såmænd også i dag i Malmø – og forbliver sandheder, der ikke voldsomt rokker på vores forståelsesniveau. Læs hele anmeldelsen her.

 


Operakoncert med de kommende stjerner

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Her er ingen musik af Mozart. Han spiller Amadeus ovre på den anden side. Nogenlunde således indleder Anne Margrethe Dahl sin velkomst ved aftenens koncertprogram på Operaens Store Scene og får dermed også forklaret, hvorfor dette års koncerter ikke som vanligt finder sted på Gamle Scene. Heldigvis er resten som det plejer. Forstanderen for Operaakademiet præsenterer sine elever og giver publikum historien bag hver enkelt arie. For det er ikke nødvendigvis de mest kendte arier, eleverne synger. Til gengæld oplever vi bredden hos 2. og 3. års eleverne, der også undervejs afspejles i såvel duetter som terzetter. Med musikken – fra Ludwig van Beethovens Fidelio fra 1805 til Richard Strauss’ Der Rosenkavalier fra 1911 få vi godt 100 års operamusik i et par dejlige timer i selskab med DKDM Symfoniorkestret under ledelse af Michael Boder og de unge og kommende operastjerner, som vi glæder os til at følge i deres fremtidige karrierer.


Turandot i moderne iklædning

Fioroni’s nyopsætning på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Turandot er svær at overføre fra fortællingens fremmedartede perspektiv til en nutidig tillempet målestok. Ydermere indgår det fra komponistens side, at operaens partier ikke repræsenterer skikkelser med menneskelige ansigter som Puccini så mesterligt plejer at portrættere dem. Han har her bevist fremstillet dem som typer. Lorenzo Fioroni’s opsætning er seværdig for sin sindrige omkalfatring af fortidige myter med samfundsplager som folkefordrivelse og voldelig adfærd i et nutidigt perspektiv. Operaens rammer med alt hvad den rummer er sat ind på opgaven og det kunstneriske indtryk, der fæstner sig mest, bliver en pragtpræstation fra kapellet og korets rolle i en Turandot-opførelse, som Operaen må høste megen respekt for. Læs hele anmeldelsen her.


OV-prisen til Magnus Vigilius

Årets prismodtager sang værker af Richard Wagner og Franz Lehár ved uddelingen af Operaens Venners Pris i Vanløse Kulturhus den 5. januar 2019. Foto: Nicolai Harning.

Foreningen tildeler hvert år efter afstemning blandt medlemmerne Operaens Venners Pris for en kunstnerisk præstation, der i særklasse har rørt, udfordret eller flyttet tilhørerne. I år gik prisen til tenoren Magnus Vigilius for rollen som Siegmund i Den Ny Opera i Esbjergs opsætning i 2017 af Die Walküre (som han også har modtaget en Reumert som årets bedste sanger for) og for hans herlige og meget frie fortolkning af rollen som Froh i Odense-udgaven af Der Ring des Nibelungen i foråret 2018.

”I 2020 venter vi i spænding på din debut ved festspillene i Bayreuth. Jeg er sikker på, at der vil sidde flere medlemmer af Operaens Venner blandt publikum. Flere har fast rutine i at besøge den smukke by på højen og blive høje af høj specialiseret sang og højt kunstnerisk niveau. Wagner kræver tålmodighed. Samme tålmodighed som det kræver at udvikle både sangtalent og karriere. Du betegner dig selv som en ung heltetenor, og dine to præstationer som Siegmund og Froh får os til at nikke ja. Det kræver vokalt overskud. Det kræver scenisk nærvær. Det kræver musikalitet. Du besidder det hele”, sagde foreningens formand Sanne Caft ved prisoverrækkelsen.

Læs mere om Magnus Vilgilius her.


Et maskebal uden masker

Flagermusen på Den Kongelige Opera

******

Anmeldt af Kim Reich

Det Kongelige Teaters udgave af Flagermusen var et flop. Det var de fleste kritikere enige om efter premieren på Peter Langdals opsætning i 2006. Nu har der så lørdag den 24. november 2018 været repremiere med et ny cast og jeg må indrømme, at også jeg mødte op lidt farvet af oplevelsen sidst, som i min erindring forekom uden charme. Nu er tiden imidlertid en anden og det er åbenbart, at ensemblet har en fest og det havde vi i salen også langt hen ad vejen. Alle replikker sad lige i skabet og Ann Petersen var en yderst attråværdig Rosalinde med en ganske forførende stemme. Michael Kristensen fik en sjov figur ud af von Eisenstein, mens Dénise Beck var en herlig, uskyldsren Adele. Og ingen kan være en så irriterende italiensk tenor og selvforstærkende førsteelsker som den utroligt adrætte Gert Henning-Jensen, der har tilpas megen selvironi til at melde sig ind i kampen om den smukkes gunst med en strategisk velplaceret bamse. Endelig var herlige Jens Søndergaards fængselsinspektør – med en stærk, men ikke urimeligt karikeret jysk betjentaccent – som taget ud af det nu hedengangne danseetablissement Exalons faste korps af udstationerede betjente efter fyraften. Læs mere her.


Når tiden går i stykker

Til døden os på Den fynske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Da de franske klassicister genopfandt den græske tragedie i begyndelsen af 1600-tallet, blev Aristoteles’ fordring om tidens, stedets og handlingens enhed grundlaget for al dramatik. Én fortløbende hovedhandling uden tilbageblik eller sideintriger var idealet, og dette ideal holdt sig stort set op til det moderne gennembrud, hvor der godt kunne gå timer eller dage mellem akterne i dagligstuedramaet; den kamel måtte publikum sluge af hensyn til kunstnernes nye ideal om naturalisme, altså en genkendelig, virkelighedsnær fortællemåde. Som bekendt er æstetiske dogmer imidlertid mest interessante, når de bliver brudt, og mangt et drama – på scenen såvel som på det store lærred – har grebet publikum, fordi forfatteren eller iscenesætteren har turdet gøre op med tidens dominerende stil. Det gælder også opera, hvor nutidige operakomponister og librettister tager udgangspunkt i, hvad mange instruktører forsøger med opsætning af ældre operaer, nemlig at pirre og overraske ved at lege med publikums forventning. Et eksempel herpå kunne være Andy Papes opera Til døden os. Læs mere her.


Døden i Paris

La Traviata på Malmö Opera

******

Anmeldt af Benny Welinder

Forestillingen på Malmö Opera står i dødens tegn. Lige fra ouverturen, hvor Døden, i danseren Carlos Garcias skikkelse, kryber sammen bag Patricia Petibons ryg og ind imellem ånder hende i øret, ind til forspillet til 3.akt, hvor den samme Død afklæder Violetta festtøjet og efterlader hende døende, blottet for alt undtagen underkjolen. Løbet er kørt. Patricia Petibons Violetta er et interessant og meget velsunget første bud på denne rolle, lige som Davide Damianis Germont père må vække begejstring. Scenografi og kostumer tager os jævnlig helt op at køre, og når endelig orkesteret under Rafael Payare spiller som små engle, kan man kun sige: Kom til Malmö og oplev La Traviata. Læs mere her.


Big Band med fuldt udtræk

Det Kongelige Kapel koncert: in a Wonderful Town

Anmeldt af Kim Reich

******

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 år den 25. august 2018. Det fejrer Det Kongelige Kapel ved en forrygende koncert den 30. 11. kl. 19.30 i Operaen. Og vi tør godt skrive forrygende, for ved premieren den 9/11 var det ren mambo fra et som sædvanligt velspillende kapel, der gav nye prøver på orkesterets virtuositet over et efterhånden meget bredt repertoire. De kan simpelthen spille bukserne af ethvert klassisk orkester og Big Band i verden – godt hjulpet af et stærkt velsyngende og yderst veloplagt operakor, der igen viste at de kan andet og meget mere end at synge. Solisterne Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster og Jens Søndergaard brillerede i den koncertante miniudgave af Bernsteins utvivlsomt festlige operette Wonderful Town med herregode Simon Duus som en yderst kompetent fortæller. På podiet udtrykte den portugisiske dirigent Joana Carneiro, hvad hun forventede af de medvirkende i en hippieagtig, nærmest ekstatisk udtryksform. Læs mere her.


For hulan – Puccini!

La Bohème på Det Kongelige Teater (repremiere)

Anmeldt af Kim Reich

******

Der er alt for mange folkeforførere i denne verden, men når det gælder Giacomo Puccini underkaster man sig gerne, for ingen kan som han fremmane en trussel eller lade den fineste musik understøtte et øjebliks lethed på scenen. Hans virtuositet spænder fra ørehængende arier og de mest lyriske duetter til Scarpias frygtindgydende ledemotiv i Tosca og det mørke næsten diskrete anslag, da Mimì dør i sidste akt af La Bohème. Læs mere her.


Carmen vidt omkring

Den Jyske Operas turnéforestilling

Anmeldt af Peter Wang

******

Bizets mesterlige opera Carmen er lavet af så elementært stof, at den tåler en masse. Spørgsmålet er, om den også tåler Den Jyske Operas håndtering: Ouverturen dramatiseres med en lille scene, som ikke er krystalklar, men viser sig at være slutscenen. Historien bliver altså en rammefortælling. Miljøet er et uspecificeret, moderne bandemiljø, hvis lurvede tilstand passer meget godt til værkets miljø af ludere og lommetyve. Scenen består til venstre af en kitschet blanding af blomsterbutik og alter samt bagdøren til en gigantisk flyttevogn; højre side er mere ubestemmelig og foranderlig. Det er tydeligt, at man med enkle og flytbare midler vil fortælle en masse. Sådan må det være med en turnéforestilling. Læs mere her.


De forbyttede børn

Verdi’s Trubaduren på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Benny Welinder

******

At handlingen i Trubaduren er ubegribelig kompliceret er en så ofte gentaget påstand, at instruktør og scenograf har ladet den helt dominere deres kunstneriske anstrengelser på Dokøen. Scenerummet, som forestillingen åbner i, består af nogle flader og gallerier opbygget af sortagtig granit, og vi ser på dem uden ændringer forestillingen igennem. Læs mere her.