Medlemsinformation

Alle spørgsmål vedr. medlemskab kan rettes til vores kasserer Hanne Brenøe. Du finder yderligere informationer og kontaktmuligheder her.

Husk at næste udgave af Ascolta først udkommer den 1, juni 2024.

Generalforsamling 2024

Ordinær generalforsamling i Foreningen Operaens Venner afholdtes torsdag den 11. april 2024 på Frederiksberg. Regnskabet kan hentes her.

Koden til at åbne dokumentet finder du i Ascoltas februarudgave.

Don Juan (Cody Quattlebaum) på rundtur i sit inferno. Foto: Camilla Winther / DKTTil Helvede med operaen

Til Helvede med operaen

Don Juans Inferno på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Anne Holm

******

At fortsætte en eksisterende fortælling, at forestille sig, hvad der sker, efter at fortællingen er slut, er en sjov leg. Hvor gik Nora hen, da hun gik ud, og hvor mange prinser og prinsesser levede egentlig lykkeligt til deres dages ende?

Den danske komponist Simon Steen-Andersen har leget med tanken om, hvad der sker med Don Juan efter hans afsluttende møde med stengæsten i Mozarts opera, og han bliver opslugt af Helvedes flammer. Hvordan ser der ud i kvindeforførerens og levemandens helvede?

Det får man så Simon Steen-Andersens bud på i hans opera Don Juans Inferno, og for nu at begynde med en spoiler, så vil det nok ikke komme bag på nogen, at hans forfører ikke holder op med at forsøge at forføre, bare fordi han er i Helvede.

Læs hele anmeldelsen her.

Farverig iscenesættelse af Saul på DKT. Foto: Miklos Szabo / DKT

Madama Butterfly på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Kim Reich

Den hollandske instruktør Floris Visser er ikke bange for at give La Bohème et gråt lag af symbolisme ved at lade hele handlingen udspille sig i nærmest sort/hvid belysning i en sidegade omgivet af grå beton (Glyndebourne 2022) eller at forvandle Vivaldis bibelske Juditha triumphans til et drama fra Den anden Verdenskrig (Den hollandske Nationalopera 2019).

Nu er hans iscenesættelse af Madama Butterfly, der efter en corona-udsættelse havde premiere på Oper Graz i 2022, nået til København, og den blev på Det Kongelige Teater modtaget af publikum med begjstring og suppleret med flere prominente udsagn bagefter bl.a. på Facebook om, at det er den bedste version af Puccinis elskede opera nogensinde.

Det er da også en både original og sine steder fremragende opsætning i Operaen, men det er vigtigt at kende baggrunden for Puccinis opera, fordi Floris Visser i sin opsætning har lagt et ekstra lag på fortællingen. Pinkerton og Cio-Cio San får et barn sammen, men ingen har (mig bekendt) interesseret sig synderligt for dette barns skæbne bortset fra, at der i operaen er nogle ganske rørende scener. Det er, hvor hun i tre år har ventet på at den amerikanske flådeofficer skal komme tilbage og vi ser, hvor nært dette barn er til hende – som om drengen er sublimeringen af den lykke, der engang var, og den længsel hun lever nu for at komme til at leve et liv sammen med barnets far i det nye, moderne USA. Vissers greb er at lade os se forløbet gennem den nu voksne søns øjne. Den ydre ramme er Tokyos Nationalmuseum, hvor en række genstande fra ’det gamle’ Japan er udstillet inklusive ting og klæder, der har tilhørt hans mor.

”Gennem hans øjne oplever vi den velkendte historie, men i et nyt lys”, skriver operachef Elisabeth Linton i programmet. ”Gennem barnet, nu som voksen, ser vi hans forældres første møde, forelskelsen, hvordan hans japanske mor vælger sin amerikanske mands kultur til og dermed bliver udstødt af sin egen. Sammen med barnet er vi vidner til tankeløsheden, egoismen, sorgen og desperationen, og til sidst moderens valg, som er en ultimativ konskvens af faderens fatale svigt”, skriver hun.

Dermed er scenen sat for et metadrama, hvor den voksne søn nærmest hele tiden er på. Han kredser konstant om, hvad vi andre ser og hører på det store podie i midten, der både er huset hvor Cio-Cio-San bor med tjenestepigen Suzuki og hvor den øvrige, kendte handling udspiller sig. Flere gange i forløbet henvender faderen sig i en enkelt sætning fra librettoen direkte til sønnen. Det giver mening desuagtet at det ikke er tænkt ind i teksten. På den måde oplever vi alt det vi kender fra Madama Butterfly, men nu er det omkranset af tiden efter. Gribende er det mod slutningen, hvor den voksne søn møder sig selv som tre-årig. Det forekommer subtilt, men det fungerer.

Læs hele anmeldelsen her:

Nana Bugge Rasmussen og Jakob Bloch. Foto: Operaen i Midten.

En rundtur i mørkekammeret

Dark Room på Operaen i Midten

Anmeldt af Bodil Wöhnert

******

Citat fra programmet:

”Dark Room er en musikalsk og visuel rejse ind i mørkets mange virkninger og betydninger. Interviews med otte forskellige mennesker danner det kontrastfulde grundlag for den række af mørke rum, man bevæger sig igennem, hvor en sammenvævning af stemmer, lyde, sange og visuelle udtryk bl.a. lader fotografi, mørkerædsel, astrofysik, sex og eksorcisme mødes i mørket”.

Holstebro er stadig et kulturelt kraftcenter i det vest- og midtjyske. En bevidst, lokal kulturpolitik bragte i 1960’erne verdenskunstnere til byen, og musikskolen sendte stortalenter ud i det danske musikliv. De stovte midtjyder tog det troligt, men lod sig gerne rive med, når Dario Fo skabte comedia del’arte i gaderne. Siden gik en borgmester til valg på at afskaffe det hele igen, men kultur er jo vaner og vanedannende, så selv denne kølige fastelavns-søndag er der turister og gæster på kulturinstitutionerne.

Operaen i Midten nyder som egnsteater godt af dette miljø, og får også støtte fra nabokommunerne samt Statens Kunstfond. Deres mål er at skabe nutidig musikdramatik, og de arrangerer baggrunds- og optakts-arrangementer til deres forestillinger. Målgruppen er det unge publikum, men denne eftermiddag er ’de voksne’ også mødt frem – måske inspireret af foredragene på biblioteket.

Læs hele anmeldelsen her

Hele ensemblet i Turandot på Malmö Opera. Foto: Jonas Persson /Malmö Opera

Storslået fortælling om iskold prinsesse

Turandot på Malmö Opera

Anmeldt af Anne Holm

******

Sidste gang denne anmelder så Turandot, vakte arien ”Nessun dorma”, som indleder tredje akt, så stor jubel, at den måtte gentages. Faktisk virkede det, som om afsyngningen af netop denne arie var den primære årsag til, at en stor del af det begejstrede publikum befandt sig i salen.

Sådan var det ikke, da værket havde premiere på Malmö Opera den 3. februar 2024, men Daniel Johansson, som sang Calaf, fik spontant stort og velfortjent bifald, for han gjorde det rigtig godt.

Arien om byen, hvor ingen sover, men venter i gru og spænding på, om morgenen vil gry til henrettelse eller bryllup er gribende og gav i Daniel Johanssons version behørige kuldegysninger.

Turandot, som er Puccinis sidste opera – han nåede faktisk ikke at skrive den helt færdig, før han døde af strubekræft i 1924 – er en pompøs og overdådig opera med en besynderlig handling.

I et eventyrrige af kinesisk tilsnit har prinsessen Turandot for at ære en fjern formoder – som blev taget med vold efter en krig af en af sejrherrerne – svoret, at ingen mand nogensinde skal have hende, og hun har brugt sin magt til på grusom vis at sætte handling bag ordene: Bejlere, som ikke kan gætte de tre gåder, som hun stiller, får hugget hovedet af. Kun den, der kan gætte dem alle, vil hun gifte sig med. Det har foreløbig kostet henved 30 prinser livet.

Læs hele anmeldelsen her.

Allan Dahl Hansen, Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff og Hans Dueholm. Foto: Thomas Juul

Gøngehøvding-galimatias

******

Anmeldt af Bodil Wöhnert

Ensemblet Figaros består af en århusiansk rappenskralde, en erklæret fan af Spangsberg Chokolade, en skaldet førsteelsker og et udvidet enmandsorkester, som denne aften skal erstatte et 25 mand stort lur-orkester, som har meldt afbud. Deres talenter er, at de er gennemmusikalske, kan synge, har en vanvittig humor og et komisk talent. De skriver selv deres tekster, og det kommer de ganske godt fra.

Læs hele anmeldelsen her.

Sine Bundgaard, Gert Henning-Jensen og Niels Jørgen Riis. Foto: Miklos Szabo / DKT

Nationalromantisk drama

Drot og Marsk på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Pia Fossheim

Repremieren på Heises opera Drot og Marsk fandt sted på den historiske dag med tronskiftet 14. januar. DKT havde sørget for en storskærm, så publikum i salen ikke gik glip af begivenheden.

Bagefter holdt teaterchef Kasper Holten en kort tale, hvor han påpegede at en opera om et kongemord på denne dag måske ikke var helt passende. Og alligevel, Drot og Marsk er et led i en stærk historisk tradition, og regnes af mange for vores nationalopera.

Den traditionelle tolkning af operaens handling er, at Marsk Stig, hærlederen, drager i krig for kongen og overlader sin elskede hustru Ingeborg i Kong Eriks varetægt. Kongen voldtager imidlertid Ingeborg og giver derved Marsk Stig en grund til at stille sig i spidsen for en gruppe af mænd, der dræber kongen.

Læs hele anmeldelsen her.

Sofie Elkjær Jensen og Jens Søndergaard i Eugen Onegin på DKT. Foto: Henrik Stenberg / DKT

Nyd kærligheden, når du møder den

Eugen Onegin på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Anne Holm

******

Musikken er vidunderlig, sangerne i top og scenografien smuk. Kort sagt er der ikke andet end godt at sige om Det Kongelige Teaters nye opsætning af Eugen Onegin.

Læs hele anmeldelsen her

Anna Carina Sundstedt. Foto:Emilia Therese / DFO

Som man råber i skoven

Erwartung og The Telephone på Den Fynske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Odense er skueplads for hele to premierer denne første weekend i skolernes efterårsferie. Ravnen af J. P. E. Hartmann på Den Jyske Opera havde premiere i Odense Koncerthus (sandsynligvis fordi H. C. Andersen er forfatter til librettoen), og det skyldtes udelukkende Arnold Schönbergs triskaidekafobi, frygt for tallet 13, at Den Fynske Opera havde flyttet premieren på hans første sceneværk, Erwartung, fra fredag den 13. til lørdag d. 14. oktober. Det havde næppe gjort hverken fra eller til for Schönbergs fobi, for opsætningen af Erwartung er ualmindelig vellykket. Det er opsætningen af Gian Carlo Menottis The Telephone, som Erwartung ved denne lejlighed er sat sammen med, sådan set også, hvis man ser bort fra instruktørens forsøg på at presse et drama ned over Menottis kammeropera, som den slet ikke kan bære.

De musikalske præstationer er til gengæld fremragende. Sundstedt fortsætter uforknyt fra ekspressionismen i Schönbergs partitur til de neoklassiske koloraturer i Menottis lille perle. Joachim Knop ryster jorden af sig og synger flot og fejlfrit partiet som Ben, selvom hans timbre kan lyde en anelse skrøbelig. Kammerorkesteret i de to minioperaer er her erstattet af en pianist, Galya Kolarova, men både hun og transskriptionen lever op til de to partiturer, og også hun skifter ugenert fra et tonesprog til et andet. Det er en intim og intens oplevelse, denne blæsende lørdag eftermiddag, hvor vejret slår om, og efterårskulden kommer snigende. Uhyggen i de susende træer modsvares af Schönbergs lille enakter, men Menottis muntre toner minder mere om de hyggelige skærmydsler, der foregår indenfor i de fleste hjem. Mord er ikke svaret, hvis man har svært ved at tale sammen.

Læs hele anmeldelsen her.

Sibylle Glosted og Keiko Moriyama. Foto: Anders Bach / DJO

Spektakulært gensyn i elendig akustik

Ravnen på Den Jyske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Det er ikke sangernes skyld, at akustikken er elendig i Odense Koncerthus. Der er samlet et fremragende hold af unge, dygtige sangere til DJO’s spektakulære opsætning af Ravnen.Det er – på trods af svaghederne i H. C. Andersens tekst – en meget spektakulær forestilling. Hartmanns musik har virkelig liv og farve, så forestillingen er både medrivende og en stor oplevelse. Kochheim fortjener stor, stor tak for i sin tid som chef for Den jyske Opera at have gjort Danmark klogere på sin egen operahistorie. Hvem ved, om man nogensinde igen får chancen for at høre Ravnen, og derfor må man fange den i flugten, når den nu atter oplives, og ikke flyver ens ører forbi!

Læs hele anmeldelsen her.

Don Giovanni (Jacques Imbrailo) og statister. Foto: Jonas Persson / Malmö Opera

Uforført

Don Giovanni på Malmö Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Søren Kierkegaard (1813 – 1855) lader i ”Enten – Eller den anonyme A” slå fast, at musikken er sanselighedens eneste medium. Hvorfor? Begrundelsen er, at:

”den lader sig ikke male, thi den kan ikke opfattes i bestemte omrids, den er en Kraft, et Vejr, Utaalmodighed, Lidenskab o. s. v. i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession af Momenter, thi hvis den var i eet Moment, lod den sig afbilde eller male. Det, at den er i en Succession af Momenter, udtrykker dens episke Charakteer, men den er dog ikke episk i strængere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at den er kommen til Orde, den rører sig bestandig i en Umiddelbarhed. I Poesi lader den sig altsaa heller ikke fremstille. Det eneste Medium, der kan fremstille den, er Musikken. Musikken har nemlig et Moment af Tid i sig, men forløber dog ikke i Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan den ikke udtrykke”.

Således er musikken intellektuel (på trods af Kierkegaards sublime talent for at formulere og definere musik præcist og forståeligt), men den er også umiddelbart tilgængelig, sanselig, og Mozarts Don Giovanni er – for A – eksemplet par excellence på sammenfald af intelligens og sanselighed i et værk. Men hvad nu hvis sanseligheden i opførelsen af operaen udebliver? Er der så kun et intellektuelt værk tilbage? Er der noget?

Læs hele anmeldelsen her.

Fredrik Bjellsäter, Clara Cecilie Thomsen og Milo Wajnman Køie i Brittens opera. Foto: Miklos Szabo / DKT

Så tæt på illusionen

Skruen strammes på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Kim Reich

Handlingen i Brittens opera Skruen strammes er, kort fortalt af DKT, at en ung guvernante ankommer til et afsides beliggende gods, hvor hun skal varetage to forældreløse børns opdragelse på vegne af deres velhavende onkel, som altså ikke ønsker nogen form for kontakt med hverken guvernanten eller børnene. Husholdersken, Mrs. Grose, og de to børn tager hjerteligt imod den unge kvinde, som falder godt til, men under en gåtur i parken opdager hun, at en ukendt mand betragter hende oppe fra godset.

Det havde utvivlsomt styrket denne gyseropera, som DKT kalder den i markedsføringen, hvis opsætningen havde været tættere på omgivelserne – ved søen, i kirken osv. Her bliver gyset lidt væk i den stiliserede modernismes kulissekasser, der dog behændigt manipulerer de medvirkende, men også står lidt i vejen for vores fantasis frie udfoldelse. Sangerholdet er dog eminent, når man betænker at de ikke bare skal synge Brittens vanskelige partitur, men også færdes i Almeidas univers. Den svære drengerolle som Miles sang Milo Wajnman Køie fuldstændig suverænt, scenevant og med et kraftoverskud som en voksen sanger. Det var fornemt og stærkt gribende. Sammen med hele holdet forløste han mere end nogen anden Brittens stærkt underholdende og gådefulde værk på ypperligste vis. Havde dog rammerne blot været en anelse tættere på det oprindelige Bly House og spøgelseskoordinatorerne helt ude af billedet, så havde illusionen været perfekt.

Læs hele anmeldelsen her.

Ud af glemslen, frem i lyset

Bella Ballerina på Den Fynske Opera

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Som Skattegraveren fra 2019 er Bella Ballerina et Gesamtkunstwerk af musik, sang og video projekteret op på bagvæggen. Partituret er domineret af synkoperede rytmer samt gentagelser, hvilket understreges af adskillige slagstøjsinstrumenter og kontrabas, og tonen vækker – som Skattegraveren – minder om en spionthriller fra 1960’erne – også selvom cembaloet denne aften er skiftet ud med et flygel.

Kombinationen af musikere, en sanger og video er mere kunstig end æstetisk medrivende. Der opstår et flow i passagen med altsaxofon og dansende etruskere, men ellers er synkoperne, talesangen og tonesproget noget nær en gentagelse af Skattegraveren. Det er muligt, at Patricelli her har opfundet en egen genre, og hans forestillinger er interessante og seværdige, men er det opera, som man går grebet og bevæget fra? Svaret er nej. Det lykkes, som Carl Jacobsen skriver i et brev, ”at kalde denne unge etruskiske skønhed ud af sin glemsel, af sin grav, hvor hun har danset i tusinde år, og frem i lyset og livet!,” det svarer bare til at sige, at ”Vissi d’arte” var gribende, men resten af Tosca fuldstændig uinteressant. Med den kommentar ønsker undertegnede, at Patricelli i fremtiden må bruge sine store evner og sin originale fantasi på at skabe rendyrket musikdrama, for han viser i Bella Ballerina store evner herfor.

Læs hele anmeldelsen her.

Titus er et medrivende og formfuldendt drama. Foto: Miklos Szabo / DKT

Et kammerspil for tre

Titus på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Pia Fossheim

Mozart skrev La clemenza di Tito på bestilling i anledning af den østrigske Kejser Leopold II’s kroning til konge af Bøhmen. Året var 1791, to år efter den franske revolution, og kroningen var en ratificering af en aftale, der begrænsede den bøhmiske adels magt. Emnet for operaen, en herskers mildhed mod sine undersåtter, var et velvalgt PR-stunt, og operaen blev da også spillet på selve kroningsdagen. Den fik dog en lunken modtagelse.

I et interview siger den hollandske instruktør Jetske Mijnssen at hendes tolkning af operaen skal være universel, løsrevet fra faktiske begivenheder. Hun ønsker ikke en realistisk opera, men vil skabe en atmosfære omkring de temaer som operaen rummer, og den opgave er lykkedes hende til fulde.

Læs hele anmeldelsen her.

Livets aften

Verdis Requiem med Det Kongelige Kapel

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Det virker paradoksalt: at fejre et jubilæum med et requiem? En dødsmesse? Og så for et så spillevende orkester som Det Kongelige Kapel, der denne sæson markerer et enestående 575-års jubilæum? Der er kun 25 år til, at det fejrer svimlende 600-års jubilæum! På den anden side er det Verdis Requiem, der er på plakaten – af mange med et underfundigt og måske ironisk smil kaldet ”Verdis bedste opera”, fordi der både er stort drama og smægtende inderlighed. Jeg selv mener nu, det er hans sidste opus, den hvirvlende komedie Falstaff med den gamle mesters store menneskeforstand.

Den franske dirigent Bertrand de Billy leder Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, Malmö Operakor og fire solister med suverænt overblik, men også med en helt egen vilje og en helt egen vision for, hvordan requiet skal formes, og det kommer der overraskelser og øjenåbnende fortolkninger ud af.

Læs hele anmeldelsen her.

Medrivende Dido og Æneas i Esbjerg. Foto: Morten Fog / DNO

Dido on stage

Dido og Æneas på Den Ny Opera

******

Af Bodil Wöhnert

Fra endnu en sommerbyge i Bjarke Ingels’ birkeskov på forpladsen går man ind i Musikhuset Esbjergs søjlehal – og snart er man beamet tilbage til Shakespeares Globe Theatre ved Themsen.

Eller er vi trådt ind i en arena a la Ivanhoe, hvor ridderne om lidt vil turnere i den stjerneklare nat (med hundredvis af pærer ned fra snoreloftet)?

Vi skal overvære Purcells Dido og Æneas, og forventningerne er høje, når Den Ny Opera og Baroksolisterne byder på autentisk barokopera, hvor tragedie og gøgl går hånd i hånd, som det skete på Purcells egen tid i England.

Publikum sidder tæt på musikere og sangere i selve scenerummet, aktørerne agerer i arenaen, og vi publikummer er faktisk medvirkende med sømandssang og tilråb i havnescenen, og vi oplever spilleglæden og intensiteten. Det er ganske enkelt medrivende!

Læs hele anmeldelsen her.

Stefania Dovhan og José Cura. Foto: Anders Bach / DJO

En stjernestund i Aarhus

Tosca på Den Jyske Opera

******

Af Peter Wang

Premieren på Tosca denne tirsdag aften i august 2023 må gå over i historien som en af Den Jyske Operas stjernestunder: Sjældent fristes man til at betegne den sanglige og orkestrale udførelse af en opera som perfekt, men i denne stund var det umuligt ikke at falde for fristelsen. Når der synges og spilles perfekt, sker der det magiske, at fordybelsen i selve kunstværket fylder det hele og alt det tekniske fortaber sig i selvfølgelighedens glemsel – hør bare, når José Cura udfører et ppp-sotto voce, der klangligt udbreder sig til teatrets fjerneste afkroge.

Hvordan i alverden skal man som anmelder evaluere sangpræstationer, når de i bund og grund er perfekte? Altså kun en tak til Stefania Dovhan, David Kempster, Zaza Gagua og Andreas Winther, fordi de fritog os fra at være censorer ved en sangeksamen, og gav os fri til at svælge i Puccinis fabelagtige musik. Også en tak til alle de andre: Kor-solisterne samt Jens Jagd og Morten Wang, der – selvom de udenfor scenen er et par umådeligt venlige mennesker – gav den som et par modbydelige tortur-sjakaler. Gennem årene har de begge vist et udpræget talent for at belive de mindre biroller. Og selvfølgelig også en kompliment til Jani Kyllönen som fangevogteren og ikke mindst til Hjalte Skov Lützhöft som hyrdedrengen.

Men om opsætningen kan der siges både pro et contra.

Læs hele anmeldelsen her.

Den evige fortabelse

Suor Angelica på Copenhagen Opera Festival

******

Anmeldt af Pia Fossheim

Den israelske instruktør Noa Naamats udgave af Suor Angelica er en fortælling om skyld og skam og et samfund, hvor moderkærlighed undertrykkes. Naamat lader operaen foregå i et scenerum, der er dunkelt uden andre dekorationer end et blomsterbed, hvor Søster Angelica kan hente sine urter. Nonnerne har lillafarvede selskabskjoler med blonder og høje slidser på, og prinsessen, Angelicas moster, er klædt på som en femte kolonne officer. Skal vi så se kvinder både som ofre for begær og som medløbere i et misogynt samfund? Instruktørens intentioner med operaen er ikke altid lige tydelige.

Tid og sted kan være når som helst og hvor som helst, et greb der svækker det personlige i Søster Angelicas skæbne. Og operaens klimaks, arien ”Senza Mamma, o Bimbo, tu sei morto”, bliver ikke den hjerteskærende oplevelse, som Puccini nok havde tænkt. Forestillingens styrke er det høje musikalske niveau.

Læs hele anmeldelsen her.

Fra en opførelse i 2022 af Brødre. Foto: Jóhanna Ólafsdóttir og Anton Brink / COF

Mesterlig nordisk tragedie

Brødre på Copenhagen Opera Festival

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

En god tekst, velfungerende dramaturgi, stærk scenografi, fornem musik, gode sangere og musikere, sikker instruktion: kan man ønske sig mere? Jo, det handler bestemt om krig og krigstraumer, men fuldstændig almengjort: altså om hvad krig er og gør ved mennesker. Formuleret med operaens første strofe:

Man goes to war in a faraway place/

To fight for a cause soon forgotten/

To protect someone from someone else/

But who will protect man from himself?

Men endnu mere handler det nok om skyld, skam og tilgivelse: er der handlinger, der ikke kan tilgives? Tvungne, ufrivillige handlinger? Og hvilken rolle spiller det, om/hvordan de tunge, traumatiske minder bliver delt? I operaens slutning giver Michael efter for det uudholdelige indre pres og fortæller, hvad der faktisk skete. Med operaen som medium kan vi som publikum på samme tid opleve, hvad der skete dengang (koret giver udtryk for Michaels indre pres, overlevelsesinstinktets styrke), hvordan det fortælles her og nu, og hvordanomgivelserne reagerer.

Copenhagen Opera Festival er hermed åbnet med et pletskud!

Læs hele anmeldelsen her.

Jens Søndergaard (tv), Niels Jørgen Riis og Det Kongelige Operakor i Peter Grimes. Foto: Camilla Winther / DKT

Storm over havet og i sindet

Peter Grimes på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Genopsætningen af instruktøren David Radoks udgave af Brittens Peter Grimes er meget vellykket, musikalsk såvel som scenisk. Selvom opsætningen har 30 år på bagen, har den – i Kim Amberlas udgave – ikke mistet noget i relevans eller skarphed. Den nærmest evige tragedie om outsideren, der udskammes og til sidst knuses af lokalsamfundets intolerance og selvtilstrækkelighed, taler med Brittens mesterlige musik til os – henover historiens og kulturens grænser. Ikke mindst når de kunstneriske kræfter leverer en indsats af første klasse.

Læs hele anmeldelsen her

Hvorfor vender Orfeus sig om?

Orfeo som opera-installation på Teater S/H

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Man går gennem Kødbyens mylder af spisende, drikkende, snakkende og festende mennesker – og ankommer til Dødsriget allernederst i Staldgade. Eller rettere: man når frem til Teater Sort/Hvid i bunden af Kødbyen, hvor der er indbudt til ”operainstallation”.

Hvis man ikke er klædt i sort, som teatret ellers opfordrer til, kan man låne en sort kappe. Alle tilskuere må iføre sig hvide dødsmasker (med huller til øjnene, men ikke til mund og næse), som også teatrets personale og alle orkestermusikere er iført. I gåsegang ankommer vi så – gennem en af de mange døre til den forhenværende slagtehal – til en labyrint med skiftende kvadratiske tableauer: ét med talrige inskriptioner på væggene, hvor en hvidklædt kontratenor nynner stilfærdigt; et anden med en ligeledes nynnende, androgyn underverdensdronning (Persefone?) på en vandomkranset sokkel; et tredje med en kokkeklædt mand, der langsomt ruller ler-dej ud med ituslået porcelæn og afrevne lemmer omkring sig. Vandringen er ledsaget af en ordløs, enstemmig klagesang, der klinger af meget gamle dage.

Læs hele anmeldelsen her.

Dr. Kolenatý (Lars Arvidson), Albert Gregor (Magnus Vigilius) og Emilia Marty (Agneta Eichenholz). Foto: Emmalisa Pauly / Malmö Opera

Musikdramatik på liv og død

Fallet Makropulos på Malmö Opera

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

De fleste af os ville nok gerne forlænge vores liv, hvis vi kan slippe for sygdom og alvorlige skavanker, og hvis det evige liv var en mulighed her på jorden, ville mange uden tvivl sige ja tak. Naturvidenskaben er måske tæt på at løse aldringens gåde, men er det nu også lykken at leve i 100, 200 år eller endnu længere?

Dette eksistentielle og etiske spørgsmål er kernen i Fallet Makropulos – oprindeligt et teaterstykke fra 1922 af den tjekkiske Nobel-klasseforfatter Karel Čapek, og siden transformeret til en opera af landsmanden Leoš Janáček i årene 1923 – 1925. Operaen er efterhånden ved at etablere sig som en ny-klassiker. Den kan således i april måned opleves på Malmö-operaen, og den er bestemt en rejse værd.

Læs hele anmeldelsen her.

Prima la musica

Græsset er grønnere på Den Fynske Opera

Af Brian Bo Jensen

******

Musikken er fremrangende i Græsset er grønnere, men librettoen er gold satire. Opera er værket i sin vekslen mellem ensemblescener, arier/sange og instrumentale intermezzi, men mens Sondheim tør inddrage dissonanser, bruger Øland og Zukanovic skarpe, bratte rytmer i bl.a. cembalo til at understrege dramatiske situationer. Andre steder har musikken karakter af yndig rokoko-pastiche, men det er en tone blandt mange, og det er aldrig sentimentalt. Andreas Vetö leder et dusin musikere, hvis instrumenter ud over cembalo omfatter bl.a. fløjter, harpe og strygere samt slagtøj, fra Danmarks Underholdningsorkester med stor indlevelse, og det er en fornøjelse at høre et helt orkester spille i det gamle ’Flodbio’. Akustikken er heldigvis til det, for Øland markerer sig i samarbejdet med sin bedre halvdel som andet og meget mere end popkunstner.

Sidsel Aja Eriksens Hun er, synger hun, musiker og sanger, og hun betoner det nærvær, der er i musik. Hun er måske talerør for Ida Michael Kiberg, og det kan måske forklare den kritik, om end den er fortegnet og forsimplet, af de digitale medier, som operaen kredser om. Det er derfor på én gang selvfølgeligt og skuffende, at det kun er musikken – og scenegangen – der lykkes, men musikken er afgjort værd at opleve, også mere end én gang, så tag en tur til Odense.

Læs hele anmeldelsen her.

Orfeus som barn legende med Eurydike. Foto: Miklos Szabo / DKT

Sorgens spejl

Orfeus på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Den følsomme, smukke og lydhøre instruktion understreges kun af musikere og sangere, som alle er formidable. Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensens evigt energiske og medrivende direktion er på én gang subtil og taktil; kun under den indledende, velkendte og festlige toccata er der mislyde blandt blæserne, måske fordi deres iver her er for stor. Resten er lutter vellyd. Sangerholdet, der består af unge, fortrinsvis nordiske sangere, er en drøm, og den ene smukke stemme afløser den anden forestillingen igennem. Man bør fremhæve Sofie Lunds smukke, lyriske sopran, fordi hun synger partiet som Eurydike – ikke fordi hendes stemme er mere beundringsvækkende eller rørende end f. eks. Mia Bergströms inderlige, varme mezzosopran, Katinka Fogh Vindelevs strålende Proserpina eller Joakim Larssons dundrende Pluton, men alle bør nævnes! Øverst troner dog franske Marc Mauillon. Med sin stærke og spændstige tenor forlener han på overjordisk vis Orfeus med den sorg og skrøbelighed, partiet kræver, og han er Orfeus, når han ubesværet følger partiturets rige nuancer i tonestiger op, op, op.

Læs hele anmeldelsen her.

Elektra (Lise Lindstrom) og Chrysotemis (Elisabet Strid). Foto: Miklos Szabo / DKT

I de store følelsers vold

Elektra på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Anne Holm

******

I Operaens nyopsætning af Elektra bliver der ikke sparet på energien. Det Kongelige Kapel under ledelse af Thomas Søndergård spiller kraftfuldt og præcist. Det kan være svært at huske 105 minutters Strauss helt ned i detaljen dagen efter, men det foresvæver denne anmelder, at forte var den fremtrædende udtryksform. De få lyriske og stille passager, der trods alt er i værket, fik ikke så meget rum, hvilket gjorde det musikalske udtryk lidt unuanceret, men helhedsindtrykket var gevaldigt, overvældende, smukt, og publikum kvitterede da også med stående applaus fra næsten samme øjeblik tæppet gik ned.

Men de, der bærer forestillingen – hvis man kan tale om det i en sammenhæng, hvor det hele er vævet sammen, og man ikke ville kunne trække én tråd ud af tæppet uden at det faldt fra hinanden – er de tre sangerinder, der synger hovedpartierne: Lise Lindstrom (Elektra), Elisabet Strid (Chrysotemis) og Violeta Urmana (Klytaimnestra).

Læs hele anmeldelsen her.

Komprimeret Wagner

Ringen på en aften på Helsingør Kammeropera

Anmeldt af Sanne Caft

******

Syv kraftfulde kammermusikere, et velsyngende solisthold, en lille scene og en propfyldt teatersal fik Richard Wagners mastodontværk Niebelungens Ring til at flyve af sted i en nedbarberet version, der på ingen måde virkede afstumpet.

Wagnersanger og veteran Stig Fogh Andersen og den entusiastiske Helsingør Kammeropera havde slået kræfterne sammen og trukket de fire ringoperaer sammen til en tre en halv times velsmurt, musikalsk Maggi-terning. Handlingen er lang og kompleks, og Kammeroperaen havde derfor valgt at tilbyde interesserede en aftens gennemgang i dagene inden forestillingen. I program og på hjemmeside kunne man læse sammendrag af handlingen og med fravalg af en gennemgang fra scenen inden de forskellige akter, blev den musikalske intensitet fastholdt uden afbrydelser. Et godt valg.

Der var verdenspremiere på netop denne beskæring af de cirka 16 timers original musik, og for denne anmelders øre var vægten lagt ganske fint. Mange af de højdepunkter, der hos andre komponister ville være arier, var medtaget. Nogle i hel og andre i lettere forkortede udgaver. Tilvalgt var også mange af de intense tomandsscener, hvor de mange konstellationer af karakterer lægger planer, bagtaler, længes og higes.

Læs hele anmeldelsen her.

Annonce:

Legat fra Operauddannelsesfonden

Operauddannelsesfonden uddeler hvert år et antal legater til unge, talentfulde operasangere. Der kan søges legat til dækning af ansøgerens omkostninger til konkrete projekter eller aktiviteter, der gennemføres som led i sangerens uddannelse og udvikling. Det er også muligt at søge mere generelt tilskud til omkostningerne for operasangere under uddannelse.

Fonden modtager meget gerne en motiveret ansøgning fra dig. Vi beder dig bruge vores ansøgningsskema, som du kan finde på operauddannelsesfonden.dk, hvor du også kan læse mere om fondens formål og uddelinger.

Miriam Clark, Raehann Bryce-Davis og Samuele Simincini. Foto: Camilla Winther / DKT

Det menneskelige drama

Aida på Det Kongelige Teater

Af Pia Fossheim

******

Denne Aida foregår et ikke defineret sted og meget aktuelt i nutiden i skyggen af krig og religiøse magtstrukturer. Landet, hvor den foregår, ledes formelt af en konge, men reelt er det ypperstepræsten Ramfis, der styrer. Radamès er stolt og glad for at kunne tjene sit fædreland. Han har tilbragt natten sammen med kongens datter Amneris, men han elsker slavinden Aida, som ingen ved er prinsesse af landet mod syd. Aidas rolle synges og danses også af fire dansere, som illustrerer hendes forskellige sindsstemninger.

Sangerholdet på premiereaftenen var alle flot syngende. Miriam Clark som Aida mestrede både det dramatiske og det meget sarte i partiet. Amneris, et drømmeparti for en dramatisk mezzo, blev fuldt indfriet af Raehann Bryce-Davis. Som Radamès turnerede Samuele Simoncini den svære bravurarie ”Celeste Aida” i begyndelsen af operaen på imponerende vis. Kyungil Kos Ramfis var tilpas usympatisk som magtmenneske, og Musa Ngqungwana som Amonasro og Sir Willard White som kongen gav begge pondus til deres roller. Og ikke mindst Operakoret og Kapellet, som begge er udvidet til denne forestilling, ydede en fornem præstation.

Scenografien var uden pyramider, sfinkser eller søjler i kolossalorden. Det gav med forholdsvis få virkemidler plads til det menneskelige drama. Instruktøren Annabel Ardens tolkning af Aida bringer historien ind i nutiden og gør den relevant for os i en verden under forvandling.

Læs hele anmeldelsen her.

Fornøjelig og finurlig eventyr-opera

Anmeldt af Anne Holm

******

Hop aldrig over, hvor gærdet er lavest. Og slet ikke, når det gælder kærlighed. For kærlighed tager tid, kræver tålmodighed og tillid, og har du ikke det, bliver det ris til egen r..

Det er moralen i operaen Den forheksede gris, som i denne uge kan ses på Takkelloftet i Operaen. Værket minder om Stephen Sondheims musical Into the Woods, hvor Sondheim smider figurer fra en række kendte og elskede eventyr i et raslebæger, ryster bægeret og kaster figurerne ud i nye situationer, hvor de må tage deres egen rolle og skæbne op til revision – hvilket der så kommer noget både humoristisk og tankevækkende ud af.

Læs hele anmeldelsen her.

Spillet er i gang. Foto: Miklos Szabo / DKT

Tilværelsens ulidelige lethed

Così fan tutte på Det Kongelige Teater

Af Pia Fossheim

******

Così fan tutte er først og fremmest en ensembleopera, med duetter, terzetter, kvartetter, kvintetter og sekstetter. Mozart skrev sin musik til det sangerhold, han havde til rådighed. Så egentlige bravurarier i denne opera er forbeholdt sopran og tenor, her Clara Cecilie Thomsen som Fiordiligi, og Ferrando, Jacob Skov Andersen. De klarer det flot, hun er en rigtig primadonna, og han en dejlig og løfterig tenor.

Sangerholdet er ungt, bortset fra Palle Knudsen som Don Alfonso, det giver en friskhed til ensemblerne. Alle er gode skuespillere og afleverer pointer og morsomheder i teksten klart og forståeligt. Det Kongelige Kapel blev dirigeret kyndigt af estiske Kristiina Poska

Denne opsætning er blevet til i samarbejde med britiske Opera North. Den havde premiere 2004, og blev første gang vist på Det Kongelige Teater 2015.

Det var et godt gensyn!

Læs hele anmeldelsen her.

Tryllefløjterier for hele familien. Foto: Anders Bach / DJO.

My weird magic flute

Tryllefløjten på Den Jyske Opera

Af Bodil Wöhnert

******

I Aarhus skal der nu formidles til et nutidigt publikumsunivers, og DJO lader gamle Mozart vige pladsen for Schikaneder og gør Papageno til badutspringer-primadonna i tegneserie/musical-stil. Der synges og spilles rigtig skøn Mozart.

Forkortelsen er godkendt. Mozart er jo også skøn ensemblesang, men i denne sammenhæng ville det være for meget showstopper for de mindste. Men man får da en fornemmelse i slutkorene. Det er også absolut OK, at man fastholder at operasang skal være akustisk. Ikke alle aktører behersker dansk ”til børnebrug”, så der skrues op for mikrofonerne, når der tales. Det får nogle gange de ellers gode sangere til at stå blegt bag orkesterakkompagnementet.

Alt i alt et prisværdigt initiativ, som forhåbentlig vækker genlyd, god stemning og operaglæde i en ny generation ude i landet. DJO har gjort sig umage – og jo flere børn i koncertsalen jo bedre. Mozart kan stå for meget – også denne lidt sære/skæve udlægning. Det vil vise sig, når den når ud til sit ungdommelige kernepublikum.

Læs hele anmeldelsen her.

Anush Hovhannisyan (Singer of the World 2017). Foto: Miklos Szabo.

Tæppefald

La Traviata på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Pia Fossheim

******

La Traviata er blevet kaldt et kammerspil mellem de tre hovedpersoner. Ved repremieren på DKT var det et Dream Team, der sang de tre roller. Armenske Anush Hovhannisyan har en lys sopran med en beundringsværdig styrke og teknik. Matteo Lippi, som vi før har hørt som Gustav 3. i DKT’s Maskeballet, sang Alfredo med den rigtige italienske tenorstemme. Rollen som Germont Senior, den hæmmede faderfigur, der ikke magter at ændre noget, varetoges af Palle Knudsen, også han sangligt i top. De øvrige mindre roller blev sunget af teaterets faste personale, her var niveauet ligeledes højt.

Roméo et Juliette på Malmö Opera

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Det er ikke ofte, vi har mulighed for at høre Gounods eneste Shakespeare-opera, så det er godt at Malmö Opera nu præsenterer Roméo et Juliette. Gounod har nemlig forsynet den udødelige, tragiske kærlighedshistorie med rigtig megen fin musik, og Barbier og Carré har inddampet Shakespeares skuespil til en effektiv libretto. De har bl.a. indlagt bukserollen Stefano (sunget af Emma Sventelius), som udløser den tragiske duel i tredje akt, og i sidste akt giver det det unge elskende par mulighed for en lang, smuk og bevægende afskedsduet.

Der er meget at glæde sig over i opsætningen, hvor dramaet er flyttet fra middelalderens Verona til 1880’ernes New York. Det fungerer aldeles udmærket at lade det være to italienske indvandrerfamilier, der bekriges, og det giver mulighed for en særdeles farverig og munter scenografi og gestik i første og anden akt, mens de tre sidste akter udspiller sig i et noget trøstesløst gademiljø i storbyen – med skyline, stjernehimmel og fuldmåne over.

Læs hele anmeldelsen her.

Hanna Hipp og Sarah Champion. Foto: Camilla Winther / DKT.

Et dystopisk mesterværk

Poul Ruders The Handmaid’s Tale på Operaen.

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Det er en sørgelig tommelfingerregel, at under én promille af nyskrevne operaer opnår mere end én produktion. Poul Ruders The Handmaid’s Tale er en glædelig undtagelse fra denne regel. Den havde premiere på Gamle Scene i år 2000 – som den første danske nyskrevne opera på Det Kongelige Teater i årtier. Siden har den opnået et internationalt gennembrud og inden for de seneste år er den blevet opført i Boston og på English National Opera (iscenesat af Annilese Miskimmon, tidligere chef for Den Jyske Opera). Nu er operaen så tilbage i København, i en samproduktion med San Francisco Opera, og fremragende iscenesat af John Fulljames.

Aftenens strålende stjerne er den polske gæst, mezzosopranen Hanna Hipp som Offred. Hendes stemme har et meget stort omfang og en virkelig smuk klang, og hun formår at give udtryk for alle tjenerindens skiftende sindsstemninger, fra den dybeste fortvivlelse, over lidenskab til spinkelt håb. Hun suppleres fornemt af sin ”dobbeltgænger”, Sarah Champion, som Offreds yngre jeg. Deres ”duet” i anden akt, hvor de begræder tabet af datteren og til sidst smelter vokalt sammen, er simpelthen gribende.

Det Kongelige Kapel spiller fremragende under Jessica Cottis’ ledelse. For det første er balancen mellem sang og orkester finafstemt. For det andet bliver de mange overgange mellem stærkt kontrasterende afsnit virkningsfuldt behandlet: der er både voldsomt virkende fortissimo-afsnit, som man blev blæst bagover af; der er åndeløst sarte afsnit med strygere i pianissimo, med ét eller nogle få soloinstrumenter eller uakkompagneret solosang, og hulheden i de store ceremonielle tableauer er gåsehudsfremkaldende – Ikke noget under, at komponisten så glad ud, da han kom på scenen til applaus.

Læs hele anmeldelsen her.

Rusalka på Den Fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Med opsætningen af Rusalka fejrer Daniel Bohr sit 60-års jubilæum som instruktør. Det er i sig selv en bedrift, der er betydeligt mere værd end den laurbærkrans – er den aldrig så symbolsk – som han blev overrakt på premiereaftenen. Han er nu en ældre, gangbesværet herre, men han takkede med stort humoristisk overskud med bemærkningen: ”Jeg har aldrig prøvet at holde 60-års jubilæum før. Jeg har heller aldrig været gammel før”.

På Den Fynske Opera er Bohr en kendt og elsket gæst – og det kan man godt forstå med det lune. Her har han tilbage i 2008 instrueret en for denne anmelder meget mindeværdig opsætning af Philip Glass’ The Fall of the House of Usher, han stod bag opsætningen af den Reumert-belønnede Andre bygninger i 2015, Den glade enke i 2017 og Til døden os af Andy Pape i 2018.

Men opsætningen af Dvořáks eventyropera Rusalka kommer ikke i mål – bogstaveligt talt, for den når aldrig tilbage til udgangspunktet, så konceptet afrundes ikke, og forestillingen bliver ikke homogen.

Læs hele anmeldelsen her.

Niels Jørgen Riis og Elisabeth Jansson. Foto: Miklos Szabo / DKT

Fra asken og i ilden

Askepot på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Visse anmeldere vil måske mene, at metateatrets brud med den fjerde væg tager over, og rynke på næsen over idérigdommen og farcetrækkene, som da alle sangerne i slutningen af første akt i Rossinis Askepot på Det Kongelige Teater ender som hovedret (sic!), men Herheim er alt for skarptskuende en teatermagiker og alt for dygtig en personinstruktør til at overgøre nogen af delene. De teatralske virkemidler er overrumplende morsomme, og han har blik for, at Askepot/rengøringsdamen ikke er så engleblid, som hendes navn indikerer – hun tør svare søstrene igen – og at den store tilgivelse i finalen ikke er nogen nem kamel at sluge. Han er musikalsk nok til at lade partiturets rytmer forplante sig til gestik og mimik, men der gives også plads til, at koloraturerne kan udfolde sig og ikke bare skal overstås. Det er skønsang, og samtidig er hans blik stift rettet mod, at dette er et eventyr, og at alt kan ske i et eventyr. En rengøringsvogn kan lige så snildt forvandles til en karet, som en rengøringsdame kan gøres til prinsesse! Ikke alle ler måske lige så højt og hjerteligt som en kvinde et par rækker bag undertegnede denne eftermiddag, men man smiler hele tiden, og når latteren ofte runger, er den overvældende, ægte og kommer lige fra hjertet.

Læs hele anmeldelsen her.

Omkring Gilgamesh

Uendelige kosmiske toner i Ribe

******

Anmeldt af Bodil Wöhnert

Den store operasatsning var opførelsen af Per Nørgårds opera Gilgamesh, som bygger på en gammel mesopotamisk skabelsesmyte. Det er vel tredje gang den opføres og selv husker jeg stemningen fra opførelsen i Aarhus i 1994. Partituret til Gilgamesh består ud over noderne også af en skitse af, hvordan scenografien skal være samt musikeres og sangeres placering.

Denne opførelse fandt sted i institutionen Ribelunds festsal, som tidligere også dannede rammen om Sønderjyllands Symfoniorkesters koncerter i Ribe og som publikum bliver man fascineret af tonerne og det farvestrålende sceneri – og så var der mange gode lovende unge stemmer blandt sangerne.

Læs hele anmeldelsen her.

Overraskende, vittigt og begavet

Lisbon Floor på Takkelloftet

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Årets egenproduktion hos Copenhagen Opera Festival har været undervejs i flere år. Konstellationen med komponisten Matias Vestergård, librettisten Lea Marie Løppenthin og instruktøren Natascha Metherell er vist ny for de fleste, men det ligner et lykkeligt træf. Resultatet er i hvert fald noget af det meste interessante jeg har set og hørt inden for ny dansk opera.

Læs hele anmeldelsen her.

Esbjerg-Ringens loyale forløsning

Siegfried på Den Ny Opera

******

Anmeldt af Peter Wang

Det var en dejlig fornemmelse at rejse til Esbjerg i sikker forventning om, at Ringen ville trille videre i samme gode spor, som blev lagt af Rhinguldet og Valkyrien.

Noget af det mest markante ved Esbjerg-Ringen er dens loyalitet overfor partiturets anvisninger. Gennem tiderne er Ringen blevet fortolket på utallige måder; det kan eksempelvis være som revolutions-fortælling, som slægtshistorie eller som prænazistisk mind-set. Det kan være både oplysende og interessant at læse sådanne fortolkninger, selvom de aldrig er mere end halve sandheder; for dermed er de – eo ipso – også halve løgne og derfor uegnede til at lægges til grund for vinklede iscenesættelser af komponistens værker.

Ligesom det er lykkedes Den Ny Opera at sammensætte et fremragende iscenesætter-korps, er der castet et forbilledligt ensemble af sangere. På ingen af de fire hovedrolle-indehavere fornemmede man det enorme pres, der må følge af, at deres partier foreligger på LP-, CD- og DVD-skiver med alle de verdensberømte stjerner. Tværtimod honorerede de alle de krav, der stilles på internationale scener.

Læs hele anmeldelsen her

Copenhagen Opera Festival:

Catriona Morison og Malcolm Matineau i Glassalen

*******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Det er Hundens Dag i Tivoli. Der er firbenede bedstevenner i snor og agility foran Glassalen; solen skinner, det er varmt – uden at være en meteorologisk sommerdag – og folk er glade. Der går en sky for solen, da klokken nærmer sig fem, og koncerten skal til at begynde, men det er kun behageligt efter de seneste dages hedebølge. Det er endnu sommer i Danmark.

Inde i salen bliver der imidlertid helt mørkt. Kuplen lukkes til, og portierer trækkes for og dækker dørene ud til haven. Måske det skyldes, at sommerens festivaler i det danske sommerland (for undertegnedes vedkommende på Fyn; Hindsgavl og Lundsgaard) endnu står klart i erindringen, men det virker mærkeligt, at salen skal være så mørk. Selv scenen henligger dunkel, og der er pærer nok over den til at illudere stjernebestrøet nattehimmel. Lamperne på bagvæggen lyser intet op. De er spild af energi midt i en krisetid, og mere naturligt lys havde gjort alle godt. Men det er samtidig sit helt eget rum, sin helt egen verden.

Koncerten var oprindeligt med tysk-egyptiske Fatma Said, men hun måtte melde afbud for at pleje sin stemme. Hende havde jeg ellers set frem til at høre efter hendes udgivelse ”El Nour” sidste år. Pianisten, Malcolm Martineau, er den samme, og han, fortæller P2’s altid veloplagte, velformulerede og velbegavede Rie Koch, har foreslået en landsmand, den skotske sangerinde Catriona Morison, som erstatning. Han har arbejdet sammen med hende tidligere, han har indspillet med hende, og det er da i sig selv en anbefaling. Det blev til en magisk eftermiddag.

Læs hele anmeldelsen her.

Film noir uden helt

Sunset Boulevard på Den Jyske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Man kan godt falde i musicalgryden som ung og så senere opdage, at der ikke er megen næring i den genre. Det har undertegnede erfaret på egen krop, men det skal ikke forstås negativt eller som en udskamning af genren (som Keith Warner, da han i sin korte tid som chef for Den kongelige Opera proklamerede, at Elskovsdrikken aldrig ville komme op under hans ledelse, fordi Donizetti var ”sin tids Andrew Lloyd Webber”). Musicals er et glimrende sted at begynde som lyttende menneske, og så kan man gradvis erfare, at øret sjældent udfordres af musicals som af Mozart, Richard Strauss eller Alban Berg. Det gør bare ikke genren mindreværdig. Der skal også være plads til dessert og kage – alt det, der glæder uden nødvendigvis at give energi som havregryn og rugbrød– og der er virkeligt gode melodier hos såvel Lloyd Webber som Donizetti, og det er virkeligt dejligtat kunne gå nynnende og syngende fra teatret. Specielt når en musical serveres af stort symfoniorkester og operakor som på Den jyske Opera, hvor chef Philipp Kochheim helt fri for fordomme og med stor teaterglæde i sidste sæson havde operetten Greven af Luxembourg og nuLloyd Webbers 30 år gamle Sunset Boulevard på plakaten.

For lad det være sagt straks: Det er Aarhus Symfoniorkester under Andy Masseys direktion, Den jyske Operas Kor og Tammi Øst i rollen som den fallerede filmstjerne Norma Desmond, der er trækplasteret i Musikhuset, og det er til dem, der er fire tindrende og ikke spor fallerede stjerner. Dertil kommer Philipp Kochheims legesyge, spektakulære og medrivende iscenesættelse.

læs hele anmeldelsen her.

Hjertevarm minimalisme

Aida i Opera Hedeland

Anmeldt af Anne Holm

******

Da jeg fortalte, at jeg skulle opleve Aida i Opera Hedeland, sagde en veninde: ”Gad vide, om der så er elefanter …”.Det var der ikke, kan jeg røbe, men mindre kan også gøre det. For der er ikke meget, der kommer op på siden af at sidde en mild augustaften på skråningerne omkring scenen i amfiteatret i Hedeland og kigge rundt, på publikum, der sidder pakket ind i tæpper og jakker; på trappekulissen, der hæver sig ovre scenen og også er orkestergrav; på søen bag scenen, på øen i søen bag scenen, og på landskabet bag øen i søen bag scenen, mens en måge ihærdigt skræpper om kap med seks klart-truttende Aida-trompeter.
20-års-jubilæumsforestillingen på Opera Hedeland, som havde premiere i fredags, er Giuseppe Verdis festopera Aida. En opera, de fleste nok forbinder med sejrsoptoget, som indleder andet akt (det er her elefanterne kommer ind i billedet), men som også er et kammerspil om kærlighed, jalousi, forræderi og død i en overdådig musikalsk indpakning.
Den græske instruktør Rodula Gaitenou, som i 2019 fik en pris for sin opsætning af Lucia de Lammermoor i Hedeland, har sammen med scenograf og lysdesigner Simon Corder og kostumedesigner Gøje Rostrup skabt en forholdsvis minimalistisk opsætning, der ikke er særlig ”egyptisk” eller ”etiopisk”, men fungerer. Dog bedst efter pausen, når mørket har sænket sig, og der med lys kan skabes et intimt rum omkring forestillingens hovedfigurer, og operaens karakter af kammerspil bliver tydeligt.
Scenografien er flot i al sin enkelhed, men selv om Gøje Rostrup har været large med guldstoffet, så syner de 32 korsangere, som optræder som slavinder, soldater, præster og etiopiske krigsfanger ikke af meget på Hedelands ret store scene, og masseoptrinene inden pausen virkede lidt magre. Til gengæld fyldte og lød musikken og sangen godt. Orkestret under ledelse af Carlo Goldstein ydede en solid præstation, det samme gjorde koret, med Filipe Carvelheiro som kormester.
Også var solisterne gode – med Yana Kleyn, der synger Aida, som en klart lysende stjerne. Hver gang hun sang, løftede det hele sig lige en halv meter fra jorden, og gåsehuden kom krybende. Intet under, at Copenhagen Opera Festival 2022 har udnævnt hende til Årets Operatalent.

Læs hele anmeldelsen her

Urpremierer på samtidsoperaer

Af Kim Reich

Copenhagen Opera Festival, der finder sted fra den 19.-27. august 2022, byder på flere urpremierer, der undersøger aktuelle samfundsmæssige tendenser og problematikker. Den mørke og overnaturlige opera Lisbon Floor foregår således i et hjemsøgt højhus, hvor syv bofæller flytter ind – herunder parret Alex og Alex, der skiftes til at bære deres kommende barn i en ekstern livmoder. Operaen får urpremiere på Takkelloftet og er initieret og produceret af Copenhagen Opera Festival. Det unge talent Matias Vestergård står bag kompositionen, mens forfatter Lea Marie Løppenthin har skrevet librettoen.

Forestillingen Alan Turing kredser også om emner som køn og undertrykkelse af seksuelle minoriteter, når den behandler matematikeren og pioneren Alan Turings liv i en tragisk fortælling om kærlighed, smerte, hemmeligheder og videnskabelige nybrud. Forestillingen kombinerer opera, teater, computergenereret musik og teknologiske elementer og opføres på Sort/Hvid.

I kammeroperaen Den Sidste Olie er det Danmarks kolonisering af Grønland og menneskets rovdrift på naturen, der er omdrejningspunktet. Operaen er skrevet af den prisbelønnede komponist Niels Rønsholdt og får urpremiere på festivalen. Her opføres den i Østerbro Skøjtehal, hvor både publikum og sangere er fanget i mørket på isen.

I Volume er der endnu en urpremiere, når festivalen præsenterer Die a happy man – en forestilling om skandinavernes besættelse af lykke, skabt af den herboende brasilianske komponist og performancekunster Marcela Lucatelli.

Årets Operatalent, sopranen Yana Kleyn, kan opleves på Festivalscenen på Den Røde Plads – både til åbningskoncerten, hvor hun er en af i alt ni fremragende solister, der fremfører kendte arier og duetter af blandt andre Verdi og Tjajkovskij, og i Puccinis Il Tabarro, der bliver vist i en nytænkende byrums-opsætning. Hun kan desuden – som vi skrev sidst – opleves solo til den særlige Årets Operatalent Koncert i Christians Kirke.

Endelig gæster Malmö Opera Festivalscenen med en koncert fuld af highlights fra Charles Gounods Roméo et Juliette.

Opera uden sidestykke

Manualen på Det Kongelige Teater

*****

Anmeldt af Anne Holm

Som opera-oplever udsættes man ofte for begivenheder, handlinger eller følelser, der kan være én imod, eller vække modstand, følelsesmæssigt eller moralsk. Om man bryder sig om Louise Alenius’ opera Manualenhænger meget sammen med, om man accepterer operaens præmis: at et menneske kan komme i en situation, hvor det med vold og magt vil slå sig selv ihjel, og at det at slå sig selv ihjel er en mekanisk proces, man kan skildre indefra, i toner og ord, ved at give de involverede parter en stemme: bevidstheden, hjertet, smerten, organerne og hånden, som skal udføre drabet.

Læs hele anmeldelsen her.

De magtfulde kvinders kamp

DrømmeDøden i Musikhuset Esbjerg

******

Anmeldt af Bodil Wöhnert

DrømmeDøden er en kammeropera om magtfulde kvinders kamp om Norden skabt i et samarbejde mellem Den Ny Opera og NordicOpera. Forestillingen havde urpremiere i Esbjerg den 8. maj 2022.

Faktisk sidder vi på Musikhusets store scene, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at vi er i en borggård, hvor mindesangerne lige om lidt vil træde frem med deres musikere for at berette om årtiers magtkampe i Norden. Stærke kvinder har der altid været på disse kanter. Det ved vi også fra sagaerne. I denne beretning starter det med Margrete den 1., som forener alle sine ’konkurrenter’ i Kalmarunionen i 1397 – om end hun dør midt i bestræbelserne. Siden spiller magtfulde svenske kvinder vigtige roller i adelens magtkampe, før det hele braser sammen med Christian 2.’s stockholmske blodbad i 1520.

Merete Pryds Helle har begået en læseværdig og poetisk libretto med kodeordene strategi, magt og handel. Komponisten Josefine Opsahl (som modtog Sonnings talentpris 2021) har skabt en inciterende og rytmisk musik for kammerensemble og slagtøj.

De fem sangere synger og agerer mange roller med indlevelse. Det er smukt at se på og lytte til – umuligt at fremhæve den ene frem for den anden. De gør det alle fremragende. Det meste foregår på svensk, men magtkampene foregik jo også især i Sverige, og har man ikke som nogle blandt premierepublikummet fået tilsendt librettoen, så kan man genopleve ved at læse bagefter.

Det er en intens og fascinerende oplevelse! Man sidder tryllebundet i små to timer – og går derfra med efterklangen af ”Drømte mig en drøm i nat” de næste par dage.

Læs hele anmeldelsen her

Avantgardenparty!

Næsen på Det Kongelige Teater

Af Henrik Marcussen

Hos Wagner leder man ikke forgæves efter farlige typer med martialske hensigter som de i ren form findes hos Hunding eller i Wotans autoritære verdensbillede som det så glimrende mestres henholdsvis af Morten Staugaards sonore stemmekraft og med Tomasz Koniecznys forbilledlige indføling og udbygning af Wotans psykologi. Og leder man nu alligevel her i Wagners univers efter indsmigrende kvindelig varme findes den i Ann Petersens følsomme, smukke og modne portræt af hårdtprøvede Sieglinde. Hun sekunderes fornemt af Bryan Registers ædelt klingende barytonalt farvede heltetenor. Varme og et stærkt følelsesmæssigt engagement i Frickas parti lyste formidabelt op hos Hanne Fischer i opgøret med Wotan. Trine Bastrup Møller taber et magtfuldt og velrettet forsvar overfor overguden. Hun er den stålsatte Brünnhilde, cheerleader af korpset af valkyrier, der samlet formår at fylde scenerummet med vildskab, harmoniske skrig og løfter om værn om slægtens kommende redningsmand.
Det samlede vokale indtryk, som vi tager med os efter aftenens opførelse, viser betydelig kunstnerisk styrke og disciplin. Særlig tak til berigende samarbejde med de to udenlandske solister Bryan Register og Thomasz Konieczny. Dertil en ikke uventet stor hyldest for prægtigt spil fra kapellet og for fine fraseringer og fremadrettet puls til aftenens dirigent, Thomas Søndergård. Jo, det blev til følelsesladet fuldblodsromantik, storslået messingklang, øjeblikke af ekstraordinær skønhed og fængslende musikdramatik.

Læs hele anmeldelsen her.

Ikke helt ude af balance

Hormondagbogen på Takkelloftet

Anmeldt af Anne Holm

******

”Stilhed er også musik” sagde en dansk komponist engang.
Ordene randt mig i hu på vej hjem fra premieren på Hormondagbogen på Takkelloftet i Operaen i København.
For stilhed spillede på næsten lige fod med lyde, musik, sang og tale en rolle i den lille kammeropera.
Ifølge oplægget handler forestillingen, som er med ensemblerne Figura og Out of Balanz, om livets overgange – måske især to af overgangene i et kvindeliv: Fødsel og overgangsalder.
Hvordan en kvinde oplever dem er nok en meget individuel ting, uanset fællestrækkene, men forestillingen gav i ord og musik et bud på en fortolkning af kvinders oplevelser.
Klarinettist Anna Klett var kvinden, der indimellem måtte vifte sig og løsne et tørklæde, eller en trøje, fordi temperaturen steg, og Julie MeeRa Albertsen – som rent faktisk også var gravid – blev et levendegjort billede på en anden markant overgang i kvindelivet, fra ”kvinde” til ”kvinde og mor”. Julie MeeRa Albertsens stemme er skøn, og ikke kun, når hun sang duet med Anna Kletts klarinet, måtte man fryde sig.

Læs hele anmeldelsen her.

Bartolo, Daniel Giulianini. Foto: Jonas Persson / Malmö Opera

Don Juan (Palle Knudsen) og Leporello (Morten Staugaard), th, i et optrin i hotellets foyer. Foto: Camilla Winther / DKT

Roomservice med et twist

Don Giovanni på det Kongelige Teater

Af Kim Reich

******

Lad det være sagt med det samme: Det Kongelige Teaters nyopsætning af Mozarts Don Giovanni er fremragende. Det er en helstøbt Tour de Force gennemført med minutiøs elegance båret af Kapellet og med sublime sangerpræstationer fra premiereholdet. I særklasse må Palle Knudsens fortolkning af den vanskelige rolle som Don Juan fremhæves – kulminerende i den berømte mandolin-arie ”Deh, vieni alla finestra”. Ingen kan som Palle Knudsen være så forførende, så brutal og så sårbar, som han er i denne nyfortolkning af rollen og det i så fornemt, historisk selskab som Dietrich Fischer-Dieskau, Bryn Terfel, Dmitri Hvorostovsky, Peter Mattei og ikke mindst Gerald Finley i en optagelse fra Glyndebourne.
Der er roser til alle, men Don Giovanni – der af DKT markedsføres som Don Juan – står i særlig grad og falder med sin hovedperson, når John Fulljames – som han også gjorde det i eksempelvis Nixon in China – går på opdagelse i menneskene bag facaden. Her – i denne opsætning – gemmer de medvirkende sig på et hotel. Der er noget Ionesco over det, noget absurd over det selv med nutidens målestok. Hovedpersonerne dissekeres, så de på godt og ondt fremstår som hele mennesker – nu og da komiske, nu og da desperate, nu og da hævngerrige og ret ofte forvirrede over både sig selv og andre. Det er en mesterlig analyse baseret på et værk, der i sig selv har fremkaldt den måske mest fornemme analyse af dem alle: Søren Kierkegaards.

Læs hele anmeldelsen her.

Operaperler i radioen

Danmarks Radio et godt tilbud: Opera på P2! Her kan du bl.a. høre Jonas Kaufmann, Lise Davidsen og sir Bryn Terfel i Brittens Peter Grimes fra Wien! Oversigten gælder januar og februar 2022 og er med forbehold for ændringer.

Se listen her.

Maskeballet 2021 på Operaen. Foto: Camilla Winther / DKT

En maritim skæbnefortælling

Maskeballet på Det Kongelige Teater

Af Lars Ole Bonde

******

Verdis store operaer er skæbnefortællinger, der – ofte med indslag af spådomme og forbandelser -tydeliggør de umulige kærlighedsforhold, som næsten altid er i centrum. Således også her, hvor troldkvinden Ulrica ikke bare (modvilligt) åbenbarer spådommen om kongens snarlige død for vennehånd; hun fornemmer også tilstedeværelsen af forræderi, så de sammensvorne må skutte sig. Men publikum ved allerede – her fra en smukt gestaltet pantomime under operaens forspil – hvordan det vil gå.
Instruktøren Karolina Sofulak, scenografen Alex Eales og kostumedesigneren Jon Morrell er gået tilbage til Verdis (og Scribes) oprindelige historie om Gustav den III, men har flyttet den tidsmæssigt til Verdis egen tid – som også var Napoleon den III’s. Under maestro Paolo Carignanis stærke musikalske ledelse er der en perfekt balance mellem det tragiske og det komiske. Både de pludselige og de gradvise overgange mellem eller undervejs i numrene gestaltes organisk, det musikalske forløb har et skønt drive, og det er simpelthen en fornøjelse hele forestillingen igennem at lytte til Det Kongelige Kapel, rytmisk præcist, klangligt velafbalanceret og dermed en perfekt ramme for sangernes udfoldelser.
Det er også en nydelse at lytte til og se sangerholdet i aktion. Stemmerne passer til rollerne, og de klæder hinanden. Der er nu gået 20 år siden Operaens seneste udgave af Maskeballet, Calixto Bieitos skandaleombruste fortolkning. Det kræver ikke de store spådomsgaver at forudsige, at denne nye produktion vil blive vel modtaget af et stort publikum. Iscenesættelsen er helt uden ’forstyrrelser’ i form af fortænkte aktualiseringer eller politiske budskaber, omvendt er den meget gennemtænkt ud fra hav-metaforen; forestillingen er smuk at se på og en fornøjelse at lytte til, sangligt som musikalsk. Det er en fuldtræffer. Her er det kun maskeballets store glasskib, der kæntrer.

Læs hele anmeldelsen her.

En fremmed kommer forbi

Den kongelige gæst i Helsingør Kammeropera

Anmeldt af Sanne Caft

******

Alt i alt skal der applauderes, når mindre spillede operaer graves frem og spilles, men svagheden ved forestillingen var, at der er tale om en opera med vægt på en næsten talende form. Kortere sentenser, næsten talesang med musikalsk underlæg frem for arier og duetter. Operaen blev sunget på dansk, og trods gode sangere var det svært at høre, hvad der blev sunget. Det gjorde handlingen utilsigtet statisk. De lange linjer udkrystalliserede sig, men detaljerne blev lidt mistet.
Oversættelsen til lille orkester var lydefri, og musikerne gjorde god fyldest i det lille teaterrum. Musikken havde en springende og vuggende kvalitet med indsmigrende pulserende hurtige passager. Klare stænk af Richard Strauss. Et højdepunkt og en charmerende perle var en kort scene, hvor gæsten overtog kapelmesterens klaver og kastede sig ud i en lyrisk romance ”Jeg elsker disse skønne spinkle klange”.

Læs hele anmeldelsen her.

Besk arbejdsmarkedssatire

Team Player på Øl og Opera

”Vil jeg, så vil jeg”, synger Hanna Glawari æggende i Franz Lehárs herostratisk berømte ”Vilja-sang”, mens hun hér står i elegant hvidt kjolesæt med vildt kruset hår. Og da grisetterne kommer på scenen i Operaen i København, er det på lyserøde rulleskøjter og med grisetryner, mens de holder fast i rullebåndet, der triller halve grisekroppe på krog på tværs af scenen.
Intet er altså som det plejer at være i Kasper Holtens og Adam Prices nybearbejdning af den udødelige operette. Væk er gesandtskabet, væk er baronerne og væk er den rige bankier, der er død og har efterladt sin ikke så sørgende enke en formue af anselige dimensioner. Originalens kærlighedshistorie mellem Hanna Glawari og Danilo er bevaret – dog med den krølle på halen, at bejleren er en tidligere så feteret sanger, der nu savner en beundrende skare omkring sig og derfor i desperation har meldt sig til et realityshow med titlen ”Gift ved første knald”.
Ironien og sarkasmen er med andre ord tommetyk. Og det virker. Der skal nok sidde denne og hin i salen og længes efter de store pragtrober og det parisiske overklassemiljøs glimtende opulence i historien om det lille Pontevedrinske gesandtskab i Paris, der så desperat har brug for at holde på de 20 millioner, som Den glade enkes afdøde mand har stående i nationalbanken. Han er nu forvandlet til stinkerig grisebonde, der har efterladt sin enke en milliard.
Der er kort sagt ikke den vinkel og tematik, der ikke er vendt og drejet i denne nyfortolkning. Ny er også teksten, der er en perle af mundret og sangbar dansk med svirp, smæld og smerte. Svirp til kultureliten, til pressen, til kulturpolitikkerne og til kunstnerne – den kulturelite, der sidder i salen og griner med og af sig selv, når der synges, at det kun er gamle damer, der går i teatret. Så ler de gamle damer i teatret. Det er en cadeau både til det kunstneriske hold og til publikum. Ja, vi går til opera. Ja, vi er kulturelite og ja, vi kan (også) grine ad os selv. Og når publikum på tekstanlægget bliver bedt om at nynne med, så gør vi det. Og holder bøtte, når tekstanlægget straks efter fortæller os, at nu skal vi klappe i og lade orkesteret tage den herfra.
Det er tydeligt på publikums latter undervejs, at mange i salen kender den oprindelige version og derfor reagerer på den markante ændring i teksten og handlingen. Forestillingen virker også for de, der ikke kan Lehárs operette i forvejen, for her er et mylder af detaljer, der holder interessen fangen. Den glade enke 2.0 lige præcis den public service, som der ironiseres over. Noget at tænke over, noget at se og lytte til, og noget at tage med hjem i denne perle af en opsætning.

Læs hele anmeldelsen her.

Natten før slaget

Boudicca på Den Fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Cæsar var den første romerske feltherre, der satte sig for at erobre Britannien. Det lykkedes ikke og det lykkedes heller ikke for de første romerske kejsere, der efter Cæsar gjorde forsøget. Først i 43 e. Kr. under kejser Claudius (41 – 54) blev Britannia en romersk provins. Det blev dog aldrig nogen rolig provins, og selvom det lykkedes kejser Hadrian (76 – 138) at holde de keltiske stammer i det nuværende Skotland ude ved at bygge en mur tværs hen over den britiske ø, gjorde stammerne i provinsen gentagne gange oprør.
En af de mere berømte oprørere, som kendes fra bl.a. historikeren Tacitus (56 – 117 ca.), er ikenernes dronning Boudicca, hvis mand Prasutagas havde gjort den romerske kejser til sin arving på lige fod med sine to døtre i den forhåbning, at denne gestus ville kunne holde romerne stangen. Romerne tolkede testamentet mere bogstaveligt, hvorfor de udplyndrede ikenerne (der beboede det nuværende Norfolk), og som følge af dette overgreb gjorde de under Boudiccas ledelse i år 61 oprør mod romerne.
Denne dronnings mod er blevet et symbol på oprør mod alle former for overmagt og tyranni, og der findes malerier, skulpturer og fremstillinger på film og i romaner af Boudicca. John Frandsen har skabt en opera – eller et monodrama – om hende, og den er nok værd at opleve.

Læs hele anmeldelsen her.

Aida (Ivi Karnezi) på premiereaftenen. Foto: Anders Bach / Den jyske Opera

Elefanter i glasbutikken

Aida på Den jyske Opera i Odense

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Midt i Odenses nybyggede bymidte ligger blandt skyskrabere og et vaskeægte eventyrhus også et (forholdsvis) nyt kulturhus. Kulturhuset har flere scener, og den store scene har orkestergrav og et auditorium med en glimrende akustik, men det er alligevel ikke her, Den jyske Opera spiller, når den er på turné rundt i landet, nej, det sker i Carl Nielsen-salen, hvor orkesteret sidder på gulvet lige foran scenen, så sang og musik ikke får rum til at blande sig harmonisk. Ikke engang til en premiere som denne aften bruger man Odéons store scene, og uanset hvis skylden er for denne fadæse, der gentager sig år efter år, så bliver resultatet derefter: Balancen mellem sangsolister, kor og orkester udebliver.

Det er specielt ærgerligt at skulle undvære denne balance, når det er Verdis Aida, der er på plakaten. Endnu værre er det, at instruktøren Roland Schwab jf. pamfletten, der udgør programmet, nok ser, at operaen er et kammerspil, og at Aida og Radamès ”er fanget i et system, som med højeste raffinement er domineret af magt og manipulation”, men han evner simpelthen ikke at omsætte dette i scenegangen. Hans sceniske formåen er i bedste fald fantasiløs, i værste fald talentløs. Han kan kun omsætte faraos brutale overmagt 1:1 med den brutalitet og vold, som vi kender gennem nyhedsmedierne fra verden omkring os (hvilket forklarer, hvorfor TV Avisens logo er malet på bagvæggen). Scenegangen er lige så rodet og forvirrende, når alle er på scenen, som når solisterne er der alene; alle stolprer skabagtigt omkring på scenen og klamrer sig til scenografien uden andet resultat end at bekræfte alle fordomme om, at opera skulle være krukket og urealistisk, og sandt er det, for sådan går eller står ingen – heller ikke på en scene.

læs hele anmeldelsen her.

Ren Sibelius

Kapelkoncert på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Henrik Marcussen

Det var en ren Sibelius koncert, som kapellet og operakoret samt en håndfuld sangsolister inviterede til og det var en hel åbenbaring at træde ind på tilskuerpladsen og se, hvorledes scenen var fyldt til randen med operakoret og et udvidet orkester. 200 eller tæt deromkring fyldte scenen og var rede til en sjælden koncertbegivenhed – et syn og en mangfoldighed af samlede kunstnere, der i næsten fulde to år ikke ellers har kunnet opleves og et velkomment signal om at en trang tid med Corona-restriktioner er overstået.
Men koncerten i sig selv var en kærkommen og sjælden begivenhed. Tapiola høres undertiden, men Sibelius´ Stormen opføres yderst sjældent i sin sammenhæng. Enkelte satser som den indledende Storm, intermezzo, Naiadernes dans og et par af Ariels sange har et selvstændigt liv, men her var muligheden for at opleve dette rigt musikalske værk i fuld udfoldelse og med sin originale danske tekst. Mange gode kræfter havde andel i en fascinerende opførelse ledet kraftfuldt og med rutineret indsigt af finske Okko Kamu.

Læs hele anmeldelsen her.

Fra venstre: Sebastian Durán (Demetrius), Sigrid Bøe (Helena), Nathan Haller (Lysander) og Tuva Semmingsen (Hermia). Foto: Malin Arnesson / Malmö Opera.

En fortryllende og poetisk oplevelse

En skærsommernatsdrøm på Malmö Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Premieren på Brittens En Skærsommernatsdrøm i Peter Halls nu 40 år gamle, men storslåede remake var samtidig indvarslingen af Coronatidens ophør med publikummer på atter fyldte rækker. Det blev en imponerende og minderig festaften med et fantastisk scenisk opbud med to drengekor samt operaorkestret suppleret med særpræget instrumentarium og fantasifuldt udklædte sangere. Og det er en mageløs flot opsætning, der her genfortælles med forenede kræfter.
John Burys scenografi har dekorationer, der suggestivt viser mørkets og sommernattens sider. Kostumerne i Liz Bury’s snit viser stiliserede 1600-tals dragter i moderniseret outfit. Alfe-fyrsteparret er i pragtfuldt blåt med højt hår og hele alfeforsamlingen optræder med vinger og lysstave. Aristokratiet er i stofrige rober – de unge par tækkeligt og med kalvekrøs – og Puk kendetegnet som rødhåret vildbasse, der svinger sig oppe og nede i månelysets stråler, drillevorn og allestedsnærværende. Sangligt opstår uvægerligt styrkemæssige ujævnheder, når drengerøster samtidig udfoldes under gymnastiske færdigheder. Oberon betog med smuk stemmeklang og forbilledlig udtale trods forsagt volumen. Titania responderede sit sopranparti fuldtud. Orkestret forestod en fin aften, hvor især de smukke instrumentale nocturner, der dannede afslutning på de tre akter, står som højdepunkter. Aftenens generelle indtryk er en mageløs flot, fortryllende poetisk oplevelse af Brittens genistreg af opera, parret med gestik, humor og Shakespearisk trylleri og skovmystik.

Læs hele anmeldelsen her.

Marie Grubbe – en rollemodel?

Dyrets år – 1666 på Teater Undergrunden

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Er Marie Grubbe alle moderne kvinders rollemodel? En kvinde som gik sine egne veje i forhold til den kønsrolledebat, der fylder i vores tid. En kvinde som trodsede normerne, dyrkede sin seksualitet og var sin mand utro. Hun slap kun fordi hun var gift med en magtfuld kongesøn, Gyldenløve, der holdt hånden over hende.
Dette er tableau-teater. Nogle få scenebilleder, sangen oftest rettet til publikum, men tableauerne er gode og sigende. Stemningen skal ligge i billederne for det er umuligt at forstå ordene i sangen. Sangen bliver til gengæld en del af musikken, men man går glip af en sikkert glimrende tekst. Det 12 mand store kammerorkester fra Randers spillede den spændende, klangfulde og moderne kompositionsmusik af John Frandsen. Når man i programmet læser om sangerne, ligger det lige til deres højreben. Det er fantastisk at det overhovedet kan læres, men man kan høre at alle sangerne har øvet sig. Deres anmelder er fuld af beundring.

Læs hele anmeldelsen her.

Sofie Elkjær Jensen er formidabel i rollen som Marguerite. Foto: Miklos Szabo / DKT

Mefistofeles til tjeneste

Gounods Faust på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Kim Reich

******

Niels Jørgen Koefoed Riis debuterer i den store rolle som Faust og han gør det med bravour. Han er i sin karrieres zenit stemmemæssigt og tydeligvis på hjemmebane i rollen uden at blive teatralsk i sin gestik. Det er flot, når opgaven er at kommunikere såvel fortvivlelse som lykkefølelse helt ud og ned til bageste række. Og man forstår hans betagelse af den anden rolledebutant, Sofie Elkjær Jensen, der ikke lyder som om det er første gang hun giver sig i kast med Marguerites svære parti. Bukserollen som hendes unge bejler, Siébel, synges både drenget usikkert og kraftfuldt af Kari Dahl Nielsen, der er endnu et stjernefrø fra Operaakademiet. Luthando Qave er en kompakt, men velsyngende og ikke mindst ærgerrig udgave af Valentin, Marguerites bror. Hanne Fischer giver den gas som Marthe og Wagner synges med ungdommelig myndighed af Lasse Christian Bach. Mefistofeles rolle blev sunget fra højre side af scenerummet af en formidabel Tadas Girininkas, der var blevet indkaldt med dags varsel på grund af sygdom. På scenen agerede instruktøren på den danske opsætning, Manuel Schmitt, som en anden charlatan af en forfører, og det må siges, at meget bedre kunne dette skæbnespil ikke overkommes omstændighederne taget i betragtning.
Alle roller er således stærkt besat og Det Kongelige Kapel har Wagnersk fylde i de storladne scener og Puccinisk finesse i førsteviolinens pianissimo-soli. Alle solister i kapellet fylder os med en nærmest svulmende genhørsglæde. Det medvirkende orgel har tyngde og det hele blev holdt i en stram og alligevel letflydende creme af alt, hvad Gounod har at byde på, af talentfulde Marie Jacquot. Jan Philipp Glogers fortolkning af Gounods mesterværk er en flot start på sæsonen på Det Kongelige Teater.

Læs hele anmeldelsen her.

Parsifal-tableau ved domkirkeborgen. Foto: Bodil Wöhnert.

Erlösung i Ribe

Anmeldt af Bodil Wöhnert

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Anmeldt af Kim Reich

******

I materialet til Inkognito Royal spørger operachef og librettist Philipp Kochheim om opera altid skal være så alvorlig, at man ikke kan le undervejs? “Sjov, satire og humor skal man helst søge i teateret eller biografen! Men skal det nødvendigvis være sådan? Kan man ikke også i latteren nå til erkendelse?”
Jo, det kan man, og derfor finder man da også i operalitteraturen en række eksempler på, at humoren går hånd i hånd med alvoren – bl.a. i den komiske form opera buffa og i operettegenren, der gerne laver spøg med os. I den tunge ende kan man pege på Verdis Falstaff, der dog ikke er en rendyrket farce, og György Ligetis Le Grand Macabre, der er mere tæt på det fjollede. Og så er der naturligvis de mange iscenesættere, der med større eller mindre held går nye veje med det klassiske repertoire. Lettest er det selvfølgelig med de sjove af dem som i tilfældet Barrie Kosky med Mozarts Tryllefløjten oprindeligt konciperet på Komische Oper i Berlin eller vores egen Martin Lyngbos herlige bud på Rossinis Barberen i Sevilla på Det Kongelige Teater.
Philipp Kochheim har sammen med komponisten Karsten Fundal imidlertid begået et i sin samlede form helt nyt værk, der ved sit virtuose miks af genrer givet vil udfordre nogen og helt sikkert begejstre andre. Inkognito Royal er nok det mest unikke og iøvrigt meget morsomme værk, som noget operahus nogensinde har budt på. Det trækker på mange forbilleder, men eksisterer fuldt i sin egen ret som et operafagligt grundforskningsprojekt, som en fusion mellem alt inklusive sorg og glæde, men vi må nok huske kongens valgsprog, som var: ”Herren er min hjælper!”
Eller som der står på et protestskilt undervejs: ”Make Denmark great again!”
Jep, den er vi med på – skabt af en tysk-dansk forløsning af den slags vi lige stod og trængte til efter et laaangt år uden kost og mask. Det er en omrejsende myte, at tyskerne ikke ejer humor, for det gør de faktisk i overmål, og med tyskfødte Kochheims genistreg af en libretto og af en iscenesættelse, afliver han sammen med Karsten Fundal alt, hvad du tror at vide om opera, operette, musical, syngespil, skuespil og farce. Inkognito Royal er alt andet end anonym. Hvis den er noget ud over helt sin egen, så er den en klar eksportartikel og første opsætning uden for landets grænser må være på Komische Oper.

Læs hele anmeldelsen her.

Hm…. What’s next? Foto: Miklos Szabo

Regnbuefarvet opera med et twist

Begærets mysterier på Det Kongelige Teater

Rigoletto er ikke en operaforestilling for de svaghjertede. Den betegnes ofte som en af tidens mest barske og censorerne havde da også svære problemer med Verdis opera, påpeger Opera Hedeland i foromtalen til årets forestilling i amfiteatret.
Hedelands hofnar er ikke pukkelrygget, men han skal jo være stor af natur, adræt såvel fysisk som i ordspillet og sårbar som den stakkels far, der må formodes også selv at have mistet ved hustruens død – et perspektiv, som opsætningerne på Deutsche Oper og Malmö Opera på hver deres vis gjorde mere ud af.
Den svenske baryton Fredrik Zetterström er formidabel i rollen. Han alene trækker en ekstra stjerne til opsætningen. Mange vil måske huske ham i rollen som Viktor i Malmö Operas opsætning af Höstsonaten, men han har sunget alle de store barytonpartier inklusive Scarpia i Puccinis Tosca. Det er en stemme med vægt og netop en krop med styrke – og lige inde bagved en mand i frit fald båret af en dyb bekymring for datterens ve og vel.
Peter Lodahls hertug er en flot fyr på dametogt, men på en eller anden måde charmerende befriet for blot et glimt af ondskab endsige cool beregning. Selv da han bestikker Gildas nonne af en barnepige med en blomsterbuket ’plukket’ på den omliggende skråning virker det egentlig kun som drengestreg. Gilda synges fint af den tyske sopran Marie Heeschen omend hun i en frigjort ungpigescene næsten virker for fjollet, men så forstår man måske endnu bedre at faderen vil beskytte sit barn. Den færøskfødte bas Rúni Brattaberg, som sang Hagen i Götterdämmerung i Odense-ringen, gav lejemorderen og kroejeren Sparafucile præcis den forretningsmæssige sordin, som man forventer af en mand, der i egen optik egentlig bare gør sit job. En aftale er en aftale. Den sidste fra holdet af sangere, som jeg vil fremhæve her, er Lucas Bruun de Neergaard i rollen som Monterone. Hans basbaryton stod klart og tydeligt frem mellem sangerligemændene i koret, som han altid var omgivet af. Udspekuleret, men ikke nødvendigvis selvsikker.
Festivalorkesteret under ledelse af Henrik Schaefer leverede et fyldigt akkompagnement i god overensstemmelse med sangerne.

Læs hele anmeldelsen her.

”Men skibet skal sejle…”

Puccinis Butterfly på Svendborg havn

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Efter at have skabt minderige forestillinger i parken på Valdemars Slot og senest, i 2018, ved avlsgården samme sted, er Barslev & co. i år flyttet til Svendborg havn, Frederiksø, og det er ambitionen, at forestillingerne herefter skal spilles forskellige steder, så drama, musik og landskab smelter sammen på fortsat overraskende måder. Det er hidtil lykkedes, det lykkes til fulde i år, så mon ikke det også vil lykkes fremover.
Frederiksø i Svendborg er en industrihavn og ikke et eksklusivt boligområde med panoramaudsigt over Det Sydfynske Øhav. Her er udtjente både på land, rustne rivejern (altså dem, der bruges til spalier), ukrudt i knæhøjde og betonpiller mellem kajen og en lagerhal. Det er scenen!
Måske nogle ting er flyttet, for det er et åbent rum med stor dybde og plads til sangere og statister, men det udnyttes virtuost, og det er her – kajen i Svendborg netop nu – at den hjertegribende historie om Madama Butterfly udspiller sig.
Selvom der synges på dansk og enkelte replikker er ændret, er det så langt fra det, nogle kalder regiteater, som man kan komme, for det er det autentiske rum, der dikterer handlingen, og Reumertnominerede Anne Barslev har som sædvanlig et kongenialt blik for at bruge de sprækker, tidens tand har skabt i et værk, såvel som for det, der holder og gør Butterfly til et evigtgyldigt mesterværk. Måske taler operaen her mere ind i sin tid end nogensinde før.

Læs hele anmeldelsen h er.

Anders Kampmann (Canio) på vej til ’solisttribunen’, mens Søholm Young Artist Ensemble ser til fra kompagniets
’teaterscene’. Artisten Hetty Hertz ser siddende til. Privatfoto.

Cirkusopera på Samsø

Pagliacci som totalteater

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Hvert år arrangerer Søholm Operaens lokale støtteforening operaoplevelser for små og store rundt om på den dejlige ø midt i landet – i år bl.a. med opera-morgensang i Nordby Kirke og pop-up opera forskellige steder. Mange fonde plus private sponsorer har opdaget kompagniets store potentiale, og det ville undre mig, om ikke det smukt tegnede koncerthusprojekt bliver til virkelighed inden for en overskuelig årrække.
Indtil da finder operabegivenhederne sted, hvor der er hjerte- og husrum. Dette års store satsning fandt således sted i Løghallen – en stor lagerhal i Nordby, som til hverdag er fyldt med grøntsager, men som også har vist sig akustisk egnet til musik og teater. På en weekend gjorde et stort antal frivillige, sammen med instruktøren Natascha Metherell og scenografen Rob van den Broek, hallen klar til at modtage sangere og musikere, som efter 14 dages prøver i Sct. Annæ Gymnasiums sportshal (der har nogenlunde samme mål) rykkede til Nordby. Det var tid til at samle brikkerne til årets forestilling: Leoncavallos veristiske mesterværk Pagliacci/Bajadser.
Forestillingen kan ses i København, på Den Røde Plads på Nørrebro i forbindelse med Copenhagen Opera Festival. Det er den 21. august 2021 og der er ikke noget at betænke sig på. Dette er opera som den allerhelst skal være: folkelig, dramatisk, intenst musikalsk og fuld af fine overraskelser.

Læs hele anmeldelsen her.

Forrygende satire over populærkulturen

Operakompagniet Nontadars Così fan tutte

Bach skrev ingen operaer, så Det Kongelige Teater er gået andre veje i arbejdet med at give Bachs musik scenisk liv. Light – Bach dances er hverken opera eller ballet; faktisk er det svært at finde en passende genrebetegnelse.I programmet taler dirigent og instruktører om ”Det symfoniske digt, Bach aldrig skrev”, men der er jo både talte og sungne stemmer med, så måske er ’Mysteriespil’ en bedre betegnelse?
Alt i alt er det en meget spændende og yderst vedkommende forestilling. Sangligt, musikalsk og koreografisk er den på højt niveau, og med et særdeles aktuelt tema der nærmest kalder på Bachs musik. Lars Ulrik Mortensen samler suverænt trådene, så sangere og dansere overalt er på sikker grund. Dramaturgisk er forestillingen udfordrende og efter min mening ikke ganske vellykket – ikke bare fordi det ikke er en opera, men snarere fordi dens elementer – talte vidnesbyrd, sang, dans og musik – først ret langt henne i forestillingen samler sig til en helhed, der folder sig smukt og gribende ud. Seks stjerner for modet til at skabe et nyt udtryk på operascenen, fire stjerner for oplevelsen i parkettet.

Læs hele anmeldelsen her.

Nede i kælderen

La voix humaine på Den fynske Opera

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Det er tankevækkende, at Poulencs fine enakter La voix humaine i corona-sæsonen 2020 – 2021 opføres hele tre gange i Danmark: på Takkelloftet i Operaen, på Den fynske Opera og i DR Koncerthuset. Denne opera, der formidler desperationen over at være afskåret fra det, man har kærest, og at være henvist til at kommunikere via skærme, følelseskolde maskiner, udtrykker metaforisk den længsel, der bor i os alle netop nu, og vidste man ikke, at en operasæson planlægges år forud, så kunne man tro, at de tre opførelser er udtryk for, at operacheferne har reageret hurtigt ved at sætte La voix humaine på plakaten.
Opsætningen på Takkelloftet blev gennemført og var en triumf for sopranen Sine Bundgaard (det er nok den største operaoplevelse, undertegnede har haft i indeværende sæson), men Den fynske Operas opsætning havde premiere 12. marts inden der var så meget som blot udsigt til de mindste lempelser af de restriktioner, vi alle er underlagt. Til gengæld er premieren blevet optaget, og selvom det kun føjer endnu et lag til skærmmetaforikken, er denne optagelse tilgængelig fra den 31. marts til og med den 14. april.
Poulencs orkesterpartitur lader sig glimrende erstatte af én pianist, men James Sherlocks tempo, indlevelse og fraseringer føjer alligevel orkesterets farver til, og man nyder, at han får lov til at indlede med ”Mélancholie”. Dertil kommer Anna Carina Sundstedts lysende, skære sopran. Ubesværet styrer hun gennem stormvejret af følelser i de tre kvarter, operaen varer – musikhistoriens længste lied eller chanson – og hun nuancerer alt fra irritation og ængstelse til vrede, frygt og fortvivlelse med lette toneskift og stor styrke; undervejs kaster hun telefonen i toiletkummen, for så desperat at fange den igen, da den i det samme ringer. Til sidst efterlader hun den midt på gulvet og går – tilsyneladende – rolig og fattet op fra kælderen, men da ved vi, hvilke følelser hun gemmer på, selvom det som sagt ikke er klart, hvor hun går hun eller med hvem. Kun ved vi alt for godt, at følelser ikke lader sig afklare eller tolke over en skærm, det kræver nærhed og nærvær. Den sandhed kan vi lære, når vi ser optagelsen fra Den fynske Opera af La voix humaine.

Læs hele anmeldelsen her.

Bo Boje Skovhus i Don Juan

I apriludgaven af operamagasinet Ascolta kan du læse om Helsingør Theater som operahus og her kan du takker være artiklens forfatter Lars Ole Bonde opleve en ung Bo Boje Skovhus i en TV-produktion af Mozarts Don Juan fra 1991. Det var Aarhus Sommeroperas produktion i teatret i Den Gamle By i Aarhus, der blev studieproduceret. Troels Kold instruerede, og ud over den kommende verdenssanger kan man bl.a. se og høre Anne Margrethe Dahl, Anette Bod, Preben Bjerkø, Sten Byriel, Jesper Brun-Jensen, Ole Hedegaard og Lone Stenkjær. David Riddell dirigerer Randers Kammerorkester.
Optagelse ligger i en periode på hjemmesiden danskkulturarv.dk – de to akter hver for sig. Her er linket til 1. akt: https://www.danskkulturarv.dk/dr/don-juan-21/
Og her til 2. akt: https://www.danskkulturarv.dk/dr/don-juan-20/

Fanget mellem to kulturer

The Doll Behind the Curtain på Takkelloftet

Anmeldt af Pia Fossheim

******

The Doll Behind the Curtain har to historier, som er uendelige; den ene er historien om at blive voksen, og den anden handler om det svære ved at skulle leve sit liv i to forskellige kulturer.
Vi er tilbage i 1940’erne. En ung iransk mand skal efter endt uddannelse i Frankrig tilbage til sin familie i Iran og et arrangeret ægteskab med sin kusine. Han er hæmmet af sin baggrund og en kultur med rigide seksuelle normer, som har præget hans forventninger til livet.
Men de forventninger stemmer ikke overens med virkelighedens verden: den er ikke fejlfri og smuk. Den unge mand magter ikke at knytte sig til dén verdens mennesker, men forelsker sig i stedet i en mannequindukke, han ser i et forretningsvindue. Hende kan han være fri over for, hun stiller ingen spørgsmål og hun vil altid være rynkefri. Han tager hende med tilbage til Iran, hvor han negligerer sin kusinebrud, lukker sig inde med sin dukke, henfalder til druk og bliver dybt deprimeret. Han er blevet lige så fremmed i sit eget land, som han var i Frankrig. Da han omsider forstår sin situation, handler han uforvarende på en måde, som får fatale følger.

Læs hele anmeldelsen her.

Ingenting betyder noget

Intet på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Pia Fossheim

******

Anmeldt af Sanne Caft

******

Madama Butterfly er Puccinis japanske opera om geishaen Cio-Cio-San, sunget af Camilla Illeborg, der forelsker sig fatalt i den amerikanske søofficer Pinkerton, sunget af Niels Jørgen Riis. På typisk operavis er det hele tragisk og emmer af menneskelige relationer, tab og længsel. Den udtryksfulde ageren blev projekteret ned til de bagerste rækker i det lille teaterhus, hvor publikum sad med den reglementerede afstand. Afstandskravet havde også medført, at violin, cello og klarinet var fraværende og det alene var Leif Greibe på klaver, der ene mand formåede at fylde rummet med lyden af Puccinis stemningsfulde musik.

Læs hele anmeldelsen her.

David Hermanns aktuelle opsætning af Simon Boccanegra spænder over 700 år. Foto: Camilla Winther / DKT

Klemt Verdi sat flot på plads

Simon Boccanegra på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Simon Boccanegra benævnes i Det Kongelige Teaters foromtale som en opera om magtens tunge ansvar og den ensomhed og tvivl der er magtens følgesvend. Det er ord, der måske vækker genklang hos mange i nutidige, magtfulde positioner og dermed en øjenåbner om tilværelsen på magtens tinder for os tilskuere. Det lægger op til, at vi nok skal forvente os en almengyldig fremstilling af Simon Boccanegra, manden med magten og hans nærmeste i omgangskredsen. Med andre ord at det magtspil, der var det historiske udgangspunkt på dogepaladset i Genua ca. 700 år tilbage, rummer lignende konfliktstof såvel på Verdis tid som det også kan genfindes her og nu.
Trods alle gode hensigter er handlingen her underordnet musikken. Der ydes aldeles fremragende præstationer fra orkestret, sangerholdet og koret, der i denne opera på kvinde- og mandssiden har betydelige opgaver. Det Kongelige Kapel har, ledet af Paolo Carignani, sparet sammen til en stor aften med alt, hvad et så righoldigt operaensemble i forening kan præstere. Dermed blev en dejlig premiereaften trukket frem til flot beskuelse fra den dvaletilstand, der i lang tid har været Verdis Simon Boccanegras skæbne. Må en lignende dvaleskæbne, nu corona inspireret, og tør vi håbe, blive manet langt, langt væk.

Læs hele anmeldelsen her.

Sådan serveres en klassiker

Rigoletto på Den Jyske Opera

******

Af Peter Wang

I Den Jyske Operas opsætning af Verdis ultimative mesterværk Rigoletto er handlingen henlagt til noget, der både ligner et rockermiljø og et miljø fra en fjern fortid – udmærket, for dekadence og ondskab er hverken bundet til tid eller sted. Handlingen følges punktligt, og der gøres ikke forsøg på besserwisser-fortolkninger, der leder tankerne væk fra den formanende grusomhed, der til skræk og advarsel stråler ud af Francesco Maria Piaves fremragende libretto bygget over Victor Hugos roman. Sådan skal det være.
Med de ypperlige sangpræstationer nydes den modbydelige fortælling med den største fornøjelse. De mandlige hovedroller forvaltes fremragende af Jaco Venter som Rigoletto og Alexander Anisimov som Sparafucile, der begge forvalter deres partier med lige del klanglig skønhed og dramatisk grusomhed. Diego Silva leverer en elegant og overbevisende udgave af hertugen. På spindesiden havde man hele tiden en fornemmelse af, at Clara Thomsen med legende lethed sang sig gennem Gildas virtuoserier, mens Dorothea Spilger mættede Maddalenas parti med klanglig skønhed.
Om kort tid har Folketinget måske vedtaget sine nye love og manualer for kvinder og mænds omgang med hinanden. Og når det er sket, er Rigoletto aldeles irrelevant og uspillelig, fordi dens onde handling aldrig vil kunne finde sted i en verden, hvor paradiset er trukket ned på jorden og ondskaben for evigt er fortrængt til helvedesdybet.

Læs hele anmeldelsen her.

Ann Petersen som Leonore/Fidelio og Niels Jørgen Riis som hendes højtelskede ægtemand, Florestan. Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater

Kærligheden overvinder alt

Fidelio på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Anne Holm

******

En kvindestemme klinger. En anden kommer til. En dyb mandestemme blander sig, det samme tema gentages, og nu en fjerde stemme – fra duet til kvartet, stemmerne slynger sig ind i hinanden, varme toner strømmer fra scenen ned på tilskuerrækkerne. I takt med at tonerne flyder, breder gåsehuden sig. Fra nakken ned ad ryggen og ud i armene – og jeg oplever den nok længste periode med gåsehud, jeg har oplevet i Operaen på Holmen. Hvad der nok kun varer få minutter i virkeligheden opleves som et lille stykke evighed, lige dér, på 10. række i parkettet, en helt almindelig søndag i september.
”Mir ist so wunderbar”, som ordene lyder.
I sin velkomst i programmet til DKT’s nyopsætning af Ludwig van Beethovens Fidelio skriver operachef John Fulljames, som også har iscenesat, at ”Musikken er, når alt kommer til alt, årsagen til, at vi stadig iscenesætter denne opera i dag”.
Og sådan er det. Fidelio er vidunderlig musik. Den ene skønne passage afløser den anden, det ene smukke tema følges af det næste, velklingende arier fylder rummet sammen med bevægende og opløftende kor. Det hele er på sin egen måde meget Beethoven’sk – ikke som i Skæbnesymfonien og Eroica, men som i mørke klange, der rummer lys og håb, og lyse klange, der hviler på en bund af vemodig melankoli.
Så hvis ikke det var fordi forestillingen allerede er udsolgt, så ville jeg sige, at man skulle løbe ud i Operaen så hurtigt benene kunne bære én og opleve Fidelio, mens man har chancen. Det er næsten 25 år siden, den er blevet opført på Det Kongelige Teater sidst, og Beethoven fylder jo ikke 250 hvert år, så hvem ved, hvornår den kommer på programmet igen.
Men hvorfor så kun fire stjerner i toppen af denne anmeldelse…?
Fordi nu er det en opera-forestilling, ikke en koncertopsætning, og så er toner og stemmer ikke alt – udseendet betyder også noget, og her synes jeg, opsætningen rammer ved siden af.
Fidelio er en melodramatisk opera, der handler om flere ting, men mest om kærlighedens styrke. Operaens heltinde Leonore klæder sig ud som mand og søger under navnet Fidelio ansættelse i det fængsel, hvor hendes mand, Florestan, holdes fanget, for at befri ham.
I denne version af Fidelio har scenograf og kostumedesigner Steffen Aarfing valgt at iklæde alle de medvirkende kønsløst tøj. Fangevogterne, inklusiv Fidelio/Leonore, er iført det, man engang ville have kaldt en Mao-habit – ensfarvede bukser og en jakke med lille krave og store lommer – og fangerne, Florestan inklusive, er iført sandfarvede bukser og bluser med for lange ærmer.
Alle går rundt i det samme slaskede, kønsløse tøj og det er egentlig lidt mærkeligt i en fortælling, der handler om en meget gammeldags, helt traditionel, hjertefyldende og altopslugende kærlighed mellem en mand og en kvinde.

Læs hele anmeldelsen her

Enkebal 2.0

Den glade Enke valser igen på Den Fynske Opera.

Af Brian Bo Jensen

******

Udfordringen i Den glade Enke fra librettisterne Viktor Léon og Leo Stein til Franz Lehár synes at have været, hvor mange ørehængere komponisten kunne fylde ind i handlingen, inden helten frier til heltinden. Handlingen i den elskede operette baseret på et skuespil af Henri Meilhac – det er også ham med Frk. Nitouche – er i alt fald såre simpel, næsten banal: Grev Danilo skal erkende, at han ikke længere bærer nag til sin ungdomskæreste Hanna, fordi hun svigtede ham og giftede sig med en gammel våbenfabrikant, da Danilos familie ikke kunne acceptere forbindelsen, og at han nu, hvor Hanna er en hovedrig enke med efternavnet Glawari, ikke tager hende for pengenes skyld. Hele operetten handler altså om, at helten skal sige de tre små ord: Jeg elsker dig.
Det er pakket ind i nogle morsomme, erotiske forviklinger, der udspiller sig i Paris på ambassaden for den fiktive stat Pontevedro, og som alle lette komedier og farcer kræver det stort skuespiltalent at få disse intriger og forvekslinger til at flyde frit og vække publikums latter. Lykkes det ikke (og det gør det ikke altid), så lykkedes det Lehár at tage udfordringen op og levere det ene hit efter det andet til den fjollede handling; få operetter – og deri består vel Den glade Enke’s uopslidelige styrke – har så mange indsmigrende, smægtende og medrivende duetter og soli, og hvis blot musikken spiller og sangerne ikke synger falsk, hvad kan så gå galt?

Læs hele anmeldelsen her.

Kongenial forløsning

Tryllefløjten på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Kim Reich

******

Der skal ganske meget til at tage fat om en udødelig opera som Tryllefløjten og gøre den til sin egen klassiker, men målt på den verdensomspændende succes er det lykkedes for instruktøren Barrie Kosky og hans ’medsammensvorne’ fra video- og teatergruppen 1927 Paul Barrit og Suzanne Andrade. Trekløveret havde premiere på deres fortolkning af Mozarts store værk på Komische Oper i Berlin i november 2012 i Koskys første sæson i det ikoniske operahus og allerede i pausen under premieren henvendte intendanten fra operaen i Düsseldorf sig for at høre, om det var muligt at få opsætningen til Rhinbyen. Resten er historie, som man siger, og fra adskillige byer i hele Europa har succesen bredt sig via Australien, USA og Japan til København.
Skæbnen eller Osiris ville, at den næstsidste opera jeg så inden nedlukningen på grund af corona var netop Koskys Tryllefløjten på Komische – altså ved dets arne og med stedets ånd for komisk anarki eller omvendt. Kosky er som de fleste bekendt helt sin egen og da jeg kom til at se en trailer, som det hedder nu om dage, var jeg solgt på forhånd ikke mindst på grund af de meget originale og håndtegnede videoanimationer, der indgår i forestillingen. Så på det tidspunkt var opsætningen blevet et ’must see’ for mig og så var det, at operachef John Fulljames havde den som første kort i ærmet til sæsonpremieren på Det Kongelige Teater. En sammenligning ligger altså lige for og jeg kommer til at tænke på, hvordan de store musicalproducenter med hård hånd holder styr på tingene, når deres musical skal op et nyt sted i verden. Det kan gå hen og blive lidt for stereotypt.
Kosky’s Tryllefløjten, der havde Danmarkspremiere den 30. august, er ikke bare for alle. Den er også perfekt til en kuet sæsonstart som denne, hvor vi gerne vil adspredes lidt. Jeg letter på min høje hat for alle de medvirkende, der gav deres hjerteblod for denne ypperlige performance. Der er hånd i hanke med denne ’helt sin egen’ version af Tryllefløjten, som naturligvis til punkt og prikke skal følge konceptet. Den kan faktisk ikke andet, da alt omkring og bag sangerne foregår på et stort lærred eller hvid bagvæg om man vil. Alligevel forlod jeg operaen ude på Holmen med en klar følelse af at dette var vores forestilling foruden Koskys og alle de andres. Ikke at de figursyede roller ikke stod, som de gjorde i Berlin – mere at det samlede hold både foran og bag scenen endnu en gang fik manifisteret, at vi også kan være med. Der går således en rød tråd fra Nixon in China over Snedronningen til Koskys Tryllefløjten i København, der bliver sunget på dansk med tydelig diktion i en tekst mundret genforfattet af Karen Hoffmann. Også dele af teksterne i videoprojektioner var gengivet på dansk, hvilket egentlig bedst kan sættes som prikken over i’et i den samlede fortælling.
Vi har ventet et halvt år og sad alle som én musestille i salen, i hvad der føltes som flere minutter, før de to slag på stang indikerede, at nu skulle vi endelig i gang igen. Nikolaj Szeps-Znaider indtog podiet og serverede sammen med Det Kongelige Kapel den mest harmoniske og deliciøse ouverture til Tryllefløjten, som jeg nogensinde har hørt. Hver en tone sad i det store fællesskab, som var de selve musikkens sjæl. Sammen med Leif Greibe, der serverede anden musik af Mozart til stumfilms-recitativerne på ’det store lærred’, forblev kapellet lige fra første taktslag til sidste strofe det bærende element under et eminent sangerhold og i fuld timing med de videoprojektioner, som hjælper os ind i eventyrets store forestillingsverden til kampen mellem det onde og det gode. Hvis eskapisme er tidens løsen, så er Tryllefløjten svaret. Papageno for President!

Læs hele anmeldelsen her.

De elskende holdt afstand

Fødselsdagskoncert i Tivoli

Anmeldt af Sanne Caft

******

Fra de indledende vuggende toner flød de fejende operettemelodier over et publikum, der sad med behørig corona-afstand. Fejringen af Tivoli blev skudt i gang med Johann Strauss d.y.’s ouverture til Zigeunerbaronen og sluttede med den kuriøse ”Rutschebane-galop” komponeret af H.C. Lumbye til det nye, mekaniske vidunder. Dirigenten Alfred Eschwé er indfødt wiener, så operette- og valsetonerne er en del af dna’et og mærkedes i den ubesværede behandling af de polkaprikkede og kjolesvajende, musikalske numre.
Musikken er i sin natur letflydende, perlende og smægtende. Hvad enten det var H.C. Lumbyes Brittapolka eller Vilja-sangen fra Lehárs Den glade Enke. Sidstnævnte var et af de mere velkendte numre i et program, der var festligt, der ikke leflede for publikum ved kun at spille de allermest kendte travere, men som også gik på besøg i det lidt mere ukendte repertoire.
Yana Kleyn havde smuk mørk klang i dybden og ubesværethed i højden og stod distancen mod den rutinerede verdensstjerne Bo Skovhus.

Læs hele anmeldelsen her.

Wagner-gallakoncert

Med hilsen fra arrangøren Niels Borksand er her en optagelse af Wagner-gallakoncerten for Stig Fogh Andersen tidligere på året! En bedre 70-års fest gives næppe! Vi hører bl.a. Valkyrien 1. akt med Stig Fogh Andersen som Siegmund, Brit-Tone Müllertz som Sieglinde og Jesper Brun-Jensen som Hunding.

https://www.youtube.com/watch?v=0dIS4KLS1fU&feature=youtu.be

Orfeus’ far og mor står med den lille nyfødte, mens ’Skytsenglene’ ser til. Foto: Miklos Szabo/DKT.

Mørkets hjerte

Claudio Monteverdis Orfeus på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Anmeldt af Peter Wang

******

Af gemyt var Mozart ikke på nogen måde en politiserende kunstnertype, men han var tydeligvis tiltrukket af opera-tekster, der kunne sætte lidt lus i skindpelsene. Og tilbøjeligheden til at flirte med kontroversielt stof viser sig allerede med den opera, Die Entführung aus dem Serail, hvormed han i 1781 efter sit brud med ærkebiskoppen af Salzburg meldte sin ankomst på det wienerske operamarked.
På dette tidspunkt var der lidt mode i mellemøstlig 1001-nats-mystik og samspillet, men Islams imperialistiske fremmarch gennem Balkan-landene var bragt til ophør og i østrigske regeringskredse var der ligefrem planer om et rask lille 100-års-jubilæums-felttog gennem Balkan til en yderligere én-gang-for-alle-afklapsning af osmannerne. Det var i denne atmosfære, at Mozart og librettisten Johann Gottlieb Stephanie’s opera havde premiere den 16. juli 1782.
Alene af disse grunde var der store forventninger til, hvad Den Jyske Opera havde fundet på ved premieren fredag aften den 21. februar 2020. Var Bassa Selim en grov islamistisk fundamentalist, der blandt sine tilfangetagne og slavebundne kvinder havde forelsket sig i Konstanze, men nu havde fortrudt sine handlinger? Eller var han måske en ædel, humanistisk, islamisk statsmand, der i operaens forløb afslørede sin tjener Osmin som en grum, forklædt ISIS-kriger, hvis tilfangetagne sexslave han nu befriede?
Mulighederne er lige så mangfoldige som kontroversielle og man skal passe på, hvad man siger og gør.
Men intet af den slags har instruktøren, operachef Philipp Kochheim, gjort sig skyldig i. Stik imod tidens tendens har han tilstræbt en afpolitisering af operaen til fordel for en fremhævelse af et alment-menneskeligt aspekt, som han har ment at kunne aflæse af fortællingen: Miljøet har intet med islam at gøre, men er et rigmands-miljø af den slags, hvor man køber sig til alt. Konstanze er ikke taget til fange, men blot ’fanget’ af sin egen indre konflikt mellem kærlighed til den fattige Belmonte og materielt begær efter mangemilliardæren, Bassa Selims, ydelser.
Alt i alt en meget ejendommelig forestilling, hvor godt blandede sig næsten uadskilleligt med mindre godt: Arier for sig og scenisk spex for sig.

Læs hele anmeldelsen her.

Thalia, Marianne Mörck, og Jupiter, Loa Falkman. Foto: Mats Bäcker.

Guddommeligt nonsens

Orfeus i Underjorden på Malmö Opera

Anmeldt af Kim Reich

******

Mange operasangere mestrer også skuespilfagets forskellige facetter, men det er ikke alle der kan sige en replik, så den lyder troværdig. Derfor stilles der store krav til de medvirkende, når forestillingen er en operette. Instruktøren Barrie Kosky havde en skuespiller til at sige næsten samtlige replikker i sin udgave af Orfeus i Underverdenen ved sidste års festspil i Salzburg. På Malmö Opera klarer holdet såvel tale som sang til ug med kryds og slange i en svært underholdende udgave af Jacques Offenbachs operette.
Overguden Jupiter, vidunderligt gestaltet af en både velsyngende og guddommeligt skuespillende Loa Falkman, vil gerne holde tale ved gudernes selskab, men ingen gider høre ham tale og Thalia, komediens muse i den græske mytologi, orker næsten ikke at hjælpe ham på vej og suffløse vil hun i hvert fald slet ikke være. Det er ikke mit job i en tid, hvor vi må kæmpe for hver krone til kunsten, siger hun meget frit oversat med vidunderlige Marianne Mörcks gyldentklare stolthed på scenens vegne. Jupiter har ellers forsøgt sig med både Shakespeare og ord fra Bergmanns Fanny og Alexander, men alle keder sig gudsjammerligt i deres kostumer, der godt kan minde om et outtake fra karnevallet i Köln. Det hele ender med at Cupido, Diana, Venus og alle de andre komisk portrætterede guder, der alle har deres egen mere eller mindre tossede karakter, gør oprør. De er noget så trætte af ham og vil have en ny chef, men så træder Jupiter i karakter og vinder dem tilbage ved at love, at han vil befri Eurydike fra Hades Rige, så hun kan få sin Orfeus (der egentlig helst er fri). Der er naturligvis en hel del mellemregninger, før det kommer så vidt. Lad os bare konstatere, at Elisabeth Lintons iscenesættelse sprudler af energi og gakkede indfald samt små oaser af nærmest poetisk ømhed.

Læs hele anmeldelsen her.

Fascinerende sang og dans med dukker

Corpo Surreal på Takkelloftet

Anmeldt af Anne Holm

******

Dukker, der danser med mennesker, og mennesker, der danser med dukker. Forestillingen Corpo Surreal er levende poesi. Stoflige billeder af bevægelse malet på et lærred af sang og minimalistisk musik. For mig er det dog samspillet mellem dukke og menneske, der er forestillingens fascinerende omdrejningspunkt.
Den japanske danser og koreograf Yoko Higashino har en usædvanlig kontrol over sin krop, helt ned til den mindste muskel. Hun kan på et øjeblik gå fra at bevæge sig glidende, organisk til staccato maskinelt. Et opråb om, hvad en menneskekrop er og kan – og en tankevækkende modsætning til dukkerne, som ingen kroppe har, men alligevel er så levende. For sangen står den islandske sopran Ísabella Leifsdóttir. Hun er i kontrast til skarptskårne Yoko Higashino fyldig, frodig og pakket ind i flæser og fremstår som en moderne Venus fra Willendorf. Hendes stemme passer perfekt ind i komponisten Murcofs ambiente, stemningsfulde musik.
Corpo Surreal er ikke teater, eller opera, som det plejer at være. Men hvis man for en tid vil flyttes ind i et helt andet musikdramatisk univers, så er det bare om at komme i teatret.

Forestillingen spiller i dag fredag den 14/2 samt lørdag og søndag på Operaens lille scene Takkelloftet. Den kan opleves i maj måned på Teater Momentum i Odense og på Folketeatret i København ved CPH Stage Festival.

Læs hele anmeldelsen her.

Undergrunden lukker

Landet bliver en operascene fattigere, når Egnsteatret Undergrunden lukker ved årsskiftet. Teatret har de sidste otte år har haft til huse i kulturhuset Galaksen i Værløse nord for København. Det er et flertal i byrådet i Furesø Kommune, der af sparehensyn trækker stikket og det ærgrer teaterleder Anders Ahnfelt-Rønne. Han siger til Furesø avis, at han har forståelse for at kommunen står overfor en udligningsreform, at der er nedslidte skoler og pres på plejehjem, og at man åbenbart gerne vil kunne løse alle de problemer med teatrets tilskud fra kommunen, men at lukningen er helt ude af proportioner.
”Teatret koster hver borger 40 kroner om året. Det svarer til et ølandsbrød oppe ved bageren. Vi har virkelig knoklet, så det er rigtig sørgeligt”, siger Anders Ahnfelt-Rønne, der allerede inden beslutningen om at lukke teatret havde besluttet at han stopper ved årets udgang.
Du kan læse hans indlæg som gæsteskribent i den aktuelle udgave af Ascolta her. Klummen er skrevet før byrådets endelige beslutning!

En herlig oplevelse

Den åbne Operas La Pizza con Funghi

Anmeldt af Pia Fossheim

******

For fjerde gang opfører operakompagniet Den Åbne Opera en forestilling i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København. Øl og Opera, som er hovedoverskriften på forestillingerne, er en begivenhed, som er ved at blive et tilløbsstykke, og det gamle kirkerum var da også stuvende fuldt 5. februar ved premieren på operaen La Pizza con Funghi. Operaen er i én akt og varer ca. en time. Handlingen er enkel: Voluptia keder sig i sit ægteskab med den selvoptagede Grev Formaggio og har taget sig en ung elsker, Scorpio. Hun planlægger at myrde sin ægtemand ved at forgifte svampene i hans yndlingsret, som er pizza, og gifte sig med Scorpio. Hun betror sig til sin tjenestepige, Phobia, som er hemmeligt forelsket i Greven, og som selvfølgelig afslører mordplanerne for ham – og det hele ender på overraskende og dramatisk vis, som det sig hør og bør i en klassisk italiensk opera.
Uden at røbe noget af afslutningen, kan jeg sige, at det er den morsomste, som jeg har oplevet i en opera. For handlingen er en pastiche over italiensk opera, hvorfra emner, stilelementer og personkarakteristikker er taget og behandlet på en overdrevet, men aldrig respektløs måde.
Musikken har ligeledes elementer lånt fra kendt operamusik og -arier, den er let og melodiøs med relativt enkle harmonier, der understøtter handlingens friske humor.

Forestillingen spiller 19. februar og 4. og 18. marts.

Læs hele anmeldelsen her.

Med sindrig lystighed

Den Stundesløse på Sekskanten i Herning

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Det jyske musikkonservatorium har i næsten 60 år haft tradition for at lade de sangstuderende arbejde med mindst en årlig operaproduktion. Det var komponisten Bent Lorentzen – dengang nyansat lærer på konservatoriet – der sammen med blandt andre sangpædagogen Peer Birch oprettede ”Aarhus Operagruppe” i 1963 og dermed lagde grunden til dette vigtige element i en sangers uddannelse.
Årets forestilling er samme Bent Lorentzens første Holberg-opera (af to), Den Stundesløse fra 1995. Konservatoriet opfører operaen i samarbejde med Operaen i Midten, som bl.a. leverer dirigenten, Flemming Vistisen, og instruktøren, Pernille Elimar. Eneste professionelle sanger på scenen er Jesper Buhl, der overbevisende gestalter den stundesløse, dvs. den stressede Vielgeschrey, som absolut intet udretter, men bruger al sin tid og energi på at have travlt (’viel Geschrei und wenig Wolle’).
Buhl er omgivet af ikke mindre end to hold af unge sangere, som på skift (hver anden forestilling) tager sig af de øvrige roller: den kloge og erfarne tjenestepige Pernille, den giftesyge husholderske Magdelone, den yndige datter Leonora og hendes hjertes udkårne Leander samt dennes tjener Oldfux og den kedelige bogholder Peder Erichsen. Et par stumme roller er blevet sparet væk, og der er også skåret en del numre, så forestillingen i denne version varer 70 minutter uden pause – 20 minutter mindre end førsteudgaven. Jeg savnede Vielgeschreys ”Jeremiade” og synes måske, at den oprindelige 3. akt blev lidt for kort. Orkestret består af fire dygtige konservatoriestuderende og Lorentzens oprindelige samplede lydmix (byens lyde, Vielgeschreys dårlige mave osv.) er erstattet af et nyt, meget opfindsomt og velfungerende. I førsteudgaven var Holbergs ’skriverkarle’ erstattet af et forunderligt, mekanisk sekretærmøbel; i denne udgave mimer fem af sangerne en stor, gammeldags, Storm P-agtig computer, som Vielgeschrey elsker at fodre med trivielle småopgaver.

Læs mere her.

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Den nye opførelse af Wagners berusende musikdrama på Operaen med foreløbig 4 planlagte opførelser annonceres som delvist scenisk samtidig med, at Det Kongelige Kapel indtager scenen. Dette kan muligvis og i andre sammenhænge berettiget tolkes som en løsning for operaopførelse uden den fulde udfoldelse og dermed uden alt det et stort operahus rummer af lys, farver, sætstykker, dragter og fuldbesat orkestergrav. Og sandt nok: en Aidapå halvt blus uden palmer, sejrsparader og gravkammer er en tam erstatning. Tilsvarende fordrer hos Wagner Mestersangerne, Rhinguldet og Den flyvende Hollænder ligeledes både at kunne ses og høres.
Men netop Tristan og Isolde med værkets mindre antal personer og indbyrdes psykologisk og følelsesrelaterede introverte drama kan – som det nu er valgt på Operaen – styrkes og beriges trods i det ydre minimeret, men med fokus på et sansemættet og samstemmende akkompagnement med orkestret anbragt i øreniveau med publikum.
Blandt aftenens solister stod Ann Petersen suverænt frem med en dyb fortrolighed med Wagners univers. I begyndelsen som en rank og trodsig fristerinde, lidenskabeligt bevægende i fortællingens fremdrift til slutapoteosens udfoldelse. En stor præstation med varme, smertebetonet, indsigtsfuld og med stor klangfylde. Overfor Christopher Ventris’ Tristan er det fortsat Isolde, der i deres samspil bærer førertrøjen. Han har ikke hendes grad af stamina, men tager sine stik hjem i sin vemodige, smukt formulerede erkendelse af dødens komme. Egils Silins’ Kurwenal var et sangligt flot bekendtskab, der gerne måtte uddybes. Kong Marke, Kyungil Ko, var i skikkelse og sprogdragt langt fra vikingeborgen i Cornwall, men hans dybe sonore bas gjorde indtryk. Hanne Fischers Brangäne var en meget smuk og fint afvejet oplevelse blandt alt det sørgelige. Baggrunden var domineret af et månelandskab med forskellige faser og belysninger som opfølgning på dramaets udvikling og temperament skift.

Læs hele anmeldelsen her.

Opera for børn (og deres forældre)

Philomenas stemme er et moderne opera-eventyr komponeret af den prisvindende komponist Steingrimur Rohloff. Operaen tager livtag med et svært, men desværre meget aktuelt emne blandt børn i dag, nemlig ensomhed. Men den fortæller også historien om hvordan børn, som de evige idealister de er, kan slippe ud af og overkomme ensomheden ved hjælp af deres fantastiske fantasi. Hvad stiller man op, når man er barn i en travl voksenverden, hvor mor og far konstant skændes og man ikke føler man bliver hørt?
Historien om Philomena foregår i et mytisk univers, som trækker tråde til nogle af litteraturens mest elskede børneklassikere såsom Alice i Eventyrland, Den lille Havfrue og det mere moderne oplæg: Disney Pixars Inderst Inde, som handler om fantasi og følelser i børnehøjde. Med operaens muligheder for at få adgang til det helt store følelsesregister insisterer denne forestilling på både at introducere børn for opera som genre, men også på at fortælle en universel historie som alle kan relatere til.
Med forestillingen, der spiller fra den 15. november til 1. december på Zangenbergs Teater i Pilestræde i København, vil det kunstneriske hold bag en nykomponeret opera med stor musik sat ind i en ramme og en fortælling, som det unge publikum kan forstå og forholde sig til. Opera behøver nemlig ikke at være hverken svært at forstå eller at følge med i, noget som instruktør Jacob Schjødt er meget bevidst om:
”Opera kan måske virke lidt fjernt, men samtidig er sangen og musikken fantastiske midler til at udtrykke følelser. Så vi arbejder benhårdt på at bevare alt det vidunderlige, som kendetegner opera, samtidig med at vi utrolig gerne vil fortælle en let tilgængelig og vedkommende historie, der kommer helt tæt på publikum”, sigerJacob Schjødt.
Sangerholdet er Andrea Pellegrini, Mathias Hedegaard, Julie MeeRa Albertsen, Ying-Hsueh Chen og Marie Louise Lind.

Når opera bider på den blide måde

GuidOperas ”Opera skal gøre ondt!” på Tåstrup Teater

Anmeldelse af Sanne Caft

Barytonen Guido Paevatalu, tenoren Niels Jørgen Riis og musikeren Leif Greibe er tre rutinerede herrer, hvilket var tydeligt til den lille koncert ”Opera skal gøre ondt!”på Taastrup Teater. En bagatel, javist, men en charmerende en af slagsen.
”Forza Opera” stod der på bagtæppet med det enkle koncept: to sangere og en pianist. En scene med et par stole, en buste og en kandelaber. En musikalsk slentretur gennem operarepertoirets højdepunkter for baryton og tenor krydreret med personlige anekdoter fra lange og brogede musikalske karrierer.
”Først går du så grueligt meget igennem, og så bliver du glemt”, blev der slynget ud til tilskuernes moro. Med afsæt i den hjertegribende smukke duet mellem Don Carlos og Posa i Verdis opera Don Carlos blev det i al fald for denne anmelder tydeligt, hvorfor kombinationen af tenor og baryton simpelthen er genial: en duet, der skal formidle følelser, broderskab, mandhaftighed, styrke og sårbarhed alt på én gang. Overlegent gjort af Riis og Paevatalu, der gennem deres lange karrierer er repræsentanter for både sangligt niveau og skuespilmæssigt ditto.
Sikrest stod D’herrer i operarepertoiret mens et par musicalnumre var lidt mere klæge. John Denvers ”Perhaps love” er udødeliggjort ved Denver og Domingo, og blev en sirupssød omgang. Så var der unægtelig mere smæk på i operaarierne, hvor vi bl.a. hørte blomsterarien fra Bizets Carmen, ”O du mein holder Abenstern” fra Wagners Tannhäuser, ”Che gelida manina” fra Puccinis Tosca og Germonts arie fra Verdis La Traviata.
Anekdoterne fyldte fint ud mellem numrene. Vi hørte, at Niels Jørgen Riis har været scenemæssigt ‘fyld’ til Ib Hansens afskedsforestilling og var indforskrevet som en af de maskeradegæster, der skulle sidde på første sal i den maskeradebygning, der stod i kanten af scenen og dannede rammen om bl.a. Jeronimus’ ”Fordum var her fred på gaden”, som også blev foredraget på fineste vis. Her fik publikum et kig ind bag kost & mask til de kunstnere, der knokler for at give os uforglemmelige oplevelser. Ingen var i tvivl om at det havde været en bevæget aften for de tilstedeværende, hvilket denne anmelder som publikum den pågældende aften kan skrive under på. Her blev sangernes blik på den institution, de har viet så mange år og timer til, også kort berørt. Det var tydeligt, at der var vemod i Guido Paevatalus blik mod den scene, han har stået på så længe inden pensioneringen. Ligesom Niels Jørgens Riis’ bemærkning om, at Guido ikke ville kunne genkende den, hvis kan kom forbi, var tankevækkende. Og således gik aftenen fra at være en bagatel til også at have et bid.
Operakunsten lever på de store scener og de små. Den lever af de statsstøttede kompagnier og af ildsjælene. Lad os bliver ved med at dukke op til de mindre koncerter, de små sceneopsætninger og de forskellige foredrag. På den måde er vi alle tandhjul i det store og brogede operabillede.

Isnende skønhed og krystalklar vision

Hans Abrahamsens Snedronningen uropført på Operaen

Anmeldt af Sanne Caft

******

Man gør sig ofte den overvejelse som operagænger, om man skal forberede sig inden en given forestilling. Læse om baggrund og historie. Sætte sig ind i tankerne bag og blive klogere på det kunstneriske hold bag den konkrete opsætning. Med urpremieren af Hans Abrahamsens Snedronningen, der frit efter H.C. Andersens eventyr har libretto af komponisten selv i samarbejde med Henrik Engelbrecht og er iscenesat af Francisco Negrin, har det for læsere af operamagasinet Ascolta været muligt at få et unikt indblik i arbejdet med forestillingen gennem Bo Basbøls dagbøger som ’deres udsendte’ fra Operaens Venner. På premieredagen var der også en grundig om end lettere akustisk udfordret gennemgang og interview med komponisten, ligesom forestillingsprogrammet blev flittigt langet over disken til de mange fremmødte i den udsolgte Opera.
Musikalsk er Abrahamsen en mester i at håndtere slagtøj og skabe inciterende rytmiske billeder og give musikken en puls, der ændrer sig undervejs, men som aldrig sætter sig til modværge hos tilhøreren. Læg dertil lyriske passager af stor skønhed, både hvor personernes samtale i relativt abrupte sætninger alligevel flød ubesværet og i de rent sansende passager, hvor der blev standset op og foldet ud. Faldende kadencer i rytmisk gentagelse som da Gerda sørgede over, at Kay var forsvundet. Eller et særligt stærkt øjeblik, hvor Gerda mødte et rosenbed i skikkelse af koret iført sort/røde kostumer, der halvt nedsunket i gulvet sang som tre søstre af død og ”kling klang”. Her smeltede behandlingen af slagtøj, fuldtonet orkester og vokal sammen til en musikalsk perle, der i sin stemning var lige præcis så sød og melankolsk som en afblomstrende rose.
Rent sangligt var der ikke meget at sætte fingeren på.

Læs hele anmeldelsen her.

Sådan tog Snedronningen form!

Operamagasinet Ascolta har fulgt arbejdet med opsætningen af Hans Abrahamsens Snedronningen, der havde premiere på Den Kongelige Opera den 13. oktober 2019.
Du kan læse Bo Basbølls dagbogsnotater fra prøveforløbet her.

Scene fra Eugen Onegin. Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera.

Halvt Mephisto, halvt Don Juan og hel flaneur

Eugen Onegin på Den Jyske Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Det siges, at alle russiske piger i konfirmationsalderen kan recitere Tatjanas brevscene udenad. Tatjana er vist også enestående i verdenslitteraturen som den unge kvinde, der blotlægger de inderste hemmeligheder i sit følelsesliv og sit lidenskabelige begær. I sin kedsomhed ser hun den tiltrækkende verdensmand, Eugen Onegin, som en slags forløser. Bag et par solbriller har denne dog skjult sin desillusionerede kynisme, der giver mindelser om både Goethes Mephisto og Mozarts Don Juan. Og Onegin er ikke bare en person: Han er selve inkarnationen af det dekadente miljø, der først inspirerede Pusjkin til den versroman, som 50 år senere inspirerede Tjajkovskij til sit hovedværk Eugen Onegin.
Og det er netop dette miljø, der er operaens hovedtema og tydeligst tegnes det i den dødssyge fest i anden akt, hvor alt er stablet op om ældgamle ritualer, der for længst har mistet deres betydning. En stor, stor aften med Eugen Onegin, som må fylde operascenerne over hele landet frem til slutningen af november.

Læs hele anmeldelsen her.

Amy Lane ny festivalchef

CPH Opera Festival har ansat Amy Lane som ny festivaldirektør. Hun kommer fra en chefstilling i The Royal Opera, Covent Garden, og afløser Peter Lodahl. “Bestyrelsen har lagt vægt på, at vores nye festivaldirektør skulle have et stærkt internationalt netværk, så festivalen kan tiltrække de internationale solister og dirigenter, som er en del af vores succes som operafestival. Men på samme tid skal den nye direktør forstå vores prioritering af operaoplevelser på højt kunstnerisk niveau på gader og stræder. Vi tror på, at Amy Lane er i stand til at løfte begge opgaver, ligesom hendes udviklingsønsker og planer er yderst interessante”, siger bestyrelsesformand Søren Bojer Nielsen.
Amy Lane er født og opvokset i London, og det er også her, hun hidtil har haft sit kunstneriske virke. Først som sanger i en række operaensembler og -huse, siden som instruktørassistent og instruktør. Hun har i flere ombæringer arbejdet tæt sammen med Det Kongelige Teaters chef, Kasper Holten. Senest stod duoen bag Drot og Marsk på Det Kgl. Teater. Den nye festivaldirektør er en flittig bruger af København – for tiden i forbindelse med CPH Opera Festivals off-season-satsning i november og december, hvor hun instruerer en jazzæra-inspireret version af La Bohème på Østre Gasværk. (Foto: CPH Opera Festival.)

Herlig slapstick og fed musik

Barberen i Sevilla på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Kim Reich

******

Martin Lyngbos stumfilms-take på Barberen i Sevilla er for både nye operagæster og garvede operafans, der sætter pris på klassikerne i nye klæder. Sådan beskriver Det Kongelige Teater den opfindsomme iscenesættelse, der havde repremiere den 21. september 2019. Handlingen er lige ud ad landevejen. Figaro er venner med Grev Almaviva, som er forelsket til op over begge ører i den smukke Rosina, der bor hos sin formynder, doktor Bartolo, der vil have hende for sig selv. Den gamle mand forsøger at forpurre de unge elskendes kærlighed, men med Figaros hjælp lykkes det Almaviva at vinde Rosinas hjerte. Inden det når så vidt må Figaro lade som om han er barber. Heldigvis er han god til at improvisere.
Alt er rent fryd for øje og øre. Vi er vidner til en munter holmgang mellem de medvirkende, der har hver sin rolle at spille både i centrum og ude i periferien. Hver eneste ting de gør, når de ikke lige synger, men agerer i bedste stumfilmsstil, sker i takt til musikken – fra stuepigen, der støver af og ender med et blive forført af sig selv, før støvet i kosten fremtvinger et nys, til Don Basilio der lige ryster af efter en tur på toilettet – tre gange, i takt. Der er så mange detaljer at holde øje med, at forestillingen bør ses mere end én gang. Det er tydeligt, at holdet på scenen har en fest og den slags har det jo med at smitte af. Hvordan de kan det hele samtidig med at de synger og skal huske hver en bevægelse, fordi den ene afhænger af den anden, er tæt på mirakuløst. Forestillingen er lille perle i munter opfindsomhed og teatret har fuldstændig ret: den kan og bør ses af alle som et kærkomment intermezzo i det liv vi lever, et minde om hvor god de bedste komedier egentlig er og var eller bare som en ny forløsning for alle operaelskere, der lige skal have en slapper ovenpå det svære stof. Her dør ingen – allerhøjest af grin!

Læs hele anmeldelsen her.

Et fascinerende danseshow

Koskys Carmen på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Carmen i Barrie Koskys regi synes meget anderledes end andre opera-iscenesættelser, der ved sammenligning fremstår som blot konventionelle. Koskys Carmen spilles her på en enorm 16 trins trappe i fuld scenebredde og gerne fyldt med smidige gymnastiske og dansende artister, kor og syngende børn i et musikalsk danseshow, sådan som det især har kunnet opleves fra filmens verden. Tid og sted giver kun en forestilling om Sevilla, cigaretfabrikken og Lillas Pastias smuglerkro, men dog et indtryk af tilskuerbænkene i Tyrefægterarenaen. Tiden er efter 1900 og før Franco, bedømt på klædedragter – i øvrigt rigt gennemført i sammensatte nuancer i gråt, sort og hvidt. Tidsånden er musikalsk/kulturelt en sammenblanding fra Offenbachs cancan tid over Marlene Dietrich cabaret fra 20’erne med Brecht/Weill og Bergs Lulu rumsterende i kulissen. Men dansen, rytmen og energien er fra Koskys og medarbejderes egne fund og tid.
En flot aften måske oplevet mere som hybrid mellem musikalsk show og opera end opera og derfor uanset dens energi, visionære tilføjelser og gode sangeroplevelser ikke når at toppe fulde seks honorære stjerner.
Er man godt kendt med Bizets opera, kan Koskys anbefales som ekstraudstyr for sine visioner, den magiske levende scenografi med dansere, akrobater, sin energi og en vis portion frækhed.
Kender man ikke Carmen kan opsætningen ses som et flot iscenesat show med dybt fascinerende og inspirerende danseteater – og med al musikken tilmed.

Læs hele anmeldelsen her.

Datteren Eva, sunget af Erika Sunnegårdh, og moderen Charlotte Andergast, sunget af Charlotte Hellekant. Fotograf: Jonas Persson/Malmö Opera.

Bergman dekonstrueret

Höstsonaten på Malmö Opera

Anmeldt af Kim Reich

******

Nogle skal grave dybt i erindringen for at genkalde sig Ingmar Bergmans ”Höstsonaten”. Andre har den måske i frisk erindring, selvom filmen blev lavet tilbage i 1978. Alle husker nok især Ingrid Bergman i rollen som moderen Charlotte over for Liv Ullmann som datteren Eva.
Det store skel mellem mor og datter – her især forklaret med moderens, den store koncertpianists professionelle karriere og liv – som kontrast til de forsømmelser, som det har ført med sig over for både Eva og hendes søster Helena, der ovenikøbet er alvorligt syg nu, hvor vi kommer ind i handlingen.
Charlotte kommer endelig på besøg efter syv lange år ude i verden. Eva lever – som mange i Ingmar Bergmans univers – i et landsbymiljø, hvor skyld og uskyld går hånd i hånd med Guds vilje og dårlig samvittighed. I Höstsonaten er det dramaet mellem to kvinder fanget i et klassisk rollemønster med et utal af krisemuligheder, der fascinerer.

Læs hele anmeldelsen her.

Opera Hedeland:

Publikumssucces med Carmen

Da Opera Hedeland i august opførte Carmen, var det med en udsolgt premiere og i det hele taget et salg, der overgik de seneste 10 års forestillinger i amfiteatret. Successen skaber glæde hos operaens ledelse, som nu kan se frem til endnu en rekord. Forsalget til næste års opførelse af Verdis Rigoletto har nemlig overhalet forsalget til Carmen.
”Når man arbejder så hårdt på at skabe en god oplevelse, som holdet bag Opera Hedeland gør, er det helt fantastisk, at så mange vælger at bruge en aften hos os. Vi er meget taknemmelige for, at folk forstår og værdsætter den særlige stemning, vi skaber, og som de jo også selv er medskabere af”, siger operachef, Claus Lynge, Opera Hedeland.
Ifølge operachefen kommer publikum ikke kun til Opera Hedeland for at se kendte og populære titler.
”Mange peger på helhedsoplevelsen og det, at de både kan spise og nyde natur og opera i ét som årsag”, påpeger Claus Lynge.
Mens der er mange stamgæster – 40 procent af publikum har overværet mere end fem forestillinger – har det dog også været en opgave for Opera Hedeland at udvide publikum. Det er blandt andet sket gennem nye markedsføringskanaler og et samarbejde med bl.a. Ældresagen.
”Vi kan se på vores måling, at andelen af førstegangsbesøgende er steget, hvilket vi er glade for. Samtidig kommer der også lidt flere unge. Det kommer bl.a. via særlige rabatter og et samarbejde med Ældresagen, som sælger familiepakker, hvor de ældre kan tage børn og børnebørn med i operaen”, siger Claus Lynge.
En yderligere tilføjelse er, at Opera Hedeland i år lavede en særlig mini-Carmen, som blev vist for 3.000 skolebørn fra Roskilde, Greve og Høje Taastrup.

Don Juan som tegneserie

Mozart på Undergrunden i Værløse

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Med et referat af forestillingen Don Juan udgivet som tegneserie kunne man forledes til at tro at man skal se spøg og skæmt på scenen. Intet kunne være længere fra virkeligheden.
Det cast, som startede forestillinger i Aarhus Sommeropera på Helsingør Theater i Den gamle By i Aarhus, fortsatte til Den Sydfynske Opera Festival og nu har premiere på Egnsteatret Undergrunden i Værløse, er yderst professionelle. Faktisk er disse sangere og deres karaktertegning den bedste Deres udsendte har oplevet i Don Giovanni/Don Juan. Ikke et sekund er man i tvivl om, hvem der er hvem. Såvel den måde sangerne agerer på, reagerer på og deres påklædning gør, at man som publikum fuldt kan nyde forestillingen.
Som altid bliver man lidt nervøs, når chefen går på scenen som det første og byder velkommen. Denne gang havde Stina Schmidt fået forfald med stemmen. Men heldigvis kunne hun sagtens spille fremragende på scenen. Som sanger havde man i iltempo fået fat i Elsebeth Dreisig, som smukt sang hele Donna Elviras parti fra orkestergraven.
En enkelt episode bragte smilet frem, i hvert fald hos denne anmelder. Donna Elvira drikker af sit champagneglas, MENS hendes stand in synger hendes rolle.
Scenografien af Karin Seisbøll er så enkel, at det kun gør godt. En trappe!! Nogle få rekvisitter er alt, der er nødvendigt for at følge med – en drikkedunk, en knortekæp, en pistol, et par knive, et par lysestager og en bakke med mad og champagneglassene og det er derfor slet ikke nødvendigt med sceneskift og andet tidrøveri.
Sangerne skabte en god stemning på scenen med en storsmilende Thomas Storm som forføreren Don Juan i front, den forsigtige men spøgefulde Leporello, Jesper Mikkelsen, som hans tjener, den nervøse og narrede Donna Anna sunget af Signe Sneh Durholm og hendes kæreste, den kedelige Don Ottavio, fremragende og tilbageholdende spillet af Anders Christensen. Berit Barfred-Christensen og Martin Møller Vilbrand, der stadig er elev op Operaakademiet, sang det unge bonde-kærestepar Zerlina og Masetto og den autodidakte bas Jens Bruno Hansen sang den stoiske Kommandant.
Den gode stemning på scenen bredte sig til orkestergraven. Det 15-16 mand store Randers Kammerorkester, der blev ledet af chefen og dirigenten David Riddell, der også trakterede spinettet og dermed blev musiker nr. 16. Imponerende spillet af de forholdsvist få musikere, der dog kunne frembringe sound fra såvel horn, klarinet, tværfløjte, obo, fagot, violiner, celli og kontrabas foruden spinettet. I operaens slutning får sangerne selskab af nogle basser blandt publikum, der pludselig rejser sig og er med til at give operaen det alvorstunge præg.
Der manglede intet i denne forestilling – instrueret af Anders Ahnfelt-Rønne.

Wotan, Jens Søndergaard, i et gyldent øjeblik. Foto:Steffen Aarfing/Den Ny Opera

”Wotan, Gemahl! Erwache!”

Rhinguldet på Den ny Opera i Esbjerg

Anmeldt af Peter Wang

******

Med Frickas dagligdags replik indledes 2. scene af Wagners Das Rheingold. Gemalen, Wotan, aner ikke, hvad der er sket i den forgangne nat. Fricka ved det i grunden heller ikke, men hendes kvindelige intuition har fortalt hende, at et eller andet er gået grueligt galt. Men vi, der sidder i tilskuerrummet, er bekendte med hele situationen. Derfor ved vi også, at ”Wotan, Min husbond! Vågn op!” ikke bare er en konventionel morgenhilsen, men et ’wake-up-call’, der varsler ilde for hele fremtiden. Og sådan er det med Wagners replikker: de rækker altid betydningsmættede udover den situation, hvori de optræder. Blandt Wagner-kendere er utallige af dem blevet til små ordsprog, der i al deres tilsyneladende uskyldighed handler om hele verdens dårskab.
I Esbjerg fornemmer man instruktøren, Kasper Wiltons, kærlige sympati for værket ligesom Marie ì Dalis og lysdesigneren Michael Breiners – samt hele deres stabs – forfinede omhu for detaljer. I det hele taget gennemstrømmes forestillingen af den tegneserieagtige naivitet og morskab, som den dødsensalvorlige handling tåler og det er ikke så lidt, da den store tragik jo egentlig kun kan udtrykkes gennem den største humor.

Læs hele anmeldelsen her.

Hvor langt kan – og skal – man gå?

Michael Kohlhaas på Den Jyske Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Det kan ikke stærkt nok påskønnes, at Den Jyske Opera programsætter en række ukendte danske operaer. Det er vigtigt, at vi konfronteres med de kulturelle frembringelser, vi selv har behandlet noget skødesløst – og lige så vigtigt, at vi i ny og næ får lejlighed til selv at sortere dem, så det salt, der har mistet sin kraft, kan kasseres, mens det, der stadig kan krydre vor kulturelle næring, kan bevares.
Heinrich von Kleists novelle om Michael Kohlhaas fra 1800-tallets begyndelse handler om et dybt og formodentlig uløseligt moralsk problem: ”Fiat justitia, pereat mundus” eller ”Hvor langt kan man gå i kravet om retfærdighed for en uomtvistelig begået uret?”
Spørgsmålet var relevant på Luthers tid, hvor den virkelige handling udspillede sig, men også i tiden lige efter Den franske Revolution, hvor novellen blev skrevet og i høj grad i 1933, hvor operaen havde premiere i Stuttgart. Det gælder også i vor tid, hvor det bestemt ikke skorter på selvretfærdig terrorvirksomhed i en eller anden ’godheds’ navn. Og selvom moralske spørgsmål ikke i almindelighed er egnede opera-emner – i hvert fald ikke ifølge Søren Kierkegaard – kunne der godt skrives en dybdeborende libretto over Heinrich von Kleists litterære mesterværk. Shakespeare kunne have gjort det, Verdis bedste librettister kunne have gjort det, Hugo von Hoffmannstal kunne have gjort det og – frem for alle – kunne Wagner have gjort det, men Paul von Klenau kunne desværre ikke. Komponisten mente selv at have sidstnævnte som dramatisk forbillede, men der må være kikset et eller andet i hans Wagner-forståelse: Wagner ville have flyttet fokus ind i personernes sjælelige, moralske dilemmaer og kvaler, hvor de var blevet endevendt i alle detaljer samt udtrykt i betydningsmættede monologer og skarpe dialoger, hvor ord og toner føg gennem luften som gnistrende hagl. Operaens styrke som kunstart ligger i dens mulighed for ved musikkens hjælp at bore sig dybt ind i sjælelivet, og ikke i skildringen af de ydre begivenheder.
Men sådan er det desværre ikke i von Klenaus tekst, som klamrer sig til det praktiske livs banale og ligegyldige detaljer, som nok er vigtige og billedskabende i en novelle, men ikke i et scenisk værk, hvor de kan skabes på scenen og i instruktionen eller henlægges til korte resuméer.

Læs hele anmeldelsen her.

CPH Opera Festival:

Andrea Pellegrini er som skabt til Carmen. Her med en paf Magnus Vigilius som Don José. Foto: Mikal Schlosser / Opera Hedeland

Veloplagt og velsunget klassiker

Anmeldt af Benny Welinder

******

Opera Hedelands scene henligger ved forestillingens start overstrøet med større og mindre betonfragmenter – som efter en større eksplosion? Orkesterbygningen bærer et større antal bygningsdele, så der næppe er plads til en modest dør ind til tobaksfabrikken. Et antal skorstensdele udspyr forestillingen igennem røg af forskellige stærke farver – gemmer der sig en kemisk fabrik bagved? I hvert fald kommer adskillige voksne og børn frem og bærer et stort antal sække rundt på pladsen, idet de gør alt for at undgå militæret. Sækkene lastes på scenens udkant på et transportbånd, som leverer dem til en ventende pick-up. Smuglere? Tid og sted lader sig kun vanskeligt afkode, men Andrea Pellegrinis mezzosopran er som skabt til at synge Carmen. I alle fire akter er hun helt overbevisende, hvad enten hun synger blidt eller råt, hvad enten hun søger at indynde sig hos Don José, er blevet træt af ham, håner ham eller forsøger helt at komme ud af resterne af deres forhold. Når dertil lægges, at hun har en evne til at fylde scenen helt ud, hvor hun end står – at hun så at sige suger alle vores blikke til sig, hvad hun nu gør eller siger – ja, så tiltrækker hun os, selv om hun synger råt og ligefremt om den bristede kærlighed.
Summa summarum: Opera Hedeland har atter begået en veloplagt operaforestilling, hvor hovedrollerne er overordentlig velbesatte.

Læs anmeldelsen her.

CPH Opera Festival:

Den kongelige Gæst på Arbejdermuseet

Anmeldt af Bo Basbøll

Schuberts medrivende Winterreise

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

I sit sidste leveår samlede Schubert en gruppe venner til at høre nogle sange, som han erkendte, berørte ham mere end alt andet han tidligere havde skrevet. ”Jeg vil synge for Jer en samling rystende Lieder”, udtalte han ifølge vennen Joseph von Spaun og sang hele Winterreise.
Af Schuberts tre serier af samlede lieder er Winterreise den længste og indeholder et dystert, næsten livsafvisende farvet budskab, der er tolket som en svært deprimeret iagttagers oplevelse af sin verden – ja, måske som den meddelelse han efterlader sig her, før han søger døden. Selvom disse formidable lieder kan tolkes – og er tolket på den baggrund – var det ikke dette valg bassangeren Matthew Rose havde valgt til aftenens koncert. Udover Wilhelm Müllers digte er der tillige fra Schuberts side lagt forskellige tolknings-anvisninger i musikken og dertil – og ikke mindst – til den frihed, der fra pianistens og sangerens side giver anledning til en personlig og helhedspræget tolkning. Derfor er Winterreise så inspirerende for udbyttet af andre tiders, traditioners og psykologisk forskelligt farvede tolkningsmuligheder, hvorfor det aldrig slutter meningerne om hvilket historisk dokument er bedst: Hotters, Fischer-Dieskau eller Pears etc. Og hvorfor denne cyklus stadig kan opleves gennem fremragende nulevende kunstnere.
Netop sådan en storslået oplevelse var der berigende lejlighed til her ved CPH Opera Festival med en af vor tids store fortolkere af den klassiske sangs bud på dette helt centrale og uforlignelige, vokale værk. I den første af de 24 sange vrængede Matthew Rose ”Gute Nacht” næsten desperat ud. Vejrhanens akkompagnement rystede af den kulde, der samtidig pegede på hjertets frost, hvor frosne tårer faldt hørligt drypvist og Lindetræetsantydning af lidt glæde nu kun var en nøgternt erindret stemning fra dengang. Og i Posten: var lykken der nu med brevet? Nej, det var et bedrag. Winterreise er en dybt forsmået elskers opgør med den tilværelse, der har skuffet ham til døde med sange hvis fortolkninger udtrykker vrede, desperation, fortvivlelse og hidsigt utålmodige rytmer. Centralt og gribende emotionelt hos Rose er Kragen, der trofast følger sangeren, men venter ham som sit bytte. Den afsluttende lied er om Liremanden, der uden anseelse og værd alligevel har skabt sig et skin af tilværelse. Skal man slutte sig til ham og derved antyde, at tilværelsen fortsætter?
Dette eksistentielle værk blev fortalt med stor indføling og emotionelt engagement, understreget af et diskret kropssprog og uforlignelig meddigtende akkompagnement af pianisten Mikael Eliasen. En fantastisk flot aften i det sangprogram, som festivalens ledelse skal have stor tak for.

CPH Opera Festival:

Levende åbningskoncert med Rusalka

Anmeldt af Sanne Caft

******

Copenhagen Opera Festival har bl.a. som ambition at bringe opera ud til et bredere publikum end de, der af sig selv gæster landets mange operascener. Geografien spillede i den grad med på ambitionen – med hovedscenen placeret midt på det trendy Vesterbro i København, på Flæsketorvet mellem øko-hotdogs, fermenterede grisetryner, uklar specialimporteret naturvin og fadøl i politisk ukorrekte plastickrus.
Til åbningskoncerten havde festivaldirektør Peter Lodahl, der stopper efter årets festival, valgt at præsentere Det Slovakiske Nationalteater med solister. Alle nationaloperaer – fra vores egen Maskarade til Antonín Dvořák’s tjekkiske eventyrhistorie Rusalka – kræver særlig ekspertise, og det var til stede i rigt mål. Deres anmelder kan ikke tjekkisk, men for det uvidende øre lød det uhyre bøhmisk. Musikalsk svingede det mellem passager af stor lyrisk skønhed, som når vandnymfen Rusalka var i sin elskede skov og sø. Andre passager bragte mindelser om Mozarts Bortførelsen fra Serailletmed dets tempofyldte janitsharindsatser og bækkenklang, som når Rusalka forlod sit naturlige element og begav sig op til slottet og til den civilisation, der ender med at blive hendes undergang.
Musikalsk kender de fleste nok ”Sangen til månen”, hvis de kender noget fra Rusalka. Den er smægtende og længselsfuld og står fortjent som en perle af klassisk opera hjerte-smerte i en relativt lang helaftensopera. Læsere af Ascolta vil måske huske Det Kongelige Teaters opførelse for nogle år tilbage, hvor Gitta-Maria Sjöberg iklædt havfruehale havde til opgave at møve sig baglæns op ad en tårnhøj udspringsstige, syngende sangen til månen. En både akrobatisk og musikalsk toppræstation. En toppræstation gav også denne festivals Rusalka, sopranen Olga Tenyakova, der både havde den rette slaviske timbre, et myndeslankt ydre og malende håndbevægelser i sin portrættering af den forelskede skovnymfe, der giver sin stemme til en heks og sit hjerte til en uværdig prins, inden hun vender retur til sin sø for der at herske som en ånd, der lokker i fordærv.
Ved hendes side stod bassen Vazgen Gazaryan som Søkongen med favn efter favn af dybde i sit register og var både smertefuld og magtfuld i sin dialog med Rusalka, der vil have menneskeprinsen, koste hvad det vil. Og koste, det gør det. Historien trækker på de samme forlæg som H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, der også længes, elsker og dør – og bliver til skum på vandet. Smukt og smerteligt.
Alten Jolana Fogašová med højdramatisk frisure og en stemme, der matchede, klarede både den dybe alt-rolle som skovheksen og sopranpartiet som fyrstinden, der skubber Rusalka til side for derefter at forkaste den svigefulde prins. Høj sanglig klasse. Wagner-tenoren Ludovít Ludha sang prinsen med den klang, der nu engang associeres med en heltetenor. Aldersmæssigt mindede han mere om Rusalkas far, men det finurlige ved opera er, at den slags barrierer ophæves, når musikken spiller. Sangerne spillede, og det var tydeligt, at de havde spillet operaen sammen i en scenisk opførelse, for de kunne slet ikke lade være med at agere. I en koncertant opførelse af en opera på tjekkisk og uden tekstanlæg var det et plus at få handlingen udlevet gennem solisterne.
Til at støtte publikum i handlingen var skuespiller Thure Lindhart indforskrevet som fortæller. Til al overflod var Mathias Hammer også på scenen som vært, og med hans sprudlende nærvær kunne man med lige så god ret have stanget ham opgaven med at løbe handlingen igennem.
I første pause overrakte CPH Opera Festival to priser: Peter Lodahl gav Brit-Tone Müllertz prisen som ”Årets operatalent” for hendes ”stålnæve i en fløjlshandske” af en stemme, mens Christina Falk Nielsen overrakte ”Årets hæderspris” til sanger-ikonet Lisbeth Balslev bl.a. for hendes årelange fortjenstfulde karriere i Wagnerfaget i ind- og udland og for ”at forny og forstærke vores wagnertradition”. Fortjent bifald fra det store fremmødte publikum i klapstole til begge sangere.

Med Rusalka blev Copenhagen Operafestival skudt godt i gang.

CPH Opera Festival:

Dejlig aften med italienske operaperler i Tivoli

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Tivoli og CHP Opera Festival havde inviteret til italienske operaperler med sopranen Nino Machaidze og tenoren Levy Sekgapane. Tyske Patrick Lange dirigerede Tivoli Copenhagen Phil og det blev, oven på en dejlig solskinsdag, også en rigtig velklingende og underholdende aften med en stopfuld sal med et forventningsfuldt og klappeberedt publikum.
De italienske operaperler var dog generøst uddelt med perler også på fransk, tjekkisk og tysk og det lå bestemt i kortene, at aftenens budskab var helliget et møde med et par topsangere og det de kunne forventes at præstere med toptoner. Levy Sekgapane har vi mødt før ved sidste års festival, hvor han som lyrisk tenor skabte store forventninger som et varmt navn i den internationale operaverden. Dette blev også smukt og hurtigt indfriet. Stemmen er ikke voldsom stor, men den er meget letbevægelig og plastisk og dækker med sine bløde fraseringer udfordringerne til bel canto helt perfekt. Men også i sin gestiske fremføringsteknik gør Sekgapane sig positivt bemærket med liv og kraft. Ingen stillestående attituder her, han lever med den tekst han synger og yder et fornemt partnerskab i duetterne. Det kom især frem i hans kostelige illusion af tiltagende fuldskab i duetten i Elskovsdrikken. Og vi fik skam de berømte ni høje tenor C´er fra Regimentets datter. Det er i øvrigt nærliggende at sammenligne Sekgapane med seneste Tivoli tenordarling Lawrence Brownlee. Hos begge findes tilsvarende stemmemæssige kvaliteter og også samme glade udstråling.
Nino Machaidze har et stemmemæssigt stort potentiale, som fylder rummet når hun styrer volumenet op i højeste gear. Alligevel behersker hun også en fin udtyndingsteknik og bløde pianopassager i det lavere leje som faldt til rette iRusalkas ”Sang til månen”. Jeg fornemmede et diskret vibrato, som nok traditionelt kan tilskrives hendes georgiske herkomst. Machaidze’s vokalmateriale står sig godt i duetterne kombineret med hendes styrke og hans timbre. Også hun har gjort sig internationalt bemærket særlig efter hun engang tidligere remplacerede Netrebko.
Tivoli Copenhagen Phil var veloplagte og helt sommerkåde. Der var swung over akkompagnementet og de instrumentale intermezzi, som næsten kan spille sig selv. Men Patrick Lange fik sat eget præg på herlighederne med et malerisk markeret skybrud og piskende galopper i den indledende ”Wilhelm Tell ouverture”.
Programmaterialet og annonceringen havde nogle mangler, der kunne være imødekommet med de to lysprojektioner ved siderne. Festivaldirektør Peter Lodahl gjorde sit til at skabe den rette orden og holde den gode stemning i sine introduktioner og var dermed medansvarlig for en glad Tivoliaften, der sluttede hele to gange i valsetakt med Lehárs ”Lippen schweigen”

Sæson 2018-2019:

Medrivende opera om Martin Luther

Schlagt sie tot! på Malmö Opera

Martin Luther (Dietrich Henschel), Barbara Cranach (Inger Dam Jensen) og Lucas Cranach (Reinhard Hagen). Foto: Jonas Persson.

Anmeldt af Kim Reich

******

Var man ikke helt klar over, hvilket komplekst menneske Luther egentlig var, bliver man det ved læsningen af den fremragende, lille programbog, som ledsager Bo Holtens storslåede opera Schlagt sie tot! på Malmö Opera. Urpremieren var forleden. Jeg så forestillingen St. Bededags aften, hvilket må siges at være et passende anslag til den dag, hvor man efter traditionen ikke bare skal komme hviledagen i hu, men også bruge den til refleksion over Gud og hans gerninger. I bogen er der så meget at læse om værket, de medvirkende og ikke mindst om Martin Luther selv, hans tid og personerne omkring ham.
Men det er også et stort og fremragende værk om Luthers liv og gerninger, som den danske komponist Bo Holten har begået og dansk-svenske Eva Sommestad Holten har skrevet librettoen til efter omfattende kildestudier. Vi følger den store reformator på afgørende tidspunkter i hans liv. Handlingen indledes ved at hovedpersonen selv, fænomenalt gestaltet af den tyske baryton Dietrich Henschel, kommer ind på scenen for at klæde om til rollen. I siden af scenebilledet hænger herfra Luthers dødsmaske, der – ved et nærstudium af programbogen – synes at være et aftryk af Henschels eget ansigt. Han går All In, som hans rollefigur gjorde det fra starten i Wittenberg og helt frem til hans depressive endeligt i Eisleben. Undervejs har han som kætter været truet med bålet ved rigsdagen i Worms, nægtet at gå på kompromis og deltaget mere i protest end aktivt ved mæglingsmøder, for hvad der skete undervejs var, at teserne udviklede sig til et manifest og derfra via folkets og ikke mindst de mange medløberes hånd til noget på en gang banebrydende og ukontrollérbart. Hvor opgøret mod Paven i Rom gav mening som en frihedskamp, viste frihedskampen sig at have mange ansigter og som vi også ser i vore dage, så kan skrifter af en vis betydning tolkes på mange måder – ofte passende til den, der fortolker egne ambitioner.
Det er, som Bo Holten siger om Schlagt sie tot! en opera, der ser mere på den historiske Luther end på den teologiske, og som sådan et tiltrængt om end et anelse forsinket bidrag til fejringen af reformationen.

Læs hele anmeldelsen her.

En stjerne er født og jo: Det er Sofie Elkjær Jensen som Maos hustru. Foto: Camilla Winther.

En flot og vedkommende satsning

Nixon in China på Det kongelige Teater

Anmeldt af Bo Basbøll

******

Nixon in China, iscenesat på Det kongelige Teater af operachefen John Fulljames, er en flot og vedkommende satsning. Vi ser handlingen og de medvirkende omringet af kæmpereoler med arkivkasser, hvor billeder, tekster, avisforsider og videoklip nærmest vokser ud af kasserne. Sangerholdet, der virkelig ligner de historiske hovedpersoner, var en blanding af Operaens egne og indforskrevne sangere fra udlandet. Alle var velvalgte til rollerne. Johan Reuter sang og fremstillede Nixon fremragende, ligesom Arnold Bezuyen var imponerende i rollen som Mao. Det meste af hans sang var lagt i det høje og skingrende heltetenorleje. Bezuyen fremstillede ligeledes levende den senere svækkede, plagede og sygdomsramte Mao – en meget flot præstation.
Som Pat Nixon fik Sarah Tynan vist et fint portræt af en naiv hustru, hvor klichéerne står i kø, mens hun er på de obligatoriske rundvisninger i skoler og landbrug, og hvor hun også hylder sit eget land i en lang ballade. I anden akt træder hun for alvor i karakter og bliver så oprevet, at hun blander sig i balletforestillingen.
Fremhæves bør Sofie Elkjær Jensens portræt af Maos hustru, som hun giver med vanligt overbevisende skuespil og imponerende sang. Hendes iltre fremstilling af Chiang Ch’ing tonesættes af Adams i en slags ”Nattens Dronning”med utroligt sikkert sungne toptoner. Endnu en gang lagde hun alen til sin fortsatte karriere. Vi glæder os til at høre hende i kommende sæson som Gerda i operaen Snedronningen af Hans Abrahamsen. Muligheden for det endelige internationale gennembrud foreligger her.
Omkring disse fire hovedroller var Zachary Altman som Henry Kissinger og David Kempster som Chou En-Lai velvalgte og flot syngende. Det udvidede kapel, med jazzsaxofoner, var under ledelse af Alexander Vedernikov helt på toppen. Koret var, som altid, fænomenalt.

Læs hele anmeldelsen her.

Hvilke klange!

Af Kim Reich

******

Nordiske klange var titlen på sæsonens sidste kapelkoncert i Operaen i København. På programmet stod værker af Grieg, Sibelius og Carl Nielsen. I sidstnævntes violinkoncert viste den unge, norske solist Henning Kraggerud, at han til fulde mestrer det særlige Nielsen’ske klangbillede med citater fra såvel det lyrisk-fynske som det kaos-temperamentsfulde og ren spillemand gik der i ekstranummeret, hvor han sammen med den brilliante solecellist Joel Laakso leverede en sand Tour de Force af en egenkomposition. De to klædte hinanden og man kan kun håbe, at de en dag finder på et lave et show sammen. Det slog gnister, simpelthen! Tak til kapelchef Anthony Ernst for en fin velkomst (på dansk) på scenen og til Henrik Goldschmidt for en inspirerende introduktion i foyeren. Chefdirigent Alexander Vedernikov var en højt kvalificeret turguide, der lod klangene folde sig ud, så der både var genkendelse og fornyelse i billedet. Til august indleder Det kongelige Kapel næste sæson ved et gæstespil i Elbphilharmonie i Hamburg og det er tydeligt, at orkesteret nyder at være på scenen i egen ret.

Stort interview med Hans Abrahamsen

Ascolta bragte i apriludgaven et stort interview med modtageren af årets Léonie Sonnings Musikpris, komponisten Hans Abrahamsen. Samtalen handler meget om hans opera Snedronningen, som i den kommende sæson har urpremiere på Det kongelige Teater, i Operaen på Holmen, og som også vil blive opført på Bayerische Staatsoper i München i december. Klik her for at læse hele interviewet: Interview med Hans Abrahamsen
© Operamagasinet Ascolta/Bo Basbøll.

Smuk, meditativ Händel-opførelse

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Händels oratorium Tidens og Visdommens Triumf findes i to versioner, en original på italiensk og en senere med engelsk tekst. Det er den oprindelige version, der spilles her på Det kongelige Teater, Gl. Scene, og som om kort tid følger efter på Malmö Opera. Teatret vil ikke rigtig ud med sproget om, hvorvidt det er en opera eller et oratorium. Den kaldes et ”værk”, men er begge dele, da originalen på grund af de særlige krav der gjaldt for opførelser i Rom måtte benævnes som et oratorium. Værket består af arier og har som anført solister, og er derfor sammenligneligt med Händels øvrige operaer på italiensk. Og så er det en smuk, fascinerende, og meditativ musikalsk forestilling, der intelligent og tankevækkende levendegør oratoriet ud fra operaens muligheder. Læs anmeldelsen her.

Peter Langdahls succesforestilling Tosca er tilbage på DKT. Foto: Miklos Szabo.

Veloplagt elendighed

Puccinis Tosca på Den kongelige Opera (repremiere)

Anmeldt af Sanne Caft

******

Peter Langdals iscenesættelse, Karin Betz’ scenografi og Jesper Kongshaugs lysdesign smeltede sømløst sammen til en oplevelse af helhed. Og det klæder denne Tosca, at den lader tilskueren selv tænke og trække perspektiver, frem for at servere pointer indstøbt i beton. Tosca er den perfekte startopera. Med en spilletid på 2 timer og 40 minutter når det aldrig at blive kedeligt. Med højdramatisk musik og et intenst fremadskridende trekantsdrama, og med Det kongelige Teaters overbevisende hold er det bare med at slæbe nybegyndere og erfarne operagængere ind og se, om Tosca formår at overvinde den mand, der ønsker at fjerne hendes elskede og besidde hende med magt. Læs hele anmeldelsen her.

Suk hjerte, brist ikke

Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen

Anmeldt af Brian Bo Jensen

På omslaget af Henrik Engelbrechts nye bog Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen kaldes forfatteren i et citat af Søren Schauser for ”fortælleren over alle i dansk musik”, og netop som fortæller med stor fortælleglæde kender alle ham, hvad enten man har oplevet Henrik Engelbrecht i radioen eller som konferencier ved koncerter. Kort, klogt og fyndigt kan han binde en lagkagekoncert sammen, og han kan med humor og stor viden formidle handlingen i et ikke altid lige realistisk plot i en opera ved en koncertant opførelse. Den fortælleglæde er den store force ved hans nye bog, men er også bogens store brist. Nu må man tage imod bogen, som den er, og kender man ikke Andersens biografi og læser biografier, kan man uden tvivl få stor glæde af den. Anmelderen sukker, men hans hjerte brister ikke. Læs anmeldelsen her.

Almuen for feinschmeckere

Dokumentaroperaen Skattegraveren på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

En fascinerende hommage til en afdød ener, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der stædigt fuldførte sit livsværk og med en nøgternhed, der langt fra nutidens behov for selviscenesættelse kun kan skabe beundring. Skattegraveren var originalt tænkt, og rent intellektuelt var her meget at komme efter. Medrivende var det dog i mindre grad, men som tilskuer kan man ikke andet end at blive ramt af den koncentration og øvelse, der må ligge bag en sådan forestilling. Læs mere her.

Tango Operita om evig kærlighed

Astor Piazzollas María de Buenos Aires i Pumpehuset

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Scenen er allerede sat, da publikum lukkes ind til eftermiddagsforestillingen i Pumpehuset i København. Kurt Ravn er på plads på det store sorte podie, der er fyldt med rekvisitter fra forne dage. En gammel spolebåndoptager, gamle rejsekufferter, standerlamper, bundtede aviser, kaktus, en blodrød rose i en flaske, nogle spanske stole med høje rygge og fletsæder, som vi kender det fra Spanien. Man kommer hurtigt i stemning. Læs hele anmeldelsen her.

Mordet i Finderup Lade – en kunstnerisk fortolkning og en fremragende kulisse. Illustration: DKT.

Det blev en flot aflevering!

Drot og Marsk på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Forspillets dystre indledende toner varsler til en alvorlig stemning, der ikke synes langt fra Verdis Trubaduren. Der vil være lagt op til ballade. Det er da også Danmarks historiens berømte og aldrig helt opklarede kongemord i Finnerup lade, der indvarsles i den musikalske ramme, som Peter Heise med sin opera Drot og Marsk skabte i 1878. Som nævnt, sagen er aldrig tilstrækkeligt belyst. Hvad der er op og ned i de mysterier og den overleverede viden, kan der stadig gættes på og hver gang operaen tages op stilles nye spørgsmål og svar. Havde mordet en kærlighedshistorie som årsag eller var dette et belejligt påskud for en magtsyg hærchef overfor en inkompetent konge styret af sine drifter? Hvor det sceniske og handlingens forskellige episoder så illustrativt forståeligt er sat på plads med de tekniske raffinementer, er det musikalske niveau tilsvarende højt. Alt er på plads, ingen døde punkter. En flot aflevering af et af dansk musiks største klenodier. Læs hele anmeldelsen her.

Barokklassikeren er et pletskud

Operaakademiets Poppeas Kroning på Takkelloftet

Anmeldt af Sanne Caft

******

“Bulls eye”, siger man, når noget rammer midt i skiven. På Takkelloftet ramte Operaakademiet plet med en solid kombination af talent, musikalitet og scenisk nærvær i Claudio Monteverdis gamle barokklassiker Poppeas Kroning i en cirkusscenografi med manege udformet som målskive. Operaakademiet vendte nu for tredje gang tilbage til Poppea, hvilket absolut var et godt valg til at vise det høje niveau, både sangligt og scenisk, som eleverne besidder. Det bliver en fornøjelse at følge dem i årene fremover. Læs anmeldelsen her.

Charmerende Rossini klassiker

Helsingør Kammeropera og GuidOperas Barberen i Sevilla

Anmeldt af Sanne Caft

******

Rossini har komponeret længselsfulde arier, myldrende masseoptrin og tornadohurtige tirader, der i denne opsætning blev leveret med charme og scenisk overskud af Helsingør Kammeropera og GuidOpera. Kombinationen af hjerte og fjolleri var i centrum allerede fra åbningsscenen, hvor en længselsfuld Grev Almaviva i Niels Jørgen Riis’ skikkelse sang sin følelsesfulde serenade til den fraværende elskede, Rosina, sunget af Camilla Illeborg. Handlingen var henlagt til Los Angeles, og Guido Paevatalus Figaro var modelleret efter creme-kongen Ole Henriksen. Han havde fat i alle manerismerne og det boblende overskud, der er karakteristisk for både karakteren og Paevatalus egen kunstneriske profil. Figaro er og bliver en spradebasse, der syngende masserede både musikerne og sangerne, der upåagtet fortsatte gennem creme- og nakkemassage til publikums moro. Forestillingen var solidt funderet i de fleste optrædendes årelange erfaring og blev båret igennem med charme, selvtillid og lækkert hår. Der blev sunget på dansk, hvilket var et helt rigtigt valg. En komisk opera fungerer, hvis timingen er rigtig, og med en forbilledlig tekstudtale fra sangerne var det nemt som publikum at høre de mange finurlige detaljer i librettoen. Læs mere her.

En gang til

**Puccinis La Bohème på Den fynske Opera**

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Puccini La Bohème er et uforligneligt kunstværk i sin helt egen ret – selv når den som her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. Sangerne i denne opsætning er glimrende. De to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer. Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske. Læs hele anmeldelsen her.

Magnus Vigilius (Harmarki), Elsebeth Dreisig (Kleopatra), Den Jyske Operas Kor. Fotograf Kåre Viemose for Den Jyske Opera 2019

Prisvindende stjerner skuffer ikke

Den Jyske Opera og August Ennas ‘glemte’ opera

Anmeldt af Peter Wang

******

To modtagere af Operaens Venners Pris var på scenen ved premieren på August Ennas Kleopatra i Aarhus og sangligt var Elsebeth Dreisig og Magnus Vigilius helt på toppen i de to hovedroller, mens også Lars Møller og Ruslana Koval stod for ypperlige præstationer. Orkestret, under ledelse af Joachim Gustafsson, spillede i den vanlige høje standard, der efterhånden er vore landsdelsorkestres branding. Det er et genialt påfund af en udenlandsk operachef (Philipp Kochheim) at åbne danskernes øren for den gruppe af danske komponister, som selv vi danskere kun kender som fodnoter i musikhistorien. Ennas opera er vel ikke et kunstværk af den slags, der ændrer kunsthistoriens retning, men absolut et se- og høreværdigt værk og en forestilling, der i høj grad stimulerer appetitten på af følge Den Jyske Operas fortsatte projekt med mindre kendte komponister og endnu mindre kendte danske operaer. Læs hele anmeldelsen her.

Drøm om solskin

Via Artis Konsorts Andersens duende

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Da man i 2013 besluttede at skabe en kulturbegivenhed i Odense, der kunne matche Aarhus Festuge og markere Odense på det kulturelle danmarkskort, kunne den næsten kun komme til at hedde H. C. Andersen Festivals. Andersen må ofte holde for, når digterens fødeby skal markere sig kulturelt; no Ved festivallen i 2015 bidrog Via Artis Konsort med forestillingen Andersens duende på Den fynske Opera, en forestilling, den tog udgangspunkt i Andersens skildring af en rejse til Spanien i 1862: I Spanien. Det var en charmerende forestilling; en collage af flamencodans, sang og oplæsning – nogle gange er det idéfattigt, men Andersen har faktisk et stort potentiale. Nu har Via Artis Konsort valgt at genopsætte Andersens duende – det vil sige, det er desværre ikke længere den samme forestilling, og Andersens duende 2.0 er helt uden den intensitet og varme, uden den balance mellem humor og eftertænksomhed, uden den samme poesi og billedrigdom, som Andersens duende 1.0 bød på. Læs anmeldelsen af forestillingen her.

Purcell’s Dido og Aeneas

Død og ødelæggelse i Glyptotekets festsal

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

En opera, Dido og Aeneas, af Henry Purcell (1659-1695) tager sin begyndelse. Vi er til en forestilling med Sing‘in Body og Østerbro Pigekor, der er på besøg på et kunstmuseum. Når man ser disse unge mennesker mellem 16 og 30 år, som ønsker sig og arbejder for en professionel karriere, så er der ingen grund til at tro, at dette ikke skulle lade sig gøre. Solister og kor agerer fint og professionelt på scenen og som det er blevet ‘moderne’, så tager de sig også af diverse sceneskift og ommøbleringer undervejs. Læs mere her.

Danmarkshistorie for dummies

**Skønne spildte kræfter i Leonora Christina på Odéon i Odense**

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Peter Langdal har sat i scene og så ved man, at scenegangen er både professionel og levende, og helt fra begyndelsen er ensemblet af sangere, dansere og skuespillere i vigør og deltager som et græsk kor i alt, hvad der sker. Karin Betz har lavet pragtfulde barokkostumer til de ledende roller og mere barokke eller i bedste fald fantasifulde kostumer til ensemblet. Ashley Martin-Davis’ scenografi – primært en høj væg i form af en halvcirkel – er både så enkel og foranderlig, at den giver Langdal rige muligheder for hele tiden at lege med scenebilledet, og Jonas Bøghs lysdesign er ganske enkelt imponerende flot – lige så flot som i de forestillinger i det nu hedengangne Røde Rum på Det kongelige Teater, hvor han har medvirket. Det er et drømmehold af scenemagikere, der her er sammensat. Andreas Garfields tekst giver bare ikke meget til disse dygtige, legesyge og hittepåsomrige mennesker at arbejde med. Manuskriptet griber ikke ud efter scenens magi. Hans grundidé er god: Han gør titelkarakteren Leonora Christina, Christian IV’s datter med Kirsten Munk, til en hensynsløs lady Macbeth, hvis ambitioner for både sig selv og sin mand, Corfitz Ulfeldt, til sidst driver hende til vanvid og vrangforestillinger. Dét kunne der komme virkelig godt drama ud af, uanset hvor tæt på sandheden det så end er, men det sker ikke, fordi Garfield vil for meget. Han skraber dette koncentrat af dramatisk potentiale så tyndt ud, at man mister fokus undervejs, fordi man farer vild, når historien skal strække sig over en periode på 20 år. Læs hele anmeldelsen her.

Erik, Zoltán Nyári, og Senta, Cornelia Beskow. Fotograf: Jonas Persson / Malmö Opera.

Carl Larssons Wagneridyl

Den flyvende Hollænder i Malmö kom godt i land

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Der er klare genkendelige træk trods de ca. 400 års forskel fra dengang det hollandske spøgelsesskib ifølge overleveringen gjorde havene usikre og frem til de nogle hundrede år senere, da Richard Wagner i 1843 gendigtede mødet mellem Hollænderen og et norsk søfartssamfund. Wagner benyttede den gamle legende om det hollandske skib, der måtte sejle omkring til evig tid på grund af kaptajnens gudsbespottelse som grundlag for en opera, hvor legenden blev forbundet til komponistens egne oplevelser og forestillinger, da han på sin flugt fra Riga til Paris mod nye landvindinger med fartøjet Thetis kuldsejlede ved Sandviken på den norske kyst. Noget tager sig anderledes ud i det lille norske samfund sådan som Wagner gendigtede det efter sit ophold og frem til det tidsbillede i den nye opsætning, som nu er flyttet til Dalarna ca. 1890, hvor det i Lotte de Beers regi og inspireret af Carl Larssons akvareller er valgt, at dramaet skal foregå. Meget bliver anderledes gennem flere års skred i tiden. For eksempel findes de spinderokke, som er en troværdig rekvisit og en markant metafor i 2. akt, ej mere og man må derfor finde andre, mere tidstro erstatninger. Men stærke følelser og menneskelige egenskaber som griskhed, løfter, troskab og kærlighed flytter sig ikke og er stadig vægtige bestanddele i Wagners verdensbillede både i Sandviken, nogle generationer senere i Dalarna og såmænd også i dag i Malmø – og forbliver sandheder, der ikke voldsomt rokker på vores forståelsesniveau. Læs hele anmeldelsen her.

Operakoncert med de kommende stjerner

Anmeldt af Kirsten Neel Harry

******

Her er ingen musik af Mozart. Han spiller Amadeus ovre på den anden side. Nogenlunde således indleder Anne Margrethe Dahl sin velkomst ved aftenens koncertprogram på Operaens Store Scene og får dermed også forklaret, hvorfor dette års koncerter ikke som vanligt finder sted på Gamle Scene. Heldigvis er resten som det plejer. Forstanderen for Operaakademiet præsenterer sine elever og giver publikum historien bag hver enkelt arie. For det er ikke nødvendigvis de mest kendte arier, eleverne synger. Til gengæld oplever vi bredden hos 2. og 3. års eleverne, der også undervejs afspejles i såvel duetter som terzetter. Med musikken – fra Ludwig van Beethovens Fidelio fra 1805 til Richard Strauss’ Der Rosenkavalier fra 1911 få vi godt 100 års operamusik i et par dejlige timer i selskab med DKDM Symfoniorkestret under ledelse af Michael Boder og de unge og kommende operastjerner, som vi glæder os til at følge i deres fremtidige karrierer.

Turandot i moderne iklædning

Fioroni’s nyopsætning på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Turandot er svær at overføre fra fortællingens fremmedartede perspektiv til en nutidig tillempet målestok. Ydermere indgår det fra komponistens side, at operaens partier ikke repræsenterer skikkelser med menneskelige ansigter som Puccini så mesterligt plejer at portrættere dem. Han har her bevist fremstillet dem som typer. Lorenzo Fioroni’s opsætning er seværdig for sin sindrige omkalfatring af fortidige myter med samfundsplager som folkefordrivelse og voldelig adfærd i et nutidigt perspektiv. Operaens rammer med alt hvad den rummer er sat ind på opgaven og det kunstneriske indtryk, der fæstner sig mest, bliver en pragtpræstation fra kapellet og korets rolle i en Turandot-opførelse, som Operaen må høste megen respekt for. Læs hele anmeldelsen her.

OV-prisen til Magnus Vigilius

Årets prismodtager sang værker af Richard Wagner og Franz Lehár ved uddelingen af Operaens Venners Pris i Vanløse Kulturhus den 5. januar 2019. Foto: Nicolai Harning.

Foreningen tildeler hvert år efter afstemning blandt medlemmerne Operaens Venners Pris for en kunstnerisk præstation, der i særklasse har rørt, udfordret eller flyttet tilhørerne. I år gik prisen til tenoren Magnus Vigilius for rollen som Siegmund i Den Ny Opera i Esbjergs opsætning i 2017 af Die Walküre (som han også har modtaget en Reumert som årets bedste sanger for) og for hans herlige og meget frie fortolkning af rollen som Froh i Odense-udgaven af Der Ring des Nibelungen i foråret 2018.

”I 2020 venter vi i spænding på din debut ved festspillene i Bayreuth. Jeg er sikker på, at der vil sidde flere medlemmer af Operaens Venner blandt publikum. Flere har fast rutine i at besøge den smukke by på højen og blive høje af høj specialiseret sang og højt kunstnerisk niveau. Wagner kræver tålmodighed. Samme tålmodighed som det kræver at udvikle både sangtalent og karriere. Du betegner dig selv som en ung heltetenor, og dine to præstationer som Siegmund og Froh får os til at nikke ja. Det kræver vokalt overskud. Det kræver scenisk nærvær. Det kræver musikalitet. Du besidder det hele”, sagde foreningens formand Sanne Caft ved prisoverrækkelsen.

Læs mere om Magnus Vilgilius her.

Et maskebal uden masker