Verdi i Undergrunden

Rigoletto på egnsteatret i Værløse

Af Kirsten Neel Harry

******

Publikum er inviteret med til festen, der foregår i hertugen af Mantovas palads. Lysekroner en masse hænger over os og vi er tæt på, mens Hertugen gør kur, hofnarren Rigoletto håner og Monterone forbander.
Efter første billede indtager vi vores pladser i salen. Nogle har købt billet til cafébord med drinks, mens resten sidder på fine pladser med godt overblik og stadig meget tæt på begivenhederne. Rikke Juellund har lavet en scenografi, der går ud i tilskuerrummet – med Rigoletto og Gildas bolig til venstre og Sparafucile og Maddalenas til højre. Scenografien er enkel, men har alligevel alle de ingredienser vi kender fra øvrige opsætninger af operaen.
Musikken består af Ulrich Stærk, der trakterer flyglet og næsten danser på klaverbænken, dirigerer sangere og sit ensemble af fire dygtige musikere på violin (Hanne Askou), fløjte (Karen-Marie Sørensen), klarinet (Viktor Wennesz) og cello (Lea Emilie Brøndal Pedersen). Så selv om man tænker kammeropera, når der ikke er fuldt orkester, så fornemmes det aldrig, at der mangler noget hverken musikalsk eller scenemæssigt. De tre hofmænd indtræder endog som korister i sidste akt.
Rigoletto (Johannes Mannov) går efter festen hjem til sin datter Gilda (Charlotte Hjørringgaard Larsen), der indrømmer at hun forlader huset for at gå til messe, men ikke at hun har mødt en fattig student, hun er blevet forelsket i. Hun får udgangsforbud, for faderen tager forbandelsen alvorligt.
De to synger en vidunderlig duet, hvor Mannovs professionalisme gør, at han kan lægge bånd på sig og matche Hjørringgaards lidt pigede stemme, som i øvrigt passer vældig godt til rollen som den unge Gilda.
Mens Rigoletto er ude, får Gilda besøg af studenten, som er den pigeglade Hertug (Adam Frandsen) i forklædning. Her kniber det mere med balancen mellem de to i duetten. Frandsens kraftige og gode tenorstemme kan sagtens høres over et fuldt orkester, men her med ”kammerorkestret” bliver hans stemme for kraftig til Hjørringgaard. De erklærer hinanden deres kærlighed og Gilda sender nervøst studenten bort.
Maskerede hofmænd vil bortføre Gilda, som de tror er Rigolettos elskerinde, for at spille ham et puds. Det lykkes overmåde – endda med Rigolettos hjælp. Da han erkender sin fejltagelse husker han igen Monterones (Sten Byriel) forbandelse. Byriel er ret giftig i denne rolle med et satanisk smil, der kun overgås af selveste Jack Nicholson.
De tre hofmænd Borsa, Marullo og grev Ceprano (Otte Ottesen, Bo Hedegaard Horsevad og Kristian Krebs) fortæller Hertugen om deres natlige bedrift og Gilda og Hertugen forenes. Rigoletto forstår nu, at Gilda er hos Hertugen. Gilda mødes med sin far og fortæller om studenten alias Hertugen. Rigoletto lover hævn over forføreren, men Gilda bønfalder faderen om at skåne ham; hun er oprigtigt forelsket.
Rigoletto har tidligere mødt lejemorderen Sparafucile (Steffen Bruun), der har tilbudt sine tjenester. Rigoletto vil gerne vise Gilda, at Hertugen ikke er hende værd. Lejemorderens søster Maddalena inviterer Hertugen over. Rigoletto og Gilda ser og hører om Hertugens syn på kvinder. Maddalena (Andrea Pellegrini, der indledningsvis også har rollen som grevinde Ceprano) er også betaget af Hertugen og vil gerne skåne ham. Gilda er utrøstelig; hun hører om plottet og vil hellere skåne Hertugens liv end sit eget. Hun vender således tilbage til Sparafuciles hus i forklædning, banker på og bliver dødeligt såret og lagt i den sæk, som Rigoletto skal hente senere i den tro, at det er Hertugens lig.
Rigoletto ankommer med restbeløbet til Sparafucile, får sækken udleveret og da han vil kaste den i floden, hører han Hertugen synge i det fjerne. Han åbner sækken, konstaterer den fatale fejltagelse, Gilda tager afsked og dør, og Rigoletto husker igen sønderknust Monterones forbandelse.
Anders Ahnfelt-Rønne har sat i scene og fundet et rigtigt godt cast til rollerne. Det klædte faktisk operaen at blive sat ned i størrelse, det hele fungerede, der var et fint flow og det var nemt at forholde sig til roller og persongalleri. Publikum var meget tilfredse med denne aften i operaen, hvis der måles på den stående applaus, der næsten fik taget til at lette. Så mon ikke vi ses igen i Undergrunden.