Fresco af dansende kvinder i Corso Cotugno necropolis, Ruvo di Puglia. Foto: Le Musée absolu, Phaidon / Yann Forget / Wikipedia Commons

Ud af glemslen, frem i lyset

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Nord for Rom ligger byerne Veji, Cerveteri, Vulci, Tarquinia og mange flere. De er grundlagt af etruskerne, oldtidsfolket, der i det bløde, bakkede landskab etablerede en højkultur i århundrederne inden Rom ekspanderede, gjorde sig til herre over Etrurien og siden hele Middelhavet – og kunne kalde det mare nostrum, vores hav.

Etruskernes kultur var – som romernes – i udgangspunktet en bondekultur, men den blev gennem handel og anden udveksling påvirket af grækernes sans for kunst og æstetik, og de arkæologiske fund fra etruskerne er rige og smukke. Man kan stifte bekendtskab med dem i Villa Giulia tæt på Det danske Institut i Rom, eller man kan besøge de smukke og rigt dekorerede grave i f.eks. Tarquinia, for som det er tilfældet med egypterne, kender vi mest til etruskerne gennem deres grave, der i dag benævnes efter deres smukke, farverige vægmalerier: Krigergraven, Løvindegraven, Leopardgraven, Tyregraven, Graven med de små blomster etc.

Også på Glyptoteket i København kan man se en rig samling af etruskisk kunst, bl.a. sarkofager, bordservice og kopier af nogle af de nævnte vægmalerier fra de etruskiske grave. Det var museets stifter, Carl Jacobsen, der gennem den tyske arkæolog Wolfgang Helbig (1839 – 1915) blev opmærksom på etruskerne og ikke bare begyndte at samle etruskiske kunstgenstande, men også at bekoste kopier af de freskoer, man begyndte at genfinde i gravene – for at bevare dem, og vel at bemærke kopier af dem i den tilstand, de befandt sig i, da de blev fundet, ikke hvordan kunstnere forestillede sig, at de måtte have set ud oprindeligt.

Blandt disse malerier var et af en danserinde i Francesca-graven, der betog ham i særlig grad; en danserinde, der af forskeren George Dennis var blevet kaldt ”La bella ballerina”, selvom maleriet 50 år efter Dennis’ kommentar ikke længere var så velbevaret, at Jacobsen kunne se det i sin helhed.

En dokumentaropera

Denne fresko – og fascinationen af den – er emne for (endnu) en dokumentaropera af Mauro Patricelli. Som Skattegraveren fra 2019 er Bella Ballerina et Gesamtkunstwerk af musik, sang og video projekteret op på bagvæggen. Partituret er domineret af synkoperede rytmer samt gentagelser, hvilket understreges af adskillige slagstøjsinstrumenter og kontrabas, og tonen vækker – som Skattegraveren – minder om en spionthriller fra 1960’erne – også selvom cembaloet denne aften er skiftet ud med et flygel.

Forestillingen indledes med et citat af forfatteren Athenaios, der levede omkring år 200 e.Kr., og fra hvem vi har overleveret et næsten komplet værk på 15 bind, ”Deipnosofisterne/Det lærde middagsselskab”, hvis ramme godt nok er en række samtaler ved et drikkegilde som Platons Symposion, men som snarere har leksikalsk karakter, idet det består af en række citater fra litterære værker, der ikke er overleveret andre steder. Citatet lyder: ”But the Etruscans are so far gone in luxury, that they even make bread, and box, and flog people to the sound of the flute”. Dette citat tages bogstaveligt; det ikke bare vendes og drejes rytmisk, udsættes for Sprechgesang, kor og operasang – det gentages også adskillige gange, og det ledsages af passager, hvor komponisten slår rytmen an på en boksebold, hvor sangerinden Signe Asmussen slår en pisk mod gulvet, og af videoer, hvor danserinden Astrid Elbo (ret amatøragtigt) ælter brød. Man må gå ud fra, at citatet er valgt pga. de overraskende muligheder for rytmik, det indeholder, ikke for sin sanddruelighed, for Athenaios lever trods alt ca. 700 år efter etruskernes storhedstid.

Herefter fortsætter forestillingen med en genfortælling af samarbejdet mellem Carl Jacobsen og Wolfgang Helbig. Det er klassisk arkæolog Mette Moltesen (der meget mærkeligt kun krediteres for ’tale’ og det endda under musikere!), der vidunderligt velformuleret og skarpt guider igennem korrespondance og arkæologiske fakta. Hun beretter også om den ældste stump musik fra den græske oldtid, der er overleveret. Den er noteret med bogstaver, så tonerne kan kun gengives med en væsentlig usikkerhed, men Patricelli tager udfordringen op, præsenterer bogstavnote-ringerne på video og oversætter dem til toner. Denne forholdsvis lange passage, hvor motivet varieres og udsættes for forskellige instrumenter (mens melodistemmen klinger tilpas eksotisk og arkaisk i, hvad jeg tror er en altsaxofon, men det fremgår (heller) ikke af programmet, så man må bære over med min uvidenhed) er afgjort forestillingens bedste. Det bliver et originalt og overraskende bud på, hvordan den musik, der ledsagede dansen, som den er gengivet på Triclinium-gravens fresker, har lydt, og sammen med videoprojektioner af ikke bare de nævnte vægmalerier, men også af dans af solist ved Den Kongelige Ballet, Astrid Elbo, bliver forestillingen her en metaforisk genskabelse af den nævnte bella ballerina, der med tiden næsten er forsvundet. Dette forsøg på at vække et maleri til live gennem en helt anden kunstart er spændende, medrivende og smukt.

”Frem i lyset og livet!”

Derudover har forestillingen ikke meget at byde på. Bevares, der spilles glimrende af de fire musikere (hvoraf en er komponisten selv), og der synges – som altid! – fuldstændigt fremragende af Signe Asmussen. Hendes mørktglødende, dramatiske sopran er enestående i dansk musikliv, og hun burde engageres til langt flere af de store, klassiske partiet på landets operascener, selvom man må respektere, at hendes karriere ofte er viet ny musik, for den opgave løfter hun også.

Men kombination af musikere, en sanger og video er mere kunstig end æstetisk medrivende. Der opstår et flow i den nævnte passage med altsaxofon og dansende etruskere, ellers er synkoperne, talesangen og tonesproget noget nær en gentagelse af Skattegraveren. Det er muligt, at Patricelli her har opfundet en egen genre, og hans forestillinger er interessante og seværdige, men er det opera, som man går grebet og bevæget fra? Svaret er nej. Det lykkes, som Carl Jacobsen skriver i et brev, ”at kalde denne unge etruskiske skønhed ud af sin glemsel, af sin grav, hvor hun har danset i tusinde år, og frem i lyset og livet!,” det svarer bare til at sige, at ”Vissi d’arte” var gribende, men resten af Tosca fuldstændig uinteressant. Med den kommentar ønsker undertegnede, at Patricelli i fremtiden må bruge sine store evner og sin originale fantasi på at skabe rendyrket musikdrama, for han viser i Bella Ballerina store evner herfor.

Meget passende fortsatte forestillingen efter to dage i Odense til Det danske Institut i Rom fredag den 15. september (og så må man håbe, at de medvirkende ved den lejlighed gæstede Villa Giulia). Var man ikke til stede der, og vil man gerne modsige denne anmelder eller blot opleve forestillingen (for det fortjener den), så kan man se den på DR’s hjemmeside, hvor der ligger en optagelse fra en opsætning med fuldt orkester i DR Koncertsalen. Den er er trods mine forbehold bedre at bruge sin tid på end de mange genudsendelser, der præger DR’s sendeflade.

Bella Ballerina

Den Fynske Opera

Set den 11. september 2023

Musik og libretto: Mauro Patricelli

Dramaturg: Florient Azoulay

Videokunstner og foto: Søren Meisner

Medvirkende:

Astrid Elbo (danser)

Signe Asmussen (sopran)

Musikere:

Mette Moltesen (tale)

Francesco Bigoni (saxofon)

Mauro Patricelli (cembalo)

Thommy Andersson (kontrabas)

Matias Seibæk (percussion)