Copyright operamagasinet Ascolta og Henrik Monved. Artiklen stilles til rådighed for Den Jyske Opera. Må ikke kopieres eller distribueres på anden vis.

Er han nu så slem, ham Pinkerton?

Af Henrik Monved

Den amerikanske forfatter og musikkritiker William Berger har skrevet om både Wagner, Verdi og Puccini. Hvad Puccini angår, drejer det sig om værket ”Puccini without Excuses” fra 2005. Ifølge forfatteren vil det ikke være muligt i operaens verden at finde en skikkelse, der er tegnet med større psykologisk og nuanceret dybde end netop den unge japanske geisha Cho-Cho-San også kaldet Butterfly. Operaens ’heltinder’ er stort set ret endimensionelle i deres fremtoning, men med Butterfly er det anderledes. Vi følger hende på scenen det meste af operaen, og alt, hvad hun foretager sig frem mod den katastrofale, ubønhørlige slutning, giver mening og virker fuldt ud forståeligt. Vil man sammenligne hende med andre sceniske skikkelser, må man gå uden for operaens univers og ty til dramaer af Tjekhov og Ibsen.

Men hvad så med B.F. Pinkerton, søofficer i den amerikanske flåde? Her skriver William Berger, at det netop er det skønne ved et naturalistisk drama, at en kedelig karl (”a bad guy”), der forvolder så stor smerte og sorg, som det her er tilfældet, ikke behøver at fremstå med truende skurkagtige træk eller være iklædt dystre gevandter– Han kan meget betegnende være iført en amerikansk søofficers pæne, hvide uniform.

William Berger ser ingen formildende omstændigheder ved den amerikanske flådeofficer og ligger stort set på linje med den negative opfattelse, som kommer til udtryk i anmeldelser og omtale af operaen. Her kommer Pinkerton til at fremstå som det klareste eksempel på imperialismens kyniske misbrug af de mest sårbare sociale lag i de fjerne verdensdele. Og i dag, hvor #MeToo-bevægelsen har sendt kvinderne på barrikaderne, er Pinkerton ydermere blevet set som et tydeligt bevis på mænds grove udnyttelse af kvinder. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Puccinis japanske tragedie – uden at give køb på troværdigheden, når det drejer sig om skildringen af Pinkerton – alligevel mildner portrættet af den amerikanske sømand og kommer ham i møde på afgørende punkter. Jeg vil prøve at besvare dette spørgsmål, men først et par ord mere generelt om imperialismens tidsalder.

Imperialismen

Madama Butterfly er fra 1904 og må betegnes som en af de få virkelig moderne operaer. Den foregår i Nagasaki og berører imperialismen, som omkring dette tidspunkt var fremherskende i Fjernøsten. Fra.ca. 1870 frem til 1914 indledte de europæiske stormagter et veritabelt kapløb om at underlægge sig kolonier, hvilket førte til at hele Afrika og store dele af Asien og Stillehavsområdet blev underlagt europæisk herredømme. England og Frankrig førte an i kapløbet, men mindre nationer som Belgien, Italien, Holland og Tyskland fulgte godt med. Man kastede sig over verden og delte den op imellem sig.

Som baggrund for denne udvikling spillede industrialiseringen i Europa en afgørende rolle. Man havde erhvervet sig en hidtil uset økonomisk, teknologisk og især militær overlegenhed over for indbyggerne i de fremmede verdensdele, hvilket aldrig var set før, og den økonomiske vækst krævede stadig nye markeder og flere råvarer. Ved at kolonisere et land i Afrika eller Asien fik man direkte adgang til eftertragtede råvarer, og samtidig kunne driftige forretningsfolk ved at investere deres kapital i kolonierne forsøge at skabe nye markeder og hente profit hjem til moderlandet. Dertil kom, at det gav prestige og magt at herske over fremmede folkeslag, og det latinske ord ”imperium” betyder netop magt og herredømme. Deraf begrebet ”imperialisme”.

Sammenlignet med Europa var USA et ’ungt’ land, og udviklingen i USA forløb på mange måder helt forskelligt fra den europæiske. USA’s historie starter i virkeligheden først efter Den amerikanske Uafhængighedskrig (1776 – 83), hvor England ved fredsafslutningen ikke alene gav de 13 engelske kolonier på østkysten deres selvstændighed, men også overlod dem alt land frem til Mississippifloden. Det store landområde mod vest virkede dragende på indbyggerne i de 13 nye stater, og det blev begyndelsen på en lang vandring over det store amerikanske kontinent, som ikke standsede, før Stillehavskysten var nået.

Medvirkende til den omfattende kolonisering af det uhyre landområde var den indvandringspolitik, som centralregeringen i Washington fra ca. 1830 lagde op til. Man følte sig endnu ret svag som nation og ønskede for enhver pris at forhindre, at de europæiske stormagter indledte en ny koloniseringspolitik på amerikansk jord. Det blev derfor bestemt, at ethvert nyt område, når det havde nået et vist indbyggerantal (60.000 i alt) skulle ophøjes til stat og være ligeberettiget med de 13 oprindelige stater, og det betød, at de samme demokratiske principper, som lå til grund for den første amerikanske fællesforfatning i 1789, nu skulle gælde overalt. På denne måde blev USA et demokratisk forbillede, og der blev tale om en omfattende udvandring fra Europa. Også fra Skandinavien søgte man lykken og friheden i det fremmede.

Omkring år 1900 var den amerikanske kolonisering tilendebragt. De 13 oprindelige stater var blevet til 45 og befolkningen havde passeret 75 millioner. Et omfattende jernbanenet over kontinentet var med til at svejse de enkelte stater og forskellige folkeslag sammen, og samtidig var den industrielle udvikling med til at gøre Amerika til det førende industrisamfund i verden. Forklaringen skal her søges i, at mens der i Europa var overskud af arbejdskraft, var det modsatte tilfældet i USA. Der blev derfor skabt et behov for at sætte maskiner ind, hvor det var muligt. Det skete både i landbrug og industri, og USA blev på denne måde et foregangsland, hvad angik indførelsen af arbejdsbesparende maskiner og rationalisering af arbejdsprocessen.

USA og flåden

Også på det militære område var USA blevet en magtfaktor. Fra omkring 1890 rangerede den amerikanske flåde blandt verdens største, og USA slog nu ind på samme imperialistiske politik, som prægede de europæiske stormagter. Sjælen i dette foretagende var Theodore Roosevelt. Han beklædte præsidentposten 1901 – 09, men havde allerede fra 1898 som minister været involveret i en aktiv erobringspolitik. Der var efterhånden blevet tale om så store amerikanske kapitalinteresser i både Mellem- og Sydamerika, at USA så det som sin hovedopgave at sikre sig afgørende indflydelse på hele det latinamerikanske kontinent. Man erhvervede kolonier, bl.a. Cuba, Filippinerne og Hawaii-øerne, og fik frigjort en del af Columbia, der blev til staten Panama kontrolleret af USA. Men ellers overlod man den overordnede militære opgave til den amerikanske flåde, der patruljerede i de to verdenshave omkring USA og sikrede, at alt forløb til USA’s fordel uden for store sværdslag. Kun om nødvendigt skulle der gribes mere hårdhændet ind. Præsident Roosevelt brugte et ordsprog, som blev særdeles kendt, til beskrivelse af USA’s imperialistiske kurs: ”Speak softly, carry a big stick and you will go far”.

En slags forløber for den amerikanske imperialisme bør dog nævnes, da den danner baggrund for kærlighedshistorien i Puccinis opera. Så tidligt som i 1853 tvang en mindre amerikansk flåde Japan til at åbne landets havne for handel med USA. Kun nødtvunget bøjede man sig, men man forstod, at et samarbejde med de vestlige lande i længden ville blive til Japans fordel, og snart sikrede lande som Storbritannien, Frankrig, Holland og Rusland sig også gennem traktater adgang til japanske havne. Konsuler blev udstationeret og overvågede de vestlige landes interesser, og Nagasaki, den største af havnebyerne, blev til et internationalt handelscentrum og i enhver henseende en livlig by. Det var her, at flådens folk søgte om orlov eller bare nød livet, mens deres fartøj lå for anker og fik nødvendige forsyninger tilført. Og en søofficer som B.F. Pinkerton er netop en af de militærpersoner som for en kortere periode opnår den mulighed for R&R (Rest and Recreation), som det amerikanske militær tilbød sine ansatte.

Geisha-virksomhed

Det er i Nagasaki, Pinkerton forelsker sig i og bliver gift medCho-Cho-San, der bærer tilnavnet Madame Butterfly. I havnebyen var geisha-virksomhed i tehusene og ægteskab med pigerne sat i system, Ægteskabet blev underskrevet og påstemplet på den lokale politistation og kunne hurtigt arrangeres gennem ægteskabsmæglere, der havde oparbejdet en særdeles lukrativ forretning. Ægteskabskontrakten gjaldt for livstid, men ophørte reelt den dag, udlændingen blev træt af pigen, eller hun blev gravid. Når ægtemanden forlod Japan, opløstes ægteskabet automatisk, for som Suzuki, der er i tjeneste hos Madame Butterfly, siger til hende: ”Ingen har nogensinde hørt om en ægtemand i det fremmede, som er vendt tilbage”.

I 1899 skrev den engelske digter Rudyard Kipling et digt ”Den hvide mands byrde”. Digtet var skrevet i anledning af, at USA stod over for at angribe Filippinerne i Stillehavet – en beslutning, som Kipling fuldt ud kunne bifalde. Den hvide mand var af naturen bestemt til at herske. Derfor var det kun naturligt, at han gjorde sig til herre over de fremmede verdensdele og bragte de primitive folk op på et højere civilisationsniveau. Det ville ikke blive let, men det var nødvendigt, og han kaldte det for ’den hvide mands byrde’.

Kipling er blevet set som en digter, der gav Europa og USA’s imperialisme et klart ideologisk fundament, og hans udlægning blev dengang opfattet som ret indlysende. I dag hæfter vi os i højere grad ved det element af racisme, som ligger skjult i Kiplings budskab, og det er heller ikke tilfældigt, at Det Naturhistoriske Museum i New York for et par år siden fjernede en stor rytterstatue af Theodore Roosevelt foran museets indgang med den begrundelse, at den i for høj grad vidnede om en tidligere tids racisme og kolonialisme.

Hvis et portræt af Pinkerton skulle være realistisk og give mening, ville det være utænkeligt ikke at opfatte ham som ideologisk forankret i tidens imperialistiske tankegang. Han var søofficer på et af USA’s krigsskibe og måtte se det som sin opgave at opfylde sit lands politiske ambitioner, men hvad mere kunne man sige om ham? For Puccini var det afgørende, at det japanske drama ikke kun kom til at afspejle et kultursammenstød mellem øst og vest, men også blev til et individuelt, personligt drama mellem operaens to hovedpersoner. Det betød, at man måtte forsøge at skabe et mere nuanceret portræt af USA’s maritime soldat, og det skulle hurtigt vise sig at blive umuligt – ikke mindst fordi det materiale, man for Pinkertons vedkommende var henvist til, ikke var til nogen hjælp, medmindre det var tidens imperialistiske grundsyn, man ønskede at få bekræftet. I det følgende skal kilderne til operaen kort omtales, og det sker bedst i omvendt rækkefølge.

Operaens kilder

Den egentlige baggrund for operaen tager udgangspunkt i den franske forfatter Pierre Lotis værk ”Madame Chrysanthème” fra 1887. Pierre Loti var officer i den franske flåde og en ret anerkendt skribent. Værket bygger på Lotis ophold i Nagasaki i sommeren 1885. Hans krigsskib lå for anker i byen, og til behagelig adspredelse indgik han ægteskab med en geisha, som han havde opsøgt i et af stedets tehuse. Hendes tilnavn var Madame Chrysanthème. Værket rummer mange fine beskrivelser af livet i Japan. Vi får bl.a. et levende billede af det pulserende handelsliv, der udfolder sig i Nagasaki, og ligeledes et klart indtryk af det hus, som Loti har lejet på en bakkeskråning højt hævet over selve byen. Det er dette hus, som blev sceniske centrum for operaens handling. Stejle stier fører op til huset, og udsigten er imponerende over byen med dens gader og templer og havnen med de mange junker.

Når det kommer til Lotis generelle karakteristik af det japanske folk, fornægter tidens imperialisme sig imidlertid ikke. Den hvide mands naturlige overlegenhed skildres ganske utilsløret. Flere steder omtales japanerne som et barnagtigt, overfladisk folk, og til sidst i romanen sammenfatter han sit indtryk på følgende måde: ”Ved min afrejse har jeg kun et lidt spotsk smil til overs for dette lille bukkende, bjergsomme og griske folk, som er befængt med nedarvet lattermildhed, medfødt kunstighed og uhelbredelig abekatteagtighed”.

I forholdet til Madame Chrysanthème genfinder man i virkeligheden den samme tone af ringeagt. Intet sted mærker man fra Lotis side nogen form for dybere forståelse, og det til trods for at romanen bærer hendes navn. Han skriver om hende, at der aldrig er foregået noget af betydning hverken i den lille hjerne eller det lille hjerte. Og ydermere gælder det for japanske kvinder, at de, når de har lagt deres dragt, ”kun er et ubetydeligt gult væsen med skæve ben og et spinkelt pæreformet bryst”.

I 1898 udgav et amerikansk tidsskrift ”Century Magazine” en kort roman af en sagfører i Philadelphia ved navn John Luther Long. Romanen hed ”Madame Butterfly” og var inspireret af og i virkeligheden et skjult angreb på Pierre Lotis selvbiografi. Long havde ikke selv været i Japan, men handlingen bygger på en historie, som han var bekendt med gennem sin søster, der havde boet i Nagasaki. Det er i denne by, at den amerikanske søofficer B.F. Pinkerton ifølge romanen gifter sig med en geisha kaldet Madame Butterfly, mens hans fartøj ligger for anker i havnen.

Modsat Lotis beskrivelse af Madame Chrysanthème bringer Long et særdeles positivt og rørende portræt af Madame Butterfly. Om den amerikanske flådeofficer har han derimod intet godt at sige. Han forekommer kun ganske kort i begyndelsen af fortællingen, hvor hans koloniale grundsyn tydeligt skinner igennem. Til Butterflys store sorg afskæres hun således fra enhver forbindelse med sin japanske familie og oplæres til at blive en fin, amerikansk dame.

Pinkertons karakter

Der findes dog senere i fortællingen nogle tanker, som den amerikanske konsul gør sig om Pinkertons generelle karakter, og her finder man måske nøglen til en dybere forståelse af ham. Penge spiller ingen rolle for ham. Han vil købe hus til sig selv og Butterfly og udstyre hende med alt, hvad hun behøver, hvis det er nødvendigt, men han er flygtig af natur, og altid på jagt efter nye, spændende oplevelser – især hvad kvinder angår – og er et nyt mål inden for rækkevidde, glemmes hurtigt alt andet. Derfor passede det ham uden tvivl fint, da hans fartøj igen måtte forlade Nagasaki, for ægteskabet med den unge geisha kunne kun opfattes som et hurtigt, overstået kapitel.

Det var Longs roman, som dannede baggrund for den amerikanske forfatter og teatermand David Belascos skuespil ”Madame Butterfly. A Tragedy of Japan”, der er fra år 1900. Puccini så det samme år i London og han opnåede hurtigt rettighederne til stykket, men hermed meldte problemerne sig.

Der er tale om en enakter på kun 21 trykte sider. Den skildrer de sidste 24 timer i Madame Butterflys liv, idet vi møder stykkets hovedperson, da hun efter tre år stadig venter på sin amerikanske sømand og har født hans barn. I virkeligheden genfinder man i 2. akt af Puccinis opera ret nøje det handlingsmønster, som udgør Belascos drama. Hvad Pinkerton angår, er han nærmest ikke til stede hos Belasco. Først til sidst træder han sammen med den amerikanske konsul ind i det japanske hus, hvor han har boet med Butterfly, og tildeles et par replikker.

Butterfly synger i et af husets andre værelser en vuggevise for sin dreng, og Pinkerton, som har troet, at hun for længst har glemt ham, ser nu til sin forbløffelse, hvor trofast hun i huset har bevaret mindet om deres kærlighed. Det berører ham dog ikke synderligt. Han håber, at han gennem konsulen kan formilde hende med en sum penge og forlader hurtigt skuepladsen. Da Butterfly herefter møder Pinkertons hustru forstår hun, at alt er forbi. Hun indvilger i at udlevere barnet og beslutter at begå selvmord. Det sker, netop som Pinkerton og hans hustru er på vej for at hente barnet. Vi kan af regibemærkningerne se, at Pinkerton kun modvilligt træder ind i huset igen, og at det er hans hustru, som nærmest tvinger ham. Her finder de den døende Butterfly, og i forfærdelse bøjer Pinkerton sig over hendes skikkelse.

Samarbejdet mellem Puccini og hans to tekstforfattere Luigi Illica og Giuseppe Giacosa havde aldrig været let, men ved udarbejdelsen af Madama Butterfly kunne det dårligt blive værre. Med et så negativt og begrænset portræt af ’søens mand’, som fremgik af kilderne, blev det næsten umuligt at nå til enighed om hans rolle i operaen. Grundlæggende havde man faktisk kun Longs beskrivelse af Pinkerton at gå ud fra, hvilket betød, at man i realiteten blev konfronteret med en ikke videre flatterende egoistisk livsnyder, men at lade ham optræde i operaen helt uden sympatiske træk gik dog ikke. Musikforlægger Giulio Ricordi måtte flere gange træde til som mægler mellem de stridende parter. Det startede som regel med ordene: ”Mine herrer! Vær venlig at stille på mit kontor i morgen kl. 10!”. Operaen blev fra 1904 til 1906 underkastet tre revisioner, og disse revisioner tog bl.a. sigte på at få skabt et mere afrundet positivt portræt af Pinkerton.

Portrættet i sin endelige form rummer dog stadig klart uforenelige modsætninger og viser, hvor svær en opgave, man stod overfor, Jeg vil i det følgende prøve at sammenstykke et mere fuldgyldigt positivt portræt af operaens ”heltetenor”, og det sker bedst ved at slå ned på de afgørende punkter, som handlingsmæssigt og musikalsk går på tværs af de kilder, man havde til rådighed.

En kærlighedsduet

I Pinkertons arie ”Dovunque al mondo lo yankee vagabondo” (Over hele verden vandrer yankee’en) lærer vi i begyndelsen af operaen vores søofficer at kende. Over for den amerikanske konsul skildrer han sig selv som yankee’en, der på sit krigsfartøj sejler over de store verdenshave og kaster anker, når lejlighed byder sig. Han er en trofast vogter af USA’s udenrigspolitik, men mest af alt tænker han på at nyde livets glæder, og det sker først og fremmest i selskab med piger i de forskellige havnebyer. Ydermere ser han det japanske ægteskab, han går ind til, som en særdeles tilfredsstillende konstruktion, idet giftermålet gælder til evig tid, men kan opsiges med en måneds varsel. Det er en ovenud selvsikker yankee, vi møder her, og bagved ligger USA’s nye, hævdvundne position som dominerende stormagt. Musikalsk er arien formet over den senere amerikanske nationalsang ”Star Spangled Banner”, og når Pinkerton til sidst skåler med konsulen, sker det ikke på operaens sprog, men på engelsk med ordene ”America for ever”, hvorved USA’ nye selvforståelse tydeligt skinner igennem. Vi forstår også på Pinkerton, at et rigtigt ægteskab for ham kun giver mening, når han til sin tid gifter sig med en amerikansk kvinde.

Det er Pinkerton i Longs roman, vi møder her, og som han præsenterer sig selv, kommer han for de fleste til at fremstå som den mest utiltalende førsteelsker i operahistorien. Men herved opstår der et problem, som vanskeligt lader sig forklare, når man efterfølgende vil beskrive det kærlighedsforhold, vi i slutningen af første akt er vidne til mellem operaens to hovedpersoner. I de fleste Puccini-biografier omtales den store kærlighedsduet mellem Pinkerton og Butterfly i 1. akt som langt den smukkeste, Puccini har skrevet. Den vurdering deles også af William Berger, hvis uvilje mod Pinkerton er beskrevet i begyndelsen af denne artikel. Han ser faktisk duetten som en af de bedste i operahistorien (”one of the most sublime in opera”) og må indrømme, at Puccini her har skrevet kærlighedsmusik så overbevisende, at vi nærmest tvinges til at tro på Pinkertons ægte følelser over for den meget unge kvinde. Dog tilføjer han, at vi ud fra den tidligere samtale mellem Pinkerton og konsulen er klar over, hvilken sømand vi reelt har med at gøre, og derfor vil vi aldrig kunne se det romantiske kærlighedsmøde mellem de to elskende med alt, hvad musikken rummer af inderlighed og erotisk tiltrækningskraft, uden samtidig at betragte Pinkerton med dyb mistro. Det forklarer dog ikke, hvorfor Puccini komponerede kærlighedsduetten, som han gjorde.

Der er ingen tvivl om, at Puccini og hans librettister har set det som deres opgave at skildre den selvsikkerhed, hvormed en ny tids amerikaner fører sig frem på den internationale politiske scene. Når dette er sagt, må det imidlertid tilføjes, at samtalen mellem konsulen og Pinkerton langt fra giver en udtømmende forklaring på, hvem den amerikanske søofficer er, og slet ikke i den situation han befinder sig.

Her må man gå bag om den nationale stolthed og storskrydende sømandsjargon, han stiller til skue i samtalen med konsulen. Hos både Pierre Loti og Long ses det japanske ægteskab med en geisha først og fremmest som et praktisk arrangement. Long har i begyndelsen af sin roman en skildring, der stort set svarer til den indledning, vi også finder hos Pierre Loti. Pinkertons skib anløber havnen i Nagasaki, og en ven anbefaler ham at gifte sig med en geisha for at få lidt fornøjelse ud af besøget. Selv har han to gange tidligere opholdt sig i havnebyen og taler af erfaring. I operaen er der tale om en ganske anden situation. Under den indledende samtale med Pinkerton spørger konsulen på et tidspunkt, hvad det er for en galskab, der har grebet hans landsmand, siden han absolut vil giftes. Er han virkelig blevet forelsket? Pinkerton har svært ved at finde de rette ord, men musikken taler her et anderledes tydeligt sprog.

Som hos Wagner benytter Puccini i sin musik en form for ledemotiver, hvor personernes dybereliggende følelser og bevæggrunde kommer til udtryk. Et gennemgående japansk inspireret tema høres gennem hele operaen Vi møder det i forskellige afskygninger, bl.a. da Butterfly forklarer, hvordan hun er endt som geisha, og her afsløres det, hvad temaet musikalsk dækker over. Selv de stærkeste egestammer river stormen op med rode, siger hun, og henviser til, at hendes far faldt i unåde og af mikadoen, dvs. kejseren, blev tvunget til at begå harakiri. Det førte til familiens fattigdom og det liv, hun nu må leve som geisha. Hvad hun håber på, er igen at kunne rive sin tilværelse op med rode og finde lykken.

Temaet skildrer det dybe indhug i tilværelsen, som skæbnen påfører os, og det er det samme musikalske motiv, vi hører, når Pinkerton fortæller om sit møde med Butterfly i et af byens tehuse. Med et dekorativt japansk scenebillede som baggrund har den lille geisha danset og sunget for mændene, og i sin stilfulde ynde har hun ganske enkelt slået benene væk under amerikaneren med en styrke, han ikke forstår. I virkeligheden er hun blevet indbegrebet af det fjerne Japan, han for en periode er blevet en del af og nu oplever på nærmeste hold. I modsætning til USA, som er en ung nation uden nævneværdig ældre historie, medmindre man vil gå på opdagelse i de indianske reservater, møder Pinkerton i Japan et mere end tusind år gammelt kejserdømme med en så eventyrlig, fremmedartet civilisation, at det overgår enhver forestillingsevne, og han har tabt sit hjerte både til landet og den lille Butterfly. Uvilkårligt spørger man, om man, som det sker her, kan købe sig til kærlighed, og operaen er ganske moderne i sin opfattelse af, hvordan kærlighedsrelationer opstår. Kærlighed er som alt andet til salg og bliver ikke mindre virkelig af den grund. I et fuga-lignende forspil til operaen skildres det hektiske liv i Nagasaki, hvor alt forhandles og sælges. Vi hører her et tema, som til sidst i 1. akt ændrer karakter og bliver til den langsomme musikalske understrøm i kærlighedsduetten.

Er han nu så slem?

Hos Long fremstår Pinkerton som den flådeofficer, der søger de oplevelser, han kan få, når han går i land, og Pierre Loti nævner skønheder, han har mødt på sine togter. Pinkerton i operaen taler også om piger, man kan møde i fremmede havne, men vi hører ikke nærmere om dem. Langt snarere forholder det sig sådan, at vi i operaen møder en ung flådeofficer, som under sit ophold i det fjerne Japan for første gang er blevet virkelig forelsket. Derfor virker det heller ikke tilfældigt, at hans bryllupsrejse, da han senere gifter sig med en amerikansk kvinde, går til det land, der har betydet så meget for ham. Der er gået tre år, siden Pinkerton ved orlovsperiodens ophør forlod Japan, Hvad han har bedrevet i denne periode, ved vi ikke. Forholdet til Butterfly har i hvert fald helt fortonet sig, selv om han stadig har betalt hende for deres hus. Da han nu vender tilbage til Japan og sammen med konsulen besøger sit gamle hjem i Nagasaki, ser han, hvor trofast Butterfly har ventet på ham og værnet om deres kærlighed, og endnu en gang er det, som om tilværelsen skrider under ham. Operaen følger Belascos skuespil, men for at understrege den følelse af svigt og skyld, som overvælder ham, tilføjede Puccini og hans librettister ved en revision af operaen efter premieren en kort arie ”Addio, fioreti asil” (Farvel, du mit blomstrende fristed). Den bryder grundlæggende med den ret kyniske skildring af Pinkerton, som kommer til udtryk i teaterstykket. Mere afgørende er dog operaens slutning, som i sin radikalitet går hinsides alt, hvad kilderne fortæller og viser os den tragedie, som ikke kun rammer Butterfly, men også Pinkerton.

Da han erfarer, at Butterfly har født ham en søn, bliver det aftalt med konsulen som mellemmand, at sønnen følger med Pinkerton til Amerika. Det kan forekomme som en hjerteløs beslutning, men Butterfly ved godt, at det er den eneste mulighed for at sikre drengen en tryg tilværelse. Børn af blandede ægteskaber mellem japanske piger og mænd fra vestlige lande kunne ikke i Japan officielt registreres som japanske statsborgere. De blev til en udstødt samfundsgruppe og overlevede på næsten umulige vilkår. Butterfly meddeler, hvornår barnet kan hentes, og vi hører til sidst i operaen Pinkerton fortvivlet råbe Butterflys navn, mens han løber op mod huset på højen. Der er tale om en dyster kontrast til Butterflys centrale arie i 2. akt ”Un bel di vedremo” (En smuk dag vil komme). Her drømmer hun om den dag, hvor Pinkerton igen ankommer med sit skib, og han langsomt skiller sig ud fra mængden og vandrer op ad stien til huset, mens han kalder på hende.

Pinkerton har levet så længe med Butterfly, at han kender både til hendes personlige historie og ikke så lidt til japanske forhold, Hun kommer oprindelig fra en gammel aristokratisk klan af krigere, som under samfundets gennemgribende forvandling for længst er gået i opløsning. Afgørende moralbegreber som mod og ærefuldhed har dog ikke mistet deres betydning, og da Butterfly til sidst må erkende, at hun har tabt alt, hvad hun har kæmpet for, beslutter hun ærefuldt som sin far at begå harakiri. Pinkerton ved, hvad hun har i sinde, men kommer for sent. Han ved også, at det er ham, soldat i den amerikanske marine, som har dræbt hende og nu selv såres, uden at såret kan heles.

På et tidspunkt under deres kærlighedsduet siger Butterfly til Pinkerton, at hun har elsket ham fra det øjeblik, de mødte hinanden. Ville hun sige sådan, hvis ikke den amerikanske sømand rummede afgørende kvaliteter? Man kan indvende, at hun kun er en pige på 15 år uden den store erfaring, men som Pierre Loti gør opmærksom på, blev de yngste geishaer tidligt voksne, og i sin indledende samtale med Pinkerton afslører Butterfly en dyb forståelse for de grundvilkår og den skæbne, vi som mennesker er underkastet. At Pinkerton er officer i den amerikanske flåde og må ses som repræsentant for den hvide mands imperialisme, overrasker ikke, men hans navn er B.F. Pinkerton, hvor ”B.F.” står for Benjamin Franklin, og det krigsskib, hvor man fra kommandobroen skuer ud over verdenshavene for at håndhæve USA’s magt og indflydelse, bærer navnet Abraham Lincoln. I disse navne gemmer sig to af USA’s mest lysende skikkelser. I deres kamp mod slaveri og racemæssig undertrykkelse lå en idealisme, som også hører USA til. Måske er den ikke helt ubemærket gået uden om den amerikanske sømand og gemmer sig et sted, som er værd at eftersøge.

Kilder

Pierre Loti: Fru Chrysantemum. København, 1895.

John Luther Long: Madame Butterfly. New York, 2013.

David Belasco: Six Plays. Boston,1928.

William Ashbrook: The operas of Puccini. London, 1969.

Julian Budden: Puccini. His Life and Works. Oxford, 2002.

William Berger: Puccini without Excuses. New York, 2005.

John Louis DiGaetani: Puccini the Thinker. New York, 1987.

William Weaver: The Puccini Companion. New York, 1994.

Ulrik Grubb m.fl.: Verdenshistorie I korte træk. Gyldendal, 2006.

Helmer Jørgensen: Japans modernisering 1853 – 1912. Gyldendal, 1985.

Arne Kalland: Japans historie. Oslo, 2005.

Madama Butterfly. Det Kongelige Teaters program 1989 og 1997/98.

Madama Butterfly. CD. Emi Classics, 2009.

Madame Butterfly. The trace of the Opera. DVD fra Torre del Lago, 2009.

Tekst i boks:

Den evige geisha

DJO spiller Madama Butterfly fra den 4. oktober 2024 til den 30. november.