Turandot på Malmö Opera

Foto: Jonas Persson /Malmö Opera

Storslået fortælling om iskold prinsesse

Anmeldt af Anne Holm

******

Sidste gang denne anmelder så Turandot, vakte arien ”Nessun dorma”, som indleder tredje akt, så stor jubel, at den måtte gentages. Faktisk virkede det, som om afsyngningen af netop denne arie var den primære årsag til, at en stor del af det begejstrede publikum befandt sig i salen.

Sådan var det ikke, da værket havde premiere på Malmö Opera den 3. februar 2024, men Daniel Johansson, som sang Calaf, fik spontant stort og velfortjent bifald, for han gjorde det rigtig godt.

Arien om byen, hvor ingen sover, men venter i gru og spænding på, om morgenen vil gry til henrettelse eller bryllup er gribende og gav i Daniel Johanssons version behørige kuldegysninger.

Turandot, som er Puccinis sidste opera – han nåede faktisk ikke at skrive den helt færdig, før han døde af strubekræft i 1924 – er en pompøs og overdådig opera med en besynderlig handling.

I et eventyrrige af kinesisk tilsnit har prinsessen Turandot for at ære en fjern formoder – som blev taget med vold efter en krig af en af sejrherrerne – svoret, at ingen mand nogensinde skal have hende, og hun har brugt sin magt til på grusom vis at sætte handling bag ordene: Bejlere, som ikke kan gætte de tre gåder, som hun stiller, får hugget hovedet af. Kun den, der kan gætte dem alle, vil hun gifte sig med. Det har foreløbig kostet henved 30 prinser livet.

Operaen begynder med, at endnu en prins falder for den skønne, men iskolde prinsesse og med tre slag på en gong melder sig i rækken af håbefulde bejlere, og man skal tro på ideen om kærlighed ved første blik for at acceptere operaens videre handling.

Det ender selvfølgelig med, at Turandot giver efter. Hun smelter, som prinsen forudsiger, at han vil få hende til at gøre, og de forenes i kærlighed. Inden det kommer så vidt, er der imidlertid blevet udgydt mere blod, prinsens trofaste tjenestepige Liù har begået selvmord for at beskytte prinsen, og hele Peking har skælvet i rædsel for, hvad Turandot kan finde på, hvis hun tvinges til at indgå ægteskab. Det er en helt usandsynlig og meget voldsom fortælling.

Tro mod forlægget

Opsætningen i Malmö er tro mod forlægget. Der er ikke eksperimenteret med en visuel nyfortolkning eller et forsøg på at gøre det hele abstrakt. Man undsiger på ingen måde den i dag så forkætrede orientalisme – og slipper godt fra det.

Scenebilledet er smukt og et udsøgt eksempel på, hvordan en helt enkel scenografi kan være meget effektfuld. Fra begyndelse til ende udspiller operaen sig på en stentrappe, der fører op til et slot, på begge sider indrammet af to kirsebærtræer, der står med grene og blomster og strækker sig mod himlen. Da operaen begynder, daler sneen stille ned over stedet, og da operaen slutter, med ordene ”leve kærligheden”, er det blade fra kirsebærblomster, der daler ned. Begge dele meget stemningsfuldt.

Musikalsk er det lidt en bulder og brag opsætning. Der er fuldt tryk på både orkester og sangere fra begyndelsen, og vel hører Puccinis musik til Turandot ikke til i den stille ende, men det var alligevel lidt vel stort sine steder.

Anne Derouard (Turandot), Daniel Johansson (Calaf) og Solen Mainguené (Liù) sang de krævende partier med stor indlevelse, og Jonah Spungin, Per Lindström og Conny Thimander de tre kejserlige embedsmænd Ping, Pang og Pong med lige dele vemod og humor – og et strejf af djævelskab.

Korpartierne fylder meget i operaen og var meget velsungne, men især partierne for børnekor var bevægende ved lørdagens forestilling.

Hvis man bare gerne vil høre Puccini, kan lide en traditionel opsætning og vil have en god aften i operaen, så er der al mulig grund til at tage til Malmö.

Turandot

Malmö Opera

Set ved premieren den 3. februar 2024

Komponist: Giacomo Puccini

Libretto: Giuseppe Adami, Renato Simoni

Dirigent: Daniel Carter

Iscenesættelse: Sofia Jupither

Iscenesættelse i Malmö: Katarina Sörenson

Scenografi: Erlend Birkeland

Kostumer og masker: Maria Geber

Koreografi: Katarina Sörenson

Lysdesign: Ellen Ruge

Turandot: Anne Derouard

Calaf: Daniel Johansson

Liù: Solen Mainguené

Timur: Mariano Buccino

Ping: Jonah Spungin

Pang: Per Lindström

Pong: Conny Thimander

En mandarin: Henning von Schulman

Kejser Alltoum: Stefan Dahlberg

Turandots kammerpiger: Linnea Nordenback, Viktoria Karlsson

Prinsen af Persien: Ali Hussein

Malmö Operaorkester

Malmö Operakor

Malmö Operas Børnekor

Turandot er en samproduktion med Finlands Nationalopera og -ballet.