Turandot i moderne iklædning

Turandot anno 2019 på Operaen i København. Foto: Miklos Szabo

Fioroni’s nyopsætning på Den Kongelige Opera

Af Henrik Marcussen

******

Turandot er en grum fortælling, der udspiller sig engang i asiatisk middelalder et ubenævnt sted i det kinesiske rige. Det er i operaen blevet til en fortælling fra et brutalt og voldeligt samfund om hvorledes tortur, terror og henrettelser måske vil kunne erstattes med medmenneskelige egenskaber som medfølelse og kærlighed. Prinsesse Turandot forklarer sine grunde til ikke at ville tilpasse sig det hårde samfund hun tilhører og afviser et ægteskab med Kalaf som inkarnation af mandkønnets brutalitet. Men hun, den kinesiske prinsesse, får åbnet øjnene for at der findes andre opfattelser end hendes, da hun bliver vidne til den landflygtige slavinde Liù’s opofrelse over for kongesønnen Kalaf, som hun sammen er flygtet med. Det bliver for Turandot en åbenbaring, hvor hun føler sig frigjort fra sin indestængte isolation og kan tage imod Kalaf som ægtefælle.

Fortællingen om, hvordan Turandot opnår denne indsigt og oplever udbredelsen af det grundlæggende kærlighedsbudskab til det omgivende plagede samfund, der befinder sig i en landflygtighedskrise, er her i Operaens opsætning af den schweiziske instruktør Lorenzo Fioroni omsat til vor samtid. Det er i det ydre et civiliseret samfund, overklassbetonet og stærkt styret af en herskerelite, men eksisterer i frygt og er som flygtninge i ustandselig bevægelse mellem forskellige mål.

Operaen er svær at overføre fra fortællingens fremmedartede perspektiv til en nutidig, tillempet målestok. Ydermere indgår det fra komponistens side, at operaens partier ikke repræsenterer skikkelser med menneskelige ansigter som Puccini så mesterligt plejer at portrættere dem. Han har her bevist fremstillet dem som typer. Liù har således med sin ensidige opofrelse ikke yderligere menneskelige aspekter som vil kunne findes hos Mimi eller Cho-Cho-San, Kalaf repræsenterer et heroisk resultatsøgende vinderideal og Ping, Pang og Pong optræder som det klovnetrekløver de er udstyret som – i modsætning til de mange eksempler på rørende, irriterende og lattervækkende træk hos bipersoner som La Bohème Benoit og Parpignol, Tosca’s Sakristan eller Madama Butterfly’s Goro.

Til opgaven at kunne omforme denne fortælling i moderne iklædning og dermed tillige at realisere stiliseringen af persongalleriet i Turandot, har Fioroni taget japanske tegneserier til hjælp. Tegneserier, mener han, giver en forståelse for grænsen mellem virkelighedens realisme og drøm. Tegneserier stiliserer og netop som repræsentant for en nutidig ungdom, der har tilegnet sig tolkningen i tegneseriens verden, indtager en lille pige i outfit som en kendt japansk tegneseriefigur scenen og oplever begivenhederne herfra. Hun lever sig ind i dem og med egne drømme og iagttagelser får hun måske forklaringer, der forener de mange forskelle på en fiktiv fortid og virtuel nutid. Med pigens forståelsesramme bør vi publikum’er få den samme adgang til de mangeartede begivenheder. Især 1. akt trækker voldsomt på det visuelle univers, der – udover at rumme en legeplads for pigen – følger handlingen med videoprojektioner. Dertil et massivt opbud af koret som medrivende folkemængder i flugt og i oprør over henrettelsen af den persiske prins, der ikke formåede at gætte Turandot’s tre gåder. Hele det store udstyrspanel var her sat i spil i en sådan grad, at et hårdt belastet styrende edb-system på premiereaftenen brød sammen og først gik i hak, da teaterchefen havde åbenbaret sig for fjerde gang. Derimod ingen unoder fra orkestrets side, der bare spillede sønderrivende flot i det orkesterbrus, der skyller gennem denne 1. akt inden den ligeledes storslåede instrumentale afslutning i 3. akt, hvor der i Operaens udførelse her er udeladt de seneste tillagte minutter tilføjet efter Puccinis død.

Men inden da Ping, Pang og Pong´s klovnediskussioner om valg mellem forestående henrettelse, bryllupsfestivitas og de efterfølgende pinsler for at udfritte Liù navnet på Kalaf. Dette udspilles i et flot udtænkt scenisk udstyr, der i sin realisme rummer et arbejdsrum, som er en nordkoreansk hersker værdigt og med dertil hørende panoramaudsigt til en veloplyst by der ikke må sove.

Opsætningen er seværdig for sin sindrige omkalfatring af fortidige myter med samfundsplager som folkefordrivelse og voldelig adfærd i et nutidigt perspektiv. Operaens rammer med alt, hvad den rummer, er sat ind på opgaven. Særlig koret i de mange gennemgribende partier, som Puccini her generøst har strøet ud, imponerer i de mange forbindelser det optræder: som folkemængder i flugt, tilskuere til menneskeslagtning eller i glædeshyldest over Kalaf’s gætterier. Orkestret har en markant placering og udfylder opgaven til fulde og ofte mere til. Sangerne er udmærkede, en Kalaf (Sung Kyo Park med stemmefylde og det smæld i højden, der er uomgængeligt for Kalaf’s vindertroværdighed. Ann Petersen havde antydning af igangsætningsvanskelighed, men kom herefter godt fra start til dette partis store krav. Sine Bundgaard høstede berettiget hyldest for en fin og følsom udførelse af Liù’s to smukke arier. Det kunstneriske indtryk, der fæstner sig mest, bliver en pragtpræstation fra kapellet og korets rolle i en Turandot-opførelse, som Operaen må høste megen respekt for.