Tristan og Isolde på Den Kongelige Opera

Sansemættende veludført

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Den nye opførelse af Wagners berusende musikdrama på Operaen med foreløbig 4 planlagte opførelser annonceres som delvist scenisk samtidig med, at Det Kongelige Kapel indtager scenen. Dette kan muligvis og i andre sammenhænge berettiget tolkes som en løsning for operaopførelse uden den fulde udfoldelse og dermed uden alt det et stort operahus rummer af lys, farver, sætstykker, dragter og fuldbesat orkestergrav. Og sandt nok: en Aidapå halvt blus uden palmer, sejrsparader og gravkammer er en tam erstatning. Tilsvarende fordrer hos Wagner Mestersangerne, Rhinguldet og Den flyvende Hollænder ligeledes både at kunne ses og høres.
Men netop Tristan og Isolde med værkets mindre antal personer og indbyrdes psykologisk og følelsesrelaterede introverte drama kan – som det nu er valgt på Operaen – styrkes og beriges trods i det ydre minimeret, men med fokus på et sansemættet og samstemmende akkompagnement med orkestret anbragt i øreniveau med publikum.
’Kan beriges’ skal her nok understreges, idet netop Tristan og Isolde er en opera, der har et potentiale der kan udnyttes i semidramatiske opførelser men på højt kunstnerisk niveau og ikke (blot) som en økonomisk løsning. Desuden som forudsætning, at instruktion ligeværdigt tilgodeser hensyn til ord, sang og musik. Og det er forudsætninger, der blev indfriet i Operaens nye udspil.
Opførelsen i Natascha Metherells bevidst nedtonede instruktion med beskeden scenografi og tidsubestemt kostumering med vægten lagt på orkestret ledet af Lothar Koenigs opfylder netop sådanne krav for berigelse. Det var dertil i særlig grad kapellets aften. Det har været en gave til orkestret med nu udvidede kræfter at få denne opgave og dermed også for publikum at få lejlighed til at nyde orkestrets formåen. Det er netop orkestrets gengivelse af musikkens sanseberusende kraft og vælde, strygerklangens bedårende liflighed og den opløftende opdagelse, hvor nye nuancer og klange dukker frem i Koenigs og orkestrets meget fascinerende musikalske fortælling med dets mangeartede højdepunkter, der tegner denne opførelse som noget helt særligt.
Forspillet giver allerede en udlægning af hele historien. Vi fanges omgående ind i et helt eget dybt fascinerende musikalsk spin og fornemmer de følelsesmæssige skred operaens personer vil opleve – og selv vil vi lukkes ind i en drømmeagtig verden af genoplevede musikalske højdepunkter, der gradvist gennem mærkepælene fra forspillet fører os gennem dramaet til endepunktet: Isoldes Liebestod. Højdepunkterne står i kø som forspillet til 1. og 2. akt, den store kærlighedsduet i 2. akt, mødet med kongen, forløsningsmusikken og Isoldes Liebestod.

Suveræne Ann Petersen
Blandt aftenens solister stod Ann Petersen suverænt frem med en dyb fortrolighed med Wagners univers. I begyndelsen som en rank og trodsig fristerinde, lidenskabeligt bevægende i fortællingens fremdrift til slutapoteosens udfoldelse. En stor præstation med varme, smertebetonet, indsigtsfuld og med stor klangfylde. Overfor Christopher Ventris’ Tristan er det fortsat Isolde, der i deres samspil bærer førertrøjen. Han har ikke hendes grad af stamina, men tager sine stik hjem i sin vemodige, smukt formulerede erkendelse af dødens komme. Egils Silins’ Kurwenal var et sangligt flot bekendtskab, der gerne måtte uddybes. Kong Marke, Kyungil Ko, var i skikkelse og sprogdragt langt fra vikingeborgen i Cornwall, men hans dybe sonore bas gjorde indtryk. Hanne Fischers Brangäne var en meget smuk og fint afvejet oplevelse blandt alt det sørgelige. Baggrunden var domineret af et månelandskab med forskellige faser og belysninger som opfølgning på dramaets udvikling og temperament skift.
En storslået opførelse med suveræne Ann Petersen i topform. Samlet set høster Operaen endnu engang velfortjente fuld stjernevaluta for denne smukke, veludførte og orkestralt sanseberusende opgave.