Er der bal bagefter?

Af Brian Bo Jensen

******

Inspiration kan være farlig. Måske det skyldes, at mennesket ikke selv er herre over inspirationen, for jævnfør ordets oprindelse (det latinske substantiv inspiratio betyder det at være blevet indblæst ånd (af en guddom)) kommer inspirationen udefra. Verbet inspirare – at indånde – er oprindelsen for inspiratio, så i ordets betydning ligger såvel en passiv som en aktiv dimension – det at få ånd og selv at ånde, og det kan derfor meget passende stå som motto for guidOperas opsætning af Puccinis Tosca, der denne lune, stille sommeraften havde premiere på Den Fynske Opera: Det er maleren Cavaradossis inspiration af den fromme marchesa Attavanti, der sætter handlingen i gang (fordi maleriet af marchesaen puster til Toscas jalousi), og således er årsag til en af hele operalitteraturens mest dramatiske og medrivende intriger. Ånder man for stor opera – og det gør Guido Paevatalu uden tvivl – må det endvidere være svært at lade dette skæbnespil ligge, men inspiration kan som sagt være farlig, og det er ikke uden konsekvenser af opføre Tosca, som guidOpera gør.

Intimt teater
Det er professionelle kunstnere, det er tilknyttet guidOpera; de kan synge, de kan spille, og de kan stå på en scene uden at falde igennem. Hvor inspirerede de altså end måtte være, hvor meget man som publikum end måtte beundre og respektere dem, er der noget dilettantagtigt over dette turnerende operaselskabs opsætning af Tosca. Det skyldes ikke musikerne, for Leif Greibes kvartet bestående af klaver, violin, cello og klarinet spiller virkelig fremragende, og selvom Puccini kun skrev én (stryge)kvartet, Crisantemi, så lader det store partitur sig også udmærket forløse af fire instrumenter. Det ærgrer nok, at lilletromme og kirkeklokke afspilles digitalt, men det er ikke dilettanteri, det er bare uoriginalt, for kunne man ikke have gjort noget andet, der passede til opsætningens intime format? Man skulle synes det.
Der er intet kor i forestillingen; de sidste fem sangere synger Te deum-satsen fra kulissen, mens Scarpia er alene på scenen i slutningen af første akt.
Som sagt er det fremragende sangere, der medvirker: Frederik Rolin synger både Angelotti og Sciarrone, Hans Lawaetz er sakristanen og vagten i sidste akt, og Torleif Steinstø er Spoletta. (Hyrdedrengen i tredje akt er strøget, og det fungerer fint.) Niels Jørgen Riis’ tenor klinger fortsat rent og tindrende som Cavaradossi, mens Signe Asmussen forlener titelpartiet med fylde og varme; hendes Tosca er ingen ung, letpåvirkelig natur, hun er moden (som en frugt er moden, når balancen mellem smag og konsistens er optimal) både som kvinde og som kunstner, og hun har stort scenisk nærvær. Hun er forestillingens trækplaster. Guido Paevatalu synger selv Scarpia, og selvom hans smukke klang er intakt, så begynder man at kunne høre, at han efterhånden er en ret erfaren kunstner, for hans fremførelse er mere deklamatorisk end organisk og velsunget, men også det kan man se bort fra.

Iscenesættelse
Paevatalu står desuden for såvel instruktion som scenografi, og det er nok her, inspirationen til at forløse Puccinis mesterværk ikke rækker. Paevatalu insisterer på en Tosca, der ligner, hvad man ville forvente af en opera, hvis handling udspiller sig tre konkrete steder i Rom: Kirken Sant’ Andrea della Valle, Palazzo Farnese og Engelsborg. De interimistiske scenemuligheder for en turnéforestilling tillader bare ikke så store armbevægelser, så publikum krummer tæer over den kirke, der præsenteres i første akt: Et bord med en dug er en søjle, kirkelysene sidder i en ramme flikket sammen i sløjdlokalet, og krucifikset ser afgjort ikke indviet ud. Kulørte lamper fuldender det tarvelige indtryk, og man overvejer, om der mon er bal efter forestillingen (som på landet i forne tider, når der blev spillet dilettantkomedie i forsamlingshuset).
Møblerne i anden akt er så forgyldte, at de skriger guldmaling helt ned på bageste række, og helt galt bliver det i tredje akt, for at finde noget, der kunne gøre det ud for murkransen på Engelsborg, er ikke lykkedes, så i stedet for at kaste sig ud, spæner Tosca til sidst bare ud i kulissen. Dét er en eklatant fuser, og dem er der desværre flere af i instruktionen, fordi Paevatalu netop insisterer på at opfylde en forventning om naturalisme, og det ender i klichéer: Steinstøs Spoletta er så ydmyg en spytslikker, at han hele tiden går med nakken bøjet og tørrer angstens sved bort, sakristanen skal hjælpes på benene, selvom Lawaetz nu tydeligvis er både rask og rørig, og Tosca skal placere tændte stager ved den døde Scarpia.
Paevatalu selv bliver heller aldrig nogen overbevisende politichef, for han er simpelthen for charmerende til på nogen måde at virke farlig. En enkelt genistreg er der, nemlig at lade Tosca skåle med Scarpia for at aflede hans opmærksomhed, idet hun tager kniven fra den obligatoriske frugtskål – resten har man set, og man har set det mere overbevisende. Der mangler en original og bærende idé, som da Paevatalu lod Barberen i Sevilla blive til Barberen i Hollywood og barberen til cremekongen Ole Henriksen; her var dilettanteriet charmerende, fordi det nu engang er et grundvilkår for et operakompagni af beskeden størrelse og med beskedne muligheder. Det tager hverken ånden ud af værket eller fratager kunstnerne muligheden for at leve og ånde for kunsten.
Hvordan skal man bedømme sådan en forestilling, når der nu skal gives stjerner? Musik og sang skuffer ikke; her er en oplevelse at hente, man er ikke bare underholdt. Men modet til at turde lave en enkel og original ramme om forestillingen mangler, og Tosca kan udmærket laves minimalistisk, fordi Puccini i forvejen maler alle kulisser i partituret. Et prospekt over Tiberen og Peterskuplen i det fjerne i glas og ramme på bagvæggen kunne pirre publikums fantasi og rejselængsel (tanken er ikke min; inspirationen kom, da et billede fra anden akts kulisse ikke hurtigt lod sig fjerne og måtte overhænges med (endnu) et klæde), det ville være nok, og så kunne et skud fra bagscenen efter sidste tone overraske og endda ryste publikum, sådan som Anne Barslev elegant eksekverede slutningen på avlsgården ved Valdemars Slot i sommeren 2018, når der nu ingen borgmur er til rådighed.
Men det er ikke anmelderens opgave at inspireres – endsige inspirere – og i sammenligning med, hvad undertegnede ellers har oplevet i Den Fynske Opera i denne sæson, så må der vel blive fire stjerner, for det fik Den Glade Enke. Hvad den forestilling havde i scenografi og idé, det mangler denne Tosca, og hvad Den Glade Enke manglede i skuespiltalent, det har denne Tosca. Således er sol og vind fordelt lige – også mellem de to forestillinger – og samtidig er svaret givet på denne artikels rubrik: Der var bal før!

Puccini: Tosca
Den Fynske Opera/guidOpera
Set den 10. juni 2021 

Iscenesættelse: Guido Paevatalu
Kapelmester: Leif Greibe
Tosca: Signe Asmussen Manuitt
Cavaradossi: Niels Jørgen Riis
Scarpia: Guido Paevatalu
Spoletta: Torleif Steinstø
Angelotti/Sciarrone: Frederik Rolin
Sakristanen/vagt: Hans Lawaetz