Maria Pia Piscitelli (Tosca) og Jens Søndergaard (Scarpia) i Peter Langdals Tosca. Foto: Miklos Szabo / DKT.

Den evige stads evige drama

Anmeldt af Sanne Caft

******

Tillad mig en personlig note som afsæt for denne anmeldelse. Tosca er grunden til, at jeg nu har dyrket opera i flere årtier. Den klassiske og utroligt langlivede opsætning på Det Kongelige Teaters Gamle Scene så jeg igen og igen i starten af min musikalske rejse ind i operaens forunderlige verden. Et lille papkort gav adgang, og de venlige ekspedienter i billetsalget til venstre for Gamle Scene, hvor der nu er smart bar med loungestemning og trendy musik, satte igen og igen en dato med kuglepen på mit papkort og lukkede med den lille håndbevægelse op for aftener med Lone Koppel, Peter Lindroos og Leif Roar, der sang og agerede sig igennem det fortættede trekantsdrama, som er Puccinis Tosca.
Peter Langdals iscenesættelse, med Jesper Kongshaugs effektivt dragende lysdesign og Karin Betz’ periodetypiske kostumer og minimalistisk stramme scenografi, har samme langtidsholdbarhed. Den gør præcis det, en velfungerende opsætning skal: danner en intuitiv let afkodelig og dog stadig kompleks ramme for det menneskelige drama på scenen, hvor de dygtige sangere kan agere og synge de grundfølelser, dramaet indeholder og formidle smerte, kærlighed, jalousi og begær til publikum. Understøttet af et orkester, der har styr på deres Puccini. Her dirigeret sikkert af Rafael Payare.

Stærkt sangerhold
Sangerholdet var stærkt besat fra de tre bærende hovedroller over de vigtige biroller til den lille hyrdedreng, hvis sørgmodige sang ekkoer Niels Jørgen Riis velsungne hjertekvalte ”E lucevan le stelle”, mens Cavaradossi tager afsked med livet og den kvinde, han elsker.
Mara Pia Piscitelli var en ildfuld Tosca. Perfekt stemme til en rolle, der både kalder på det voldsomme drama og den sarte inderlighed. Mest af førstnævnte. Fordi Scarpia, det dumme svin, begærer hende og ikke skyer noget middel for at besidde hende. Om han så skal torturere hendes elskede, lyve for hende og bogstaveligt talt kaste sig over hende.
Jens Søndergaard er, så vidt jeg ved, en flink mand. Men hans Scarpia er alt det modsatte. Og dog. Denne Scarpia havde den brutalitet og egoisme, som rollen altid har, men også glimt af menneskelighed og af en sårbarhed, som Tosca reagerer på. I første akt et øjeblik, hvor hun er sunket sammen i håbløshed i kirken, da hun tror at hendes Cavaradossi har en affære med Grevinde Atavanti. Scarpia nærmer sig, knæler bag hende, flytter lidt på den gule silkekjoles slæb og læner sig tæt på. En langsom hånd på hendes ansigt, der nænsomt drejes mod hans. Blikkontakt og et kort sekund, hvor de læner sig ind mod hinanden – indtil Tosca med et sæt vrister sig fri. Tiltrækningen er der, fra begge sider. Den vigtige nuance gør den efterfølgende brutale scene i Palazzo Farnese, Scarpias politihovedkontor, så meget hårdere.
Instruktionen var knivskarp i denne genopsætning, hvor Line Kromann instruerer. Fredrik Bjellsäter var formidabel som en servil, olieret Spoletta, der med affekteret viftende lommetørklæde på en gang er ovenpå som Scarpias udførende håndlanger og rædselsslagen for den volatile politichef, der både kastede rundt med sine underordnede, kastede sig over Tosca og følelseskoldt lader Cavaradossi torturere for at få de oplysninger, han skal bruge. Magnus Bergs Sciarrone og Per Bach Nissens sakristane havde også de små bevægelser, der ordløst føjer facetter til historien. Den hektiske klud og tilretning af papirer på Scarpias skrivebord, den dirrende hånd på brødkurven i kirken – tegn på en angst for den magtfulde Scarpia og en måde at vise publikum hans natur uden behov for at understrege det med større og mere larmende virkemidler.
Tosca opføres igen og igen verden over. Det giver mening. Musikken er iørefaldende uden at være kedsommelig. Handlingen er fortættet og skåret ind til benet. Følelserne er grundfølelser og dilemmaerne skarpt tegnede.

Kostumer og scenografi
Valget af periodetypiske kostumer med empirekjoler, knæbukser og skødefrakker er helt rigtigt til historien, hvor de synger om de begivenheder, der udspandt sig i Rom i år 1800 under Napoleonstiden. Det historiske bagtæppe er der, både i teksten og i konflikten mellem hovedpersonerne, der står på hver sin side som henholdsvis republikaner og politichef. Det giver mening at sangerne er i tidstypisk tøj, så ord og referencer sømløst føjer sig til publikums forståelse.
Scenografien er et komplekst scenerum, der på kalejdoskopisk vis drejer og vrider sig langs en horisontal akse, der strækker sig fra dirigentpodiet og alenlangt ind i det enorme scenerum. Lange linjer af lys skaber brudflader blandet med ro og tilsammen fortæller de publikum om personernes sjæleliv, kampe og lykke, uden at det bliver overtydeligt og dog uendeligt let at afkode.
Tosca på Det Kongelige Teater er en rejse værd. I hovedpartierne rolledebuterer Ann Petersen som Tosca og Sebastian Catana alternerer som Scarpia. Det kalder vist på nok en aften i operaen i selskab med politichefen, det dumme svin.

Tosca
Det Kongelige Teater
Repremiere lørdag den 2. april 2022

Komponist: Giacomo Puccini
Libretto: Luigi Illica, Giuseppe Giacosa.
Instruktør: Peter Langdal
Genopsætningsinstruktør: Line Kromann
Dirigent: Rafael Payare
Scenografi og kostumer: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug

Tosca: Maria Pia Piscitelli
Mario Cavaradossi: Niels Jørgen Riis
Scarpia: Jens Søndergaard
Angelotti: Henning von Schulman
Sakristanen: Per Bach Nissen
Spoletta: Fredrik Bjellsäter
Sciarrone: Magnus Berg
En hyrdedreng: Harald Johan Jensen

Det Danske Drengekor
Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel