Scene fra The Girl with the Hurricane Brain. Foto: Kim Glud / COF

Om orkanen i hjernen og hjertets længsel

The Girl with the Hurricane Brain på teater Sort/Hvid

******

Sky in a Small Cage i Konservatoriets koncertsal

******

Anmeldt af Anne Holm

Det kan være de mest uventede ting, der kommer til at farve ens oplevelse af en operaforestilling. Da min ledsager og jeg i sidste uge sad på rækkerne i teatret Sort/Hvid for at opleve The Girl with the Hurricane Brain blev det et benspænd, at vi ikke kunne forstå alt, hvad der blev sunget. Librettoen er på engelsk, og jeg tror ikke at sangerne sang med en mere utydelig udtale end operasangere almindeligvis gør, men kunstsang er bare engang imellem svært at tyde – og da opdagede vi, hvor taknemmelige vi er for de tekstanlæg, som er blevet mere og mere almindelige i operasammenhæng. De er blevet et uundværligt hjælpemiddel til at opleve og forstå operaer, nye såvel som gamle.

Så meget af handlingen gik først op for os, da vi efter forestillingen fik læst librettoen på ensemblet Lydenskabs hjemmeside. Bedre sent end aldrig, de manglende brikker faldt hurtigt på plads – og undervejs havde vi da forstået, at det var en opera om et ungt menneskes klimaangst og om den manglende forståelse for hinandens oplevelse af klimakrisen, der kan være mellem generationerne.

Den unge er rædselsslagen, hendes tanker om ustyrligt vejr, klimakatastrofer og undergang kværner som en malstrøm i hende, mens forældrene slår det hele hen og fortsætter den daglige rutine, som om alt er, som det plejer. I baggrunden messer en meteorolog om vind og vejr og bærer uafladeligt ved til bålet. De vejrbevægelser, han udmaler i ord, bliver til en hvirvlende storm i den unge kvindes hjerne. Et usædvanligt – men meget aktuelt – tema for en opera.

Nogen egentlig handling var der ikke. Det virkede nærmest, som om der var sat en megafon til den unges angstfulde tanker, og Peyee Chen udlevede og sang den unges kvindes angst, så det intime scenerum forvandledes til en tiltagende klaustrofobisk oplevelse. De andre sangere, Jessica Aszodi, Ted Schmitz, og Joseph Bolger, som forældrene og meteorologen, samt musikerne i ensemblet Lydenskab sang og spillede med stor præcision og indlevelse.

Der er ikke megen samtidsmusik indenfor genren ”ny klassisk”, der stryger sit publikum med hårene. Der er mange skærende, høje lyde, filen og hvinen, tilstræbt lydløshed, indestængte udtryk, og ikke-spillen på instrumenter, og engang imellem kan man spørge sig selv, om 1) hvorfor man sidder og lytter til det, og 2) om det er musik, man ville have lyst til at genopleve …?

Men igen og igen må man jo så også konstatere, at som udtryk for en tid, en tilstand, en væren i nuet; som et udtryk for den tid, vi lever i, for den oplevelse vi har af vores afsnit af Jordens og Verdens historie, kan den nye musik noget, som den gamle ikke kan. Og indenfor genren er komponisten Laura Bowlers musik bestemt noget, man gerne vil møde igen. Skøn, uskøn, umelodisk, uforståelig, forsonende og imødekommende på én og samme tid.

En tidløs kærlighedshistorie

Da min ledsager og jeg så nogle dage senere sad i Konservatoriets Koncertsal og skulle opleve urpremierenpå Sky in a Small Cage, blev mit benspænd, at jeg ikke vidste meget om sufi-traditionen og ikke kendte den persiske digter Jalal al-Din Rumis poesi. Men i dette tilfælde blev librettoen vist på et lærred i baggrunden – og tak for det. Det var en stor hjælp på vejen til at forstå, hvad der foregik.

Rumi levede fra 1207 – 1273 og skrev en lang række værker, hvori oplevelsen af det åndelige og religiøse hænger tæt sammen med oplevelsen af kærligheden. De dele af Rumis digtning, der ligger til grund for librettoen til Sky in a Small Cage, handler om Rumis møde med en anden sufi, Shams ud-Din Tabrizi, som Rumi oplevede et berusende kærligheds- og lærer-elev forhold til. Da Shams efter nogle år på uforklarlig vis forsvinder, får det Rumi til at skrive en lang række kærlighedsdigte, som på én og samme vis handler om den elskendes længsel efter den elskede, og menneskets evige længsel efter at opleve en guddommelig kærlighed.

Operaen fortæller historien om Rumis og Shams møde, om deres venskab og kærlighed og om Rumis fortvivlelse, da Shams forsvinder.

Rolf Hinds musik var inspireret af mellemøstlig, tyrkisk og arabisk, musik – vekslende fra det markant rytmiske med klap og råb fra det seks sangere store kor til lange melodiske passager, hvor Rumis (kontratenoren James Hall) og Shams (baritonen Yannis François) stemmer vævede sig ind og ud af hinanden.

Jeg ville have været glad for alene at lytte til sangerne og musikerne – og ikke være distraheret af scenografien og sangernes bevægen sig rundt mellem musikerne på scenen. Det virkede mere fortænkt end fortællende.

Athelas Sinfonietta spillede – og værket var en ren fryd for slagtøjs-entusiaster. Der var selvfølgelig både blæser- og strygerinstrumenter med samt tre harper (to store og en lille), men det forstemte klaver, de to gange gamelan-klokker, trommer i flere størrelser, syngeskåle og alskens håndbårne, hvinende og summende instrumenter gjorde hver deres til at højne det hele (og jeres udsendtes humør).

Det var både poetisk og eventyrlig musik, og over det hele svang James Halls høje, varme stemme sig op.

Elaine Mitchener fyldte med sin let jazzede vokal fortæller-rollen fuldt ud, mens Loré Lixenberg havde lige præcis den heftige sopran, der skulle til for at syngeskrige passager af fuglepoesi ud. Musikken gav melodi til en tidsubestemt og universel oplevelse af kærlighed, som mange nok vil kunne nikke genkendende til, selv om den er blevet beskrevet i 1200-tallet – og igen i et tonesprog, som kalder på et genhør.

 

The Girl with the Hurricane Brain

Teater Sort/Hvid

Set ved urpremieren den 20. august

Komponist: Laura Bowler

Libretto: Sam Redway

Instruktør: Jude Christian

Dramaturgi: Zoë Palmer

Dirigent: Lin Liao

Scenografi: Laura Rathschau

Kostume: Laura Ratschau, Sofie Piil Grau

Lysdesign: Anders Kjems

Lyddesign og live elektronik: Morten Elkjær

Sangere:

Peyee Chen, sopran, Jessica Aszodi, mezzo, Ted Schmitz, tenor og Joseph Bolger, kontratenor

Ensemble Lydenskab

 

Sky in a Small Cage

Konservatoriets Koncertsal

Set ved urpremieren den 25. august 2024

 

Komponist: Rolf Hind

Librettist: Dante Micheaux

Instruktør: Frederic Wake-Walker

Dirigent: Aaron Holloway-Nahum

Scenografi: Sasha Balmazi-Owen

Koreograf: Rosabel Huguet

Bird of the Sun/Shams-e-Parande: Yannis François

I and You (becoming Rumi): James Hall

Shaman of the Birds/Kerra, Rumis wife: Loré Lixenberg

Fortæller: Elaine Mitchener

Vokalensemble: 

Siddhi Lagrutta, sopran, Karima El Demerdasch, alt, Anika Venkatesh, alt, Rylan Gleave, tenor, Ty Bouque, baryton og Harald Hieronymus Hein, bas

Athelas Sinfonietta